Udsigt med blonder

Efter vores småstressede tur ind og se Den Sidste Nadver havde vi pludselig god tid til at gå ind til centrum af Milano og kigge.

Gemalen syntes, der var lidt langt. Halvanden kilometer estimerede han det til, og vi skulle jo også gå tilbage. Donnaen og jeg så på hinanden, og så sendte vi ham i stor enighed 'blikket', og så måtte han jo traske med.

Ind til den store, flotte plads foran katedralen. Med tilhørende rytterstatue af kong Vittorio Emanuele II, der iøvrigt var ved at få sit forårsbad. Og hvis nogen havde været i tvivl, var vi det ikke længere, man vasker altså ikke statuer på helligdage. Skærtorsdag var og er en almindelig hverdag i Italien.

Milanos duomo - eller katedral - er fantastisk flot. Og kæmpestor. Den største kirke i Italien. Det kan man så tænke lidt over, ind til man (læs: jeg) kommer i tanke om, at Peterskirken ligger i Vatikanstaten. I modsætning til så mange andre kirker er duomoen i Milano ikke domineret af en stor kuppel, men af cirka en milliard spir, figurer og blondepynt i marmor. Meget flot - og meget overvældende.

Rundt om kirken slangede sig flere køer, og det var ikke ganske indlysende, hvilke der førte hvorhen. Efter at have spurgt mig for et par steder endte vi dog med at komme halvvejs rundt om kirken og finde den rigtige kø, den til elevatoren til taget.

Det havde jeg nemlig fundet ud af, at man kunne, altså komme op på duomoens tag, og det, syntes jeg, var så tilpas anderledes, at det måtte vi selvfølgelig prøve. Køen var ikke urimeligt lang, men fordi opturen foregik med elevator, var der alligevel tid nok til at stå og filosofere over sikkerheden, mens vi stod i kø. For vi fik alle en tur med en håndscanner, og vores tasker skulle åbnes og tjekkes, før vi kunne få lov at komme ind i bygningen og hen til elevatoren. I forhold til bygningens sikkerhed var det jo meget godt, for så kunne vi ikke slæbe en bombe med op på taget og forårsage skade dér. Men set i lyset af de seneste selvmordsaktioner rundt omkring, er man som person måske nok så udsat, mens man netop står i kø til et eller andet?

Vel oppe med elevatoren kunne vi konstatere, at vi stadig befandt os et stykke fra selve taget. Det gjorde nu ikke oplevelsen ringere, at vi først skulle snørkle os rundt på flere lidt lavere liggende afsatser, for på den måde fik vi både flere forskellige sjove kig til og fra kirken, og vi kom tættere på nogle af de mange figurer, der med rund hånd var placeret overalt.

Og så var vi helt oppe på taget. Det vil sige oppe på det hvælvede tag over kirkeskibet.

Virkelig spøjst!

For hvad laver man dog der? Hvem har dog fået den mærkelige - men absolut geniale - ide at sende turister op på katedralens tag? Og - øhm - er tag og hvælvinger overhovedet konstrueret til, at der hver dag vader et hav af turister rundt deroppe? Det sidste skal man straks holde op med at tænke på og i stedet koncentrere sig om udsigten.

Den helt fænomenale udsigt. Over hele Milano og op mod Alperne. Milano er ikke for ingenting Italiens kommercielle og finansielle centrum, og fra duomoens tag kan man, ud over de mange flotte, gamle bygninger, også se mange futuristiske bygninger i stål og glas. Skal man absolut finde noget at brokke sig over, må det være manglen på små forklarende skilte, for det kunne have været lidt sjovt at vide, hvilke bygninger det er, man kan se.

Alle havde travlt med at fotografere. Sig selv og hinanden og duomoen og udsigten - og gerne det hele på én gang. Ikke underligt, for de førnævnte mange spir, figurer og marmorblonder gjorde det oplagt at eksperimentere med de helt rette vinkler og perspektiver.

Solen skinnede, og der var lunt og dejligt, og ingen havde travlt med at komme ned igen.

Men ned skulle vi jo. Og ned kom vi. Det var ikke med elevator, og halvvejs medgav Gemalen, at det var en vældig god ide, at vi havde taget elevatoren op.

Så skulle vi finde ud af, hvad vi så ville.

Men så ringede de fra hundepensionen ...

Udkig mellem marmorblonder
til UniCredit.