Fyn er fin - håber vi ...

En del af dagen idag er brugt på at transportere Donnaen til Fyn. Til en uges musikstævne på Ollerup Efterskole.

Nu krydses der fingere for, at det går godt.

For det er hårde dage, der venter. Mange indtryk og alt for lidt søvn.

Og Donnaen er ikke 110 procent frisk.

Hun har nemlig været snottet, har hostet og haft ondt i ørerne, lige fra hun fik sommerferie i fredags. Heldigvis var hun klart i bedring allerede søndag, og selv om hun her til morgen hostede, harkede og spruttede en del, så blev det dog hurtigt afløst af den sædvanlige trallen.

Så kufferten blev lukket, og afsted gik det.

Nervøsiteten begyndte dog ret hurtigt at melde sig, og Donnaen mente ikke, at chaufføren kørte hurtigt nok.

- Mor, hvornår er vi dernede?

- Det ved jeg ikke helt præcis.

- Nå, men hvornår er vi så i Odense?

- Om en halv times tid.

Knap en halv time senere:

- Mor, nu skal vi være i Odense! Det sagde du, lød det lettere anklagende.

- Det er vi jo også, sådan nærmest. Alle afkørslerne går jo til Odense. Og om lidt drejer vi af mod Svendborg. Så overhaler vi nok bussen.

Tyve minutter senere:

- Mor, bussen er næsten i Svendborg!

- Hvordan ved du det? Vi har da ikke set den.

- Det skriver Line. Mor, vi kommer for sent, vi har slet ikke set bussen!!

Vel ankommet til Ollerup, kunne vi konstatere, at vi havde ligget foran bussen. Der var endnu ikke kommet en sjæl ...

Donnaens skuldre kom tilbage på plads, og da der et øjeblik efter kom et kendt ansigt (som også blev fragtet af sin mor), steg humøret betydeligt. Et skønt hej-kram med Laura senere trillede bussen op gennem alléen, og ud væltede det med unge i alle størrelser.

- Mor, du må gerne køre nu, lød det fra Donnaen.

- Okay, skal jeg slet ikke..

- Nej, det klarer jeg selv. Jeg er stor nok nu!!

Så fik jeg et hurtigt kys og et farvel-kram, som overhovedet ikke kunne måle sig, med den gribende farvel-scene med faderen, der havde udfoldet sig, inden vi kørte hjemmefra.

Og væk var hun ...

Donnaen

Pigebarnet jamrer med jævne mellemrum over sit navn.

- Hvorfor døbte I mig dog ikke Rachel? Eller Tammi, siger hun. Og ser en anelse henført ud ved tanken ...Til det må vi, hendes stolte forældre, jo nødvendigvis sige, at vi sådan set mener, at vi i sin tid valgte det allerbedste navn til hende. Og at vi egentlig synes, det passer endda vældig fint til hende.

Men nej, det er et nederen navn, vi har udstyret hende med. Dog medgiver frøkenen gerne, at der er okay, at vi trods alt har valgt et navn, som hun ikke skal dele med tre andre piger i klassen.

Og da Gemalen en dag blev lidt træt af at høre på hendes fremturen og derfor sagde, at så kunne hun da bare vælge et andet navn, når hun blev atten, var det alligevel for meget af det gode:

- Nej, for til den tid har jeg jo nok vænnet mig til mit navn, og så gider jeg altså ikke at skulle forklare alle mennesker, at nu hedder jeg noget andet, lød det snusfornuftigt.

Men her på bloggen har jeg faktisk besluttet, at omdøbe hende.

Det har været under opsejling et stykke tid.

For at Pigebarnet i sin tid kom til at hedde netop sådan, var bare et udtryk for min manglende fantasi.

Og bortset fra, at hun er en pige og et barn, er det heller ikke særligt rammende.

Bliver det mindre og mindre, efterhånden som hun vokser.

Hun er stadig kærlig, hjælpsom, humoristisk, pjattet og pjanket, snakkesaglig og udstyret med selektiv elefant-hukommelse og ditto hørelse. Så meget er helt som det plejer.

Men men.

Selv om hun endnu ikke helt kan kalde sig teenager, har puberteten slugt hende med hud og hår. Kroppen gør underligt, hormonerne raser, humøret er eksplosivt, far er træls og mor uudholdelig. Der knejses med nakken og kastes med håret, alt imens sproglige skrubtudser forlader den yndiges mund, når vi forsøgsvis kalder til orden og maner til besindighed.

Et øjeblik senere vil hun gerne have et knus og hjælp til hjemmeregning ...

Samtidig forventer den unge dame samme serviceniveau, som da hun var fem.

- Moar, vil du ikke lige komme med en blok og en kuglepen, lød det fra den fjernsynskiggende finke, mens jeg var i gang med aftensmaden.

- Nej, det må du selv hente.

- Ej hvorfor?

- Jeg er igang med noget andet.

- Øv!

Alt er således helt normalt ...

Læg dertil, at den unge dame elsker at synge, danse og spille teater. Og gør det hele med så megen attitude, at det er en primadonna værdigt.

Det er mig derfor en fornøjelse at meddele, at Pigebarnet hermed er døbt om til Donnaen.

Det navn skulle nok kunne holde at par år eller fem.

Mobil-limbo

En gang i mellem kunne jeg godt ønske mig tilbage til de gode gamle dage.

Til den gang, hvor man kommunikerede pr. brev. 

Hvor der gik uger, hvis ikke måneder, før der kom brev hjem fra den til Amerika udvandrede søn. Og når der stod i brevet, at han havde det godt, så kunne han i virkeligheden for længst være død af skalpering, lungebetændelse eller mæslinger. Men det var der ingen, der vidste ...

Nu er der hul igennem til hvem som helst, hvor som helst og når som helst.

Og det er jo godt.

Bortset fra når der ikke er. 

For så er Fanden løs.

Gemalen er i Harzen for at cykeltræne med motionsklubben. Han tog afsted lørdag morgen, meget tidligt. Så vi sagde farvel fredag aften, og mens Gemalen blev forvist til gæsteværelset, indtog Pigebarnet hans plads i ægtesengen. På den måde kunne han liste op og afsted uden at vække os andre.

Men så var det jo meningen, at han skulle ringe og melde sig vel ankommet til Harzen. 

Det gjorde han bare ikke. 

Han ringede heller ikke om aftenen, og vi kunne ikke komme igennem til ham, så Pigebarnet fik ikke sagt godnat og var dybt utilfreds. Jeg slog det hen, at han nok havde haft for travlt. Havde været ude at spise. Var blevet for træt. Og så videre.

Her til morgen ingenting. Hverken opkald eller bare en enkelt lille sms. Nu begyndte det at blive underligt, for nu kunne hverken travlhed eller træthed forklare noget som helst. Pigebarnet blev mere og mere rundt på gulvet. Hvorfor ringede hendes far ikke, og hvad nu hvis hun slet ikke fik snakket med ham, inden turen til Bornholm. Det var på ingen måde til at holde ud.

Da min kusine netop havde fortalt, at hun havde tabt sin mobil i toilettet, begyndte jeg at tro, at noget tilsvarende var sket for Gemalen.

Midt på eftermiddagen ringede Gemalen. Fra en lånt mobil.

Hans mobil virkede ikke. Ville han bare fortælle ...

Og så snakkede han kort med Pigebarnet, der bagefter sagde med lille stemme:

- Så var han ikke død alligevel.

Det havde jeg jo heller ikke troet, men desværre havde jeg heller ikke forestillet mig, at Pigebarnet var kommet så langt ud i tovene. Så vi måtte have os en lille snak om tyske sygehuse og internationalt politi-samarbejde og det stort set umulige i at omkomme upåagtet i nærmeste udland. 

Cirka tyve minutter senere ringede Gemalen igen.

- Nu virker min mobil igen, meddelte han glad. Jeg skilte den ad og samlede den igen. Det var vist bare sim-kortet, der sad løst.

Godt så. Hvorfor der skulle gå 1½ døgn, før han fandt på først at låne en anden mobil og dernæst reparere sin egen vil til evighed stå hen i det uvisse ...

Det er nok alligevel meget godt, at Pigebarnet slet ikke må have sin mobil med til Bornholm, for så slipper jeg da for at bekymre mig om, hvorfor hun ikke giver lyd fra sig.

Ballet-chauffør

Ballet-sæsonen er slut.

På vanlig vis afsluttet med en stor dobbelt-forestilling på Viborg Teater.

To forestillinger idag, generalprøve igår.

Pigebarnet var godt brugt og sov i samme øjeblik, hovedet ramte puden.

Jeg er også godt mør. Men i år skyldes det nu nok ikke indsatsen, men snarere at jeg kom for sent i seng igår.

Det har nemlig ikke været særlig hårdt at være balletbarnets mor i år.

Faktisk har jeg været reduceret til chauffør. Kørte Pigebarnet og to andre balletpiger til Viborg. Men kun idag. I går blev Pigebarnet fragtet frem af den enes mor og hjem af den andens. Dejlig nemt.

Og vel ankommet til teatret forsvandt pigerne, og jeg kunne sætte mit i et hjørne med en bog, ind til det blev min tur til at se forestillingen. (At tage hjem kunne ikke betale sig.) Også dejlig nemt.

Men sådan har det ikke altid været.

De første år var moren faktisk næsten lige så træt som Pigebarnet, når opvisnings-weekenden var ovre.

For fem-årige balletpiger har ikke styr på ret meget, og så må deres mødre jo prøve at have det for dem ...

Altså var jeg med HELE lørdag og HELE søndag.

Der skulle klædes på og sættes hår. Og holdes styr på skiftetøj og børster. Og sørges for mad og drikke. Ikke alene skulle det være der, barnet skulle også have at vide, at hun skulle spise andet end de andres popcorn og iøvrigt huske at drikke.

Desuden skulle der holdes øje med tiden, så småpigerne kom op og var klar til at komme på scenen til tiden. Til gengæld måtte de ikke være der for tidligt, for så stod de og småsnakkede og forstyrrede.

Og så skulle man finde rundt, hvilket i sig selv var en udfordring af de mellemsvære.

For Viborg Teater er et over hundrede år gammelt teater, og garderoberne er gemt i kælderen og ved siden af scenen i flere etager. Og det er en labyrint af den af anden verden. Især hvis man som mor gerne vil befinde sig bag scenen og inde i salen mere eller mindre simultant. For man kan kun komme fra kælderen og op til salen i den ene side af teateret. Går man forkert, risikerer man at ende inde på scenen. Og der er under alle omstændigheder langt fra kælder til balkon. Den balkon, hvor man kunne snige sig ind på et ledigt sæde uden at have billet til netop den forestilling.

Man kunne derfor i flere år se Fruen stæse stakåndet fra kælder til balkon og tilbage igen med et lettere perpleks udtryk malet i ansigtet. Fordi det gjaldt om at være på balkonen, når Pigebarnet var på scenen, men samtidig også være parat til at modtage barnet retur, så snart hendes dans var overstået. Så hun ikke blev ramt af panik og for grædende rundt i katakomberne ...

Til gengæld lærte jeg teateret ret godt at kende, og når de små pigers mødre nu farer panikslagne rundt for at finde enten afkom eller garderobe eller begge dele, er jeg faktisk ret god til at hjælpe.

Så det har for mit vedkommende bare været en lang dag og ikke samme tour de force som for otte sæsoner siden.

Måske var det også den sidste.

Pigebarnet har meldt ud, at hun dropper balletten til fordel for mere af den moderne dans.

Men på vej hjem i bilen var hun pludselig i tvivl.

For det var jo ret hyggeligt, nu hvor man er så stor, at man kunne klare sig selv. Og 10-års-nålen blinker kun to sæsoner væk.

Uh, alle disse valg ...

Pause i forestillingen - og nej, man ville ikke fotograferes ...

Sandalvejr - NU, tak

Øv, for et gummistøvlevejr!

Mine gummistøvler er egentlig pæne nok. Altså, dem jeg færdes i uden for matriklen. De andre bærer præg af at være brugt til havearbejde. For nu at sige det mildt.

Men selv om mine gummistøvler er okay pæne, så gider jeg ikke at have dem på. Jeg vil slet ikke have gummistøvler på, eller støvler, eller sko. Jeg vil have sandaler på. Og det vil Pigebarnet også.

For vi har nemlig været til outlet. Sko-outlet. Som blev til sandal-udsalg for vores vedkommende.

Det var skønt.

Især var Pigebarnet ovenud tilfreds. For det var første gang, hendes fødder havde groet sig lange nok til at passe de allermindste voksen-størrelser. Noget hun har ventet på med længsel de sidste par år. Hun har klassens mindste fødder, og mens de andre forlængst er nået til både størrelse 38, 39 og 40, passer Pigebarnet stadig kun en lille størrelse 36. At hun måske nok en dag vil skønne på sine små fødder, hjælper ikke meget nu.

Men altså, det lykkedes hende at finde to par sandaler, som hun kunne passe. Og det lykkedes også at få Moren til at betale.

Fryd!

Men er der så noget værre end ikke at kunne få de ny-indkøbte på lige med det samme?

Nix, det er med Pigebarnets ord bare 'nederen'.




Sandal-udbyttet



Er det i orden med rotorblink?

Er ganske flad-mast.

For i morgen skal Pigebarnet til cyklist-prøve.

Altså skulle vi lige ruten igennem her på falderebet.

Først cykle ned til skolen. Så ruten rundt. Og så hjem igen.

 

 Pyh!

Pigebarnet mente ganske vist selv, at det var der overhovedet ingen grund til, for hun havde fuldstændigt styr på ruten. Og iøvrigt gad hun ikke ...

 

Men Moren insisterede.

Især efter at have set ruten tegnet ind på et kort.

 

 - Sig mig, hvad vej skal I køre fra skolen - til højre eller venstre? spurgte jeg en anelse beklemt.

 

- Til venstre.

 

- Jamen, så bliver det jo en hel masse venstresving, protesterede jeg.

- Moar, vi går altså i 6. nu. Det skal være svært, belærte Pigebarnet mig.

Nå. Okay så. Men behøver det lige at være SÅ svært? Er det virkelig nødvendigt, at ungerne skal cykle midtbyen rundt, venstre om?

Det er det åbenbart. Rygterne vil vide, at det primært skyldes klasselærerens observationer omkring nogle af ungersvendenes hasarderede kørsel.

 

Men hvorfor skal det lige gå ud over mit barn (som jeg i går betragtede som stort og scenevant, men nu anser for bare at være en lille tulle)??

 

Selvfølgelig skal hun køre med cykelhjelm. Og heldigvis er trafikken ikke så intens midt på dagen, hvor hun må formodes at skulle afsted.

 

Og jeg ved godt, at jeg på et tidspunkt har funderet over, om vi pakker vores unger for meget ind i vat og omsorg.

Men lige her og nu synes jeg altså, det ville være fint, hvis jeg kunne udstyre Pigebarnet med rotorblink.

 

Og måske kunne jeg også fixe en vejspærring hist og pist ...

Danse-søndag

Øv for en kedelig søndag!

Kedeligt vejr; gråt, koldt og kedeligt.

Hver gang, jeg troede, jeg skulle ud, begyndte det at småregne. Så alle tanker om at slå græs kunne godt skrottes. Heldigvis trængte det kun moderat.

Ikke som naboens, der snart kræver grønthøster. Eller fårehold.

Og - he he - så kan man jo altid godte sig lidt over det ...

Men der er alligevel ikke meget fornøjelse ved den slags smålighed, så jeg var nok død af kedsomhed, hvis ikke Pigebarnet skulle til danseopvisning. Den Kreative Skoles årlige forårsshow.

Pigebarnet er efterhånden både så stor og så scenevant, at hun bare forsvinder i mylderet, så snart vi ankommer.

Gemalen havde vi desværre måttet lade blive hjemme. Men jeg kunne sætte mig op på min plads og læne mig tilbage og mærke de gode vibrationer, som steg op fra scenen, hvor hektisk sidste-øjebliks-kaos herskede.

Med vanlig afslappet forhold til punktlighed blev der budt velkommen lige lidt senere end programsat. Derefter gik det bare derudaf.

De helt små, klædt i nattøj og med sovedyr under armen, scorede højt på skalaen for nuttethed. Og var præstationen ikke helt taktfast, så var applausen det til gengæld ...

Midterhold er der flest af. Det er også et midterhold, Pigebarnet befinder sig på. De har odds'ne lidt imod sig, for de er hverken små og nuttede eller store og superdygtige. Men de har mor og far, søskende og bedsteforældre med, så der er ikke mangel på bifald både under og efter deres optræden.

Kun når SuperSoul, flagskibet og musikskolens store stolthed, bestående af både musikere, sangere og dansere, optræder, er der påfaldende stille.

Formentlig fordi folk, ligesom jeg, glemmer at klappe af ren benovelse. Og i stedet sidder og tænker, at det (sgu) er ret godt, det der. Men vi siger det ikke højt, vi er jo jyder.

Pigebarnet selv? Hun var i sit es og beviste, at det er berettiget, at hun er blevet udtaget til talentholdet. Med udsigt til måske en dag at ende som SuperSoul-danser. U-huh-uh!

Og moren?

Hun var selvfølgelig revnefærdig af stolthed og følte, at søndagen alligevel ikke havde været så kedelig endda.

**
Desværre ingen billeder, da jeg sad cirka en kilometer fra scenen. Men jeg har lånt lidt her fra Midtjyllands Avis.