Er det i orden med rotorblink?

Er ganske flad-mast.

For i morgen skal Pigebarnet til cyklist-prøve.

Altså skulle vi lige ruten igennem her på falderebet.

Først cykle ned til skolen. Så ruten rundt. Og så hjem igen.

 

 Pyh!

Pigebarnet mente ganske vist selv, at det var der overhovedet ingen grund til, for hun havde fuldstændigt styr på ruten. Og iøvrigt gad hun ikke ...

 

Men Moren insisterede.

Især efter at have set ruten tegnet ind på et kort.

 

 - Sig mig, hvad vej skal I køre fra skolen - til højre eller venstre? spurgte jeg en anelse beklemt.

 

- Til venstre.

 

- Jamen, så bliver det jo en hel masse venstresving, protesterede jeg.

- Moar, vi går altså i 6. nu. Det skal være svært, belærte Pigebarnet mig.

Nå. Okay så. Men behøver det lige at være SÅ svært? Er det virkelig nødvendigt, at ungerne skal cykle midtbyen rundt, venstre om?

Det er det åbenbart. Rygterne vil vide, at det primært skyldes klasselærerens observationer omkring nogle af ungersvendenes hasarderede kørsel.

 

Men hvorfor skal det lige gå ud over mit barn (som jeg i går betragtede som stort og scenevant, men nu anser for bare at være en lille tulle)??

 

Selvfølgelig skal hun køre med cykelhjelm. Og heldigvis er trafikken ikke så intens midt på dagen, hvor hun må formodes at skulle afsted.

 

Og jeg ved godt, at jeg på et tidspunkt har funderet over, om vi pakker vores unger for meget ind i vat og omsorg.

Men lige her og nu synes jeg altså, det ville være fint, hvis jeg kunne udstyre Pigebarnet med rotorblink.

 

Og måske kunne jeg også fixe en vejspærring hist og pist ...

Danse-søndag

Øv for en kedelig søndag!

Kedeligt vejr; gråt, koldt og kedeligt.

Hver gang, jeg troede, jeg skulle ud, begyndte det at småregne. Så alle tanker om at slå græs kunne godt skrottes. Heldigvis trængte det kun moderat.

Ikke som naboens, der snart kræver grønthøster. Eller fårehold.

Og - he he - så kan man jo altid godte sig lidt over det ...

Men der er alligevel ikke meget fornøjelse ved den slags smålighed, så jeg var nok død af kedsomhed, hvis ikke Pigebarnet skulle til danseopvisning. Den Kreative Skoles årlige forårsshow.

Pigebarnet er efterhånden både så stor og så scenevant, at hun bare forsvinder i mylderet, så snart vi ankommer.

Gemalen havde vi desværre måttet lade blive hjemme. Men jeg kunne sætte mig op på min plads og læne mig tilbage og mærke de gode vibrationer, som steg op fra scenen, hvor hektisk sidste-øjebliks-kaos herskede.

Med vanlig afslappet forhold til punktlighed blev der budt velkommen lige lidt senere end programsat. Derefter gik det bare derudaf.

De helt små, klædt i nattøj og med sovedyr under armen, scorede højt på skalaen for nuttethed. Og var præstationen ikke helt taktfast, så var applausen det til gengæld ...

Midterhold er der flest af. Det er også et midterhold, Pigebarnet befinder sig på. De har odds'ne lidt imod sig, for de er hverken små og nuttede eller store og superdygtige. Men de har mor og far, søskende og bedsteforældre med, så der er ikke mangel på bifald både under og efter deres optræden.

Kun når SuperSoul, flagskibet og musikskolens store stolthed, bestående af både musikere, sangere og dansere, optræder, er der påfaldende stille.

Formentlig fordi folk, ligesom jeg, glemmer at klappe af ren benovelse. Og i stedet sidder og tænker, at det (sgu) er ret godt, det der. Men vi siger det ikke højt, vi er jo jyder.

Pigebarnet selv? Hun var i sit es og beviste, at det er berettiget, at hun er blevet udtaget til talentholdet. Med udsigt til måske en dag at ende som SuperSoul-danser. U-huh-uh!

Og moren?

Hun var selvfølgelig revnefærdig af stolthed og følte, at søndagen alligevel ikke havde været så kedelig endda.

**
Desværre ingen billeder, da jeg sad cirka en kilometer fra scenen. Men jeg har lånt lidt her fra Midtjyllands Avis.

Mrs. Olga Patarkatshvili

Det sker ret tit, at der er underlige snyde-mails i min indbakke.

Den slags, der, under dække af noget helt andet, vist nok bare vil lokke penge ud af troskyldige mig.

Nogle er ret gennemskuelige.

Fx er det iøjnefaldende sært, at Nordea bliver ved med at skrive til mig om ugyldige forsøg på log-in på min netbank. Når jeg nu ikke har konto hos Nordea, mener jeg ...

Det virker også underligt at modtage henvendelser på gebrokkent engelsk, hvor det hævdes, at vigtige data angående mit VISA-kort er gået tabt, så jeg skal lige være venlig at taste mine kort-oplysninger, så det kan blive fixet.

Igår fik jeg en mail med italiensk afsender. Om at jeg havde vundet i et spansk lotteri.

Ind i mellem bliver jeg gjort til ene-arving efter en hovedrig slægtning i Fjernøsten.

Og selv om det ville være helt vildt skønt, så er det jo den slags, der er for godt til at være sandt. Jeg har ingen slægtninge i Fjernøsten. Slet ikke hovedrige. Til gengæld lever begge mine forældre i bedste velgående. Og er det så ikke mærkeligt, at de bliver sprunget over, når der ledes efter ene-arvinger?

De mails, der appellerer mest til min nysgerrighed, er dem med opfordring til at indgå i et forretningsmæssigt samarbejde, hvor jeg slet ikke vil kunne undgå at blive forgyldt i løbet af no time.

Som den her:

Greetings in the name of the lord, I am Mrs. Olga Patarkatsishvili, the widow of late Georgian business tycoon Mr. Badri Patarkatsishvili, I have a business proposal which will be of great benefit to you and myself. I will send you further details once I receive your response back. Please for security reason, I will strongly recommend that you write me through my private email account only.

Jeg kan blive lidt forvirret over, at den stakkels enkefru Olga har valgt netop mig til sin partner. Men okay, hvis hun har penge nok, så er det selvfølgelig ikke noget problem, at jeg ike har. Faktisk kunne det være ganske tillokkende at forestille sig en vis omfordeling af værdierne. Og jeg tænkte, at jeg måske skulle prøve at lære hende lidt nærmere at kende.

Så jeg googlede.

Først fandt jeg ud af, at der faktisk havde været en georgisk business tycoon ved navn Badri Patarkatsishvili.

Altså rigtigt lovende.

Men hans kone, den nuværende enkefrue, er slet ikke nogen Olga. Men hedder Inna Etellerandet.

Øv. Nedtur.

'Nogen' kunne altså godt gøre sig lidt mere umage, før de belaster cyberspace med deres lyssky forehavender ...

Sat af

Der trampes indædt i pedalerne.

Pulsen stiger.

Der huves efter vejret, og sveden springer.

Lige lidt hjælper det; afstanden til den foran-kørende rytter øges.

Om et øjeblik vil der være hul.

Sat af ...

Minder meget om en scene fra en bjerg-etape under Tour de France, ikk'?

Det er det ikke.

Det er bare Fruen, der følger - altså, forsøger at følge - Pigebarnet i skole. I stedet for Gemalen, der er midlertidigt indisponeret.

Og det er et ømt syn. Pigebarnet tonser afsted, mens moren halser bagefter.

- Mor - er du med? lyder det fra Pigebarnet.

- Ja-a-a, puster jeg.

Mens jeg synes, jeg har det hårdt.

For jeg er i dårlig form.

Min cykel har færre gear end Pigebarnets.

Og ikke mindst er der generne. Pigebarnet ligner sin cykelrytter-far. Hun tror, at en hver tur på cykel er et væddeløb. Et væddeløb, der helst skal have hende som vinder.

Heldigvis går det en lille smule ned ad bakke det meste af vejen. Og vi skal holde for rødt indimellem.

Så jeg står distancen.

Og cykler tilbage mod mit arbejde med rød-lilla kinder, en puls på 250 og rystende ben.

Og synes, det er fint, at Pigebarnet selv cykler hjem ...

Lille Øv og Store Øv

Lille Øv og Store Øv.

 

Det er os, Pigebarnet og hendes mor.

 

Man kan nok diskutere, hvem der er den store, og hvem der er den lille. For vi er ret øv-agtige begge to.

 

For det var jo i morgen, at Gemalen og jeg skulle have været til staden og have ført os frem. Og overnattet på fancy-pansy hotel. Hvilket Fruen i høj grad havde set frem til.

 

Men det bliver der ikke noget af. Ikke noget Bella Sky til Fruen i denne omgang.

 

For Gemalen er slet ikke blevet sig selv efter sin operation. Han er stadig skidt og plaget af en masse kedelige eftervirkninger. Og det er meget svært at finde ud af, om lægerne både før, under og efter har glemt at fortælle ham om det med småt. Eller om han er særlig hårdt ramt? (Og eventuelt burde genindlægges?)

 

I hvert fald skal vi ingen steder.

 

Så, udover at være noget mere bekymret, end jeg først troede, jeg skulle være, så er jeg altså også temmelig skuffet.

 

Men det har jeg jo allerede været én gang, hvor jeg bagefter blev ret træt af mig selv. Så i denne omgang prøver jeg at beherske mig.

 

Pigebarnet derimod var ved at gå midt over, på langs, da vi måtte erkende, at hun ikke skulle passes af Mormor i det lille døgn, vi ville have været væk.

 

Så hun lavede en scene af den anden verden. Den verden, der udelukkende er befolket af hormonelt forskruede, navlebeskuende næsten-teenagetøser ...

 

Argh!

 

At se sine egne (grimmeste) frustrationer blæst ud for fuld skrue af en 12-årig er ikke kønt. Slet ikke.

 

Heldigvis meldte Mormor ind med en hygge-eftermiddag. Og Pigebarnet lod sig formilde. Sådan da.

 

For det er altså noget øv.

 

Og det synes vi andre sådan set også.

 

Øv øv.

Danser med ledninger - græsslåning for viderekomne

Så gik den ikke længere.

Græsslånings-sæsonen er startet.

Sidste weekend forklarede jeg mig selv, at det skulle jeg ikke give mig i kast med, for vejrudsigten sagde nattefrost. Og så er det en dårlig ide med en nyslået græsplæne. Siger min far. Og hvis han siger det, så passer det helt sikkert ...

Men idag, med udsigt til regn, var der ikke plads til forkølede undskyldninger.

Gemalen prøvede halvhjertet at foreslå Pigebarnet, at hun kunne slå græs.

Det gad donnaen selvfølgelig ikke, og som hun argumenterede:

- Mor bliver bare sur, hvis jeg ødelægger hendes blomster.

Hun har  fuldstændig ret.

Og især i foråret er risikoen i høj grad til stede. For Fruen har plantet påskelijer i plænen. Hvilket ser mægtig pænt ud, men er voldsomt upraktisk, når græsset skal slåes.

Ikke alene, skal man køre pænt udenom. Man skal også lade være med at knække eller kværke påskeliljerne med ledningen. Og det sidste er faktisk det sværeste. At lade være med, altså.

At plæneklipperen er eldreven har de fordele, at den larmer marginalt mindre end en benzin-ditto, og ikke mindst, at jeg slipper for udstødnings-dunsten.

Det er fordelene. Ulempen er ledningen. Eller ledningerne, da der skal to til for at nå ud i krogene.

Det er besværligt i hele græsslånings-sæsonen. Men direkte dræbende, så længe påskeliljerne blomstrer.

Der skal hele tiden tages bestik, så jeg ikke trækker ledningen hen over blomsterne.

Ligesom jeg selvfølgelig ikke skal køre over ledningen - eller falde i den!

Så jeg danser rundt og svinger med min ledning, mens jeg spekulerer på, om jeg kunne have gjort mig som lasso-svingende cowboy i det vilde vesten ...

For en vis ynde skal der til. Svinger jeg for kort, kommer ledningen ikke væk. Svinger jeg for langt, rammer den staudebedet eller bliver viklet ind i oprulnings-dimsen, så jeg må standse og vikle ud igen.

Det hele bliver ikke spor lettere af, at noget af plænen står på højkant, så bare det at skubbe plæneklipperen - og stå fast samtidig - er en udfordring.

Alt i alt er det ikke en opgave for nybegyndere udi kunsten at slå græs. Og derfor er det mig, der gør det, mens Gemalen vasker bil, og Pigebarnet slår saltoer på sin trampolin.

På den måde gør vi hver især, hvad vi er bedst til.

Og jeg har kun mig selv at skælde ud på, hvis der skulle ryge en påskelilje undervejs.

Det gjorde der ikke idag.

Og nu er der mindst en uge til næste gang ...

Begyndende lednings-kludder ...

Afløbs-adwr-rensning

 

- Moar, sagde Pigebarnet inde fra brusenichen, det er altså derfor, der kommer vand ud på gulvet.

 

'Derfor' viste sig at være en - omend ikke ankelhøj - så dog alligevel betragtelig vandsstand, mens den unge dame vaskede hår ...

 

Hvis jeg nu var et ordentligt og velstruktureret menneske, ville den slags aldrig ske. At afløbet stoppede til. En onsdag aften.

 

Men det er jeg ikke, så Fruen måtte bide i det sure æble og hente aviser, lommelygte og skruetrækker med mere for at gå i krig med projekt afløbsrensning.

 

Skruetrækkeren bruges til at vippe risten af, og så er der ellers frit nedsyn.

 

Eller det er der jo netop ikke.

 

Adwr!

 

For indsatsvandlåsen (det måtte jeg lige google for at finde ud af, at sådan en hedder) ser nærmest levende ud. Fyldt som den er med lange hår, sæberester og snask.

 

Adwr - adwr!

 

Men der er jo ikke nogen vej uden om. Op skal den, og så..

 

.. så er det, jeg kommer i tanke om, at jeg stadig har både ur og ringe på. Gummihandsker kunne overvejes, men operation hårfjernelse er forbasket svær med sådan nogle på.

 

Så altså.

 

Her er det så, Pigebarnet meddeler at:

 

- Når jeg bliver stor, så ringer jeg altså efter en håndværker til at ordne det der.

 

- Det er ret dyrt at få en VVS'er til at ordne sådan noget.

 

- Ja, men jeg skal også være rig, når jeg bliver voksen, fortsatte Pigebarnet og forsvandt skyndsomt, da hun ikke rigtigt brød sig om den hørm, der bredte sig.

 

Efter at have fjernet den ulækre masse bestående af hår begroet med snask, kunne jeg koncentrere mig om at gøre vandlås og afløb ordentligt rene. Og her vil jeg gerne klage til VVS-dippedut-producenterne. For hvorfor (virkelig grimt skældsord) er sådan en vandlås konstrueret, så den er plat umulig at rengøre?? Jeg kan ikke finde ud af at skille den ad, og det eneste, jeg kan få nogenlunde ind mellem de bevægelige dele er mine - ikke længere så frøkenagtige - fingre.

 

Mer' adwr!

 

Til sidst var projektet dog tilendebragt, og jeg var så tilfreds med resultatet, at jeg resolut gentog successen på det andet badeværelse.

 

Det viste sig at være en vældig god ide, selvom der endnu ikke havde været tegn på højvande.

 

Og min glorie er nu lige så nypudset som mine brusenicheafløb.

 

Sådan er der således ikke noget, der er så be-skidt og tilstoppet, at det ikke er godt for noget ...

 

Ingen grund til bekymring

 

Så blev det Gemalens tur til at underkaste sig de hvidkitlede (de er vel egentlig klædt i grønt?) og lade sig snitte lidt i.

 

I modsætning til Fruen, som er mest til drama, så var det forberedt og planlagt. Med forundersøgelse og det hele.

 

Og det var jo bare et meget lille indgreb.

 

Så der var ingen grund til bekymring.

 

Sagde de. Og sagde Gemalen.

 

Gemalen forsvandt dog noget ind i sig selv søndag aften. Og hans normalt så sorgløse snorken blev erstattet af rastløs roteren under dynen.

 

Afsted kom han. Og afsted på arbejde kom Fruen.

 

Gemalen skulle selvfølgelig ringe, når det hele var godt overstået.

 

Tiden gik.

 

- Men, sagde Fruen til sig selv, der er ingen grund til bekymring. Det er jo et offentligt sygehus, og sommetider skrider tiden lidt i forhold til planen.

 

Ikke desto mindre begyndte Fruens skuldre at arte sig som om, de var blevet skruet helt forkert på. Forkrampede og underlige. Hovedpinen fulgte lige efter.

 

Det varede lige ind til Gemalen ringede. Og fortalte, at han var okay. Alt var gået som det skulle. Bortset fra, at han - surprise - var kommet til at vente. Længe og uden grund eller undskyldning.

 

Lige nu er Gemalen på vej hjem. Og jeg synes egentlig, at det er langt at køre. Alene. Når man dagen forinden har været i fuld narkose. Men der er ingen grund til bekymring, synes Gemalen. Og jeg håber, han har ret og ved, hvad han gør.

 

Men når han så kommer hjem er der nedlagt cykle-forbud i en HEL måned.

 

Og dét er der godt nok god grund til at bekymre sig over!

I selvsving over selvsving over ...

 

Familien Danmark er gået i selvsving over Mærsk Mc-Kinney Møllers død.

 

Men jeg nægter.

 

Selvom det nok lige præcis er det, jeg gør.

 

Går i selvsving, altså.

 

Men det er omvendt selvsving, hvis nogen skulle være i tvivl. Og så er det jo noget helt andet ...

 

Den gamle Reder er død.

Æret være hans minde.

 

Er det ikke okay at lade det være med det?

 

Manden var en legende allerede i levende live. Men hans død er hverken overraskende eller sørgelig. Det eneste triste er, at der så ikke rigtigt findes flere af hans slags. Den gamle reder-type er hermed uddød.

 

Men behøver vi som helt almindelige mennesker at gå amok med status-updates på facebook desangående, og behøver vi at skrive stribevis af læser-kommentarer på nyhedsmediernes hjemmesider?

 

Jeg synes det ikke.

 

Det minder for meget om den verdensomspændende landesorg (vrøvl, ved jeg godt - men er der noget, der hedder verdenssorg?), da  fx Amy Winehouse eller Whitney Houston døde.

 

Men her er ikke tale om afdankede pop-stjerner,

 

Så jeg behøver ikke like-knapper, og jeg behøver ikke at dele links med alverden i forbindelse med hr. Møllers død.

 

Jeg synes nærmest, det er usmageligt.

 

Og jeg tror ikke, det er i hans ånd.

 

Det er simpelthen ikke at udvise rettidig omhu.

 

***

 

PS: Sidder og kommer ganske meget i tvivl om retningen af mit selvsving. Måske svinger jeg i virkeligheden i præcis samme retning som alle andre, Men synes bare meget bedre om min egen måde at gøre det på??

Skrumpetanker

 

Fruen stod forleden og halede i et par bukser.

 

- Det virker godt nok som om, de er krøbet. Her midt på maven, klagede hun.

 

- Ja, sagde Gemalen. Selv om det jo slet ikke var meningen, at han skulle være enig.

 

- Også øverst på lårene, føjede han ufint til ...

 

Hmpfr!

 

Heldigvis har jeg ikke tendens til at blive overvældende fed. Men en måneds inaktivitet har alligevel sat sig spor, og et kilo eller to mindre på sidebenene ville være fint.

 

Desværre er min rygrad som en regnorms, og egentlig slankekur er derfor totalt udelukket. Mindre kan også gøre det. Sådan noget med nul slik og nul kager og nul rødvin ...

 

Men en eller anden har en gang meget klogt sagt, at det så ikke nytter, at have skabe og skuffer fyldt med netop disse fristelser, for så spiser man dem bare.

 

Så sandt, så sandt.

 

I den forbindelse er det godt nok på tværs at skulle have gæster!

 

Ud over god mad og ditto vine skal der jo også gerne være noget chips-agtigt til at sige goddag med. Og kager og lidt snold til kaffen bagefter. Plus det løse.

 

Det er hvad, det er.

 

Men så er der alle resterne. For pæne gæster spiser jo ikke det hele. Det er kun, når vi er ude, at der bliver støvsuget for chips og snold - ?

 

Altså er der i dag to halve rør med chips. Og småkager og snold. Og trekvart flaske rødvin.

 

Det duer ikke.

 

Det skal udryddes, før eventuelle skrumpe-projekter kan iværksættes.

 

 

Det arbejder jeg så på ...

 

Irriterende rester ...

 

Dengang var det jo ikke farligt ...

Pigebarnet har efter lange overvejelser fået klippet pandehår.

Det kostede så moren et fladjern til at glatte en hvirvel. Men det er en helt anden sag ...

 

Den søde frisør sagde pædagogisk til den glade pandehårs-indehaver, at nu skulle hun huske, at cykelhjelmen var rigtig god til at holde pandehåret nede på plads, når hun cyklede i skole.

 

Underforstået, det nye pandehår skulle i hvert fald ikke bruges som begrundelse til at droppe cykelhjelmen.

 

Og det gør hun heller ikke, Pigebarnet. Håber jeg. For selv om mange af de andre høns og hanekyllinger i hendes klasse forlængst har smidt hjelmen, så har Pigebarnet altså oplevet, hvordan cykelhjelmen reddede hendes far fra dramatiske - måske endda fatale - skader for et par år siden, da han styrtede til et mountainbike-orienteringsløb.

 

Så Pigebarnet beholder hjelmen på. Indtil videre.

 

Jeg kører også med hjelm. Begyndte samtidig med Pigebarnet.

 

Nu vil jeg nødigt undvære hjelmen. Det kan jo være farligt at cykle uden.

 

Ikke som da jeg var barn. Dengang var det jo ikke farligt.

 

Ligesom det ikke var farligt at køre i bil uden seler. Slet ikke på bagsædet, hvor man kunne sove eller slås alt afhængig af humøret. Man kunne køre til fodboldkamp med hele holdet i én bil. Og ens klasselærer kunne proppe alle klassens 19 unger ind i sin folkevognsbobbel og køre på udflugt. Hun kunne gøre det uden at spørge, og når man bagefter fortalte sine forældre om det, fik de ikke hjertestop, men spurgte bare, om det havde været en god tur ...

 

Og når man var til børnefødselsdag, var det i orden at drikke grøn sodavand og spise hjemmelavet kiksekage, lege skjul i kostalden og sparke-til-dåsen i maskinhuset. Og slutte af med røde pølser og endnu mere grøn sodavand. For dengang var det jo hverken farligt eller den mindste smule usundt.

 

Sommetider spekulerer jeg på, om det er et mirakel, at vi overlevede. Dengang. Eller om vi i dag pakker vores unger ind i alt for meget vat og al for megen omsorg?

 

Måske begge dele.

Hvem siger, cykelhjelme skal være kedelige?

Nye naboer eller ny busk?

Lad det være sagt med det samme:

Vi fortsatte med at flade ud i alle påskedagene.

Vejret var skidt, og der var alt for mange cykelløb i fjernsynet, som Gemalen under ingen omstændigheder kunne gå glip af.

Fruen faldt bare i staver.

Det vil sige, ret meget af tiden brugte hun egentlig på at surmule.

Over sine naboer.

Lige pt har Fruen det nemlig som ham i reklamen for et eller andet skrabelod; at nye naboer står ret højt på listen over ønsker, der skal opfyldes, når den store gevinst kommer i hus ...

De er såmænd ret fredelige, naboerne,  men derfor kan man jo godt gå rundt og blive lidt små-olm alligevel.

Til den ene side røg birketræerne fornylig. Til min udelte fornøjelse.

Knap så fornøjet blev jeg, da jeg så, hvad der kommer i stedet.

Et aldeles ucharmerende hegn.

Det ser nærmest ud som om, de kære naboer vil holde lamaer. Eller i hvertfald både høns og børn. I virkeligheden handler det bare om, at deres i julen anskaffede lille tæppetisser af en hund skal have mulighed for at brænde krudt af, uden at de skal gå tur med den.

Det aldeles ucharmerende hegn løber nu langs hele vores indkørsel og op forbi vores hoveddør.

Så nu står jeg lige og mangler 40-50-60 meter pileflethegn til at tage det værste ...

Til den anden side har den anden nabo en smal kile jord, der løber op langs vores grund. Denne kile lå hen i buskads og brombærranker, da vi flyttede ind.

Men så fik naboen den ide at rydde buskadset, lade de store træer stå og så græs.

Altså i halvdelen af kilen.

Venstre halvdel af vores udsigt til den side er således præget af parklignende tilstande, mens højre halvdel er halvdøde træer og brombærmorads.

Det er begyndt at irritere mig.

Yderligere 20-30 meter pileflethegn kunne gøre meget ved sagen.

Mindre kunne måske også gøre det.

En enkelt kæmpestor busk for eksempel. Til at stå midt i det hele og aflede min opmærksomhed.

Så jeg har læst havebøger og googlet.

Jeg tror nu, jeg ved, hvad jeg gerne vil have. En Uægte Jasmin, også kaldet Pibeved. Kan ifølge beskrivelsen tåle næsten hvad som helst og dufter ovenikøbet godt.

Igår var jeg en tur på den lokale planteskole for at se, om jeg kunne få min busk der. Det kunne jeg godt.

Desværre var den kun knap en halv meter høj.

Og så kunne jeg jo godt regne ud, at selv med en rimelig tilvækst vil der gå år, før den vil kunne spærre for udsigten.

Så jeg googlede lidt mere. Og fandt ud af, at man jo faktisk godt kan købe store buske. Hvis man gider at betale.

Det må jeg så lige finde ud af, om jeg gør.

'Gider' at betale altså.

Ugidelighed

 

Æv, det halve af påskeferien er gået - så godt og vel.

 

Og vi keder os.

 

På den der æv-måde, hvor der er rigeligt at lave (læs: rigeligt med kedelige ting, der SKAL laves), men ingen af os gider rigtigt lette måsen og komme i sving.

 

Gemalen skal flytte fliser. Pigebarnet har en boganmeldelse, der ikke skriver sig selv. Og Fruen, hun skal sådan set bare genfinde sit hus. Det hus, der vist nok stadig er der, når der altså bliver ryddet op og gjort rent og og ...

 

- og æv, vi gider ikke.

 

Hver morgen er vi startet fint. Men hen over middag går der ugidelighed i den.

 

Pludselig ligger Gemalen på sofaen og ser cykelløb. Pigebarnet stener foran computeren, og Fruen er på mystisk vis ikke længere travlt beskæftiget med vasketøj eller lignende, men med svenske mordgåder eller dagens avis.

 

Og det var jo ikke meningen med ikke at skulle nogen steder i påskeferien. Meningen var jo netop, at vi skulle være flittige. Indhente det forsømte. Få noget fra hånden. Ordne et par projekter.

 

Men hvad sker der?

 

Absolut ingenting. Eller i hvert fald næsten ingenting.

 

I morgen er der hvad der svarer til en normal weekend tilbage af ferien.

 

Og vi får præcis lige så travlt med at nå det, vi plejer på en normal weekend.

 

Hvilken lære kan vi så drage af det?

 

At vi alle tre er nogle dovne hunde med udpræget tendens til arbejdsfobi på hjemmefronten. Har vi ikke har pisken lige over nakken, sker der ikke noget.

 

Og så kan vi jo lige så godt tage ud og opleve noget spændende.

 

Det gør vi næste gang.

 

Sgu.

Teletubby på afveje - en NET historie

Pigebarnet er som så mange andre piger voldsomt glad for tøj.

Men da man ikke får alt, hvad man peger på og iøvrigt får ynkeligt få lommepenge, må man være kreativ og lære at sno sig.

Brugt tøj på nettet er én vej frem. Og Pigebarnet har på facebook fundet en gruppe, hvor man kan købe og sælge brugt tøj lokalt.

Men det er sin sag at skulle overtale Moar til at køre sig hen til en eventuel sælger, banke på et fremmed sted (hvor der måske er hund), prøve klunset OG vurdere, om det er i en stand, der gør det til et rimeligt køb. At sige 'Nej tak, ikke alligevel' til en måske to år ældre salgs-ivrig pige er ikke det nemmeste ...

En anden mulighed er nyt tøj på nettet.

Pigebarnet er blevet ret skrap til at finde hjemmesider med tøj, der ikke koster alverden.

For cirka halvanden måned siden fandt hun et sted, hvor hun kunne købe en one piece noget billigere end så mange andre steder. En one piece er bare noget af det sejeste, man lige pt kan iføre sig i Pigebarnets klasse, så sådan en måtte hun også bare eje.

(Note til de uvidende: en one piece kaldes nogle steder en jump suit. Det er en heldragt og ligner en mellemting mellem en kedeldragt og en sparke-ditto).

Pigebarnet plagede. Og plagede.

Og til sidst gav moren sig, og vi slog halv skade.

En lilla one piece blev bestilt. Forsendelsen var gratis. Og alt var såre vel.

Ind til Pigebarnet prøvede sit nye klædningsstykke. Og blev væk indeni.

Altså bytte.

Men her måtte moren erkende, at det med småt var vi sprunget ret let hen over.

Bytte kunne man selvfølgelig godt. Men man skulle selv betale for at returnere varen til Sverige. OG betale 149,- kr. for at få erstatningsvaren tilsendt.

Moren drog på posthus og lagde således godt 200,- kr. for at sende one piece'n som pakke.

Et brev havde været langt billigere, men ville så ikke kunne spores, hvis noget gik galt.

Og det gjorde det selvfølgelig. Gik galt, altså.

Der skete ikke noget. Moren lagde sig syg. Og der skete stadig ikke noget.

En rykker med en masse vedhæftet dokumentation blev sendt afsted, og i løbet af et døgn modtog vi ikke mindre end tre forskellige mails om, at der straks ville blive taget hånd om sagen og sendt en ny vare afsted.

Den ankom efter to dage, og passede - oh fryd!

- Du ligner en teletubby. Du ligner Tinky Winky, udbrød de andre piger begejstrede.

Knap så begejstret var jeg, da jeg pludselig fik en rykker for de 149,- kr belagt med 100,- kr i rykkergebyr.

Hvor den oprindelige regning er blevet af, har jeg opgivet at finde ud af.

Til gengæld ved jeg, at der skal gå lang tid, før Pigebarnet igen får lov at købe billigt tøj hjem fra udlandet.

Det har jeg simpelthen ikke råd til ...

Hvorfor man kan lyne HELT op vides ikke. Men det er smart, når man skal være sådan lidt hemmelig på billeder ...

En snydepunktering

Pigebarnet og jeg er tilbage i provinsen efter en lyntur til hovedstaden.

Til 18 års fødselsdag i den rummelige familie.

Den rummelige familie vil jeg måske skrive om en gang, når jeg har lært at inkorporere en powerpoint-præsentation med mindst 5-6 slides på min blog. Ind til da vil jeg nøjes med at bemærke, at det kan være lidt svært at holde styr på, hvem der er hvad til hvem i visse grene af Gemalens familie. Med til fest havde fødselaren således blandt andre tre mormødre, tre morfædre, to farmødre og to farfædre ... (Jeg er den tredie mormor).

De fleste kommer udmærket ud af det med hinanden. Andre er ikke til udveksling af kram, men kan dog opholde sig i samme lokale uden at skabe skandale.

Derfor er der heller ikke meget at berette om festen, der forløb som sådan en nu skal.

 

Festen blev afholdt i fælleslokaler i Ottetallet i Ørestaden. Der stod en strid pelikan omkring komplekset, så det blev ikke aktuelt at tage en tur på sightseeing rundt om det særprægede byggeri. Det kunne ellers haveværet spændende. Indvendigt i fælleslokalerne blev tanken ledt hen på Harry Potter og Hogwarts, da et virvar af trapper kunne ses lede op fra 2. til 11. sal, hvor middagen senere blev indtaget. Desværre var akustikken elendig, og så snart en horde unger tog trapperne op eller ned, var det svært at føre en normal samtale og fuldstændig umuligt at høre diverse velkomstord og praktiske bemærkninger. Øverst oppe var forholdene langt bedre og udsigten formidabel.

Tilbage er blot at tilføje, at der er langt hjem, når man skal overnatte på Østerbro.

Det gjorde vi nemlig, Pigebarnet og jeg. Hos Morbror Madsen. Mens Gemalen tog videre til Nordsjælland, hvor har boede - og stadig bor - hos sin mor og iøvrigt kører mountainbike-orienteringsløb i disse dage.

 

En anelse upraktisk, da det betød to biler og en ekstra dobbelttur over Storebælt. Men hvad gør man ikke ...

 

Østerbro lignede sig selv, når bortses fra de flotte blå vandrør, der er hængt op som guirlander i 1. sals højde i området omkring Svanemøllen Station. At der ikke var tale om en gigantisk vandrutschebane, men bare om bortledning af grundvand i forbindelse med byggeriet af havnetunnelen var lidt skufffende, syntes Pigebarnet.

Turen hjem forløb planmæssigt. Pigebarnet skulle sættes af hos sine morforældre for at besøge dem et par dage.

Og i anledning af 1. april udtænkte vi en snydepunktering.

 

Vi parkerede hos naboen og ringede til Morfar og bildte ham ind, at vi var strandet et par kilometer fra destinationen med en siver på det ene baghjul. Om han ikke ville være rar at komme os til undsætning. Heldigvis spurgte han ikke ind til problemet, men lovede straks at komme. Få minutter efter kunne vi fra vores skjul bag naboens garage høre ham komme ud af indkørslen. Pigebarnet spænede af sted og viftede med arme og ben, så den desorienterede Morfar huggede bremserne i og rullede vinduet ned.

- APRILSNAR, skreg Pigebarnet, mens hun vred sig af grin.

 

- Hmfrp hmfrp, skumlede Morfar og trillede tilbage i garage.

 

Han blev dog hurtigt god igen.

 

 - I er godt nok nogle værre nogen, mente han, mens smilet kom tilbage på plads.

Jep. Det er vi. Og det værste/bedste er, at den søde nabokone fulgte med til vores tosserier, så den historie kommer Morfar til at høre for.

Længe.

Skulle hilse fra Pigebarnet og sige, at det er svært at fotografere blå rør, mens ens mor kører ...