Stakkels, søde Ellen; hun vidste ikke, hvad hun gik ind til.
Og vi strakte nok hendes gæstfrihedselastik lidt længere, end hun havde forestillet sig, nogen ville være bekendt ...
En gang for længe siden havde hun været så letsindig at skrive i en kommentar, at vi da skulle være velkomne, hvis vores vej en dag gik forbi hendes svenske plet. Men dengang var der jo langt fra det midtjyske til Sverige, så hvad var lige chancerne for, at hele Midterfamilien kom til Sverige, inviterede sig selv - inklusiv Kamel - på besøg, ændrede planer i sidste øjeblik og iøvrigt umuliggjorde chancen for høflig udsmidning, hvis besøget faldt alt for uheldigt ud?
Måske var vores tur til Sverige faktisk allerede i spil den gang. Men resten!
Ikke desto mindre var det, hvad vi udsatte Ellen for.
Aftenen før afgang skrev jeg til Ellen om vores planer og spurgte, om hun og John måske var hjemme og havde tid til besøg. Og søde Ellen skrev tilbage, at det var de, og det havde de. Vi var velkomne mandag til frokost, og iøvrigt lå deres svenske plet i rimelig køreafstand fra vores destination.
Gemalens starttid mandag gjorde, at vi ikke kunne nå frem til frokost, men kaffe ville vi da gerne have.
Det nåede jeg bare ikke ikke at fortælle Ellen, før vi tog afsted, og den noget forkludrede ankomst til Sverige gjorde, at det blev ret sent søndag aften, før Ellen fik besked.
Men så var det også på plads, og jeg glædede mig. At der i mellemtiden var blevet en hel del længere at køre var en uvigtig detalje.
Mandag lige efter morgenmad tog Gemalen sig tid til at nærlæse sine starttider.
Og så havde han!§#&!§¤ taget fejl!
Han skulle først starte over middag, og dermed var kaffeaftalen pludselig umulig at overholde.
Fruen blev mildest taltrasende utilfreds.
Så blev vi jo nødt til at aflyse.
- Medmindre.., sagde Gemalen.
- Medmindre hvad? spurgte Fruen arrigt.
- Jah, jeg kunne jo køre dig, Donnaen og Kamelen op til Ellen, og så kunne I spise frokost og drikke kaffe, og så kan jeg hente jer, når jeg er færdig, forklarede Gemalen.
- Jamen, nu aftalte vi jo kaffe. Så kan vi da ikke bare lave om. Og slet ikke med så kort frist. Og jeg kender jo slet ikke Ellen sådan i virkeligheden, så det kan jeg da ikke bare foreslå. Og iøvrigt sover hun sikkert stadig.
- Sagde du ikke selv, at hun inviterede på frokost? spurgte Gemalen.
- Jo, men ...
- Og vil du ikke gerne besøge hende?
- Jo, men ...
- Så synes jeg, du skal ringe til Ellen, sagde Gemalen og gik for at få styr på sit grej.
Det gjorde jeg dog ikke, men sendte en SMS og håbede, at der ret hurtigt ville være hul igennem.
Hvilket der ikke var.
Så da klokken nærmede sig et mere civiliseret tidspunkt, ringede jeg til Ellen og forklarede hende, mens jeg trådte mig selv ret meget over tæerne, at Gemalen altså desværre havde taget fejl, så nu ville vi gerne have lov til at invadere hendes hus allerede før frokost, og så ville hun desuden være tvangsindlagt til at holde os ud, ind til Gemalen kom retur efter sit løb ...
Hvis Ellen mente, at jeg var bindegal, så skjulte hun det godt.
- Det er da bare sådan, vi gør, erklærede hun elskeligt.
Og det gjorde vi så.
Derom in another afsnit.
En gang for længe siden havde hun været så letsindig at skrive i en kommentar, at vi da skulle være velkomne, hvis vores vej en dag gik forbi hendes svenske plet. Men dengang var der jo langt fra det midtjyske til Sverige, så hvad var lige chancerne for, at hele Midterfamilien kom til Sverige, inviterede sig selv - inklusiv Kamel - på besøg, ændrede planer i sidste øjeblik og iøvrigt umuliggjorde chancen for høflig udsmidning, hvis besøget faldt alt for uheldigt ud?
Måske var vores tur til Sverige faktisk allerede i spil den gang. Men resten!
Ikke desto mindre var det, hvad vi udsatte Ellen for.
Aftenen før afgang skrev jeg til Ellen om vores planer og spurgte, om hun og John måske var hjemme og havde tid til besøg. Og søde Ellen skrev tilbage, at det var de, og det havde de. Vi var velkomne mandag til frokost, og iøvrigt lå deres svenske plet i rimelig køreafstand fra vores destination.
Gemalens starttid mandag gjorde, at vi ikke kunne nå frem til frokost, men kaffe ville vi da gerne have.
Det nåede jeg bare ikke ikke at fortælle Ellen, før vi tog afsted, og den noget forkludrede ankomst til Sverige gjorde, at det blev ret sent søndag aften, før Ellen fik besked.
Men så var det også på plads, og jeg glædede mig. At der i mellemtiden var blevet en hel del længere at køre var en uvigtig detalje.
Mandag lige efter morgenmad tog Gemalen sig tid til at nærlæse sine starttider.
Og så havde han
Han skulle først starte over middag, og dermed var kaffeaftalen pludselig umulig at overholde.
Fruen blev mildest talt
Så blev vi jo nødt til at aflyse.
- Medmindre.., sagde Gemalen.
- Medmindre hvad? spurgte Fruen arrigt.
- Jah, jeg kunne jo køre dig, Donnaen og Kamelen op til Ellen, og så kunne I spise frokost og drikke kaffe, og så kan jeg hente jer, når jeg er færdig, forklarede Gemalen.
- Jamen, nu aftalte vi jo kaffe. Så kan vi da ikke bare lave om. Og slet ikke med så kort frist. Og jeg kender jo slet ikke Ellen sådan i virkeligheden, så det kan jeg da ikke bare foreslå. Og iøvrigt sover hun sikkert stadig.
- Sagde du ikke selv, at hun inviterede på frokost? spurgte Gemalen.
- Jo, men ...
- Og vil du ikke gerne besøge hende?
- Jo, men ...
- Så synes jeg, du skal ringe til Ellen, sagde Gemalen og gik for at få styr på sit grej.
Det gjorde jeg dog ikke, men sendte en SMS og håbede, at der ret hurtigt ville være hul igennem.
Hvilket der ikke var.
Så da klokken nærmede sig et mere civiliseret tidspunkt, ringede jeg til Ellen og forklarede hende, mens jeg trådte mig selv ret meget over tæerne, at Gemalen altså desværre havde taget fejl, så nu ville vi gerne have lov til at invadere hendes hus allerede før frokost, og så ville hun desuden være tvangsindlagt til at holde os ud, ind til Gemalen kom retur efter sit løb ...
Hvis Ellen mente, at jeg var bindegal, så skjulte hun det godt.
- Det er da bare sådan, vi gør, erklærede hun elskeligt.
Og det gjorde vi så.
Derom in another afsnit.
11 kommentarer:
Altså - du er nu sød, Frue :-)
Du har overhovedet ikke strukket nogen elastik, og jeg tror da ikke, at det blev til mere end fire timers besøg af jer, så det fortsatte ikke udover 'smadderhyggeligt'-stadiet - vi var jo ikke engang løbet tør for samtaleemner endnu, da Gemalen kom tilbage, så det hele endte med at gå smukt op i en højere enhed.
Men ... den omtalte SMS har jeg aldrig fået, så det var godt, du ringede. Huskede du mon at sætte +45 foran nummeret?
Og igen: Du er simpelthen supergod til at fortælle!
Inden jeg havde læst Ellens kommentar vidste jeg at det ikke var et problem at I ændrede planer. Når man som Ellen har været omdrejningspunktet i et stort firma, så skal der mere til at vælte hende :-)
Jeg glæder mig til at følge med i næste afsnit. Jeg smiler lidt, for jeg tror du og jeg er gift med et par mænd, som har svært ved at forstå hvorfor ændrede planer skulle vælte noget ;-) på nær hvis det er deres planer, som vælter pga os :-)
Jeg har læst Ellens version af jeres besøg på hendes egen blog - og det virkede bestemt, som om hun havde nydt jeres besøg :-)
Ellen: Tak :-) Det var nemlig smadderhyggeligt, men det kunne du jo principielt ikke vide på forhånd ... Altså, det ville jeg jo påstå, men når ting ikke gør, som jeg forventer, kommer jeg selvfølgelig i tvivl. Og tak igen :-)
Lene: Du har nok ret, at der skal mere til at slå Ellen af pinden. Hehe, noget kunne tyde på, at vores mænd er ret ens på det punkt ;-)
Randi: Tak, det ror jeg altså også. Heldigvis :-)
Hvor er det godt, at det hele gik op i en højere enhed. Ellen og John er så utroligt gæstfrie, det har jeg selv oplevet flere gange på den svenske plet.
Stegemuller: Det var SÅ godt. Så er du jo lige så heldig som os :-)
Det var dejligt for jer at det kunne lade sig gøre selv om du måske selv synes at du måtte trække gevaldigt i elastikken - men sligt forstyrrer jo ikke store ånder.
Griner lidt af mændenes lette forhold til ændrede planer og tendens til bare at forvente at det hele jo nok går - når de ændrer planer.. men mon ikke billedet med tolerancen bliver lidt anderledes hvis de bliver udsat for andres ændrede planer :-)
Du underholder som altid med din underholdende måde at skrive på:) Glæder mig til at læse mere men hopper lige over til Ellen i mellemtiden:)
Jeg er sikker på I har hygget jer begge to.. :-)
Overlever: Ja Det var. Og ja, det syntes jeg virkelig, men du har ret; det bragte ikke Ellen ud af fatning :-) Jo, det er jo det, Lene er inde på. Ændringer er især okay den ene vej ;-)
Mette: Tak. Ja, gør du det; Ellen er altid god at gæste, også i blogland :-)
Inge: Det gjorde vi nemlig :-)
Send en kommentar