En sur, gammel borg

Næste morgen, endnu før morgenmaden, gik Gemalen i gang med at finde ny overnatning til den sidste nat på vej hjem. For i og med vi nu pludselig var i hvert fald 300 kilometer længere mod nord end forudset, var der ingen grund til at stoppe allerede i nærheden af Ulm, som jeg havde booket hjemmefra.

I stedet fandt vi et hotel i Schwarzach am Main (lidt øst for Würtzburg, hvis nogen skulle være interesseret), og så var det egentlig bare at spise morgenmad, få pakket og komme afsted.

Vi kørte over Lugano og gennem Schweiz' smukke landskaber.

Med lidt ekstra tid til rådighed mente jeg, at vi godt kunne dreje fra motorvejen og kigge på Liechtenstein. Gemalen sagde, at der ikke var meget at komme efter, men Donnaen var også interesseret i at kunne sætte hak ved endnu et land, og så var vi jo to mod én, og altså drejede vi fra motorvejen, krydsede Rhinen og trillede ind i det lille fyrstendømme.

Vi kørte op langs floden og konstaterede, at der så ret meget ud præcis som på den schweiziske side.

Hurtigt nåede vi den lille hovedstad Vaduz, og nu skulle vi så bare finde slottet. Da Donnaen var en meget mindre udgave af sig selv, end hun er nu, brugte hun timer på at se Zack & Cody i fjernsynet, og på et tidspunkt optræder der en prinsesse fra Liechtenstamp i serien. Donnaen var ikke helt skarp og var i lang tid overbevist om, at Liechtenstamp og Liechtenstein var samme - rigtige - land og Disney-slottet i serien også et vaskeægte virkeligt slot. Nu ville vi godt se, om der var nogen ligheder. Overhovedet?

Lad mig bare slå fast med det samme: Det var der ikke! Selv begrebet slot virker en kende overdrevet, når man ser den liectensteinske fyrstes residens. Eller ser og ser. Det er meget begrænset, hvad man kan komme til at se, da der ikke er adgang for offentligheden, ikke engang hen på pladsen foran. Så man kan kun se det fra vejen, og fra den vinkel ligner det bare en sur, gammel, utilnærmelig borg og bestemt ikke et Disney-slot.

Donnaen og jeg ville dog lige prøve, om vi virkelig ikke kunne komme tættere på, så mens Gemalen satte sig i skyggen for at passe på bilen, gik vi et par hundrede meter fra parkeringspladsen og helt hen til lågen ind til slottet. Faktisk kom der netop da en tjenende ånd kørende, lågen gik op, og vi kunne i princippet være lusket med ind for at tage billeder fra selve slotspladsen. Det turde vi dog ikke, for tanken om at havne på den forkerte side af en lukket låge var ikke helt god, så vi måtte nøjes med et meget middelmådigt kig.

I et sving på vej tilbage til Gemal og bil var en mand ved at slå græs, og netop da vi kom forbi, nåede han kanten og sendte en sky af støv og græs i vores retning. Den slags kan Donnaen ikke tåle, så hun prøvede at holde vejret og småløb hen til den lukkede bil. Helt dårlig blev hun heldigvis ikke, men kunne nøjes med at nyse og sprutte lidt.

Nu var det på høje tid at få noget frokost, og vi kørte lidt frem og tilbage for at finde en café. Vi så også et par stykker, men de var så overfyldte, at vi på forhånd opgav og kørte ud mod Schweiz og motorvejen. Gemalen drejede mod nord, da det jo var den vej vi skulle, men så var det, at Donnaen og Fruen på henholdsvis fem og syv år pludselig mente noget helt andet. Vi ville nemlig meget hellere den modsatte vej, så vi kunne spise på Hej Heidi Heidiland (blandt almindelige mennesker kendt som Marché Heidiland).

- Jamen det ligger jo mindst tyve kilometer i den forkerte retning, protesterede Gemalen.

- Ja, og hvad så? ville både Donnaen og jeg vide.

Gemalen sukkede meget dybt, men fik vendt kareten, vi fik vores frokost i en af vores favorit-motorvejsrestauranter, og der var næsten ikke et øje tørt, da Donnaen igen fandt sine absolut allerbedste boller, som hun første gang havde sat tænderne i på vej på påskeferie knap to et halvt år tidligere.

Lidt senere var vi alle mætte og glade og kunne køre mod nord i god ro og orden.

Vi fandt vores hotel og fik vores værelser. De lå helt oppe under taget, og der var smeltende varmt. Der stod en vifte i hvert rum, men det hjalp ikke et meget, for der var lige så varmt udenfor som indenfor. Bilens termometer havde sagt 37-38 grader, og det passede nok meget godt. Vi så frem til en meget varm nat, men først gik vi ned og spiste græsk i hotellets gårdhave. Sammen med nogle få andre gæster og en hel masse lokale. Primært kvinder, der tydeligvis brugte onsdag aften til at sætte hinanden stævne. Ved siden af os var der et bord med en hel flok midaldrende madammer, der fik vendt alverdens store og små problemer; måske især de små, lød det til.

Til sidst gik de hjem, og vi gik op og flåede dynebetrækkene af dynerne, så vi kunne nøjes med dem. Temperaturen var faldet et par grader, men der var stadig pottehedt, og i det sekund, vi slukkede viften, som vi ikke kunne holde ud at høre på, stod luften helt stille.

Det ville blive en lang nat.

Schloss Vaduz - ikke meget Disney her!

En tur på biblioteket

Om eftermiddagen mente jeg nok, at vi kunne nå en tur på biblioteket.

Normalt er vi ikke nogen, der går ret meget på biblioteket, så umiddelbart kunne det virke en anelse mærkeligt, at netop et bibliotek skulle være målet for en udflugt.

Men det var jo - selvfølgelig - et ganske særligt bibliotek; nemlig det gamle fine, UNESCO-blåstemplede stiftsbibliotek i St. Gallen.

Altså måtte vi bevæge os til Schweiz igen, og altså måtte vi igennem en labyrint af ensrettede gader med begrænsede parkeringsmuligheder, før vi fandt - og kunne finde ud af at betale for - en bås ikke så langt fra den gamle bymidte.

Området, vi bevægede os ind i, var meget smukt, men det havde vi ikke rigtigt sans for, da nogen havde behov for at finde et toilet. Jeg så et turistkontor og susede derind, for sådanne steder har de jo altid et toilet. Bare ikke i St. Gallen, Schweiz. Venlig dame guidede mig dog til et offentlig toilet ganske tæt på, men da vi så åbnede døren, havde nogen alligevel ikke et helt så akut behov ...

Behovet opstod igen med fornyet styrke, så snart vi havde fundet indgangen og fået vores billetter. Men her var der heldigvis nogle nydelige toiletter ... Og da vi bagefter havde stuvet tasker, mobiler og andre løsdele pånær bilnøglen ind i et skab, fik vi lov at komme ind, gå ned ad en gang og iføre os sutsko, så vi hverken kunne ridse eller grise det fine gulv.

Og så kunne vi komme ind i det allerhelligste.

Desværre måtte man ikke tage billeder. Heller ikke uden blitz. Og iøvrigt lå mobilerne jo ude i skabet. Der var overdådigt. Tænk biblioteket i Rosens Navn tilsæt et stænk Harry Potter og noget lys og noget skrump. For stort var det altså ikke. Men imponerende og fantastisk. Som så ofte før måtte man undres og forundres over, hvor astronomisk rig den katolske kirke har været. Her var udsmykket med udskæringer, stuk og loftsmalerier, forgyldninger og ædle træsorter nok til at tage pusten fra de fleste.

Og - nåh ja - så var der jo bøgerne.

Når man stod der og kiggede andægtigt på - uforståelige - tekster i bøger, der var mere end 1000 år gamle, flagrede historiens vingesus virkeligt om ørerne på en. Og videre ned om nakken og helt ned langs rygraden, så alle de små hår rejste sig, og man på én gang følte sig totalt høj over at opleve det og samtidig helt flad af benovelse over præcis det samme.

Men gulvet knirkede, så det var en lyst og tilføjede lidt hverdags-komik til oplevelsen, så vi ikke forvandledes til de rene ånder, men i stedet forblev de små praktiske grise, vi normalt er, og kunne få øje på og undre os over et åbent vindue. For når man opbevarer gamle uvurderlige bøger, så må man  jo gå ud fra, at bygningen er udstyret med et endda meget fintfølende varme-, ventilations- og fugtstyringssystem (ja, jeg er arbejdsskadet), så klenodierne ikke går til. Og hvordan i hede hule og så videre kan man så ÅBNE et vindue ud til en lummerhed sommerdag? Der kunne i princippet også flyve både insekter og fugle ind. Og kastes bøger ud ... 

Jeg har lige siden tænkt, at man burde have gjort 'noget'. Ringet til politiet, forlangt at tale med en chef. Ringet til UNESCO. Eller paven.

Men det gjorde vi selvfølgelig ikke.

I stedet gik vi ud og satte os under et stort træ.

Et godt træ at sidde under.

Men vandfaldet var flot

Når man nu ikke lige kan finde ud af at organisere en udflugt til Niagara Falls, må mindre gøre det, og derfor drog vi afsted til Rheinfall, som er Europas største vandfald. Største skal i den forbindelse forstås som volumen og ikke højde, for det er kun beskedne 23 meter højt.

Rheinfall ligger i Schweiz, ganske få kilometer fra den tyske grænse, og da vi allerede i påsken havde følt os snydt betalt en helårsvignet for kørsel i Schweiz, slap vi heldigvis for at gøre det igen. Så vi skulle bare betale for at komme ind. Det kostede ialt 15 penge at komme ind. De fleksible schweizere lod det nemlig være op til en selv, om man ville betale i schweizerfranc eller euro. Pænt af dem. Altså bortset fra, at man betaler cirka 60 øre for meget, hver gang man betaler en euro ...

Man kunne også betale med plastic, hvilket Fruen tænkte, var ganske smart, indtil hun så skiltet med, at mindstebeløbet var 20 penge uden mulighed for at få penge retur ...

Med billetterne i hånden kunne vi bevæge os ind eller rettere ud og ned. Ad en masse trapper, mens vi kom tættere og tættere på vandfaldet. Så vi til sidst næsten kunne røre det og flere steder blev indhyllet i en fin spraytåge af vand.

Flot var det. Og stort. Kaskader af vand væltede ned over klipperne. Det larmede og kogte, så det var en fornøjelse, og da vandfaldet var utrolig fotogent, tog vi - og alle de andre - en million billeder. Heldigvis blev der taget hensyn, så alle kunne komme til, og ingen fik andres selfie-stænger i næsen.

Da vi havde gloet os mætte på vandfaldet, var det blevet midt på eftermiddagen, og vi besluttede, at vi - som også oprindelig planlagt - godt kunne nå en tur til Zürich. Ruth var enig. Ifølge hendes beregninger ville det tage cirka en time at køre derind.

Men hverken hun eller vi havde taget højde for trafikken, som var mildt sagt intens. Derfor tog det i stedet cirka to timer at nå midtbyen, og så opstod de virkelige udfordringer endda først da.

For vi skulle jo finde et sted at parkere. Lovligt. Det lykkedes at finde ledige parkometer-pladser, men det tog alle Gemalen og Fruens samlede åndsevner at greje, hvordan det lige var, man skulle betale. Og så havde vi endda ikke forstået det hele ... P-båsene havde numre, og hvert parkometer kunne bruges til fire eller fem båse. Man skulle så angive båsen og betale. Med 0,50 penge - schweizerfranc eller euro - for en halv time.

Godt så. Men vi ville jo gerne holde i mere end en halv time, og jeg have kun en enkelt 50 cent. Vi var stoppet lige ud for et posthus af den gammeldags slags, hvor der sidder folk bag skranker, og man skal trække et nummer for at blive betjent. Der gik jeg ind i håb om at få vekslet nogle euro til schweizerfranc. Jeg trak mit nummer, ventede pænt i køen og nåede frem. Nej, man kunne desværre ikke veksle fra euro til schweizerfranc. Ikke en gang i forholdet 1:1. Men man ville gerne veksle schweizerfranc til andre schweizerfranc, altså til mønter, hvis jeg kom med sedler. Og der var en automat lidt henne ad gaden, fik jeg at vide.

Altså gik jeg hen og hævede schweizerfranc og kom tilbage, trak et nummer, stod i kø og vekslede til en lille portion mønter. Vel ude på gaden igen skulle jeg prøve parkometret, men ligegyldigt, hvad jeg gjorde, kunne jeg kun få en halv times parkering. Og det var jo ikke nok. Gemalen blev dirigeret over på den anden side af gaden for at holde ved et parkometer, der virkede. Og så var det, at det dæmrede: Man kunne kun holde på det sted i 30 minutter!

Så det gjorde vi. Og gik på jagt efter en bro, som Gemalen mente var interessant. Den fandt vi ikke, og i mellemtiden var klokken blevet så mange, at den kirke, jeg gerne ville have set, i mellemtiden var lukket.

- Vi kan da se den udefra, sagde Gemalen.

- Det er glasmosaikkerne, der er det interessante ved den kirke, meddelte Fruen en anelse vrissent.

Og så var den halve time iøvrigt gået, og vi gik tilbage og flyttede bilen over på den anden side af floden. Til et sted, hvor man gerne måtte holde lidt længere. I mellemtiden havde Donnaen fået så ondt i sin - desværre nok permanent skadede - fod, at hun ikke ville gå mere, så hun og Gemalen satte sig på en bænk og lod mig om at se nærmere på det iøvrigt ret hyggelige kvarter fyldt med sære butikker og små restauranter. Men nu var der jo ikke noget ved det, så det var hurtigt overstået, og vi gik tilbage til bilen, sneglede os ud af Zürich og skyndte os tilbage til Tyskland.

Hvor vi både kunne finde ud af at parkere og finde et ledigt bord ved på en udendørsrestaurant lige ned til Bodensøen.

Tyskland, det ved vi, hvad er!