Andre folks tandbørster

Gemalen og jeg brugte bededags-weekenden i Nordsjælland.

Først på dagen kørte Gemalen orienteringsløb, og sidst på dagen spiste vi kage hos familie eller gode venner. Et udmærket koncept, hvis jeg selv skal sige det ...

Og så prøvede vi noget nyt. Altså nyt for os, for på nogle områder er vi nogle værre last movers, og alle andre end os har jo prøvet airbnb.

Gemalen fandt et lille rækkehus, betalte og aftalte nøgleoverleverings-detaljer med værtinden.

Vi nåede frem til aftalt tid, fik nøglen og slæbte vores ting ind. Gemalen samlede sin cykel og forsvandt ud til sit løb, mens jeg nøjedes med at flade ud på sofaen.

Det var et nydeligt lille hus. Rent og pænt, med tulipaner i vaserne og plads i køleskabet til vores ting. Vi havde selv linned og håndklæder med, men ellers var der alt, hvad vi skulle bruge. Måske bortset fra en sengelampe, men igen - det er nok bare mig, der er gammeldags, når jeg stadig fortrækker at godnatlæse i rigtige bøger af papir.

Men altså.

For der er et men.

Det havde absolut intet med det lille hus at gøre, men foregik alene i mit hoved.

Jeg bryder mig simpelthen ikke om at komme så tæt på folk, jeg ikke kender.

Jeg kan ikke lide at rode i andre folks ting, når de ikke er hjemme, Og selv om køkkenskabe næppe er blandt de mest private gemmer, syntes jeg alligevel, det var lettere grænseoverskridende at flå alle skuffer og skabe op i jagten på en brødrister.

Og badeværelset - argh.

Pænt, rent og nydeligt var det. Og givetvis tømt for de mest private ting. Men alligevel ikke mere tømt end at der stod brugte tandbørster og halve tandpastatuber i tandkrusene, og på en eller anden måde føltes det bare alt for intimt at vide, at værtinden og hendes søn brugte henholdsvis Zendium og Colgate, at knægten ikke var for god til at skrue låget på tuben, og at begge iøvrigt trængte til nye tandbørster.

Gemalen havde overhovedet ikke de samme skrupler, og det kan sagtens være, at vi prøver airbnb en anden gang, men jeg er sikker på, at jeg ikke kommer til selv at leje ud på den måde, med mindre jeg en dag er helt og aldeles på spanden økonomisk.

Og så vil jeg i givet fald pakke min tandbørste væk.

Lidt for sære småkager

Jeg ved det jo godt; så snart jeg har været bare en lille smule interesseret i at booke et hotel i Sønderborg eller Sarajevo, så sørger diverse cookies for, at jeg straks belemres med vældigt gode tilbud på overnatningsmuligheder i netop disse byer.

Det er selvfølgelig meget smart tænkt, men godt nok også temmeligt irriterende, når man nu enten har bestilt hotel det pågældende sted eller forlængst opgivet netop den destination. 

Men pyt, værre er det jo heller ikke.

Også pyt med alverdens andre underlige reklamer, der finder vej til for eksempel DMIs hjemmeside på samme grundlag. I øjeblikket oversvømmes jeg med reklamer for gummistøvler og hortensiaer. Det kunne faktisk godt ligne en meget smart afledet effekt af selve vejrudsigten (se dét ville være smart!), men er bare et udtryk for, at mine gamle røjsere trænger til udskiftning, og at nogen har ønsket sig netop en hortensia i fødselsdagsgave.

Lidt værre syntes jeg, det var, da jeg op til jul havde rullereklamer for rollatorer og andre pensionist- og handicapvenlige dippedutter.

- Må jeg lige være her?! tænkte jeg og havde i skyndingen glemt, at jeg havde været inde og finde et fejeblad med skaft til min gamle far.

Men ud over føromtalte fredelige gummistøvler og hortensiaer har jeg lige nu én reklame, der er så - ahem - særpræget, at jeg er glad for, at ingen ser mig over nakken, når jeg er på nettet.

Det er en reklame for - ta dah - KLUNKEVOKS ... !!

Det føles godt nok lidt grænseoverskridende at blive mødt af netop den reklame, når jeg slår op på min Ipad eller tænder for computeren. Men det er sådan, det kan gå, når man er så nysgerrig som jeg, at jeg, når jeg skal finde ud af noget om bredden på mountainbike-styr og så ud af øjenkrogen lige ser 'klunkevoks' stå og blafre som et godt tilbud og så bliver nødt til liiige at se, hvad det dog er.

Det ved jeg så nu.

Til overmål ...

Nu er det forår - sådan helt rigtigt

Det er nærmest mageløst det, der er sket med vejret siden den kolde, kedelige påske for mindre end tre uger siden.

Det er blevet rigtigt forår, solen skinner, og det lugter af forår, når man kommer udenfor. Alting gror helt vildt, som vil det indhente det forsømte fra marts. Og jeg burde have fri, så jeg kunne passe min have.

De sidste dage har jeg trukket Kamelen med på den samme rute rundt i skoven for at holde øje med bøgen. Der er et specielt sted, hvor den - altså bøgen, ikke Kamelen - springer meget tidligt ud.

I forgårs var der ikke noget at se, men i går, i det skønne, skønne vejr, så underskoven pludselig ud, som om bøgen havde været sprunget ud i flere dage.

Jubijæh!!

Og i aftes efter cykeltur med Gemalen og meget sen aftensmad, gik Kamelen og jeg vores aftenrunde og så for første gang i år flagermus flakse rundt i den lune aftenluft.

Skønt med skønt.

Årets første bøgeblade.

Flyt dig!!

- Jeg havde da ikke troet, at der stadigvæk ville være så vådt, sagde Gemalen, mens han kiggede vurderende på et pladderhul, der strakte sig tværs over skovvejen.

Efter to ret vellykkede test-kørsler, hvor jeg hverken var væltet eller på anden måde kommet galt afsted, mente Gemalen nok, at han kunne udsætte mig for lidt større udfordringer, så vi var kørt gennem byen og ind i skoven på den anden side.

Og bortset fra, at jeg ikke altid brød mig om Gemalens måde at krydse vejene på - og derfor tit kom noget bagefter, når jeg ikke kunne gøre ham kunsten efter - så gik det meget godt. Også inde i skoven. Skovvejen var bred og god, og vi trillede afsted i et fornuftigt tempo.

Men så drejede Gemalen pludselig til venstre og forsvandt ind ad en lille sti mellem træerne. Det var ikke nogen helt almindelig sti, men - viste det sig - et anlagt MTB-spor til udfordring og fornøjelse for mountainbikere. Sådan et spor skal jo ikke være alt for kedeligt, så det snor og snørkler sig afsted, og mens Gemalen trådte afsted, som kørte han på lige landevej, kom Fruen mere og mere bagefter. Og måtte endda stå lidt hurtigt af en enkelt gang i et ekstra snævert sving, hvor et grantræ stod alt for tæt på sporet ...

På et tidspunkt kom der et par unge gutter kørende mod os, og jeg nåede lige at tænke sh*t!, men var så så heldig, at der lige præcis på det sted var plads nok til at komme ind til siden, mens de med et lettere overbærende smil susede forbi.

- Var det ikke sjovt? spurgte Gemalen, da vi igen var ude på normal skovvej.

- Nej, det spor var både for smalt og for snørklet, skumlede Fruen.

- Det er bare til du lærer det. Så du hvor hurtigt de to fyre kørte?

- Joh tak, men hvorfor er det ikke ensrettet, så man ikke møder andre? vrissede Fruen videre.

- Det er der da også, sagde Gemalen. Det var os, der kørte modsat.

- !?!

- Du skulle da lige prøve, og det var da bedre end at have dem liggende lige bagved, så du blev nervøs, mente Gemalen.

Videre gik det, og vi krydsede landevejen for at køre tilbage mod byen ad stien langs søen. Men inden vi kom så langt, skulle vi jo lige hen til bemeldte sti. Og det var ikke helt uden forhindringer. Først kom vi til et væltet træ, men det var blot en mindre birk, og det var ikke særlig svært at løfte cyklen over, og jeg følte mig lidt sej, da jeg kunne køre videre, uden at Gemalen havde skullet hjælpe mig.

Men så kom vi altså til oven for omtalte pladderhul. Det strakte sig tværs over skovvejen, og der var ikke mulighed for at køre uden om. I midten var der blankt vand, og til begge sider sort mudder af den meget våde slags.

Jeg kiggede på hullet, og så kiggede jeg tilbage på træet, vi lige var kravlet over.

- Man kan godt køre igennem , sagde Gemalen.

Og det gjorde han så.

Det gik - selvfølgelig - fint.

Jeg overvejede situationen. Hvis jeg kom over, var det godt. Hvis jeg gik i stå og satte benene i, var det noget skidt, for så ville jeg blive våd og sort af mudder til op midt på skinnebenene. Men hvis jeg for alvor væltede, var det virkelig noget møg, for så ville jeg sandsynligvis ryge helt ned og blive både våd og dækket at mudder fra top til tå, og så ville de cirka fem kilometer hjem føles som femhundrede.

Gemalen ventede.

Jeg trak vejret dybt.

Og så kørte jeg.

Og det gik godt.

Men Gemalen var ikke kommet helt ud af mudderzonen, så da jeg kom moslende, havde jeg pludselig kurs lige mod ham og kunne slet ikke overskue at dreje uden om, og så var jeg jo nødt til at råbe-hvæse ad ham:

- Flyt dig!!

Det nåede han heldigvis,og så drønede jeg forbi ham og stoppede først 30-40 meter længere fremme på helt tør grund.

- Det gik jo fint, sagde Gemalen.

- Jep, sagde Fruen og var nu ikke til at skyde igennem.

- Og det er dig, der skal vaske cykler!

Jo, min bagdel er stadig øm ...

Fordele og bagdel - alle ømme

- Sig mig, hvor langt vil du?

- Bare lige ned om søen og så hjem, svarede Gemalen.

- Det skal jeg så ikke. Jeg skal hjem nu, sagde Fruen.

Og så drejede hun til højre og kørte hjem, mens Gemalen skyndte sig op på siden af sin hustru for at høre, om der var noget i vejen.

Det var der ikke. Bortset fra øm nakke og ømme skuldre, ømme håndled og - ikke mindst - en meget øm bagdel.

Sagen var - eller er, for det er jo ikke noget afsluttet kapitel, at Gemalen gennem flere år havde lokket for at få Fruen til at køre på mountainbike.

Det var både sjovt og sundt, og så kunne vi jo køre sammen, argumenterede Gemalen. For fuldstændigt døve øren.

Men da flertallet af familiens meget gamle damer er faldet fuldstændigt sammen på grund af manglende knogle- og muskelmasse, begyndte Fruen langsomt at ændre holdning. Noget måtte gøres, og en gang før jul, havde Gemalen endelig fået skovlen helt under mig.

Med en masse forbehold ganske vist. For jeg vil ikke køre, hvis det er koldt. Eller regner eller blæser. Og jeg vil ikke køre langt, vil ikke køres bagud og ikke grines af. Især det sidste er vigtigt ...

Gemalen lovede højt og helligt at gå ind på alle krav, og så gik han ellers i gang med at lede efter det helt rigtige grej. Det har han brugt rigtig meget tid på, for han går ikke bare til en cykelhandler, men vil meget hellere købe gode, brugte stumper, som han finder på nettet.

Cyklen kom i hus, og jeg aner ikke, hvor mange handler, der skulle til. Og tøj og en hjelm, der har samme farve som jordbæris. Den købte Gemalen af en mand, og jeg har siden funderet en del over, hvordan det kunne gå til, at en mand havde en jordbæris-farvet hjelm? Havde han købt den som et statement, var det mærkeligt, at han ville sælge den igen, og ellers var det også bare mærkeligt ...

Således var alt klappet og klart allerede i februar. Vi manglede bare vejret, og det lod vente på sig.

Men i lørdags oprandt dagen endelig.

Jeg fik skruet mig i de lange cykelbukser og lykkedes - med lidt hjælp - med at få selerne på plads. Til sidst hjelm og handsker, og så var jeg klar. Klar til at lære overhovedet at sidde på geden og få tjek på gear og bremser. Efter en del småjusteringer og rundture i indkørslen var Gemalen tilfreds, og vi kunne vinke farvel til Donnaen og Ungersvenden, som stod på terrassen og smågrinende havde fulgt processen.

Allerede før vi havde forladt indkørslen, kunne jeg mærke sadlen. Det var jeg forberedt på, for det er efterhånden flere år siden, at Gemalen forærede Fruens gamle damecykel væk, fordi jeg alligevel ikke gad køre på den. Og nu var hverken sadel eller min bagdel polstret godt nok til at undgå, at jeg blev noget så øm.

Men den slags er jo bare et spørgsmål om tilvænning. Siger de kloge. Så afsted gik det, og jeg hverken væltede eller kom galt afsted. Til gengæld begyndt jeg også at få ondt i skuldre og nakke på grund af den meget uvante kørestilling - og mine slatne muskler, og til sidst begyndte håndleddene også at værke.

Og så gad jeg ikke mere.

Men alt i alt var det jo gået meget godt, og næste dag justerede Gemalen sadlen lidt ned for at aflaste både bagdel og skuldre/nakke-regionen, og det hjalp faktisk en hel del.

Solen skinnede, og vi kunne køre i skoven, og jeg lærte, at det ikke hjælper en pind at rejse sig op, når det går opad. Men også at jeg kan køre fra Gemalen op ad bakke. Det siger dog desværre mere om Gemalens dårlige pacemaker end om mine cykeltalenter. Men det var lidt sjovt alligevel.

Nu er der gået en arbejdsuge, og der er blevet bestilt solskin til weekenden, og så må vi afsted igen.

Den er mere jordbæris-farvet i virkeligheden.

Puff!!

Så sagde det da bare lige PUFF! og blev forår. Faktisk næsten sommer.

Her til morgen virkede det ganske vist overhovedet ikke spor sommeragtigt, og jeg var glad for min hue og manglede mine overtræksbukser.

Men i søndags. Altså, hold da op. hvor var det skønt.

Da jeg gik eftermiddagstur med Kamelen søndag, kom jeg i ren distraktion til at tage min jakke på. Og selv om jeg dagen før havde fundet en noget lettere jakke frem, var det alt for meget, og jeg svedte tran, mens Kamelen og jeg passerede haver, hvor folk gik rundt i shorts og korte ærmer. Vi så endda en enkelt i bar overkrop. Sådan går nogen jo altid til yderligheder, og vi må så bare håbe, at han ikke er blevet forkølet. Ligesom Donnaen, der satte sig i skyggen sammen med Ungersvenden, efter at de havde pjattet rundt med en frisbee. Den slags gør man trods alt ikke ustraffet endnu.

Jeg havde syv stykker tøj på - plus den famøse jakke. Og terrængående støvler. Det var rigeligt. Da det var værst/koldest (for bare få uger siden), måtte jeg iføre mig intet mindre end atten stykker tøj. Jeg talte en dag, hvor jeg havde været lige ved at gå ud af mit gode skind, fordi det tog så lang tid at komme i tøjet. Atten stykker. Sgu! Så skal det jo tage en krig og medføre akut fare for nedsmeltning, før jeg kommer udenfor. Det samme, når jeg kommer hjem efter en rask tur, og er ved at blive lettere panisk, før jeg får hevet alle kludene af igen. Noget, der selvfølgelig kun bliver værre af, at min egen indre termostat er midlertidigt ude af funktion.

Tilbage i haven kunne jeg også smide trøjen og gå på havearbejde i korte ærmer et par timer. Nøj, hvor var det skønt. Og skræmmende, som haven trænger til en kærlig hånd. Eller måske snarere et effektivt gartnersjaks indsats i et par uger. Ind til nu har det nærmest været umuligt at gå i haven, og selv om jeg i påsken var ude med en rive, skyldtes det alene stædighed, og jeg kom hurtigt ind igen.

Men søndag kunne jeg jo have været i haven hele dagen. Hvis ikke det lige var, fordi jeg også skulle gå tur med Kamelen, cykle med Gemalen, vaske bare en lille smule tøj og kigge på en drilagtig engelskopgave sammen med Donnaen.

Eller måske var det i virkeligheden meget godt, for min ryg er begyndt at gøre mig opmærksom på sig selv. Den bryder sig ikke om havearbejde. Ikke i timevis i hvert fald.

Så nu får den fred, ind til det forhåbentlig bliver godt vejr igen i den kommende weekend. DMI siger noget andet, men som altid, når DMI siger noget kedeligt, håber jeg, at de tager fejl, mens jeg tror fuldt og fast på deres forudsigelser, hvis bare de er gode nok ...

En kold morgen for ganske nylig.
Med is på vandet og rim i græsset.

Gid vi stadig var i Singapore

Flyet hjem fra Singapore afgik først ved 23-tiden, så vi havde hele fredagen til rådighed.

Men ikke hotellet.

Vi skulle checke ud inden middag, hvilket jo var fine betingelser, selv om Donnaen mente, at det var ret usselt, jeg ikke bare havde sørget for at booke en ekstra dag eller i det mindste late check out, så vi havde værelset til rådighed, lige til vi skulle afsted til lufthavnen. Moren forklarede, at der er forskel på need to have og nice to have, og da vi vi ovenikøbet var så heldige, at vi kunne checke vores udcheckede kufferter ind i en aflåst lille gård til senere afhentning, mente jeg ikke, at Donnaen behøvede at tage det så tungt.

Jeg ville gerne tilbage til Little India, og Donnaen indvilgede, hvis bare jeg lovede, at vi ikke skulle besøge et eneste ferskvaremarked.

Det ville jeg gerne love, og så gik vi i stedet ind i Little India Arcade, som er et mindre overdækket marked med en masse boder med indisk tingel tangel. Det var dog den rene turistfælde, så det gad vi ikke bruge krudt på og gik ud igen for at se nærmere på bydelen. Der var et mylder af mennesker, biler og knallerter, og alle zigzaggede ud og ind i mellem hinanden i de små gader. På et tidspunkt dytter en bil lige bag os. Donnaen hopper til siden, mens jeg bare stopper op. Dumt, for jeg ender faktisk med at blive ramt af bilen. Bare lige akkurat, så min læg  bliver sort af snavs, og jeg efterfølgende får et blåt mærke.

Mere sker der ikke, men Donnaen, der får et chok, reagerer ret - ahem - udadfarende, og det krævede sin mor at undgå, at hun røg direkte i flæsket på chaufføren. Projekt Donna-nedkøling lykkedes, men at se nærmere på Little India oven på den oplevelse kunne der overhovedet ikke være tale om. Som i No Way!

I stedet kunne vi snuppe toget til Bayfront og daske lidt rundt i roligere omgivelser langs Marina Bay. Her spiste vi også frokost, men da Donnaens mave var begyndt at drille på den genstridige måde enedes vi, selv om vi havde meget god tid, om at sætte kurs mod vores hotel (og kufferter), men følge promenaden langs vandkanten.

Turen langs Singapore River er ganske hyggelig med dels nogle åbne pladser dels et langt stræk med caféer, barer og restauranter, der først på eftermiddagen kun havde et begrænset besøg. Desværre fik Donnaen det dårligere, og i stedet for at nyde turen langs vandet blev det en lang tur tilbage til hotellet, og da vi endelig nåede frem, var hun ikke mange sure sild værd. I hotellets reception var de meget søde, og selv om vi principielt havde checket ud, måtte vi gerne gå ud i den store gårdhave, hvor vi plejede at spise morgenmad, og finde en sofa i skyggen.

Donnaen fik en hel masse at drikke og lå så et par timer og og hvilede sig.

Det hjalp heldigvis, og morens bekymringer omkring transport til lufthavnen blev gjort til skamme, for Donnaen var igen fit nok til, at vi bare kunne trille vores kufferter til stationen, hoppe på toget og køre til lufthavnen. Her fandt vi et fredeligt hjørne, hvor vi kunne finde lange bukser og trøjer frem, før vi afleverede kufferterne. Det var vi ikke ene om, og på dametoilettet var der virkeligt mange tøj-skiftende damer.

Vi kom til området med toldfrie varer og caféer, og pludselig går det op for os, at vi ikke har været gennem noget security-check. Det syntes vi var ret underligt, men forklaringen var, at checket var flyttet helt ud til gaten, så først idet man skulle boarde, gik man igennem security. Det er nok mere sikkert, fordi man dermed er udelukket fra på en eller anden underlig måde at komme i besiddelse af forbudte genstande mellem security og afgang. Men det gav en betydelig flaskehals, og vi stod og ventede i lang tid, før vi endelig kom igennem.

Turen til Paris var præget af en del turbulens, men gik ellers glat. Vi konstaterede, at man igen havde glemt Donnaens allergeen free meal. Men denne gang gjorde vi ikke noget ved det. Det var også glemt på udturen, men blev fundet frem på vores forespørgsel. Det viste sig dog, at der var puttet netop ananas i, og det vidste vi jo af bitter erfaring, at Donnaen ikke kan tåle, så hun endte med at spise helt almindelig flymad begge veje. Med moren som mundskænk og en vis påpasselighed i forhold til sært udseende madvarer. Så nu gider vi ikke mere ulejlige os med det bøvl, det er at bestille special meals.

Vi landede næsten til tiden, men da vi i forvejen ikke havde alverdens tid at løbe på, før vi skulle boarde næste fly, gjorde vi, hvad vi kunne for at komme frem. Det vil sige, Donnaen syntes ikke ret godt om min langmodighed, og hun var selv gentagne gange parat til at slå folk ned, hvis det ville hjælpe på fremkommeligheden. På et tidspunkt spurgte hun en paskontrollør om vej, og da han svarede til højre, drønede hun selvfølgelig til højre - uden at kigge på skiltene, der tydeligt angav transit til venstre ... Det forsinkede os i nok 30 sekunder, og Donnaen fordoblede nu sine anstrengelser og spurtede afsted, mens jeg kom håbløst bagefter.

Lige pludselig var vi fremme ved gaten, og havde slet ikke været udsat for de samme snegletempo-køer, som vi oplevede, da vi skulle skifte fly i Helsinki i efteråret. Tværtimod havde vi hele ti minutter til overs og kunne både nå på toilettet og at køle lidt ned igen, før vi fløj igen.

I Hamburg havde vi til gengæld god tid, for Gemalen havde ikke rigtigt kunne sparke sig selv ud af sengen, så han manglede stadig de sidste 20 kilometer, da vi ringede til ham, mens vi ventede ved bagagebåndet. Så vi var klar, da han rullede op foran lufthavnen, og vi skyndte os ud og fik vores vinterjakker og -støvler, der havde ligget til os i bilen.

Det har været koldt lige siden, og der er ikke gået en dag, hvor vi ikke har sukket og sagt:

- Gid vi stadig var i Singapore!

Udsigt fra Marina Bay Sands mod Singapore Straits.
I forgrunden ses væksthusene og Super Trees i
Garden by the Bay.