Hækklipning som det sig hør og bør

En gang i sidste uge proklamerede Gemalen, at han ville klippe hæk i weekenden. Altså den forgangne weekend.

Det blev ikke til noget.

Lørdag morgen havde det regnet om natten, og hækken var våd. Da han senere på dagen kom hjem efter at have været ude at cykeltræne, var der cykelløb i fjernsynet. Den historie gentog sig søndag ...

Heldigvis har vi ikke ret meget hæk. Kun i den ene side af vores indkørsel. Og der er er ikke ret mange andre end os selv til at kigge på den. I princippet kunne jeg godt klippe den, da det alligevel er mig, der kommer til at rydde op efter endt klipning. Men jeg synes jo, det er så udmærket, hvis Gemalen gør det. Dels går det hurtigere, dels kan han stadig løfte armene efter endt arbejde, hvilket jeg omvendt ikke kan. Det foregår nemlig pr håndkraft. Jo sgu!

Idag har det ikke regnet, men stået ned i stænger. De næste dage er Gemalen ikke hjemme, og i weekenden har vi andre planer, så hækklipningen er udskudt på ubestemt tid.

Det gør ikke så meget.

Min far vil ganske vist hæve et øjenbryn og minde mig om, at hækken bør være klippet inden Sankt Hans.

Fordi. Ja bare fordi, det er jo sådan,det sig hør og bør.

Vi lever med det.

Ikke som den gang for meget længe siden, hvor jeg boede med min daværende mand i et sødt lille rækkehus i Gentofte.

Det var en lillebitte, lukket vej med kun 12 huse.

Vejens konge hed Gertrud.

Det vil sige, det gjorde hun ikke, men hun kunne have gjort det.

Og Gertrud styrede vejen med fast hånd.

Hun var den sødeste og mest hjælpsomme dame, man kunne tænke sig. Og jeg holdt meget af at komme til te hos hende. Men hun så også gerne, at man til gengæld rettede ind og fulgte hendes anvisninger.

For eksempel med hensyn til hækklipning.

Vejen havde en fælles hækklipper, og Gertrud sørgede for, at alle fik klippet deres ligusterhæk - ja, for det var det jo - inden Sankt Hans.

Først klippede hun selv hæk. Altså, hendes søde tøffelhelt af en mand gjorde det.

Derefter spurgte hun sig for, indtil hun fik overdraget hækklipperen til en sagesløs nabo. Med besked på, at nu var der jo ikke så længe til Sankt Hans, og der var jo flere, der skulle bruge hækklipperen, så vedkommende ville nok være venlig ikke at være for længe om at klippe sin hæk, så hækklipperen kunne gå videre.

Anede hun undervejs en vis stilstand, ændrede hun taktik. Og fortalte en anden nabo - fx os - hvor vi skulle henvende os for at overtage hækklipperen. På den måde fik Gertrud skubbet til os, så vi kunne skubbe til den formastelige, der lå inde med den.

Det kunne være ret irriterende - for nu at sige det diplomatisk ...

Men det virkede jo, og havde Gertrud levet i en anden tidsalder, var hun garanteret blevet en stor kanon et sted, hvor hendes evner som organisator og indpisker kunne være kommet til deres ret. I stedet måtte hun nøjes med at herse lidt rundt med beboerne på en lille bitte vej, hvilket i bund og grund var spild af talent.

Nu sidder hun på en lyserød sky og har forhåbentlig så travlt med at drikke te og kommandere rundt med både ærke- og basunengle, at hun ikke har tid til at lægge mærke til, at vi altså ikke når at klippe hækken til tiden i år.

Inden Sankt Hans som det sig hør og bør.