Succes på kamelsk

Da den lokale hundepension i påskeferien annullerede mine fremtidige reservationer for Kamelen, var jeg pludselig mere på den, end jeg brød mig om. For hvad nu med vores sommerferie? Og konfirmationen på Sjælland på Store Bededag for den sags skyld. Skulle det hele aflyses, fordi vi ikke kunne få Kamelen passet?

Noget måtte gøres. Og da ingen, jeg kendte, havde en god ide, var der kun én ting at gøre: At google.

Og google lidt mere.

For 'privat hundepasning Midtjylland' var ikke det, der gav flest hits.

Faktisk ikke et eneste.

På et tidspunkt fik jeg dog skrevet en brugbar søgekombination og havnede på en hjemmeside, hvor en dame skrev, at hun passede hunde i sit eget hjem på de samme præmisser som hun passede sin egen hund.

Det lød næsten for godt til at være sandt.

- Og hvis det endelig er sandt, så er hun nok forlængst fuldt booket for sommerferien, tænkte jeg, en anelse mismodigt.

Men jeg kontaktede da damen på mail for at kunne sige til mig selv, at jeg i det mindste havde prøvet ...

Det skulle vise sig at være ulejligheden værd. For damen havde plads og ville gerne passe Kamelen i sommerferien. Ligesom hun gerne ville passe hende et par dage i forbindelse med Store Bededag.

Vi enedes dog om, at det ville være en god ide, hvis Kamelen og jeg kom på besøg, så vi kunne se hinanden an, før vi besluttede mere.

Derfor kørte Kamelen og jeg sidste weekend mod vest. Forbi Herning og Videbæk og så til venstre mod Skjern og til højre og næsten til Lem. Helt der ud, hvor der er meget højt til himlen - og en landlig hørm af gris. Førstnævnte er en permanent fornøjelse, mens sidstnævnte heldigvis var af forbigående karakter og skyldtes gyllespredning.

Damen stod parat med sin hund, og vi blev budt indenfor og hurtigt gelejdet udenfor igen i haven på den anden side af huset. Og her tumlede de to hunde så rundt og fandt efter den indledende ophidselse hurtigt ud af, at de faktisk syntes vældig godt om hinanden.

Historien kort er, at Kamelen blev afleveret til pasning torsdag aften og hentet hjem igen lørdag eftermiddag.

Og hun havde haft det godt.

Så godt, at hun da var vældig glad for at se mig, men ikke mere interesseret i at komme hurtigt hjem, end at hun stadig løb glad rundt i haven og efterfølgende smed sig ned på stuegulvet ved siden af sin nye bedste ven, mens jeg fik en kop kaffe, og damen berettede.

At Kamelen havde haft det godt, vidste jeg allerede, for damen er ivrig facebook-bruger og havde spurgt, om hun måtte poste billeder og tekst om Kamelen, så jeg havde set adskillige billeder plus et par videoklip plus tekstopslag om de forløbne to døgn.

Således vidste jeg, at Kamelen den første nat havde vækket alle, da hun var skvattet ud af sengen. Ja, der lå hun nemlig og gassede sig som en anden prinsesse på ærten. Og jeg havde set et temmelig grinagtigt billede af de to hunde, der som et par charterturister slikkede sol liggende på hver sin liggestol i haven.

Altså ren succes. Vi har sommerferiepasningen på plads. Alle er glade.

Og nu må jeg så prøve at forklare Kamelen, at her i huset må hun ikke sove i sengene ...

Jeg har ikke spurgt om lov til at bruge billedet af
charterturisterne, så jeg nøjes med et link.
(Så får den gode dame også lidt velfortjent reklame).

En dag på kontoret - om at udfylde en arbejdsskadesanmeldelse

Lykkelig vis er arbejdsulykker en af de ting, som vi i Verdensfirmaet har meget lidt erfaring med. Det betyder til gengæld, at vi er lidt på den, når vi pludselig skal finde ud af at anmelde en - mulig - skade.

Hans - lad os kalde ham det - var i sin firmabil blevet påkørt bag fra, og selv om han ikke umiddelbart var kommet noget til, skulle det anmeldes som en arbejdsskade for at være på den sikre side, hvis han senere fik ondt i nakken.

Fruen fik fornøjelsen og gik - efter en lille uges syltning - i gang.

På Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside kan man se, at en anmeldelse skal ske inden for 9 dage fra ulykken. Man kan også se, at anmeldelse skal ske ved at logge ind med en pin-kode, som først skal bestilles og derefter vil blive tilsendt. Med brev.

Med en uges syltning og efterfølgende brevudsendelse kunne jeg godt se, at tiden var ved at blive knap, så support blev kontaktet og forelagt problemet. Venlig mand fortæller, at Arbejdsskadestyrelsen for det første ikke tager det så tungt med de 9 dage, og at man for det andet kan komme til at anmelde skade ved at gå ind på virk.dk. Det fremgår muligvis på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside, men er ikke just noget, der springer i øjnene.

Men virk.dk er jeg jo vant til at bruge i andre sammenhænge, så der finder jeg hurtigt det rigtige sted at anmelde.

Nu skal jeg så svare på alverdens ting. Verdensfirmaets forsikringsselskab er nemt nok. Policenummer er straks et problem. Men så kan jeg heldigvis gå ind på forsikringsselskabets hjemmeside og ind under 'min side'. Her er der en oversigt over - de fleste af - Verdensfirmaets forsikringer. Der er bare ikke nogen, der klinger rigtigt i forhold til en arbejdsskade, og selv om jeg kan trykke dem frem, bliver jeg ikke meget klogere.

Derfor ringer jeg til forsikringsselskabet og ender hos venlig dame, der efter en sej kamp med sit it-system kan fortælle mig det rigtige policenummer, der viser sig at være 'gemt' under en paraply med overskriften 'kombi et eller andet'.

CPR-nummer og årsindkomst på Hans kan jeg hurtigt finde, men hvornår blev han ansat? Det kræver log in på lønsystemet, og er hurtigt klaret.

Jeg skal også angive, hvad Hans beskæftiger sig med. Det sker via en hel række drop down-menuer, og da Verdensfirmaet er en nichevirksomhed, passer ingen af betegnelserne på Hans, og jeg må bede hans chef om hjælp til at vælge den mindst forkerte.

Angivelse af ulykkessted er værre, og jeg er nødt til at ringe og spørge Hans, for jeg ved bare, at det var på hovedvej 13. Tilfældigvis er Hans netop gået op fra den kælder, hvor han ellers står og arbejder, og han tager derfor telefonen, svarer og tilføjer:

- Er der andet, du vil vide?

- Det ved jeg ikke, for det er sådan en anmeldelsesblanket, hvor man skal trykke 'næste' for hvert tredje eller fjerde spørgsmål, svarer jeg lidt opgivende.

- Jeg sender dig lige en kopi af anmeldelsen af skaden på bilen, siger Hans. Der står det hele.

Og det gør det heldigvis. De sidste detaljer tastes ind, og jeg trykker på 'send'.

Der er nu gået lidt over to timer. Jeg har været inde på fire forskellige hjemmesider og talt med fire forskellige personer.

Jeg gemmer en kopi af anmeldelsen, mens jeg håber, at der aldrig bliver brug for den.

Moselig med mere

I fredags var vi på Moesgaard Museum.

Vi var min mor, der skulle indløse anden del af sin fødselsdagsgave, Donnaen, der ekstraordinært havde fri fra skole, og mig - chaufføren.

Belært af erfaringen fra Aros huskede jeg denne gang at gøre meget tydeligt opmærksom på, at vi var henholdsvis en pensionist, en voksen og et barn, og så kunne vi ellers gå ind og konstatere, at museet heldigvis ikke var særlig overrendt, hvilket jo nok skyldtes, at den næste særudstilling åbner d. 22. april.

Stort, flot og imponerende er det altså.

Til gengæld også temmelig uoverskueligt.

Det er absolut ikke indlysende, hvor man skal ende, og hvor man skal begynde.

Til gengæld kan man bruge oceaner af tid, når først man er inde i udstillingerne og - ved tryk på diverse knapper og skærme rundt omkring - begynder at fordybe sig i tingene. I forhold til tidligere tiders planche-helvede, er det temmelig genialt, at man på den måde har både gemt og tilgængeliggjort umådelige mængder af information, som det så er helt op til en selv, om man vil hente frem og se og/eller høre.

På samme måde er det skønt, at man ikke bare har linet alle de gamle fund op på rad og række i titusind montrer, men i mange tilfælde har prøvet at anskueliggøre, hvordan de mange døde mennesker, dyr og våben med mere i sin tid er havnet i de østjyske moser.

Og så var der - selvfølgelig - Grauballemanden. Anbragt for sig selv og så velbevaret, at det - bortset fra det drabelige snit i halsen - næsten kunne se ud som om, han lå og sov.

På en film i et tilstødende lokale blev det fortalt, at han faktisk slet ikke blev fundet i selve Grauballe, men et sted i nærheden, der hedder noget helt andet. Den gode professor Glob havde dog en for samtiden usædvanlig god fornemmelse for PR, og han mente, at det ville klinge langt bedre, hvis moseliget blev kaldt Grauballemanden. Og sådan blev det så ...

Efter bronze- og jernalder var vi klar til kaffe. Egentlig troede vi også, at vi havde set det meste. Det havde vi så ikke, for vi var slet ikke nået til vikingetiden. Det fandt vi dog først ud af, da vi sad bænket med kaffe og kage, og da måtte vi bare erkende, at det må blive en anden gang, for vi var alle godt mætte af indtryk, og i øvrigt var tiden ved at løbe fra os.

Mormor var nok også ekstra træt, for museet er ikke særlig pensionist-egnet, og hun skulle ofte være meget opmærksom på, hvordan hun skulle forcere de mange trapper, der - ud over bare at være der - ofte også var temmelig dårligt oplyste og endda sommetider med ikke-gennemgående gelændere. 

At trapperne var et issue fandt vi ud af allerede ved ankomsten, da en midaldrende herre faldt på den store, centrale trappe. Heldigvis kom han ikke til skade og var hurtigt oppe at stå igen, men vi blev klar over, at man ikke skal forsøge sig med både at kigge udstilling og gå på trapper på én gang. 

Der findes elevatorer, men hvor er de, når man skal bruge dem? Donnaen og jeg har siden besøget diskuteret, om det overhovedet er muligt at komme ned til Grauballemanden med elevator. Det er det nok, men ingen af os kan huske at have set elevatorer i nærheden.

Således meget fornøjede med udstillingerne og en lille smule knotne over den noget mangelfulde tilgængelighed afsluttede vi vores besøg og kørte hjem.

Og en eller anden dag må vi ind og se resten af museet.

Grauballemanden er svær at fotografere,
så her er i stedet et skjold ...

Have eller ikke have

Selv om det er lykkedes mig i cirka et halvt år at fortrænge, se bort fra og ignorere, så lader det sig ikke gøre længere.

Jeg har faktisk en have.

Den ligger - måske ikke så overraskende - lige udenfor.

Så hver eneste gang Kamelen skal luftes, går vi (Kamelen spæner) gennem haven.

Alligevel er jeg i stand til at lade som ingenting. Om vinteren er det jo mørkt stort set hele tiden, så i de måneder kan jeg med en vis ret sige, at jeg slet ikke kan se min have. Om efteråret regner det, og det er alligevel noget nær umuligt at foretage sige noget konstruktivt udenfor, så da er det omend ikke okay så forståeligt, at jeg ser bort fra en mindre detalje som haven.

Så bliver det februar, og Fruen begynder som alle andre at længes efter de første forårstegn. Som typisk viser sig i haven. Øh, haven? Nåh, dén have.

Nu dæmrer det for Fruen, at arealerne omkring huset - blandt andet - udgøres af have.

Eller i hvert fald må de grågrønne - til forskel fra de flisegrå - arealer formodes at kunne betegnes som have.

For det er godt nok noget af et morads, og det er ikke godt at vide, hvad der er hvad.

Heldigvis er det stadig alt for tidligt ligefrem at gøre noget, så Fruen kan nøjes med at koncentrere sig om at forsøge at tænke krokusspirerne op af jorden.

Ikke at det gik særlig godt, for krokusserne var først i fuldt flor i påskeferien, hvor vi enten ikke var hjemme, eller jeg befandt mig under min dyne ...

Men nu er det april og forår og umuligt at ignorere længere.

Og jeg har kastet mig over mit staudebed.

Det bedste, der kan siges om det, er, at jeg meget tydeligt kan se, hvor langt jeg kommer ...

Bar jord er godt,
Ikke bar jord er not.

Slået hjem

Egentlig var vi gået lidt videre.

Vi havde været igennem det kæmpestore Galleria Vittorio Emanuele, Gemalen havde været på vej hjem, og vi andre havde insisteret på at se lidt mere. Donnaen og jeg var derfor gået ind i stormagasinet Rinascente og havde netop aftalt, at dér kunne vi da spise frokost.

Da de ringede fra hundepensionen.

At Kamelen havde det fint. Undtagen om natten, hvor hun stod og gøede.

Så kunne vi få nogen til at komme og hente hende? For det var synd for hende - og forstyrrede resten af pensionen.

Da jeg lige var kommet mig over lettelsen over, at hun ikke var blevet kørt ned af en løbsk damptromle, havde fået en nødlandet måneraket i hovedet eller på anden måde var kommet af dage, måtte jeg konstatere, at jeg syntes, det var underligt, hvis de i hundepensionen troede, at vi havde andre til at passe Kamelen og afleverede hende i pension for sjov.

Altså nej, vi havde ikke lige nogen, der kunne hente Kamelen.

Og nej, vi kunne ikke selv lige komme og hente hende. Vi stod i et stormagasin. I Milano. Cirka 1400 kilometer væk.

Det kunne hundepensionsdamen sådan set godt forstå, men det var altså ikke så godt med den Kamel, så hun ville sætte stor pris på, hvis vi kunne finde ud af noget.

Jeg lovede, at vi ville tænke os om og melde tilbage. Men faktisk stod min hjerne nok i stedet helt stille. I hvert fald inde i midten, mens titusind små ubrugelige tanker fløj forvirrede rundt i resten af min i forvejen influenzaramte knold og i dén grad forhindrede en hver form for fokus.

Sådan fandt Gemalen os, og da jeg først var ved at gå i spåner over at skulle vælge min frokost og derefter gik kold i den halvvejs, afgjorde han sagen:

- Vi tager hjem.

Og det gjorde vi så.

Først til hotellet, hvor Donnaen og jeg fik fornøjelsen af at pakke sammen, mens Gemalen tog ud for at cykle, så han dog fik tre ture ud af det ialt.

Og næste dag hjem til det midtjyske.

Gemalen havde afregnet med den flinke og (økonomisk moderat) forstående vært aftenen før, så det var bare at pakke bilen og komme mod nord.

Efter at have studeret kortet var Gemalen blevet enig med sig selv om, at han, i stedet for at køre mod syd langs Comosøen og lægge sig op på motorvejen, ville køre mod nord langs søen og tage de mindre veje ind i Schweiz, smutte over et pas og så - ta dah - i løbet af ingen tid nå den samme motorvej et pænt stykke længere mod nord.

Fruen er ikke særlig glad for bjergkørsel, så hvordan Gemalen havde fået den ide, vides ikke, og han havde da også klogeligt nok undladt at fortælle om den. Han kørte bare. Og måtte så konstatere, at det stadig var så meget vinter i Schweiz, at ikke alle pas var - ja netop - passable. Det gjaldt blandt andet 'hans' pas, og i stedet kom vi ud på en længere tur, næsten op til St. Moritz og så ind over bjergene, til vi omsider nåede ud på den anden side og kunne spise frokost i det helt samme Heidiland-motorvejscafeteria som på udturen.

Herefter gik alt fuldstændig uproblematisk. Det småregnede, og det var selvfølgelig ikke særlig sjovt for chaufføren, men Gemalen klarede det uden at blive alt for træt, og da vi lidt over klokken ti om aftenen passerede Hamburg, sms'ede jeg til hundepensionen, at vi kunne være hjemme ved et-tiden, og at jeg kunne hente Kamelen tyve minutter senere.

Det svarede hundepensionsdamen først slet ikke på, men ved midnatstid - hvor vi iøvrigt var næsten hjemme - indløb der pludselig en sms, at det blev for sent, og nu gik de i seng.

Værre stod det altså ikke til med Kamelens nattegøen ...

Næste formiddag hentede jeg en meget glad Kamel.

Hundepensionsdamen fik sin penge og kvitterede med at slette mine fremtidige reservationer. Både den til Store Bededag og den for sommerferien, som jeg bookede tilbage i september.

Hurra!

Således glad og fornøjet - eller noget - gik jeg hjem i seng og overgav mig til influenzaen.

Fruens hjerne efter samtale med hundepension?
Eller glaskuppel i Galleria Vittorio Emanuele?

Udsigt med blonder

Efter vores småstressede tur ind og se Den Sidste Nadver havde vi pludselig god tid til at gå ind til centrum af Milano og kigge.

Gemalen syntes, der var lidt langt. Halvanden kilometer estimerede han det til, og vi skulle jo også gå tilbage. Donnaen og jeg så på hinanden, og så sendte vi ham i stor enighed 'blikket', og så måtte han jo traske med.

Ind til den store, flotte plads foran katedralen. Med tilhørende rytterstatue af kong Vittorio Emanuele II, der iøvrigt var ved at få sit forårsbad. Og hvis nogen havde været i tvivl, var vi det ikke længere, man vasker altså ikke statuer på helligdage. Skærtorsdag var og er en almindelig hverdag i Italien.

Milanos duomo - eller katedral - er fantastisk flot. Og kæmpestor. Den største kirke i Italien. Det kan man så tænke lidt over, ind til man (læs: jeg) kommer i tanke om, at Peterskirken ligger i Vatikanstaten. I modsætning til så mange andre kirker er duomoen i Milano ikke domineret af en stor kuppel, men af cirka en milliard spir, figurer og blondepynt i marmor. Meget flot - og meget overvældende.

Rundt om kirken slangede sig flere køer, og det var ikke ganske indlysende, hvilke der førte hvorhen. Efter at have spurgt mig for et par steder endte vi dog med at komme halvvejs rundt om kirken og finde den rigtige kø, den til elevatoren til taget.

Det havde jeg nemlig fundet ud af, at man kunne, altså komme op på duomoens tag, og det, syntes jeg, var så tilpas anderledes, at det måtte vi selvfølgelig prøve. Køen var ikke urimeligt lang, men fordi opturen foregik med elevator, var der alligevel tid nok til at stå og filosofere over sikkerheden, mens vi stod i kø. For vi fik alle en tur med en håndscanner, og vores tasker skulle åbnes og tjekkes, før vi kunne få lov at komme ind i bygningen og hen til elevatoren. I forhold til bygningens sikkerhed var det jo meget godt, for så kunne vi ikke slæbe en bombe med op på taget og forårsage skade dér. Men set i lyset af de seneste selvmordsaktioner rundt omkring, er man som person måske nok så udsat, mens man netop står i kø til et eller andet?

Vel oppe med elevatoren kunne vi konstatere, at vi stadig befandt os et stykke fra selve taget. Det gjorde nu ikke oplevelsen ringere, at vi først skulle snørkle os rundt på flere lidt lavere liggende afsatser, for på den måde fik vi både flere forskellige sjove kig til og fra kirken, og vi kom tættere på nogle af de mange figurer, der med rund hånd var placeret overalt.

Og så var vi helt oppe på taget. Det vil sige oppe på det hvælvede tag over kirkeskibet.

Virkelig spøjst!

For hvad laver man dog der? Hvem har dog fået den mærkelige - men absolut geniale - ide at sende turister op på katedralens tag? Og - øhm - er tag og hvælvinger overhovedet konstrueret til, at der hver dag vader et hav af turister rundt deroppe? Det sidste skal man straks holde op med at tænke på og i stedet koncentrere sig om udsigten.

Den helt fænomenale udsigt. Over hele Milano og op mod Alperne. Milano er ikke for ingenting Italiens kommercielle og finansielle centrum, og fra duomoens tag kan man, ud over de mange flotte, gamle bygninger, også se mange futuristiske bygninger i stål og glas. Skal man absolut finde noget at brokke sig over, må det være manglen på små forklarende skilte, for det kunne have været lidt sjovt at vide, hvilke bygninger det er, man kan se.

Alle havde travlt med at fotografere. Sig selv og hinanden og duomoen og udsigten - og gerne det hele på én gang. Ikke underligt, for de førnævnte mange spir, figurer og marmorblonder gjorde det oplagt at eksperimentere med de helt rette vinkler og perspektiver.

Solen skinnede, og der var lunt og dejligt, og ingen havde travlt med at komme ned igen.

Men ned skulle vi jo. Og ned kom vi. Det var ikke med elevator, og halvvejs medgav Gemalen, at det var en vældig god ide, at vi havde taget elevatoren op.

Så skulle vi finde ud af, hvad vi så ville.

Men så ringede de fra hundepensionen ...

Udkig mellem marmorblonder
til UniCredit.

Den Sidste Nadver i sidste sekund

Næste morgen skulle vi tidligt op.

For Fruen havde booket billetter til at se Leonardo da Vincis Den Sidste Nadver.

Og det var ikke noget, man bare sådan lige gjorde. Faktisk havde der kun været en eneste ledig tid i løbet af den periode, vi skulle være ved Comosøen. Og det var klokken 09:30 Skærtorsdag formiddag med sidste mødetid tyve minutter før.

Heldigvis kunne vi få morgenmad allerede klokken syv, og hvis vi så bare kunne komme afsted halv otte eller senest kvart i otte, burde vi sagtens kunne nå det.

Vi kunne bare ikke få snøvlet os sammen til at komme ud af døren, så da vi endelig sad i bilen, sagde Ruth, at vi først ville være fremme 09:15. Og det var jo ikke fremme ved billetlugen, men kun ved det parkeringshus tæt ved, som jeg havde fundet.

Ind langs Comosøen var der næsten ingen trafik, og vi halede hurtigt tabt tid ind.

- Jeg tænkte nok, at der ikke ville være ret meget trafik på en helligdag, sagde Gemalen.

- Jamen, det er ikke helligdag, svarede Fruen.

- Der er da ingen trafik, sagde Gemalen tilfreds.

Og det var der heller ikke. Ikke før, vi kom op på motorvejen og med et kun så røde stoplygter. Gemalen tog en rask beslutning, og så befandt vi os pludselig i en eller anden forstad til Milano uden nogen fornemmelse af, i hvilken retning centrum lå.

Gemalen prøvede ihærdigt at få Ruth til at vise en rute uden motorvej, men mens han trykkede på alverdens knapper, gik minutterne, og al den tid, vi før havde hentet, var hurtigt spildt igen. Og lidt til.

Endelig lykkedes det at Ruth til at virke, og så drønede vi afsted. Klokken havde dog forlængst passeret både 9:00 og 9.10, og jeg sagde lidt ærgerligt, at nu kunne vi vist godt skyde en hvid pil efter det billede.

- Lad os nu se, sagde Gemalen og trådte lidt ekstra på gassen.

Klokken 09:27 holdt vi uden for kirken Santa Maria delle Grazie, som er en del af det kompleks, hvor billedet er.

- Parkeringshuset er lidt længere fremme på venstre hånd, sagde jeg og sprang ud af bilen med forhåndsbookningerne i hånden og spænede tværs over den lille plads og ind til billetsalget.

Her herskede italienske tilstande.

Af de tre personer bag skranken var der kun en enkelt, der rent faktisk ekspederede de besøgende. Det lykkedes mig at få kontakt med en af de andre, men han så bare mit udprint og viftede mig hen i køen bag de andre.

Omsider blev det min tur, men da Donnaen på grund af sin unge alder skulle gratis ind, ville skrankedamen godt lige se, at hun rent faktisk var et barn. Men hun var jo ikke dukket op endnu, da hun var kørt med sin far i parkeringshus.

- Men jeg har hendes pas, skyndte jeg mig at sige og halede det frem. Det var nok til at gøre damen tilfreds, og jeg fik mine billetter.

Som en yngre mand straks var parat til at rykke over, så vi kunne komme ind. Nogenlunde samtidig med de andre besøgende. Men Donnaen og Gemalen var stadig ikke dukket op. Troede jeg. For netop da stod Donnaen ved siden af mig, og Gemalen kom samtidig ind gennem dørene.

- I er gået glip af de første to minutter, sagde den unge mand, og så gelejdede han os til den første af flere automatiske dørsluser, som førte ind til maleriet.

Dér var det så - Den Sidste Nadver - på endevæggen i en større sal med dæmpet belysning.

Og så gik der selvfølgelig lidt Den lille Havfrue eller Mona Lisa i det. For var det virkelig ikke andet, ikke mere, ikke større?

Og nej, det er det ikke. Det er nu ret stort, fylder trods alt en ret stor væg. Men det er altså ikke andet end et stort maleri direkte på en væg. Et maleri, som man har set gengivet så uendeligt mange gange, at man synes, man kender det i forvejen.

Alligevel synes jeg godt, man kunne fornemme historiens vingesus ned langs rygraden, når man stod der og hørte en entusiastisk guide fortælle om da Vincis ganske epokegørende kompositoriske teknik. Og selv om maleriet er restaureret så mange gange, at der ikke er mange gram af den originale maling tilbage, så er det altså alligevel lidt gåsehudsfrembringende at tænke på, at da Vinci himself har stået der og svinget med penslerne for femhundrede år siden, mens han har overvejet, hvordan han skulle få mest mulig symbolik med i billedet.

Tolv minutter senere var det hele overstået, og vi kom ud i solen igen.

Nu havde vi god tid, og mens Gemalen prøvede at få kortet i min guide til at vende rigtigt, så vi kunne finde videre ind til centrum, benyttede jeg lejligheden til lige at kigge inden for i kirken.