Knud er død

- Hej, det er Henning, lød det, da jeg tog telefonen på kontoret idag.

- Hej?

- Jah altså, du ved, Knud ikk'? Jeg ringer bare for at sige, at han er død. Jeg syntes, I skulle vide det.

Derefter fulgte lidt detaljer om hvor og hvornår med hensyn til begravelsen.

Og så sad jeg der - bum - og måtte lige tage en ekstra dyb indånding.

Jeg kendte egentlig slet ikke Knud, men jeg har nok snakket i telefon med ham cirka 1000 gange, da han var kontaktpersonen hos en af Verdensfirmaets kunder. Så det var lidt trist. Knud døde af cancer. Havde en lang sygdomsperiode for et par år siden. Blev erklæret rask. Begyndte igen at arbejde. Men røg så pludselig ned igen, og denne gang gik der ikke lang tid, før Knud var væk. Helt væk.

Da Henning havde snakket færdig med mig, måtte jeg fortælle de andre i Verdensfirmaet om dødsfaldet. De andre, som næsten alle i perioder har arbejdet tæt sammen med Knud for at løse forskellige opgaver.

De tog det tungt. De, som ellers normalt er både højtråbende og larmende, blev helt stille og forsagte.

- Det gik godt nok hurtigt, mumlede en af dem.

- Han blev ikke ret gammel, vel? pippede en anden.

Og så bredte stilheden sig. Ingen gad at spille bordfodbold, og ingen havde trang til at fyre smarte bemærkninger af. Det var som om, alle skuttede sig og tænkte, at det kunne være dem. Fem, ti eller femten år frem i tiden.

Så der bliver sikkert kysset lidt ekstra på konen og ungerne i de små hjem iaften. For lige med et skønner man meget mere på nuet, og det man har.

På den måde gjorde Knuds alt for tidlige død måske en lille smule godt?

Det håber jeg.