Bondesmovseri og honningkager

Det var vores sidste aften i Bled, og for at presse citronen overtalte jeg Gemalen til, at vi skulle køre en tur og spise et andet sted. Gemalen var let at overtale, og en af fordelene ved, at han altid tonser rundt på sin cykel, er, at han kommer nogle steder, man måske ikke umiddelbart ville vælge at køre i bil, men som kan være absolut seværdige.

Så Gemalen tog os med ud på landet. Ad små veje, gennem små byer og videre af smalle, kringlede veje op gennem skovstrækninger og endnu længere op, til vi til sidst igen kom til et åbent område med den skønneste udsigt. Bølgende marker, bjerge i baggrunden og en lille kirke yderst på en lille bakketop.

- Der kan vi lige køre over, sagde Gemalen.

Men det kunne vi ikke, for det lykkedes os aldrig at regne ud, hvordan de små krøllede veje hang sammen, og vi måtte bare konstatere, at tæt på i luftlinje ikke nødvendigvis er spor tæt på, hvis man skal følge vejene i et så kuperet landskab.

Da vi havde set os mætte og sukket lidt over den indlysende idyl i den lune, tidlige sommeraften, vendte Gemalen kareten, og vi trillede stort set den samme vej tilbage, men drejede dog af for at køre til Radovljica, som jeg havde udset mig til aftensmadsdestination. Den lille by skulle efter sigende (Lonely Planet) indeholde et par gode restauranter, som jeg mente kunne være et godt alternativ til den lidt ensformige mad, vi havde fået de foregående aftener.

Vi fandt en parkeringsplads og daskede ind ad den lille gade til det, der måtte være bymidten. Her var rigtig hyggeligt, og vi så et par restauranter med udendørs servering, men den lovede udsigt kunne vi ikke se nogen steder.

Pludselig drejede Gemalen af og gik efter lyden af selskabelighed ind gennem en port og kom til en restaurant, der åbnede ud til den anden side med udsigt over både by og bjerge.

Bingo!

Vi fik bord helt henne ved balkonkanten, og så sad vi ellers der og lod os betage. Af udsigten og den hyggelige stemning. Af den venlige betjening og af maden, som var et kapitel for sig. I stedet for at bestille et eller andet fancy lod Gemalen og jeg os friste af noget, der på tysk blev kaldt Bauernschmaus - bondesmovs.

Ind kom et kæmpefad med lidt (ret meget faktisk) af hvert. Der var én slags pølse, en slags kål, noget kartoffelmos-agtigt, en blodpølse, fyldte tomater, en slags paté og en hel masse mere, som jeg har glemt. Næppe den helt store kokkekunst, men anderledes, solidt, velsmagende og rigeligt, og vi var enige om, at det ikke kunne være helt ringe at være slovensk bonde, hvis det var søndagsmenuen, vi lige havde sat til livs.

Da Gemalen skulle køre, havde vi kun drukket vand til maden, men fik hver et glas lokal brændevin til regningen. Gemalen afstod. Jeg fik begge glas. Og blev i endnu bedre humør ...

Og da vi så skulle gå, fortalte tjenerne, at vi, trods det sene tidspunkt, var velkomne til at besøge honningkage-museet i kælderen.

Det viste sig så, at der i kælderen var et honningkagebageri, hvor man bagte og især dekorerede honningkager til den helt store guldmedalje. To unge kvinder sad og var travlt beskæftigede med at pynte små, fine honningkager. Den ene afbrød straks sit arbejde og fortalte os om stedet og kagerne. Det er åbenbart en gammel slovensk tradition at forære fint dekorerede honninghjerter til dem, man holder af. Bageriet var flere hundrede år gammelt, og al honningkage-fremstilling foregik på traditionel vis med gamle redskaber og ovne.

Og selvfølgelig med en hemmelig opskrift, som gik i arv. Opskriften var så hemmelig, at ingen havde hele opskriften, men kun dele af den, og det var således umuligt at bage, hvis ikke alle fire kvinder var til stede.

Måske var jeg en smule under indflydelse af slovensk brændevin og derfor nem at bevæge, men både Donnaen og Gemalen syntes også, at det var både sjovt og spændende at se og høre om bageriet, og vi endte selvfølgelig med at købe et par små pyntehjerter, som jeg tror ender på juletræet.

Vi gik derfra fyldt med mad og gode oplevelser, og jeg meddelte Gemalen, at skal vi til Slovenien igen, er det lige præcis dér, jeg vil bo.

Aften-idyl.

Moria!

Varme var der nok af i Slovenien, så vi fravalgte en tur til hovedstaden, Ljubljana, og søgte i stedet skyggen i en af de mange underjordiske grotter.

Fruen havde udset sig Skocjan Caves, eller Skocjanske Jame som de hedder på slovensk. De er på UNESCOs liste og selvfølgelig dem, der lå længst væk. Men Slovenien er heldigvis ikke større, end at man sagtens kan nå fra den ene ende af landet til den anden på et par timer. Og vi mente derfor, at vi også kunne nå lidt ekstra og enedes om at køre helt ud til Adriaterhavskysten for at kigge på en af de små kystbyer.

Det blev Koper, og vi susede afsted og kørte ned til lystbådehavnen og fandt os en parkeringsplads. Eller først en og så en anden. For mens Gemalen pænt holdt tilbage for en, der skulle ud, kom en ældre slovener fra den anden side og snuppede pladsen. Det blev Gemalen ret arrig over, så han røg ud af bilen og skældte sloveneren huden fuld. På dansk. Ikke at det hjalp, men Gemalen kom af med sin galde, og så kunne vi traske op i den gamle bydel.

Gaderne var små, snævre og hyggelige og førte op til en lille plads, Titov trg, altså Tito Torv. Desværre er jeg en - ahem - anelse blank, hvad angår jugoslavisk historie, så jeg er ikke helt sikker på, om det er lidt sjovt eller bare helt naturligt, at der stadig findes et torv opkaldt efter det gamle Jugoslaviens absolutte hersker?

Ud til det lille torv står blandt andet en flot bygning og ligner noget fra Venedig, hvilket ikke er så sært, da Koper har været under venetiansk herredømme i cirka et halvt årtusind frem til Napoleons sejr over Venedig sidst i det 18. århundrede. Der var også en kirke og et tårn, som jeg selvfølgelig måtte op i og kigge ud fra.

Fra toppen af tårnet var der en fantastisk udsigt. Over byen, hvor den gamle kerne var klart markeret med røde tegltage, og over havnen, hvor der lå et halvstort krydstogtsskib og gav forklaringen på de mange englændere i byen.

Og så var der Adriaterhavet, der lå og lyste blåt i solen og gav lyst til straks at tage ud at sejle. Men det skulle vi jo ikke, så efter en tur i et storcenter efter noget til frokosten begav vi os ind i landet igen og fandt indgangsområdet til grotterne.

Jeg havde læst mig til, at det ville være en halvkold fornøjelse, så selv om der var over 30 graders varme, iførte vi os lange bukser, trøje og fornuftige sko. Hvilket til gengæld var temmelig varmt, da vi skulle gå cirka en halv kilometer, før vi kom til selve indgangen til grotterne.

Desværre var det strengt forbudt at tage billeder - og sikkert også temmelig umuligt uden særligt udstyr - men det er ikke en overdrivelse, at der var flot. Mega-totalt-fantastisk flot. Alle, der havde set Ringenes Herre, følte sig nok hensat til Moria og ville kun være blevet middelsvært forbløffede, hvis vi havde mødt Frodo eller Gandalf. Eller - uha! - et kompagni orker.

Men det gjorde vi ikke. I stedet blev vi ført til kæmpestore drypstenshuler med stalaktitter og stalagmitter i varierende størrelser, og vi lærte en hel masse om, hvor langsomt sådanne vokser, og hvor gamle de derfor må være, hvis de er flere meter høje. Og vi hørte om, hvor skrøbelige de er. Rør man dem, dør de. Og lys kan de heller ikke rigtigt tåle. Derfor bliver lyset i grotterne og langs stierne først tændt, når der kommer en gruppe på rundvisning. Og slukket igen bagefter. Alene af den grund var det ret vigtigt at holde sig til sin gruppe, så man ikke blev efterladt i mørket ...

Senere var der ingen drypsten, men bare kæmpestore grotter. Med mere end 100 meter fra grottebund til loft. Stien, vi fulgte, var hugget og bygget ind i grottevæggen i varierende højder, og på et tidspunkt gik vi over en smal bro cirka 40 meter over grottebunden. Det var meget spektakulært, og vi var nok nogle stykker, der ikke bare gyste over afstanden ned til floden, der løb i bunden af grotten, men også ved tanken om en eventuel balrog.

Men der var ingen balrog, og der var nok heller ingen Gollum nede ved bredden af floden, selv om man sagtens kunne bilde sig selv ind at kunne se en skygge. Fantasien havde i det hele taget frit spil og gav oplevelsen lidt ekstra kant. Guiden fortalte, at der stort set altid var gæster, der snakkede om Ringenes Herre, men filmene var altså ikke optaget i Skocjanske jame. Om der var den lighed, som alle talte om, kunne hun ikke afgøre, da hun ikke selv havde set hverken Hobitten eller Ringenes Herre. Lidt en fejl ville jeg mene og overvejede et kort øjeblik at sponsere en DVD-boks til hende og de andre guider.

Ind til videre er det blevet ved overvejelserne, men hvem ved?

Turen er slut, og vi er på vej ud i lyset igen.
Se billeder af grotterne her.

En lille nuttet kirke på en lille nuttet ø

Nu bagefter kan jeg ikke huske, hvordan det gik til, at jeg faldt over den lille nuttede kirke på øen i søen.

Måske sad jeg bare og kiggede på billeder på Google Maps (Ja, det kan jeg godt fordrive ret meget tid med). Anyway, første billede af nuttet lille kirke blev til flere, og inden der var gået ret lang tid, havde jeg overtalt Gemalen til, at vi skulle til Slovenien, nærmere bestemt Bled.

Og allerede inden vi nåede helt frem til vores pension, fik vi de første kig ud over søen, og i et af de mange sving var vinklen rigtig, og vi kunne se den fine lille kirke, der så mindst lige så nuttet ud i virkeligheden som på billeder.

Vi styrede straks ned på badebroen for at kigge lidt mere, men måtte vente til næste dag med at komme ud til den. Og da måtte så vi lige vente på, at Gemalen havde været en tur afsted på sin ged i det stærkt kuperede terræn.

Donnaen og jeg fordrev således formiddagen med blandt andet at finde ud af, hvor bådene gik fra. I nogle engelsksprogede turist-tekster står bådene omtalt som gondoler, med det er noget værre vrøvl. Båden kaldes en pletna. Den er fladbundet, har plads til 12-16 personer, er overdækket med en stribet markise, så man sidder i skygge for solen. En ældre, sej og vejrbidt herre sørgede for fremdriften. Han stod i agterstavnen og padlede os frem ved hjælp af to årer. Hvordan han lige gjorde er et godt spørgsmål. Det så let ud, men var det garanteret ikke ...

Øen lå i vores ende af søen, og det tog vel 10-12 minutter at fragte os derud, og så havde vi 40 minutter til at kigge os omkring.

Det var alt rigeligt.

Øen er på størrelse med et frimærke, og man kan se kirken og kravle en tur op i klokketårnet og nyde udsigten den anden vej, ind mod land. Og det var meget sjovt, men selv om udsigten er postkort-smuk i stort set alle retninger, så kan man jo ikke se kirken, når man står oppe i tårnet lige ved siden af ...

Vel nede igen kiggede vi på den trappe, der på 'forsiden' af øen fører fra søbredden og op til kirken. Den er på 99 høje, ujævne trin, og traditionen siger, at bærer gommen sin brud op ad alle trappens trin, vil parret få et lykkeligt ægteskab. Der blev faktisk gjort klar til bryllup, mens vi var på øen, men vi skulle med vores pletna tilbage og havde desværre ikke tid til at blive og finde ud af, om bruden virkelig blev båret op. I cirka 30 graders varme.

Mange myter og røverhistorier knytter sig til den lille ø og kirken. En af de bedre er, at kirken oprindeligt lå på en bakketop i et frodigt landskab af enge med græssende får. Bønderne tog imidlertid lidt let på kristendommen og lod fårene traske ud og ind af kirken, som de ville. Det blev Vorherre til sidst så gnaven over, at han lod hele engen oversvømme, så kirken stod tilbage på en lillebitte ø. 

Så ku' de lære det!

På vej tilbage.
(Se fantastiske billeder
af kirken her).

Er vi der snart?

Næste dag kørte vi videre.

Ikke fordi vi var færdige med området omkring Bodensøen. Overhovedet ikke. Men Fruen havde sat sig i hovedet, at hun ville til Slovenien, og derfor var der naturligvis booket nogle dages ophold ved Bled, som både er navnet på en lille by og en sø i det nordlige Slovenien.

Google Maps og Ruth var enige om, at vi skulle køre over München og Salzburg, men det syntes Fruen var så kedeligt, at hun foreslog Gemalen at køre gennem Østrig til Innsbruck, dreje til højre ned gennem Brennerpasset og så til venstre gennem de italienske Alper, som måske nok snarere hedder Dolomitterne på det sted.

Gemalen sagde ja, og vi havde en, syntes jeg, virkelig dejlig tur. Gemalen derimod muggede lidt, da det gik op for ham, at han ikke havde tjekket, hvor meget vi skulle køre på landevej. Så mens vi kørte gennem den meget smukke Pustertal, lød det gentagne gange fra Gemalen, 5 år:

- Er vi der snart?

Hvormed Gemalen ikke mente fremme ved Bled, men bare på motorvej igen. I virkeligheden var der ikke så frygtelig langt, og vi lagde os op på motorvejen og kørte til den sidste rasteplads inden Slovenien, hvor vi fik en kop kaffe og den obligatoriske motorvejsvignet til forruden.

Nu var det spændende, om Ruth kunne finde vej det sidste stykke, for vejtavler og -skilte var pludselig noget sværere at dechifrere i farten. Vejene blev mindre og mindre og mere og mere kringlede, og skiltene til Bled viste den anden vej, men netop da vi for alvor begyndte at betvivle Ruths evner, var vi der.

Vores pension lå helt nede ved søbredden i den modsatte ende af søen i forhold til byen Bled, og der var et leben af badende og solbadende mennesker på plænerne ned mod søen og badebroerne, og vi spekulerede på, om vi var gået i en rigtig østeuropæisk turistfælde.

Svaret var både nej og ja. For egentlig var stedet meget fredeligt, selv om der var mange mennesker. Men netop dagen efter vores ankomst var der arrangeret et stort natløb rundt om søen med flere tusind deltagere. Og ikke alene lå hele det organisatoriske center som nabo til vores pension; der var også mål lige neden for vores vinduer. Så der var hektisk aktivitet med opbygning af løbscenter og målområde med mere. Der var start klokken 22, og med en rute på kun 10 km, var det til at se ende på. Tænkte vi. Og glemte, at folk selvfølgelig ikke bare gik hjem i seng efter at være kommet i mål, men både skulle have noget at spise og drikke. Og sidde og hænge ud og høre og danse til et liveband til klokken langt over vores sengetid.

Til sidst stoppede festlighederne dog. Og efter hvad der føltes som bare et øjeblik begyndte så til gengæld en virkelig ihærdig indsats for at bringe området tilbage til dets normale udseende. Allerede midt på formiddagen var man således færdig med at samle skrald, demontere telte og boder og ikke mindst fjerne alle afspærringerne i målomådet. Meget imponerende faktisk. Men også alt andet end lydløst ...

Alt dette vidste vi dog ikke noget om, da vi checkede ind.

Og vi vidste heller ikke ret meget om, hvad vi egentlig kunne forvente af værelset, men Gemalen syntes alligevel, at antallet af defekte tekniske installationer - blandt andet løse kontakter, manglende pærer, lugtende afløb og manglende holder til bruseren - var større end det acceptable, så han klagede sin nød, og så fik vi da et andet værelse, der var lidt større, udstyret med balkon (hvor Gemalens cykel meget passende kunne stå) og var nyrenoveret både vandhaner og kontakter, der faktisk virkede. Bare sådan. Altså, fjernsynet virkede ikke, og wifien duede stort set kun, når man stod på et ben lige ud for den ene seng.

Men begge dele virkede - det meste af tiden - nede i restauranten, og så kunne man jo bare gå derned ...

Det betød blandt andet, at vi så EM-finalen i fodbold i restauranten, mellem gæster, der bestemt ikke alle holdt med samme hold, men som alle havde det hyggeligt. Og det var jo egentlig meget sjovere end at se det for sig selv på værelset.

Udsigt fra balkonen.