Den der sommertid!
Hvordan kunne en hel masse top-embedsmænd plus politikere i en hel masse lande dog blive enige om noget så dumt?
Og hvorfor kan ingen få sig selv til at blive enige om at afskaffe dumheden igen?
Måske skulle jeg ikke brokke mig, for jeg har hverken køer, der skal malkes, eller en togplan, der skal fungere på trods af den manglende nattetime. Jeg er endda holdt op med at gå med armbåndsur, og min mobil indstiller jo selv tiden.
Jeg synes bare ...
Og så hader jeg altså at stå op før solen.
Nu var vi endelig nået dertil, hvor Kamelen og jeg kunne hente avisen ind i dagslys, og det nød vi begge to. Men nu er vi sat tilbage igen. Til sort nat, når vækkeuret ringer. Kamelen var både forvirret og sur. Forvirret over at skulle op så tidligt. Og sur over igen at skulle i snor (hun har det nemlig med at stæse afsted og stå og gø som en tosse, hvis det er mørkt). Jeg er bare sur og søvnig.
Det kunne have været en formildende omstændighed, at årets overgang til sommertid lå i forbindelse med påskeferien. Men mandag skulle jeg på arbejde, og Donnaen skulle med sin far til Sjælland, så alle skulle op til sædvanlig tid, så dér var ingen mildning at hente.
For at føje spot til skade er vejret usædvanlig usselt. Det er koldt, vådt og blæsende. Og nu sner det ovenikøbet!
Det er faktisk kun vejr til at sove længe og så iøvrigt holde sig indendøre.
Men selvfølgelig er det ikke kun dårligt vejr og dårligt humør.
I weekenden lykkedes det faktisk flere gange at lufte Kamelen i tørvejr. Det i sig selv var lidt af en præstation, og da vi så på én og samme tur mødte både Jensen og en sortspætte, var vi faktisk ganske velfornøjede begge to.
Sortspætten sad i en død gran og dryssede bark og råddent ved ned i hovederne på os. Den lod sig ikke anfægte af, at vi fjumrede rundt i skovbunden under den, og det lykkedes mig derfor både at få snor i Kamelen og komme om på den anden side af træet, hvor jeg ikke var generet af modlys. Den var stadig ret svær at se, og da den samtidig ikke opførte sig særlig spætte-agtigt - ingen tromme-solo, men bare flå-/flænse-/rive-lyde - troede jeg egentlig først, at det bare var en krage og så først rigtigt den røde farveklat, da den til sidst forlod træet og fløj over et åbent stykke, før den igen forsvandt mellem træerne.
Jensen var en stor labrador-hvalp, der havde så meget gå-på-mod, at den trods manglende kilo var et udmærket tumle-match til Kamelen. De havde en fest.
Og da vi kom hjem, var den ene derfor helt høj, mens den anden var tilsvarende flad og tog sig en ordenligt skraber på sin nye, fine sovepude.
Dagens udsigt. |