Novembernakke

November kom, og november gik.

Uden at gøre noget særligt væsen af sig, og det var egentlig meget rart, for sidste år var jeg godt nok træt af først oktober og siden både november og december.

Men hvad foretog jeg mig egentlig i november, kan jeg så godt spekulere på.

Ikke det helt store. Men jeg brugte en del tid på at besøge diverse kloge menesker angående mit tinnitus-ramte øre.

Og en af dem, en hørepædagog, sagde blandt andet, at det kunne være en rigtig god ide, at jeg gjorde en indsats for at afspænde min hals og nakke - forudsagt altså at jeg havde spændinger de steder, og hvem har ikke det? - fordi man vidste, at sådanne spændinger kunne 'stå og synge' og gøre tinnitussen værre.

Så jeg kontaktede min læge, som skrev en henvisning, og jeg kontaktede min sundhedsforsikring, som sagde ja, og så startede jeg til fys.

Det var mægtig rart, for jeg var jo ikke egentlig dårlig, men nød bare, at nakken fik en tur. Helt op til der, hvor hovedet er skruet på halsen.

Fyssen snakkede. Om alt muligt. Om andre patienter med tinnitus. Ikke fordi han havde erfaring i tinnitus-behandling, for det havde han overhovedet ikke, men fordi nogle af de patienter, der kom hos ham med andre gebrækkeligheder, altså også led af tinnitus.

Det blev et ugentligt frikvarter, hvor jeg ikke skulle gøre så meget andet end at slappe af.

En torsdag ville fyssen dog godt lige se, hvor meget bevægelighed, jeg havde i halsen, og drejede mit hovedet pænt langt ud til først den ene og så den anden side.

Det skulle han ikke have gjort.

Umiddelbart syntes jeg bare, det var ubehageligt. Om aftenen begyndte det at genere. Men det var jo fyssen, så det var nok okay. Fredag overvejede jeg, om jeg skulle kontakte fyssen, at jeg havde ret ondt i nakken. Men lod være. Det gik nok hurtigt over igen.

Det var dumt.

Hen over weekenden blev det bare værre, og mandag morgen havde jeg et solidt hold i nakken. Et af den slags, hvor det er svært overhovedet at dreje hovedet - selv liggende, og hvor bare det at synke morgenmad var ubehageligt.

Da Donnaen var fragtet i skole tog jeg derfor sporenstregs hen til fysserne og meddelte sekretæren, at nu måtte hun være sød at finde en fys - hvem som helst, når som helst, bare det blev hurtigt - for jeg havde hold i nakken og ville gerne have hjælp. NU.

Jeg fik en tid klokken elleve. Hos en dame-fys. Som først tjekkede, at der ikke sad nerver i klemme nogen steder. Og så høvlede mig igennem, som jeg aldrig er blevet det før.

Først sagde det adskillige knæk i min ryg, og derefter moslede, masede, rykkede, skubbede og drejede hun med min nakke og mit hoved og min hals, så jeg både svedte og fik kuldegysninger, mens jeg skiftevis sagde av-av og AV! Jeg er sikker på, at patienterne i de tilstødende ikke særligt lydisolerede kabiner tænkte deres ...

Bagefter følte jeg mig - ja, nemlig - mørbanket, men næste dag gik det heldigvis meget bedre.

Jeg fik endnu en tur af dame-fyssen to dage senere, hvor hun beklagede, at jeg stadig var for spændt i muskulaturen, til at hun kunne få den rette vinkel på for at 'brække halsen' på mig. Selv syntes jeg, det lød meget lidt rart og var faktisk ret glad for, at det ikke kunne lade sig gøre.

Nu er jeg tilbage hos 'min egen' fys, som har beklaget - næsten på sine grædende knæ - at han havde forårsaget mit hold. Til hans store ros skal det siges, at han overhovedet ikke har prøvet at frasige sig sit ansvar for miseren, og jeg går derfor også til fys i øjeblikket 'på husets regning', hvilket jeg jo ikke kan være utilfreds med.

Det hjælper også, og nu kan jeg snart dreje hovedet normalt igen.

I mellemtiden blev det december.