Det kan også være noget af det værste ...
Når jeg er alene hjemme mangler det sædvanlige støjtæppe. Pigebarnets stort set uafbrudte snak, sang og trallen, musik fra især computeren og generel støj fra fjernsynet.
Jeg elsker, når der er så stille, at jeg kan høre fuglene synge udenfor. Og en enkelt udrykning i det fjerne.
Men pludselig kan jeg få det lige modsat og hade, når der bliver så stille, at jeg kan høre mig selv tænke.
Og huset tale ...
Vi bor nemlig i det talende hus.
Til daglig lægger man ikke mærke til det. Simpelthen fordi man ikke kan høre det. Men også - må jeg nok indrømme - fordi det ingen betydning har for mig, når Gemalen er hjemme.
Men når jeg er helt alene hjemme, eller når jeg alene hjemme med Pigebarnet, og hun sover, så bliver det pludselig meget tydeligt.
For det første er der ismaskinen i fryseskabet. Om dagen hører jeg ingenting. Men sent om aftenen hopper jeg i stolen, hver gang der losses isterninger ud og suges vand ind. Det lyder som om der bliver læsset kampesten af i indkørslen.
En anden ting er vores varmesystem. Der er noget - rørene? - der giver sig højlydt, når lukkes op og i for gennemstrømningen af det varme vand. Det er især galt ved store temperatursving mellem dag og nat. Gonk, siger det. Gonk, gonk!
Dertil kommer selvfølgelig alle diverse-lydene. Tørretumbleren, som jeg har glemt. En kat, der lusker forbi i gruset under soveværelsesvinduet. Eller sne, der rutcher ned fra taget.
Eller - argh - et enkelt brag i et andet rum. Hvor Fruen dør lidt af skræk og ikke tør se efter, men heller ikke tør lade være ... Og så er det et stort maleri i en tung ramme, der har valgt netop denne sene aften til at falde ned. Det er kun sket en enkelt gang, men for hulan ...
Det allerværste er imidlertid den ganske lille, men tydelige klik-lyd, der kommer ude fra el-skabet, når det automatiske udelys tænder.
Jeg hader den lyd.
Selvfølgelig ved jeg godt, at det sikkert bare er en dum kat eller en natsværmer, som har aktiveret sensoren.
Men hvad nu, hvis det ikke er??
Det er godt, Gemalen kun meget sjældent er væk i mere end ganske få dage af gangen.
13 kommentarer:
Åh, hvor jeg kender det! Det var nøjagtig sådan jeg havde det oppe i Fucking Ingenting. Om dagen er der ikke noget, men når det bliver mørkt og helt tyst, så skal alle de mærkelige lyde give den fuld gas.
Mega træls. Specielt når man faktisk godt kan lide stilhed. Jeg endte med konstant at have noget lyd kørende om aftenen - uanset hvad jeg lavede.
PS. Jeg tror at alle huse taler - men de burde altså lære at holde deres kæft!
Du skal ikke være bange; det er alt sammen helt naturligt! På den anden side forstår jeg godt dine reaktioner, og din glæde ved at Gemalen sædvanligvis ikke er væk så længe ad gangen!
Selv har jeg boet i et gammelt bindingsværkshus som barn. Og min mor påstod, at hun en nat havde set en gammel dame ude ved kastanjetræet; der må jeg indrømme, at jeg blev bange.
Jeg forstår godt dine glæder og sorger ved at have det hele i fred; nyd det og lad ikke angsten tage over.
CityGirl: Godt, du er tilbage på stenbroen, selvom det er lidt synd for Preben, der helt sikkert savner dig ;-)
Ja, det burde være muligt at lære dem at være stille, når man siger 'kæft' til dem. Desværre tror jeg ikke, det kan læres, men at huse tværtimod bliver mere snakkesaglige med alderen ...
Stegemüller: Jeg bliver meget sjældent bange for alvor, men jeg er alligevel mere opmærksom, når jeg er alene. Og så er jeg - også til daglig - nem at forskrække. Og når pulsen enten har været oppe over 300 - eller helt væk - så tager det lige lidt tid at komme tilbage på normalt niveau.
Uhyggelig historie om den gamle dame og kastanjetræet. Gys, der tror jeg ikke, jeg ville kunne li' at være alene hjemme :-(
Jeg hader også når vores gulv i stuen "snakker", især om sommeren når det har været varmet op af solen hele eftermiddagen og så sent om aftenen/natten trækker sig sammen igen, så lyder det nøjagtigt som om nogen går rundt inde i stuen, så jeg forstår godt din bekymring om alle de "mærkelige" lyde...
Der er mange lyde i stiheden.. Men sne der glider ned over taget hørte du forhåbentlig ikke i denne tid.. :-)
God dag hos dig
Ja, det er godt, Gemalen kun sjældent er væk mere end få dage ad gangen. Jeg tror, vi alle har en snert af det, du beskriver så fint. Jeg sover med åbent vindue, og der skal ikke mange 'forkerte' lyde til, før jeg vågner :-)
Reje: Et snakkende gulv - spooky! Det må man liige skulle vænne sig til ...
Inge: Nej, ikke noget ned-rutchende sne i disse aftener og nætter, trods alt ;-) Men det larmer rigtig meget, når det suser ned om vinteren. Vi har åbent til kip og derfor ikke noget loftsrum i mellem til at 'absorbere' lyden.
Madame: Måske har vi alle en snert, jeg ved det ikke. Det er i hvert fald interessant, at vi selv i søvne er i stand til at skelne mellem 'rigtige' og 'forkerte' lyde.
Hvorfor har vi kvinder det sådan? Mon mænd også har det sådan, men bare for deres død ikke vil indrømme det?
Jeg havde det ikke sådan i mine 10 år som alenemor, men ikke så snart der var en mand i huset, kom lydene ... vi har i øvrigt et talende loft - eller noget ... det lyder, som om en eller anden taber noget tungt på gulvet på førstesalen - det kan ske et par gange i døgnet. John hører det ikke, og jeg hører det stort set kun, når jeg er alene i huset. Underligt, ikke?
Ang. dit forrige indlæg om svingdøren: der er vel også en grund til, at du kalder dig for Fruen i Midten? ;-)
Stilhed er godt......
Talende kjøkken her. Og det er ikke kjøleskap eller andre elektriske dingser. Men skapdører. De øverste. For man lærer jo lydene å kjenne.
Når det er stille og resten av menigheten sover, kommer det tydelig knepp fra de øvre skapdører. Og dit når ikke katten en gang.
Jeg tror det er min svigermor som er sur (det var hun nesten alltid) som sier ifra.
Men som Ellen sier: Det er kvinner som hører husene tale.
Godt den gode Gemal snart er tilbake, kanskje?
Ha en fin aften i et taust hus.
Mormor På klagemuren
Ellen: Jeg ved det ikke. Jeg tror faktisk ikke, Gemalen hører noget. Dit talende loft lyder lidt uhyggeligt. Du ved slet ikke, hvad bumpet skyldes?
Jo, sidste indlæg refererer ret godt til blogtitlen ;-)
Kirsten: Ja, stilhed er godt. Varig stilhed, der ikke er tilsat underlige lyde :-/
Mormor: Talende køkken, og du tror, det er din svigermor - huh! Ja, det er fint, Gemalen kommer tilbage iaften, så vil huset tie stille i nat :-)
Uff jeg er en kylling når jeg er alene. Og jeg kan i øvrigt overhovedet ikke huske hvornår jeg sidst var alene - sådan helt alene!
Det er godt du prøver at nyde det og så kommer de snart hjem og larmer igen!!
Nej, ikke andet end at det er huset, der 'giver sig', som John udtrykker det - efter at have hørt det en enkelt gang.
Men som min far sagde: "Så længe det knager, holder det" ;-)
Send en kommentar