Skår i glæden

Det blev ikke til nogen sankthans-fest dér, hvor grundejerforeningen ellers traditionelt har afholdt den i mange år. Læsset af haveaffald, som nogen i protest eller bare dovenskab havde læsset af på pladsen, blev fjernet af kommunen. Og der stod derfor kun en lille flok på 12-15 mangelfuldt informerede personer og så lidt rådvilde ud, da Kamelen og jeg passerede på et næsten regnfrit tidspunkt midt på aftenen.

Det er ellers et godt sted. Både til bål og mange andre aktiviteter. Et grønt område, hvor hundeejerne året rundt mødes og drøfter verdenssituationen, mens kræene tumler lykkelige rundt. Hvor både børnehaver, skoleklasser og spejdergrupper spiller bold, snitter i pinde og brænder bål af. Hvor børnefødselsdage og picnic-arrangementer afholdes.

En gang i mellem hopper kæden lidt af, fordi ikke alle er lige gode til at få alle deres efterladenskaber med sig væk fra pladsen. Det gælder både dem uden hunde og dem med.

Hvilket betyder, at hundene sommetider har en fest over spildte madrester, mens de tobenede uundgåeligt risikerer at træde eller sætte sig - ahem - uheldigt.

Det er hvad det er. En del mere ærgerligt er det, at steder også tiltrækker et særligt segment uden helt færdigtudviklede pandelapper. Dem som kan samles om et interimistisk bål og bruge den halve nat på at hygge, drikke og tabe flaskerne i bålet, før de senere tumler hjem til mor og far, lillesøster og vovhund. Dem som er ude af stand til at koble lillesøster og vovhund sammen med risikoen ved tabte, knuste flasker.

Mig bekendt er der ikke nogen - hverken to- eller firbenede - der har skåret sig. Endnu.

Første gang, jeg så glasskår i og omkring bålresterne, blev jeg temmelig forskrækket på Kamelens vegne og skyndte mig efterfølgende at advare alle hundeejere, jeg mødte:

- Pas på, der ligger glasskår oppe ved bålstedet!

- Øv da osse, sikke noget svineri, svarede hundeejer A.

- Der ligger knuste flasker ved bålstedet. Pas på!, meddelte jeg den næste.

- Tak fordi du siger det, men jeg har faktisk godt set det, svarede hundeejer B.

?? Hvad? Havde hun set det uden at gøre noget? Det overraskede mig en hel del, da hendes hund er en af de gladeste og mest omkringfarende på pladsen.

Jeg gjorde ganske vist heller ikke noget. For jeg havde lige brugt min sidste pøllepose. Og skulle iøvrigt skynde mig hjem. Undskyldninger var der nok af.

Men siden har jeg haft hele pølleposerullen med, og så er der jo egentlig ikke så meget at betænke sig på. Så jeg har samlet glasskår. Både en og to poser. Og forleden dag igen, for nu har jeg gjort det til en vane at kigge efter, når jeg går forbi.

Ikke for at pudse min glorie.

Men for med god samvittighed at kunne fortælle mig selv, at jeg i det mindste har gjort, hvad jeg kan for at undgå blødende børnefødder og hundepoter.

Ellers kan jeg simpelthen ikke være i stue med mig selv.

Mangel på omtanke og rullende fortove

Engang i mellem overrasker jeg virkelig mig selv.

Og ikke på den gode måde ...

For jeg besidder åbenbart en imponerende portion mangel på omtanke, som en gang i mellem giver sig lidt uheldige udslag.

Som da vi forleden skulle besøge Den Gamle By i Aarhus.

Sidste trin i tretrinsraketten i forbindelse med min mors fødselsdag. La grande finale.

Vejret var godt, og både Donnaen og Morfar tog også med.

Parkeringspladser var der ikke mange af, men vi var heldige og fandt en i rimelig afstand fra indgangen, fik vores billetter og et lille kort over byen og begav os afsted.

- Hvad vej skal vi? spurgte Morfar.

- Til venstre, afgjorde jeg efter at have konsulteret kortet. At kortkiggeriet ikke havde gjort mig meget klogere, sagde jeg ikke højt.

Ved at gå til venstre - og derefter til højre - kom vi først til den ældste del af byen.

Og det gik op for mig, at de gode gamle dage ikke just var præget af plane flader og rullende fortove ...

Her var mildt sagt ujævnt!

Hvilket selvfølgelig er meget autentisk, men også meget, meget lidt smart, når man er dårligt gående.

Og selv om hverken min mor eller far ifølge eget udsagn er decideret dårligt gående - det er kun den anden part, det kniber lidt for - så er det lige præcis det, de er. Dårligt gående.

Så det var en mellemsvær udfordring for dem at komme rundt.

Og jeg ærgrede mig, for jeg vidste det jo godt. At de er dårligt gående altså. Og hvis jeg havde tænkt mig om, så havde jeg også vidst, at asfalterede veje og pæne, fortove med flade fliser er et nymodens fænomen, mens store, toppede brosten og dybe, ujævne rendestene var underlaget for datidens borgere. Havde jeg desuden gjort mig den ulejlighed at nærlæse Den Gamle Bys hjemmeside, havde jeg også vidst, hvad vi - bogstavelig talt - gik ind til.

Både Mormor og Morfar bed dog tænderne sammen og forcerede forhindringerne uden at falde en eneste gang.

Næste udfordring var bygningerne. Hvilke bygninger var så interessante at kigge ind i, at det var værd at risikere liv og lemmer på høje dørtrin, ujævne trapper og skæve vinkler, i hel- eller halvmørke? Morfar overså et trin, undgik med nød og næppe at falde, men fik et ordentligt stød op i ryggen, så jeg på stedet besluttede, at Donnaen eller jeg måtte kigge de indre rum an for besøgsværdi, før vi gik ind i de forskellige huse.

Det gav en naturlig grovsortering, og vi nåede frem til den noget senere Møntmestergård, som var så tilpas flot, at vi alle måtte ind og beundre de bemalede lofter og vægge med mere. Møntmestergården var absolut et besøg værd, og det var godt, at vi fandt indgangen, selv om den var gemt af vejen helt omme på bagsiden af huset.

Her omme bagved og lidt out of context fandt vi også udstillingen om DR Børne-TVs historie, og Donnaen og jeg blev grebet af nostalgisk gensynsglæde over mødet med både Kaj & Andrea, Bamse & Kylling og Sørøver Sally med flere.

Vi var nu nået frem til 1970'erne, hvilket jeg havde glædet mig til at se, men behovet for kaffe og især for at sidde lidt ned trak mere, så det blev ikke til ret mange kig, før vi ændrede kurs mod nærmeste traktørsted.

På vejen derhen kom vi dog forbi en gammel købmandsgård, og det var nok turens bedste oplevelse, fordi det var et af de få steder med liv. Kokkepigen stod og bagte pandekager - og vi måtte gerne smage. Og inde i butikken stod købmandens førstemand bag disken og solgte både dit og dat, men var især god for en snak. Inde i stadse-stuen stod en kiste, og jeg var bare nødt til at vide, hvem der dog var død?

Og det var jo købmandens ældste søn, der meget sørgeligt var kommet af dage i slaget ved Dybbøl i 1864, og så fik jeg ellers en lang smøre om de stakkels danske jensers ulige kamp imod preusserne, der både var flere og havde bedre våben, og hvad ved jeg. Ret sjovt. Syntes jeg. Donnaen not so much. Og mine forældre var allerede forsat uden i første omgang at opdage, at jeg ikke var med.

Det udendørs traktørsted var det helt rette sted at indtage eftermiddagskaffen. Kiksekage og gammeldags æblekage gled også ned.

Men så var der heller ikke energi til mere, og vi satte kurs mod det midtjyske.

Og jeg lovede mig selv, at jeg altid, altid ALTID! skal huske at tjekke tilgængeligheden, når jeg overvejer nye udflugtsmål.

Brosten, kapervogne og bindingsværk
- og en nutidig klods af en bygning.

Aflysning

Sankt Hans er aflyst!

Så magtfuld er den lokale grundejerforening, at man ikke nøjes med at aflyse den ellers så traditionelle sankthans-fest, men simpelthen aflyser hele Sankt Hans.

Det står lidt hen i det uvisse - i hvert fald for mig - om man har besluttet sig for at af-kanonisere Johannes Døberen eller bare synes, det er noget fis at fejre en mand, der alligevel er død for flere tusind år siden?

Bortset fra det kan jeg godt følge de ærede bestyrelsesmedlemmer, for hvad er sankthans-aften i forhold til de gode gamle dage?

Ikke blot de gode helt gamle dage; dengang Drachmann skrev sin midsommersang og Krøyer malede, hvordan hele toppen af datidens pop var til sankthans-bål, men også de relativt nære gode gamle dage, da jeg var barn, og hele familien hvert år blev inviteret til en kæmpe fest hos gode venner, og hvor det ikke skortede på god mad og sodavand (jeg var jo barn, ikk'), et enormt bål, ponyer vi kunne ride på i aftenskumringen, lune nætter og mosekonebryg over engene.

Så blev vennerne skilt og flyttede, og jeg blev voksen, og sankthans-aften var ikke noget, jeg gik synderligt meget op i. Men da Gemalen og jeg for snart tyve år siden flyttede til det midtjyske og ind på en meget selskabeligt anlagt vej, fik sankthans-aften et come back med alle de rette ingredienser af godt vejr, bål, mad og vin og hygge i godt selskab.

Og mindreårige børn, der klokken alt for sent sad ude midt på vejen og spiste popcorn og ristede skumfiduser. Ingen tænkte på at smide ungerne i seng, for de skulle ikke op og i skole næste dag. Og de voksne, der næste dag skulle på arbejde, var selv ude om det ...

Men så rykkede man på skoleferien, og jeg kan ikke huske begrundelsen, men den kedelige bivirkning er i hvert fald, at sankthans-aften ikke længere rigtigt er noget, som man kan enes om at fejre. Børnene skal i seng, og bålet derfor tændes, mens det stadig er højlys dag, hvilket bare ikke er særlig sjovt.

De sidste par år har sankthans-bålet således været brændt fuldstændigt ned og folk gået hjem, før klokken blev ni.

Og nu har grundejerforeningen taget konsekvensen og aflyst det hele. Både bål og båltale, trompetorkester og fællessang. Hele Sankt Hans simpelthen. Og der er sat skilte op på bålpladsen, hvor man, netop grundet aflysningen, bedes undlade at smide sit haveaffald.

Det har dog ikke forhindret nogen i at læsse et helt læs afklippede kirkegårdsplante-grene af og genplante skiltet oven i bunken.

En lidt overraskende handling synes jeg, og nu venter jeg spændt på, om det skyldes, at der er nogen, der vil afbrænde deres eget lille sankthans-bål, eller om de bare ikke kunne overskue at vende traileren og køre hjem igen med fuldt læs.

Det finder jeg ud af på torsdag.

En duft af tysk motorvejstoilet

- Den her bodylotion må du altså gerne få, sagde Donnaen forleden generøst.

- Tak, skat.

- Ja, for jeg kan ikke tåle den, fortsatte Donnaen, som er temmelig sart og helst skal holde sig til allergivenlige og mere eller mindre duftneutrale produkter.

Jeg kan derimod tåle det meste og prøvede derfor straks min nye bodylotion på de soltørre stolper, jeg har i stedet for underben. Og blød, fed og lækker var den.

- Den lugter altså ikke særlig godt, sagde Donnaen, da jeg havde smurt begge skinneben godt og grundigt.

- Njah, lidt af gamle damer? medgav jeg.

- Nej, den lugter af tyske toiletter. Stinker faktisk, afgjorde Donnaen.

Og hun havde ret. Denne dyre bodylotion (af anerkendt mærke), som hun heldigvis kun havde fået en mindre prøve af, lugter fuldstændig som når man træder ind på de store dametoiletter, der er i forbindelse med motorvejsrestauranterne langs den tyske Autobahn.

En gennemtrængende lugt af effektiv, tysk renlighed.

Måske ikke lige det, man forbinder med lækker bodylotion.

- Puh, hvor du stadig lugter, sagde Donnaen, da hun en lille time senere passerede gennem spisestuen, hvor jeg sad i shorts og med benene oppe og læste.

- Det er der ligesom ikke noget at gøre ved nu, svarede jeg beklagende.

I stedet lovede jeg kun at smøre skinneben, og kun når jeg skulle have lange bukser på, og kun når jeg skulle på arbejde.

Så kunne det vel godt godt gå. Tænkte jeg.

Men nej.

- Hvem er det, vi har besøg af? spurgte min kollega.

- Det er altså en hamper aftershave, han bruger, tilføjede han.

- Har du slet ikke bemærket det?

Næh, det havde jeg jo ikke. Hvilket selvfølgelig skyldtes, at det nok slet ikke var gæsten og hans aftershave, men mine hænder (og skinneben), der lugtede.

- Jeps, det er dig, sagde kollegaen og knækkede sammen af grin.

Så nu ryger den bodylotion altså ud.

For jeg vil ikke gå rundt og lugte som et tysk motorvejstoilet.

Det undrer mig bare en hel del, at nogen åbenbart er parate til at betale penge for at gøre lige netop det.

Jeg ser det for mig; damen der kommer ind for at købe en ny parfume:

- Så gerne Frue, er der nogen bestemt duft, De har i tankerne?

-Ja, noget sofistikeret, noget i retning af tysk motorvejstoilet ...

Hul - og hul igennem

Da jeg søndag klokken seks kørte efter jordbær, var vejen pæn og fin, og at jeg ingen jordbær fik, kommer ikke historien ved, men ærgerligt var det.

Men da jeg ved nitiden gik tur med Kamelen, var der pludselig et hul. Ude midt på vejen. Vores lille villavej.

Først var jeg lidt i tvivl. Det havde jo været meget varmt, så måske så jeg syner?

Men den var god nok. Der var hul i vejen. Et stykke asfalt på størrelse med et meget stort grydelåg var forsvundet, sunket ned i et hul, der var lidt større end en stor murerspand.

Det var så sært, at jeg trak Gemalen ud for at se det, og vi blev hurtigt enige om, at det var vi faktisk nødt til at gøre ved. Lige med det samme. Selv om klokken var aften, og det ovenikøbet var søndag. Vi kunne anstændig vis ikke bare gå i seng og risikere, at nogen kørte galt, fordi de fik et forhjul i hullet.

Men hvem ringer man lige til en søndag aften for at belemre dem med, at der er huller i ens vej?

Der er jo ikke - umiddelbart - en døgnbemandet hotline til kommunens afdeling for Park & Vej, så vi besluttede os for at ringe til politiet. Ikke 112, for så højdramatisk syntes vi alligevel ikke, det var, men 114 måtte være det rigtige valg, mente vi.

Hvad der sker på en hverdag mellem 10 og 14, ved jeg ikke. Men en søndag aften, bliver man først bedt om at indtaste sit postnummer og ryger så videre til en telefonsluse, der fortæller en, at man ved røveri og andre akutte ting skal ringe 112. Godt så, men det ville vi jo netop ikke. Desuden kunne man vælge mellem at taste x for at blive viderestillet til en specifik medarbejder (som man altså på en eller anden måde skulle kende i forvejen) eller taste y for at høre politiets åbningstider. Mere kunne man ikke vælge i mellem ...

På det tidspunkt tabte Kamelen og jeg tålmodigheden og overlod til Gemalen at ringe 112.

Det virkede til gengæld. Og efter ganske kort tid var det lykkedes at jage den meget lokale indsatsleder (han bor 1½ vej væk) væk fra terrassen og hen om hjørnet, hvor Gemalen pligtskyldigt stod og dirigerede den ikke-eksisterende trafik.

Han, altså Gemalen, fik ros for sin indsats (hvilket var lidt unfair, for det var jo Kamelens og mit hul ...), og så ringende han, altså indsatslederen, til Park & Vej, for i modsætning til os havde han den direkte linje til det kommunale hul-beredskab. Og så ville der straks blive gjort 'noget', for sådan et hul i vejen kunne man ikke have til at stå uafmærket natten over.

Nu havde Gemalen gjort, hvad han kunne og gik i seng. Det samme gjorde jeg, og mens jeg børstede tænder, hørte jeg pludselig temmelig meget larm fra vejen, og jeg tænkte, at nu gjorde nogen nok 'noget'. Og ganske rigtigt kunne jeg tidligt mandag morgen konstatere, at der var lagt en stor køreplade hen over hullet og placeret en orange advarselsstander oven på.

Det var - syntes jeg - forbløffende hurtig udrykning, og endnu mere forbløffet blev jeg, da der allerede klokken halv ni var folk i gang med at besigtige hullet og gøre ikke bare 'noget' men 'noget mere'. Sidst på dagen kunne jeg konstatere, at køreplade og advarselstander var tilbage på plads. 'Noget mere' har tilsyneladende i første omgang været at stoppe flis i hullet.

Hvorfor ved jeg ikke, og jeg ved heller ikke, om man nu bare afventer, at der kommer en mand forbi med en spand asfalt, eller om der skal gøres 'noget endnu mere'? Men jeg synes, det var rart at konstatere, at der faktisk lynhurtigt var hul igennem til det kommunale system.

Til gengæld ringer jeg nok aldrig mere 114.

Mit forsømte forår

Wushh!!

De sidste fjorten dage er foregået på fast forward uden meget tid til reflektion og tanker om andet end de mest basale ting til den almindelige overlevelse; har vi mad, og har vi rent tøj at tage på?

Det var ikke sådan, at jeg ikke var forberedt på det uheldige i sammenfaldet mellem det årlige revisorbesøg og den almindelige månedsafslutning: Det viste sig bare sværere at foregribe begivenhederne, end jeg havde forestillet mig, og når man så dertil lægger kvartalsmøde og en (iøvrigt meget ubehagelig) MUS-samtale, så blev det hele lidt ekstra presset.

Da Gemalen toppede det hele med en aftale med gode venner om at besøge dem i deres sommerhus i forrige weekend, kunne jeg vælge mellem at løbe skrigende bort eller stoppe fingrene i ørerne og synge la-la-la-la, mens jeg indtog rigelige mængder rødvin og foretog en grundig prøvesmagning af værtsparrets egenhændigt fra Cuba hjembragte rom.

Jeg valgte det sidste, kom for sent i seng og vågnede alligevel tåbeligt tidligt, således at Kamelen og jeg allerede før halv syv stod nede på stranden og kiggede ud over Kattegat.

Hvilket slet ikke var så ringe endda.

Vi gik en uforstyrret tur, hvor kun bølgeskvulp og fuglekvidder brød stilheden, og vel tilbage igen nød vi en fredelig times tid i en solrig krog på terrassen, før de andre stod op.

Derefter gik det slag i slag.

Vi tog hjem, jeg gik på arbejde, arbejdede som en tosse ugens første dage og servicerede revisoren de sidste, og da det så blev weekend, og jeg skulle indhente det forsømte på hjemmefronten, var det i mellemtiden blevet pustehedt og dermed slet ikke tillokkende at bestille ret meget andet end at glo ud i luften fra et skyggefuldt sted under parasollen.

Så det nøjedes vi med.

Altså at sidde i skyggen under parasollen.

Der blev - igen - kun sørget for rent tøj og mad at putte i munden.

Kamelens midt på dagen-tur blev sløjfet. Asfalt og fliser var alt for varme. Selv den hjemlige træterrasse og endda køkkengulvet var ikke for hundepoter, mens solen stod på. Den stakkels hund stod derfor så underligt og trippede, da hun fik serveret et mellemmåltid midt på dagen, for det var først, da jeg selv gik barfodet over gulvet, at det gik op for mig, at hun stod som på en stegepande.

Og så blev det mandag og hverdag og travlt igen.

Og selv om jeg ret godt kan lide godt vejr, er jeg lige nu slet ikke utilfreds med de skyer, der har lagt sig mellem mig og solen.

Weekendens udsigt
fra under parasollen.