Da Hitler blev væk i tågen

Første aften i Salzburg gik vi ind til byen og daskede lidt rundt. Vi var kommet hjemmefra uden andet end en sweater, og på et tidspunkt kunne vi godt fornemme, at det vist var en dårlig ide. Det begyndte at rumle, og lige pludselig stod det ned i stænger.

Heldigvis var det spisetid, heldigvis stod vi lige ud for en restaurant. Den viste sig at bestå af en halvcirkulær søjlegang ud til en gårdhave. Om der bare to minutter tidligere havde siddet gæster i gårdhaven, ved jeg ikke. Det gjorde der i hvert fald ikke nu, så vi var heldige, at der stadig var et bord ledigt i søjlegangen.

Vores bord var et af dem, der stod ud mod gårdhaven, og selv om vi sad i ly for regnen, var det lidt fugtigt. Mere slemt blev det dog, da et nedløbsrør gav op og nærmest skiltes ad, så vandet stod ud i et imponerende springvand. Så måtte vi hale i bordet for at få det trukket ind på det tørre. Det lykkedes fint, men de stakkels tjenere blev mere og mere udfordrede, da passagerne mellem bordene rundt omkring blev mindre og mindre og til sidst næsten ikke-eksisterende.

Da vi havde spist, var regnen stilnet af, og vi kunne gå hjem uden at blive gennemblødte.

Næste morgen hang skyerne lavt, men det var tørvejr, og mens Gemalen tog ud for at cykle, gik Donnaen og jeg ind til byen og over til Schloss Mirabell, der ligger på den anden side af floden. Ikke så meget for at se på slottet, som en fyrstelig biskop en gang byggede til sin elskerinde og deres fælles 15 børn.

Imponerende hvad man den gang kunne tillade sig, hvis man var magtfuld nok.

- Nein Lieblings-Schatze, vi kan ikke blive gift. Jeg er jo biskop, så det går sandelig ikke. Men jeg kan da - sådan helt diskret - bygge et fint slot til dig og vores unger. Hvad siger du til det?

Vi var mere interesserede i slotshaven, som i sin tid dannede baggrundskulisse, da Julie Andrews dansede rundt med alle von Trapp-børnene og sang do-re-mi i Sound of Music. Fin have, men i virkeligheden syntes jeg, det mest spændende var udsigten ind mod byen og op til den gamle fæstning, som lå og tilsyneladende tårnede sig op for enden af parkens midterakse.

Tilbage i Altstadt fandt vi huset, hvor Mozart var født og vokset op. Og vi fandt især ud af, hvorfor vi var gået lige forbi aftenen før uden at bemærke det. Der var - Oh ve! Oh helligbrøde! - et SparMarkt i stueetagen, og kun hvis man kigger op (fordi man undres over, at så mange mennesker kan være interesserede i et supermarked), ser man teksten på husets facade.

Efter en sen frokost tog vi ud for at se Kehlsteinhaus, nok bedre kendt som Ørnereden, Hitlers bjerghytte og/eller sommerresidens.

Det blev en alternativ oplevelse.

Vejret var dårligt, men vi havde jo før oplevet, at det ikke nødvendigvis også ville være tilfældet, hvis man kom lidt op i højderne.

Man ankommer til et billetcenter og en stor busholdeplads, for det sidste meget stejle stykke op ad bjerget foregår i busser, specielt udviklet til formålet.

Det småregnede, men der var mange mennesker og ingen slinger i valsen, da vi fik billetter og blev henvist til Bus 2. Bussen blev fyldt helt op, og afsted gik det. Det var ikke for sarte sjæle. Der var smalt og stejlt, og man kom ind i mellem lige lovlig tæt på kanten. 

Op kom vi og gik så ind gennem en tunnel til en elevator langt inde i bjerget. Den var flot. Altså elevatoren. Beklædt med messing og kæmpestor, så Herr Hitler og hans eventuelle gæster kunne blive løftet standsmæssigt op og ned.

Så var vi endelig helt oppe. Det regnede, men vi havde denne gang husket paraplyerne og varmere tøj, så vi kiggede os omkring og så - lige ud i en sky!

Der var absolut nul udsigt.

Nu havde vi brugt en hel del tid og en pæn sjat penge på at komme så langt, og så var det som at kigge ind i en hvid væg.

Det var så dumt, at det var sjovt.

Så kunne vi lige så godt gå indenfor. Huset er ikke et museum, men en café, og vi skyndte os at bestille den lækreste kage på menukortet. Den var udsolgt, så vi måtte nøjes med en anden. Jeg ville gerne have café latte eller cappuccino, men den slags fancyheder havde de ikke. Man kunne få kaffe eller kakao. Eller man kunne lade helt være. Fik vi indtryk af. Tjenerens attitude var jævnt arrogant, og det kombineret med hans mærkværdige dialekt medvirkede kun til at forstærke komikken.

Turen tilbage var endnu mindre for de pyldrede, for nu gik det stejlt nedad, og vi blev enige om at satse på, at bremserne var noget af det, der var specialkonstrueret til netop disse busser.

Vel nede kunne vi bare konstatere, at det nazi-museum - eller dokumentationscenter, som det kaldes - der ligger ved billetcentret, var lukket 10 minutter tidligere ...

Hvem der havde udtænkt det så smart, vides ikke, men så behøvede vi ikke at diskutere, om vi skulle se det. Og dagen efter blev jeg stemt ned, da jeg foreslog, at vi tog derud igen.

Så vi trillede hjem og lod Louis stå for aftenunderholdningen.

Okay, man kunne se det nærmeste træ ...