Vi har haft sjovt og spændende besøg i weekenden.
Af Liza, en amerikansk pige - ung dame - som vi overhovedet ikke kendte på forhånd.
Men Lizas farfar var fætter til min x-svigermor.
Så derfor.
Nej altså: Denne farfar havde/har en bror (farfaren er død, broderen lever), som er gift med den mest fantastiske dame. En - nu ældre - dame, der på den mest forbløffende vis rummer og holder sammen på alle tænkelige og utænkelige familierelationer i flere generationer. Så selvom der kom en skilsmisse på tværs, har hun holdt kontakten, og jeg har besøgt dem i Texas med både tidligere mand og nuværende Gemal og Pigebarn.
Da Liza besluttede af bruge et år på at undervise spanske børn og unge i engelsk, gik hun - ikke Liza men grandtanten - straks i aktion og banede vejen for, at Liza ville blive taget godt imod, hvis hun dristede sig til Danmark.
Og Liza dristede sig virkelig til Danmark, hvilket jeg faktisk synes er ret sejt i betragtning af, at hun altså ikke selv kendte hverken os eller nogen andre ...
Først København og lørdag kom Liza så til det midtjyske.
Med bus og færge. Færgen var et hit, for det havde hun aldrig prøvet før.
Den jyske del af Lizas familie havde ikke kunnet finde plads i kalenderen, så i stedet var det min opgave at finde tilbage til nogle af Lizas rødder. Hvilket jeg gerne ville, men ikke følte mig helt klædt på til, da det dels ikke var min egen familie, dels var 25 år siden, jeg var blevet skilt fra den.
Men lidt kunne jeg huske, og da Liza desuden har efternavn efter en lille midtjysk by, begav vi os afsted ud i den danske sommer. Som ikke særlig gæstfrit bestod af gråvejr, støvregn og ruskregn ...
Vi fandt Lizas lille landsby, som bestod af cirka 17 huse og en lille kirke. Så vi stoppede ved kirken og var heldig at kunne komme ind, og Liza fik et indtryk af en gammel landsbykirke, hvor nogle af hendes forfædre sikkert en gang har siddet og bedt om godt vejr til afgrøderne.
Derfra tog vi til en lidt større nærtliggende by, hvor jeg vidste, at nogle senere og måske endda nogle af de nulevende familiemedlemmer boede. Hvad jeg ikke vidste var, at Lizas tipoldefar havde været præst i netop den by og derfor lå begravet sammen med sin kone helt klos op ad kirken. Med en stor flot gravsten.
Liza blev helt stille af benovelse og følte nok historiens vingesus vifte sig i nakken ...
Dermed var dagen reddet, og så gjorde det ikke små meget, at det regnede for meget til, at vi gad at bestige Himmelbjerget og bare nøjedes med at vælge the scenic route hjem til aftensmad og landskamp i fjerneren.
Søndag opførte vi os som amerikanske turister og susede da lige ud og så Vesterhavet på vej til København, hvor vi skulle aflevere den unge dame igen. På vejen østpå nåede vi et stop i Jelling for at se på runesten og kæmpe gravhøje. Derefter var det egentlig meningen, at vi ville have været en tur forbi H.C.Andersens Hus i Odense, men det lukkede allerede klokken fire, så det nåede vi desværre ikke. I stedet fandt vi en lækker café på havnen i Middelfart. Her nød vi udsigten over Lillebælt, mens vi drak kaffe og spiste store kager. Liza supplerede desuden med en øl, da hun pludselig nævnte, at hun slet ikke havde smagt dansk øl. Og så måtte det jo prøves ...
Oven på det var det kun med nød og næppe - og en hel snak, at Liza holdt sig vågen helt til afleveringen i København.
Vi sagde farvel med store knus.
Og vi har fået os endnu en dejlig transatlantisk forbindelse, som vi - måske især Pigebarnet - vil kunne få glæde af en gang i fremtiden.
Af Liza, en amerikansk pige - ung dame - som vi overhovedet ikke kendte på forhånd.
Men Lizas farfar var fætter til min x-svigermor.
Så derfor.
Nej altså: Denne farfar havde/har en bror (farfaren er død, broderen lever), som er gift med den mest fantastiske dame. En - nu ældre - dame, der på den mest forbløffende vis rummer og holder sammen på alle tænkelige og utænkelige familierelationer i flere generationer. Så selvom der kom en skilsmisse på tværs, har hun holdt kontakten, og jeg har besøgt dem i Texas med både tidligere mand og nuværende Gemal og Pigebarn.
Da Liza besluttede af bruge et år på at undervise spanske børn og unge i engelsk, gik hun - ikke Liza men grandtanten - straks i aktion og banede vejen for, at Liza ville blive taget godt imod, hvis hun dristede sig til Danmark.
Og Liza dristede sig virkelig til Danmark, hvilket jeg faktisk synes er ret sejt i betragtning af, at hun altså ikke selv kendte hverken os eller nogen andre ...
Først København og lørdag kom Liza så til det midtjyske.
Med bus og færge. Færgen var et hit, for det havde hun aldrig prøvet før.
Den jyske del af Lizas familie havde ikke kunnet finde plads i kalenderen, så i stedet var det min opgave at finde tilbage til nogle af Lizas rødder. Hvilket jeg gerne ville, men ikke følte mig helt klædt på til, da det dels ikke var min egen familie, dels var 25 år siden, jeg var blevet skilt fra den.
Men lidt kunne jeg huske, og da Liza desuden har efternavn efter en lille midtjysk by, begav vi os afsted ud i den danske sommer. Som ikke særlig gæstfrit bestod af gråvejr, støvregn og ruskregn ...
Vi fandt Lizas lille landsby, som bestod af cirka 17 huse og en lille kirke. Så vi stoppede ved kirken og var heldig at kunne komme ind, og Liza fik et indtryk af en gammel landsbykirke, hvor nogle af hendes forfædre sikkert en gang har siddet og bedt om godt vejr til afgrøderne.
Derfra tog vi til en lidt større nærtliggende by, hvor jeg vidste, at nogle senere og måske endda nogle af de nulevende familiemedlemmer boede. Hvad jeg ikke vidste var, at Lizas tipoldefar havde været præst i netop den by og derfor lå begravet sammen med sin kone helt klos op ad kirken. Med en stor flot gravsten.
Liza blev helt stille af benovelse og følte nok historiens vingesus vifte sig i nakken ...
Dermed var dagen reddet, og så gjorde det ikke små meget, at det regnede for meget til, at vi gad at bestige Himmelbjerget og bare nøjedes med at vælge the scenic route hjem til aftensmad og landskamp i fjerneren.
Søndag opførte vi os som amerikanske turister og susede da lige ud og så Vesterhavet på vej til København, hvor vi skulle aflevere den unge dame igen. På vejen østpå nåede vi et stop i Jelling for at se på runesten og kæmpe gravhøje. Derefter var det egentlig meningen, at vi ville have været en tur forbi H.C.Andersens Hus i Odense, men det lukkede allerede klokken fire, så det nåede vi desværre ikke. I stedet fandt vi en lækker café på havnen i Middelfart. Her nød vi udsigten over Lillebælt, mens vi drak kaffe og spiste store kager. Liza supplerede desuden med en øl, da hun pludselig nævnte, at hun slet ikke havde smagt dansk øl. Og så måtte det jo prøves ...
Oven på det var det kun med nød og næppe - og en hel snak, at Liza holdt sig vågen helt til afleveringen i København.
Vi sagde farvel med store knus.
Og vi har fået os endnu en dejlig transatlantisk forbindelse, som vi - måske især Pigebarnet - vil kunne få glæde af en gang i fremtiden.
Hurra for amerikanske grandtanter!
 |
| På jagt efter rødderne |
14 kommentarer:
Ja Hurra for amerikanske forbindelser.. og når de så viser sig at være søde og interesserede i deres rødder, er det jo endnu bedre. :-)
Sikke en skøn historie, og dejligt at hun ville besøge jer...;-D
Herlig historie :-)
Liza er sej.
Både jeres og hendes nye bekendtskab skulle nok kunne danne grobund for fremtidige udvekslinger, og det er jo ikke så tosset endda.
Jeg synes, det lyder som om der er gået sande slægtsforskere tabt i både Liza og hendes farmor. Der skal da noget særligt til at blive begejstret over en gravsten med familienavnet på. Jeg har selv slægtsforsket i en del år, og synes selvfølgelig at det er helt naturligt at begejstres over gravsten, men det er normalt ikke noget, der interesserer de unge så meget.
Inge: Søde, amerikanske forbindelser er guld :-)
Reje: Ja, det var dejligt, at hun gad - og jeg håber bare, at hun også syntes, det var besværet værd. Men mon ikke - eller skjulte hun det godt :-)
Ellen: Ja, jeg synes virkelig, at Liza er sej, og det er jo skønt at have fået en ny (ung) forbindelse, for selvom det er trist at tænke på, så holder de søde gamle mennesker, vi kender derovre, jo ikke evigt.
Stegemüller: Jeg var også lidt skeptisk på forhånd og tænkte, at det da umuligt kunne interessere, men det var trods alt nok så meget derfor, at Liza overhovedet kom til Dk. Jeg tror - men måske tager jeg helt fejl - at mange amerikanere synes, at det der med forfædre er ret spændende, fordi de jo alle kommer fra vidt forskellige steder. Liza har fx rødder i både Tyskland og England, men der er så bare bedst styr på de danske.
Det var spændende at læse og lyder som en stor succes! Jeg elsker den slags netværk og dyrker den ivrigt selv - har fundet min farfars fætters barnebarn i Sverige, og vi har nu en herlig kontakt om slægten.
Det er da en ren solstråle. Herligt for både jer og Liza, at jeres veje kunne krydse. Jeg håber, at I holder forbindelsen.
Madame: Det lyder da også som en rigtig god historie, at du har fundet og fået god kontakt med et svensk familiemedlem. Det er lidt sjovt, ikke :-)
Susanne: Ja ren solstråle :-D Jeg håber også, at forbindelse kan bevares. Og så er alle disse nymodens ting som mail og facebook jo en gave.
Se, det er jo et godt jysk slægtsnavn på den gravsten. :-) Jeg kender også til et par stykker med det navn.
Skøn historie om at genfinde sine rødder og jeg tror du har ret i det der med amerikanerne - at de er ganske optagede af deres europæiske rødder.
Det er også helt almindeligt i Israel at man er i familie bare man har et bogstav til fælles i efternavnet ;-) Men det giver nu mange sjove oplevelser og fine bekendtskaber.Jeg tager hatten af for jeres gæstfrihed, og kan som dansker boende i udlandet forsikre dig at der er intet så dejligt som at møde lokale mennesker der gider beskæftige sig med en!
Overlever: Ja, det må da være ret specielt at finde sine rødder på et fremmed kontinent :-)
Kirsten: Det giver jo også god mening i Israel, hvor folk er kommet til fra hele kloden.
Ja, det er skønt, hvis de lokale gider én på mere end en 'se giraffen'-facon, men det er desværre sjældent praktiserbart, medmindre altså, at man bor det pågældende sted i l-a-n-g tid.
Det må ha vært en deilig weekend.
Og spennende for alle parter, tror jeg :-)
Håper båndene holder.
Hilsen mormor
Hold da op for en skøn amerikansk forbindelse, den skal da vist holdes ved lige, skal den ikke?
Og så skal jeg da ellers love for, at der er sket noget hos dig i mit fravær, jeg bliver helt forpustet, bare af at læse om det..... Men jeg håber, at du langsomt kommer på toppen igen og gudskelov, at du stadig er på bloggen, med dine herlige indlæg.
Mormor: Det var en sjov og spændende weekend. For alle parter, tror jeg :-) Åh ja, jeg håber også, at båndene holder. Det vil være så sjovt.
Annette: JO, den forbindelse skal holdes ved lige. I hvertfald i den udstrækning jeg kan gøre noget for det :-)
Og tak, jeg bliver helt rørt!
Send en kommentar