Ud at køre - med damerne

Nu var det jo gået meget godt med at køre med de lidt ældre mountainbikere, så da DGI annoncerede et to timers kursus i mountainbike for Women Only netop her i den lokale skov, tænkte jeg, at det kunne jeg da sagtens klare.

Det var ganske vist kursus nummer to, og det forudsattes, at man havde styr på gear og bremser, men det mente jeg nok, at jeg havde, og desuden var det jo et damekursus, og damer er jo sjældent så (over-)modige som mænd, det ved enhver, så hvor svært kunne det være?

Noget sværere end jeg havde regnet med!

Selv om solen skinnede, var det en hundekold morgen, og bare at finde ud af at få passende med tøj på var en udfordring. Jeg skulle helst både kunne holde varmen og kunne bevæge mig, bare nogenlunde frit.

Endelig var jeg klar, og på en parkeringsplads næsten lige op til skoven mødtes jeg med de andre damer og de forstående og empatiske trænere.

(Ja, sådan var de præsenteret i kursusbeskrivelsen, og jeg nægter at tro på, at det er en formulering, man ville finde på at bruge over for mix- eller rene mandehold!)

De fleste, men ikke alle havde deltaget i det første kursus, og det kom til udtryk med det samme, for vi skulle starte med lige at tjekke, at vi havde styr på de der bremser, og

- ..jer, der var med sidst, ved, at vi primært bremser med forbremsen, erklærede den ene træner.

What?? Nu havde Gemalen tudet mig ørerne fulde med, at jeg skulle blive fra håndbremsen for ikke at stå på næsen, og så stod træneren der og sagde det modsatte. Jeg skulle ikke nyde noget af at sige noget, men fornemmede, at det kunne blive lidt op ad bakke. Altså selv om det jo gik ned, fordi man li'som ikke kan øve at bremse på vej op ...

Vi bremsede, og jeg undgik både at stå på næsen og gøre alt for meget opmærksom på mig selv. Heldigvis havde min mekaniker (aka Gemalen) smurt mine bremser, så de ikke skreg, som visse andres.

Videre gik det. Først op ad bakke af en helt almindelige bred skovvej, og da vi var vel oppe afsted ad det første stykke, relativt ligeudgående, spor. Allerede her fik jeg en forsmag på, at de andre damer vist ikke var de rene novicer. De drønede afsted, og jeg skulle træde til for at følge med.

Nu gjorde vi holdt igen, for vi skulle lære at køre i småbulet terræn. Noget med at have så meget gummiarme (min udlægning!), at man kan absorbere ujævnhederne i stedet for, med stive arme og skuldre, at sende dem direkte op i hjernen.

Det så utrolig rigtigt ud, da træneren viste os hvordan ...

Bagefter skulle vi køre ned ad en stump rødt spor. Jow jow, mtb-spor er som ski-pister farve-inddelt efter sværhedsgrad: blå, rød og sort. Og som træneren påpegede, så kunne det være en god ide lige at tjekke et nyt, 'farligt' spor til fods, før man begav sig ud på det. Så det gjorde vi, og han pegede og forklarede. Og endte med at stille sig op ved det sværeste sving, så vi ikke kunne være i tvivl om, hvor vi skulle passe på.

Herefter blev vi sendt afsted med passende afstand mellem hinanden. Jeg kunne godt se, at jeg kørte langsommere end dem foran mig, men var alligevel lidt overrasket, da jeg ret hurtigt kunne høre den næste lige bag mig. Det var der ikke noget at gøre ved; jeg var ikke til sinds at sætte tempoet op, og køre til siden var der ikke plads til. Da jeg passerede træneren, kunne jeg høre ham råbe et eller andet, men om det var til mig, kunne jeg ikke høre, så jeg fortsatte med at liste ned i tante-tempo.

Et øjeblik efter kom et par vilde gutter drønende og fortsatte videre ad det røde spor. Det var dem, træneren havde råbt efter. At de skulle lade være med at ligge og presse, for det stressede bare begynderne, og de fik alligevel ikke selv den ønskede fart på cyklen. De var heldigvis stoppet op, havde givet træneren ret og sagt undskyld. Ret fint faktisk.

Slalomkørsel var næste punkt på programmet. Ikke så farligt, men svært at gøre rigtigt i fuld fart. Allersværest var det dog at trække tilbage ved siden af skovvejen; jeg hang fast i et eller andet og skvattede, meget lidt yndefuldt.

Så så det mere, om ikke yndefuldt, så spektakulært ud, da en af de andre damer styrtede på den næste strækning. Hun ramte formentlig skævt på en rod og tog den ud over styret i bedste Tour de France-stil. Hun skulle lige have tid til at sunde sig, men var så heldigvis ikke kommet noget særligt til, selv om hun givetvis har været særdeles øm i dagene efter.

Flere gange undervejs havde trænerne spurgt, om dit eller dat ikke havde været rigtig sjovt? Mange havde svaret positivt, og jeg tror faktisk, at nogle af dem også havde ment det. Der var nogle helt vildt seje typer i mellem, der uden frygt i livet bare nød at tonse afsted. Og de skulle nok slet ikke have været med på kurset, for de kunne så udmærket klare sig selv. Det var også dem, der var mest begejstrede, da den ene træner meddelte, at nu skulle vi til det allersjoveste:

- Vi skal lappe nogle berms for vildt!

Først skulle vi dog finde ud af, hvad berms var, så vi stillede cyklerne og kiggede nærmere på det spor, vi var kommet til. Her var svingene bygget op, så man kan køre oppe på siden. Ud over at se temmelig sejt ud, er det også med til at hjælpe rytteren rundt i kurven i langt højere fart, end hvis den bare var flad.

Det lød jo i princippet meget godt, men sporet zig-zaggede ned over en temmelig stejl skrænt, og da jeg stadigvæk er kantforskrækket, var jeg ikke så begejstret. Især ikke fordi der skulle ret meget fart på, hvis man skulle udnytte de indbyggede berms bedst muligt. Jeg havde derfor ikke så svært ved at lade de dødsforagtende damer tage teten ned over skrænten og så selv liste bagefter som en af de sidste.

Ned kom vi alle, og mens nogle syntes, det var virkelig sjovt og tog både en og to ture mere på den nederste del, var vi andre, der var ganske tilfredse med en enkelt tur.

Imens vi ventede på de sidste, var vi kørt ind til siden, og nu skulle vi ud på en skovvej igen. Her erfarede jeg, at nedfaldne blade bør betragtes med mistro. Hvad der lignede en fuldstændig jævn skovbund viste sig at være en grøft. Den kørte jeg lige ned i, og så kørte jeg ikke længere, men lå og rodede rundt i alle bladene.

Da det skete med cirka tre en halv kilometer i timen, var det kun min stolthed, jeg blev ramt på (igen!), og mens jeg fik stablet cyklen og mig selv på benene, valgte de andre en lidt anden rute ud på skovvejen.

Nu var kurset i princippet forbi, men vi kunne da lige så godt køre spor hjem, så det gjorde vi. Netop den stump var det allerførste stykke spor, jeg havde kørt sammen med Gemalen en gang før sommerferien. Og det, der dengang havde virket meget udfordrende, var nu ret easy peasy at passere, hvilket jo var ganske fint at opdage. Noget er der trods alt sket med mine såkaldte mountainbike skills i den mellemliggende tid.

Som træneren sagde afslutningsvist:

- I skal samle på de små sejre, som gør klogere og bedre. De store sejre gør ofte bare dumdristig, og så kommer man galt afsted.

Godt så, små sejre it is.

Ud at køre - med de gamle

I den lokale orienteringsklub er der en lille flok ældre herrer og damer, der mødes hver tirsdag formiddag for at køre en tur og få rørt stængerne. Et par af dem er vores gode venner, og af resten kender Gemalen nogle stykker.

Og derfor og på grund af almindelig velvilje kunne jeg selvfølgelig sagtens få lov at køre med, når jeg nu for en gangs skyld havde fri.

Så Gemalen og jeg kørte ned til klubhuset, og jeg havde egentlig forestillet mig, at vi skulle køre sammen, men vi var nok til at danne to grupper. De lidt hurtige og de knapt så hurtige. Jeg hørte til de sidste sammen vores venner og et andet par.

De lagde en plan, afsted gik det, og jeg blev ret hurtigt glad for, at jeg var med de knapt så hurtige ...

Men jeg kunne godt følge med, og da jeg vidste, at vi var på vej ud til et forholdsvis fladt område, skulle det jo nok gå.

Især fordi jeg godt kendte den første stump sti, efter vi havde krydset under motorvejen, og jeg vidste, at selv om den var fyldt med rødder og ujævn som bare pokker, kunne jeg godt køre den.

Det gik fint, og vi gjorde holdt ved en lille idyllisk sø, der ligger midt i området.

Efter fornyet rådslagning fortsatte vi.

Denne gang ad mindre, meget snørklede stier, der gik op og ned og ud og ind. Ikke noget voldsomt, men bare så man hele tiden skulle være opmærksom på, hvad man lavede i stedet for at sidde og falde hen. Der var små, spidse stigninger og bratte, men ganske korte nedkørsler.

Og jeg lærte på den hårde måde at holde en passende afstand. Især op. For jeg er ret let, men har ikke så mange kræfter, så jeg skal helst op i et vist tempo, men vælter hvis der skal sejtrækkes i de små gear. Jeg fik et par pludselige stop på den konto, men så havde jeg også lært lektien og var ganske tilfreds med mig selv.

Måske var det derfor, at jeg ikke var helt skarp, da vi kom ind på en noget mere uvejsom veksel, for pludselig strejfede mit styr et træ.

Træet blev stående.

Jeg blev faktisk på cyklen og tænkte ikke mere over det, før jeg om aftenen fik så ondt i mit håndled, at jeg ikke kunne løfte så meget som en tallerken.

Det varede to dage, før armen igen var brugbar, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt, så vi kørte glade videre og kom tilbage til den lille sø. Nu skete der det overraskende, at det andet par da lige skulle have en dukkert! Jeg var nær væltet af ren overraskelse; det var i uge 42, og selv om det var dejligt vejr, var det altså på ingen måde sommer. Gys altså! Men mens vi andre tre tog en lille ekstra runde om søen, hoppede de i og var ved at komme i tøjet igen, da vi kom tilbage. Og jeg kan stadig ikke helt blive enig med mig selv, om de var seje eller en lille smule bindegale?

Nu skulle vi alle have varmen, så på vejen tilbage mod klubhuset, tog vi en af de store bakker i Nordskoven. Her var det tydeligt, at jeg havde en fordel ved at veje mindre end de andre (min cykel er givetvis også lettere end de andres, for Gemalen har sørget for, at jeg i hvert fald ikke går ned på grej), så jeg kom først op. I forholdsvis ubesværet stil. Det vil sige kun moderat pustende og uden pulsen oppe i ørerne ...

Er man kørt op, skal man jo også ned igen, og vi susede ned ad bakken på den anden side og kørte langs åen ind til byen igen.

Efter at have sagt pænt tak for turen trillede jeg hjem i bad, mens jeg tænkte, at nu havde jeg da egentlig ret godt styr på det meste.

Det varede så kun til, jeg meldte mig til et MTB-kursus kun for damer.

Mere om det en anden gang.

Ikke 'bare lige'

Jo, jeg cykler stadig.

Det blev ikke til så meget hen over sommeren, hvor Gemalen ikke kunne sidde på sin cykel, og jeg derfor måtte køre alene.

Alene gjorde det lige lidt sværere at komme afsted. Og da jeg samtidig er en urutineret kylling, skulle jeg ikke nyde noget af at køre rundt på små, snørklede stier langt fra alfarvej, men foretrak de store, brede, hvor jeg regnede med, at jeg ville blive fundet ret hurtigt, hvis jeg pludselig skulle blive uvenner med min ged og lave en næsegrus landing.

Men så kom Gemalen heldigvis på banen igen, og selv om jeg mente, at han skulle tage den lidt med ro, var det ikke ensbetydende med, at vi ikke kunne køre på de mere udfordrende stier.

Og det gjorde vi så.

Hvilket ind i mellem førte til nogle pludselige afsidninger for mit vedkommende. Plus en hel del eder og forbandelser, også fra min side.

- Jamen, du skal bare lige .., er Gemalens standard-kommentar, når han (dog) har sikret sig, at jeg ikke er kommet galt afsted.

Hvorefter min standard-reaktion lige så sikkert har været et arrigt fnysende:

- Det er da for hævled ikke bare lige!

Det er ikke bare lige at køre op over kantsten. Det er ikke bare lige at nå at komme langt nok ned i gear, når Gemalen helt uventet pludselig drejer skarpt til højre og kører stejlt op ad en lille bakke. Det er ikke bare lige at vælge den mest hårde bund helt ovre til venstre i stedet for at køre lige ud i den løse sand midt på stien.

Og det er især ikke bare lige at vælge den rette fart, det rette gear og den rigtige rute ned ad en stejl sti, hvor man undervejs også bare lige skal passere over et lille væltet træ.

Og så videre ...

Gemalen har siddet på en cykel i cirka 100 år, og han kan simpelthen ikke forestille sig, hvor mange kvababbelser jeg kan have ved at køre alle mulige sære steder.

Til gengæld kan han heller ikke forestille sig, at jeg efterhånden i takt med lidt mere rutine rent faktisk slutter fred med nogle af de 'farlige' steder og så småt kan passere dem uden nødvendigvis at få bævre-knæ og en puls på 300, så

- den vej kører vi ikke, for det kan du jo ikke lide!

At det var tilbage i april eller maj med høj vandstand overalt bliver ikke helt taget med i betragtning.

Forrige søndag var Gemalen så afsted til sit første MTB-O løb siden sommerferien, og da det meget praktisk lå i skovene lige øst for byen, cyklede jeg med ud og kiggede. Og snakkede lidt med en af de andre søde koner om det der med, at ens ægtefælle skal prøve at lære en noget, som man slet ikke synes er så 'bare lige', som de synes.

- Nej, den slags skal man lære af andre, slog hun fast.

- Det er meget bedre for begge parter.

Så da jeg et par dage senere havde fri en tirsdag, hvor nogle af de ældre, garvede motionist-mountainbikeryttere altid mødes for at træne, fik jeg lov at komme med.

Og det var virkelig alle tiders.

Men havde Gemalen udsat mig for det samme, havde jeg nok søgt skilsmisse på stedet.

Sådan er der så meget, men det er en helt anden historie.

Kant-forskrækket

- Så du den? spurgte Gemalen begejstret.

- Så hvad?

Sandsynligheden for, at jeg har set noget som helst er yderst lille, for jeg er stadig på et stadie, hvor jeg ikke ser ret meget andet end området lige bag Gemalens baghjul, når vi er afsted på mountainbike.

Derfor ser jeg kun sjældent den ræv, hare eller hejre, som Gemalen har fornøjelsen af at se fra sin førerplads. Men jeg så faktisk en sneppe - jo, jeg gjorde! - flakse afsted inde mellem træerne forleden dag. Den så Gemalen til gengæld ikke. Hæ!

Køre ved siden af hinanden? Nej, det gør vi ikke særlig tit. Kører vi på en bred vej, er jeg sikker på, jeg bliver kørt ned, hvis jeg kører yderst. Kører jeg inderst, synes jeg til gengæld Gemalen klemmer mig. Det gør han ikke, siger han, men han har jo også kørt cykelløb i mere end 1000 år, og så får man altså et andet forhold til 'tæt'.

Derfor lærer jeg nok heller aldrig at ligge i læ.

- Du skal ligge lige der, siger Gemalen og peger på et sted alt for tæt på sit baghjul. Og jeg tænker bare, at han jo ikke må være rigtig klog, for så tæt kan man umuligt køre på hinanden uden at komme galt afsted.

På skovstierne er der ofte slet ikke plads til at køre ved siden af hinanden, og andre steder er det en ret god ide at ligge bag ved Gemalen, da hans blik for underlaget er en hel del bedre end mit, og jeg ved at køre i hans spor undgår rigtigt mange huller, rødder og andre ubehageligheder.

- Er her ikke smukt? kan Gemalen andre gange spørge.

Og der jo ganske tit gudesmukt, når vi bevæger os rundt i det midtjyske Søhøjland, men ..

- Ggggggmmmmhpff! er meget ofte det indædte svar, han får.

For Fruen føler, at hun befinder sig på kanten af afgrunden og har absolut ikke tid til både at holde balancen og nyde udsigten.

- Du skal bare vænne dig til det, siger Gemalen, når Fruen ind i mellem i kraftige vendinger brokker sig over hans vejvalg.

Vænne sig til, og vænne sig til - og min bare. Måske vænner jeg mig efterhånden til lidt mere krævende - ahem - terrænmæssige udfordringer. Og det kan godt være, at jeg allerede kan kapere mere, end jeg kunne på de første ture, men indtil videre lykkes det Gemalen til fulde at klemme mig ud i noget, der hver eneste gang sætter godt gang i adrenalinen.

Forleden kørte vi i skoven, langs en skrænt, der havde kunnet gøre enhver bjergged glad; ikke ret meget plads, mange rødder og temmelig langt ned. Det gik nogenlunde, omend Gemalen kom længere og længere foran. Pludselig var jeg dog nødt til at sætte en fod ned, og da jeg skulle i gang igen, hang kanten af min buksebags-polstring fast i sadlen (don't ask), så jeg røg af igen. Heldigvis var der på netop det sted plads til lidt slinger i valsen, så jeg væltede ingen steder og kunne gøre et nyt forsøg på at komme op på geden igen. Gemalen havde ingenting opdaget og var over alle bjerge. Da jeg fik øje på ham igen, var det på den anden siden af en V-formet slugt, hvor han kørte ud af det andet ben, mens jeg kun var på vej ind af det første.

Når den slags sker; altså at jeg foretager en pludselig afsidning, mens Gemalen forsvinder ud i det blå, har jeg det som en fem-årig, der er faldet ude i haven, men må konstatere, at der ikke er nogen, der har set det, så der er ingen grund til at hyle, man må bare rejse sig op igen og komme videre.

Og når jeg indhenter Gemalen igen, opfører jeg mig også som en fem-årig:

- Hvorfor ventede du ikke? Jeg væltede jo! klager jeg.

- Jeg opdagede det slet ikke, siger Gemalen uden antydning af anger.

- Nej netop! brokker jeg.

- Der skete jo ikke noget, fortsætter Gemalen.

- Men tænk, hvis der gjorde, brokker jeg videre.

- Mmmmh, siger Gemalen og fortsætter i et tempo, der udelukker mere brok ...

Nogle gange er det ikke skrænter, men vand - eller endda en kombination af skrænter OG vand, der får mig til at dø en lille smule af skræk.

Langs Gudenåen er der på et langt stykke en gammel pramdragersti, som man kan gå og cykle på. Stigende vandstand i åen har dog medført gentagne oversvømmelser, og for et par år siden tog man - da man renoverede stien - konsekvensen og hævede den op som en pælebro, så man visse steder ikke cykler langs, men over Gudenåen med siv og vand på begge sider. Dér skulle vi cykle, mente Gemalen, og jeg fulgte jo bare med, for jeg vidste ikke på forhånd, hvad jeg rodede mig ud i.

Først kørte vi på en rigtig jordsti, der var lavet som en vold ud gennem vådområdet til selve pramdragerstien. Og det så egentlig meget tilforladeligt ud, da Gemalen kørte der. Jeg nåede endda at tænke, at det var ærgerligt, at jeg ikke havde et kamera. Men det var som om, stien snævrede ind, da jeg selv skulle køre der. Stierne mødte hinanden i et t-kryds, og jeg fik travlt med at bremse og få fødderne ned, for jeg havde ikke teknik til at dreje så skarpt på så lidt plads.

- Hvor langt er det sådan her? råbte jeg efter Gemalen.

- 7-800 meter råbte Gemalen, og jeg fortrød straks, at jeg havde spurgt.

F*cking 800 meter!

Vi mødte ikke nogen, der kom den modsatte vej, og godt det samme, for så var jeg da nok kørt direkte i åen. Men på en lille vigeplads sad et par gutter og fiskede. De sad uden for selve stien, men deres grej rakte nok 10 centimeter ud på stien, og det var alt rigeligt til at hyle Fruen ud af det, så hun var nødt til at sætte en fod ned.

Heldigvis vidste jeg på det tidspunkt slet ikke, at mine bukser kunne finde på at tage fat i sadlen, for så havde jeg nok trukket resten af turen, ind til jeg fik helt fast grund under fødderne igen. Nu kom jeg på cyklen igen og nåede at indhente Gemalen så meget, at jeg så ham flyve ud over kanten af enden af broen og ned på stien igen, og jeg nåede samtidig lige at indse, at jeg ikke kunne nå at bremse, men var nødt til at fortsætte med god fart og håbe det bedste. Det gik heldigvis godt, og i virkeligheden var der nok kun 20 centimeter ned. Det havde bare set mere drabeligt ud på afstand.

- Det gik jo fint, sagde Gemalen fornøjet, da jeg indhentede ham.

- Hmpfr, der var bare alt for smalt. Og vand på begge sider. Og langt ned, brokkede jeg.

- Åh, det er slet ikke så farligt, svarede Gemalen glad.

- Det er jeg sikker på, at det er, brokkede jeg videre.

- Er der aldrig nogen, der ryger i vandet eller falder ned af skrænterne i skovene en gang i mellem?

- Det tror jeg ikke, sagde Gemalen ubekymret.

- Hmm, sagde Fruen, og så brugte jeg resten af tiden på vejen hjem til at spekulere på, om jeg mon er særlig kantforskrækket, fordi jeg er mig, eller fordi jeg bare er startet i det her game 40-50 år for sent?

Flyt dig!!

- Jeg havde da ikke troet, at der stadigvæk ville være så vådt, sagde Gemalen, mens han kiggede vurderende på et pladderhul, der strakte sig tværs over skovvejen.

Efter to ret vellykkede test-kørsler, hvor jeg hverken var væltet eller på anden måde kommet galt afsted, mente Gemalen nok, at han kunne udsætte mig for lidt større udfordringer, så vi var kørt gennem byen og ind i skoven på den anden side.

Og bortset fra, at jeg ikke altid brød mig om Gemalens måde at krydse vejene på - og derfor tit kom noget bagefter, når jeg ikke kunne gøre ham kunsten efter - så gik det meget godt. Også inde i skoven. Skovvejen var bred og god, og vi trillede afsted i et fornuftigt tempo.

Men så drejede Gemalen pludselig til venstre og forsvandt ind ad en lille sti mellem træerne. Det var ikke nogen helt almindelig sti, men - viste det sig - et anlagt MTB-spor til udfordring og fornøjelse for mountainbikere. Sådan et spor skal jo ikke være alt for kedeligt, så det snor og snørkler sig afsted, og mens Gemalen trådte afsted, som kørte han på lige landevej, kom Fruen mere og mere bagefter. Og måtte endda stå lidt hurtigt af en enkelt gang i et ekstra snævert sving, hvor et grantræ stod alt for tæt på sporet ...

På et tidspunkt kom der et par unge gutter kørende mod os, og jeg nåede lige at tænke sh*t!, men var så så heldig, at der lige præcis på det sted var plads nok til at komme ind til siden, mens de med et lettere overbærende smil susede forbi.

- Var det ikke sjovt? spurgte Gemalen, da vi igen var ude på normal skovvej.

- Nej, det spor var både for smalt og for snørklet, skumlede Fruen.

- Det er bare til du lærer det. Så du hvor hurtigt de to fyre kørte?

- Joh tak, men hvorfor er det ikke ensrettet, så man ikke møder andre? vrissede Fruen videre.

- Det er der da også, sagde Gemalen. Det var os, der kørte modsat.

- !?!

- Du skulle da lige prøve, og det var da bedre end at have dem liggende lige bagved, så du blev nervøs, mente Gemalen.

Videre gik det, og vi krydsede landevejen for at køre tilbage mod byen ad stien langs søen. Men inden vi kom så langt, skulle vi jo lige hen til bemeldte sti. Og det var ikke helt uden forhindringer. Først kom vi til et væltet træ, men det var blot en mindre birk, og det var ikke særlig svært at løfte cyklen over, og jeg følte mig lidt sej, da jeg kunne køre videre, uden at Gemalen havde skullet hjælpe mig.

Men så kom vi altså til oven for omtalte pladderhul. Det strakte sig tværs over skovvejen, og der var ikke mulighed for at køre uden om. I midten var der blankt vand, og til begge sider sort mudder af den meget våde slags.

Jeg kiggede på hullet, og så kiggede jeg tilbage på træet, vi lige var kravlet over.

- Man kan godt køre igennem , sagde Gemalen.

Og det gjorde han så.

Det gik - selvfølgelig - fint.

Jeg overvejede situationen. Hvis jeg kom over, var det godt. Hvis jeg gik i stå og satte benene i, var det noget skidt, for så ville jeg blive våd og sort af mudder til op midt på skinnebenene. Men hvis jeg for alvor væltede, var det virkelig noget møg, for så ville jeg sandsynligvis ryge helt ned og blive både våd og dækket at mudder fra top til tå, og så ville de cirka fem kilometer hjem føles som femhundrede.

Gemalen ventede.

Jeg trak vejret dybt.

Og så kørte jeg.

Og det gik godt.

Men Gemalen var ikke kommet helt ud af mudderzonen, så da jeg kom moslende, havde jeg pludselig kurs lige mod ham og kunne slet ikke overskue at dreje uden om, og så var jeg jo nødt til at råbe-hvæse ad ham:

- Flyt dig!!

Det nåede han heldigvis,og så drønede jeg forbi ham og stoppede først 30-40 meter længere fremme på helt tør grund.

- Det gik jo fint, sagde Gemalen.

- Jep, sagde Fruen og var nu ikke til at skyde igennem.

- Og det er dig, der skal vaske cykler!

Jo, min bagdel er stadig øm ...

Fordele og bagdel - alle ømme

- Sig mig, hvor langt vil du?

- Bare lige ned om søen og så hjem, svarede Gemalen.

- Det skal jeg så ikke. Jeg skal hjem nu, sagde Fruen.

Og så drejede hun til højre og kørte hjem, mens Gemalen skyndte sig op på siden af sin hustru for at høre, om der var noget i vejen.

Det var der ikke. Bortset fra øm nakke og ømme skuldre, ømme håndled og - ikke mindst - en meget øm bagdel.

Sagen var - eller er, for det er jo ikke noget afsluttet kapitel, at Gemalen gennem flere år havde lokket for at få Fruen til at køre på mountainbike.

Det var både sjovt og sundt, og så kunne vi jo køre sammen, argumenterede Gemalen. For fuldstændigt døve øren.

Men da flertallet af familiens meget gamle damer er faldet fuldstændigt sammen på grund af manglende knogle- og muskelmasse, begyndte Fruen langsomt at ændre holdning. Noget måtte gøres, og en gang før jul, havde Gemalen endelig fået skovlen helt under mig.

Med en masse forbehold ganske vist. For jeg vil ikke køre, hvis det er koldt. Eller regner eller blæser. Og jeg vil ikke køre langt, vil ikke køres bagud og ikke grines af. Især det sidste er vigtigt ...

Gemalen lovede højt og helligt at gå ind på alle krav, og så gik han ellers i gang med at lede efter det helt rigtige grej. Det har han brugt rigtig meget tid på, for han går ikke bare til en cykelhandler, men vil meget hellere købe gode, brugte stumper, som han finder på nettet.

Cyklen kom i hus, og jeg aner ikke, hvor mange handler, der skulle til. Og tøj og en hjelm, der har samme farve som jordbæris. Den købte Gemalen af en mand, og jeg har siden funderet en del over, hvordan det kunne gå til, at en mand havde en jordbæris-farvet hjelm? Havde han købt den som et statement, var det mærkeligt, at han ville sælge den igen, og ellers var det også bare mærkeligt ...

Således var alt klappet og klart allerede i februar. Vi manglede bare vejret, og det lod vente på sig.

Men i lørdags oprandt dagen endelig.

Jeg fik skruet mig i de lange cykelbukser og lykkedes - med lidt hjælp - med at få selerne på plads. Til sidst hjelm og handsker, og så var jeg klar. Klar til at lære overhovedet at sidde på geden og få tjek på gear og bremser. Efter en del småjusteringer og rundture i indkørslen var Gemalen tilfreds, og vi kunne vinke farvel til Donnaen og Ungersvenden, som stod på terrassen og smågrinende havde fulgt processen.

Allerede før vi havde forladt indkørslen, kunne jeg mærke sadlen. Det var jeg forberedt på, for det er efterhånden flere år siden, at Gemalen forærede Fruens gamle damecykel væk, fordi jeg alligevel ikke gad køre på den. Og nu var hverken sadel eller min bagdel polstret godt nok til at undgå, at jeg blev noget så øm.

Men den slags er jo bare et spørgsmål om tilvænning. Siger de kloge. Så afsted gik det, og jeg hverken væltede eller kom galt afsted. Til gengæld begyndt jeg også at få ondt i skuldre og nakke på grund af den meget uvante kørestilling - og mine slatne muskler, og til sidst begyndte håndleddene også at værke.

Og så gad jeg ikke mere.

Men alt i alt var det jo gået meget godt, og næste dag justerede Gemalen sadlen lidt ned for at aflaste både bagdel og skuldre/nakke-regionen, og det hjalp faktisk en hel del.

Solen skinnede, og vi kunne køre i skoven, og jeg lærte, at det ikke hjælper en pind at rejse sig op, når det går opad. Men også at jeg kan køre fra Gemalen op ad bakke. Det siger dog desværre mere om Gemalens dårlige pacemaker end om mine cykeltalenter. Men det var lidt sjovt alligevel.

Nu er der gået en arbejdsuge, og der er blevet bestilt solskin til weekenden, og så må vi afsted igen.

Den er mere jordbæris-farvet i virkeligheden.