Donnaen

Pigebarnet jamrer med jævne mellemrum over sit navn.

- Hvorfor døbte I mig dog ikke Rachel? Eller Tammi, siger hun. Og ser en anelse henført ud ved tanken ...Til det må vi, hendes stolte forældre, jo nødvendigvis sige, at vi sådan set mener, at vi i sin tid valgte det allerbedste navn til hende. Og at vi egentlig synes, det passer endda vældig fint til hende.

Men nej, det er et nederen navn, vi har udstyret hende med. Dog medgiver frøkenen gerne, at der er okay, at vi trods alt har valgt et navn, som hun ikke skal dele med tre andre piger i klassen.

Og da Gemalen en dag blev lidt træt af at høre på hendes fremturen og derfor sagde, at så kunne hun da bare vælge et andet navn, når hun blev atten, var det alligevel for meget af det gode:

- Nej, for til den tid har jeg jo nok vænnet mig til mit navn, og så gider jeg altså ikke at skulle forklare alle mennesker, at nu hedder jeg noget andet, lød det snusfornuftigt.

Men her på bloggen har jeg faktisk besluttet, at omdøbe hende.

Det har været under opsejling et stykke tid.

For at Pigebarnet i sin tid kom til at hedde netop sådan, var bare et udtryk for min manglende fantasi.

Og bortset fra, at hun er en pige og et barn, er det heller ikke særligt rammende.

Bliver det mindre og mindre, efterhånden som hun vokser.

Hun er stadig kærlig, hjælpsom, humoristisk, pjattet og pjanket, snakkesaglig og udstyret med selektiv elefant-hukommelse og ditto hørelse. Så meget er helt som det plejer.

Men men.

Selv om hun endnu ikke helt kan kalde sig teenager, har puberteten slugt hende med hud og hår. Kroppen gør underligt, hormonerne raser, humøret er eksplosivt, far er træls og mor uudholdelig. Der knejses med nakken og kastes med håret, alt imens sproglige skrubtudser forlader den yndiges mund, når vi forsøgsvis kalder til orden og maner til besindighed.

Et øjeblik senere vil hun gerne have et knus og hjælp til hjemmeregning ...

Samtidig forventer den unge dame samme serviceniveau, som da hun var fem.

- Moar, vil du ikke lige komme med en blok og en kuglepen, lød det fra den fjernsynskiggende finke, mens jeg var i gang med aftensmaden.

- Nej, det må du selv hente.

- Ej hvorfor?

- Jeg er igang med noget andet.

- Øv!

Alt er således helt normalt ...

Læg dertil, at den unge dame elsker at synge, danse og spille teater. Og gør det hele med så megen attitude, at det er en primadonna værdigt.

Det er mig derfor en fornøjelse at meddele, at Pigebarnet hermed er døbt om til Donnaen.

Det navn skulle nok kunne holde at par år eller fem.