Karklud x 2

Pyh!

En hel dag med revisor.

Føler mig lidt som en godt brugt karklud.

Ikke fordi det egentlig er slemt. Vi kender hinanden, og vi kender rutinerne. Så vi gør stort set bare, som vi plejer. Men det er alligevel lidt et cirkus. For revisoren og hans revisor-spire har tusind spørgsmål, og jeg skal svare på de 900, finde bilag og kontoudtog, projektoversigter og momsafregninger.

Og så skal jeg stå til regnskab for alle de sjuskefejl og hovsa-posteringer, jeg uundgåeligt har lavet i løbet af året. - Og som revisoren slår ned på med falkeblik, som var han betalt fordet. Hvilket han jo forresten også er ...

Alt i alt gik det meget godt, og allerede klokken 16.30 - det er vist rekord, tror jeg - erklærede han, at han nu mente at have så godt styr på det hele, at han og spiren kunne pakke sammen og klare resten hjemme på revisor-borgen.

Efter ti minutters mental skuldersænkning skyndte jeg mig hjem på terassen for at flade ud, mens Gemalen blev sendt på indkøb.

**

Rigtig godt brugt følte jeg mig også efter første besøg hos psykolog.

Ikke fordi det egentlig var slemt. For hun var jo en meget venlig dame.

Men jo, 'gu var det da slemt! Det er totalt grænseoverskridende at sidde og fortælle en vildt fremmed, hvad man føler og tænker i forhold til alverdens ting. Gemal, job, Pigebarn, sexliv, alder, sygdom og venner. For nu bare at nævne nogle af de mange emner, der blev smidt på bordet.

Omvendt er det også temmelig fedt at læsse af og være helt og aldeles i centrum ...

Så uden at vide, hvor det vil føre hen, tror jeg i hvert fald godt, at jeg kan vænne mig til processen.

Desværre er jeg nødt til at skifte psykolog. For hvad jeg ikke havde tænkt på var, at jeg kan få mine udgifter dækket via min sundhedsforsikring. Det kræver blot, at psykologen er tilknyttet det netværk, som sundhedsforsikringen bruger. Og det er hende her ikke. Og altså må jeg skifte. Hvilket er lidt øv, når vi nu lige var startet så godt.

Til gengæld kan de sparede penge komme i feriepuljen, og det er jo ikke så ringe endda.

Blog-blokering

Det har holdt lidt hårdt på det sidste.

Indlæggene har ikke skrevet sig selv, og jeg har kun været delvist entusiastisk.

Så jeg måtte - på trods af en lille smule regnvejr - en tur i haven for at tænke over tingene.

Haven er mit absolut bedste tænke-sted. Her er fred og ro. Og plads til at tænke, samtidig med at jeg faktisk får udrettet både det ene og et andet.

Nå men. Jeg såede lidt sommerblomster og tænkte lidt.

Og altså; det, der blokerer, er mig selv ...

For lige pludselig, for et par uger siden, blev det hele bare lidt for meget, og så begyndte jeg at tude.

Bare sådan.

Jeg holdt selvfølgelig op igen. Men jeg begyndte også igen. Upassende. Uheldigt. Og uhensigtsmæssigt, når der er både familie og job, der skal passes. Så jeg fik en tid hos lægen. Og satte mig ned og tudede lidt mere.

- Hm, hm, mumlede han og rakte mig en kleenex.

- Gør noget, sagde jeg. Det her duer jo ikke.

- Næh, det kan jeg godt se, svarede han. Hvad siger du til psykolog?

- ??!??

- Det der er ikke noget, som piller hjælper på - og iøvrigt bliver man uhyggeligt hurtigt afhængig af dem. Næh, du trænger vist mere til en at snakke med. Tænk over det! sluttede han af.

Æv, jeg havde jo lige håbet, at en lyserød pille med striber ville kunne gøre det.

Godt så. Jeg tænkte over det. Og mærkede, hvordan det virkelig rokkede ved noget i min grundvold. For selv om jeg virkelig - VIRKELIG - synes, det er dejligt, når nogen kan få hjælp hos en psykolog, så er det jo ANDRE mennesker med ALVORLIGE problemer, ikke bare sådan nogen helt almindelige mennesker som mig, der pludselig ikke kan få en helt almindelig hverdag til at hænge sammen ...

Men jeg gør det.

Og jeg skriver om det. Noget af det i hvert fald.

Måske.