Gemalen er vel hjemme igen.
Så Fruen har sænket skuldrene.
Og fået plads i tankemylderet til at tænke, at det egentlig er ret mageløst, hvad sådan nogle hjertelæger kan udrette. Hvor nemt, gnidningsløst og næsten smertefrit tingene kan gøres, når man er i de bedste hænder, og alt forløber planmæssigt.
Gemalen har fået skiftet pacemaker. Fordi batterierne var ved at gå flade. Sådanne batterier har åbenbart en levetid, der svarer meget godt til batteriet på Overleverens designikon - en 7-8 år.
Det vidste vi godt, og det var således helt efter bogen, at Gemalens pacemaker nu stod til udskiftning.
Ren rutine. Kan gøres næsten ambulant.
Men som vel de fleste almindelige mennesker (?) bliver jeg alligevel lidt hvid om næsen, så snart der er tale om at 'gøre noget', der berører hjertet.
Sådan har Gemalen det i virkeligheden også, men af hensyn til sine pyldrede damer, gør han sit bedste for at skjule det. Derfor tog han fortrøstningsfuld afsted i forgårs. Alene. Ingen grund til at blæse det op til noget stort. Han regnede da også bestemt med selv at kunne køre hjem igen senest dagen efter.
Fruen tænkte sit og bed sig lidt i læben for ikke at bævre for meget med den.
Første dag gik alene med tjek af dit og dat, målinger og blodprøver. Og med at kede sig. Heldigvis havde Gemalen netop fået udleveret en firma-Ipad, og så kunne han jo passende fornøje sig med at finde ud af, hvordan sådan en virker.
Komme hjem og sove måtte han ikke. Hvorfor ikke, ved jeg ikke. Måske er man bange for, at nogen formaster sig til at åbne den hjemlige køleskabsdør?
Næste dag var det Gemalens tur ved middagstid. Hed det sig. For det trak ud, før der skete noget. Det havde Gemalen dog nået at fortælle, og godt for det, for ellers var Fruen sikkert blevet ganske hys over ikke at høre fra ham hen over eftermiddagen.
Men kvart over tre ringede Gemalen, at det hele var vel overstået. Nu skulle han bare have noget at spise, for han var grumme sulten, og så ville han finde ud af, om han kunne få lov at tage hjem.
Han fik lov. Men om han specifikt huskede at spørge, om han selv måtte køre, har jeg ikke rigtigt fået svar på. Så det gjorde han nok ikke ...
Og om et lille øjeblik starter skolernes sommerferie, og selv om DMI truer med både torden og skybrud, synes jeg alligevel det lysner.
12 kommentarer:
Godt at du nu har familien hjemme igen, man kan nemlig meget nemt blive bekymret. God weekend til jer :-)
Selvfølgelig bliver man da bekymret og lidt bange. Angst er ikke spor rationel, skulle jeg hilse fra mig selv og sige, men godt, at alt nu er godt, og han kan køre en 7-8 år til på batteriet.
Vi kunne sikkert skrive en hel bog om Bekymringer der ikke gik i opfyldelse; lidt i stil med Møllehave skuffelser, der havde det på samme måde.
Tilslutter mig de to ovenstående kommentarer og sender dig bare et knus fra Mosekonen - der stadigvæk læser med :-)
Lene: Det kan man nemlig. Tak i lige måde :-)
Ellen: Åh ja, det kender du jo en hel del til. Ja, nu er alt godt igen, og Gemalen kan tikke videre de næste mange år :-) Det kunne vi godt, men det gider vi ikke, vel?
Johanne: Tak og knus tilbage! Hvor hyggeligt, at du stadig læser med :-)
Næe. Det var da dejligt! Men hvor er det typisk så lige selv at sidde bag rattet på vej hjem ...
Hvordan er det så med de der batterier - starter det som en Duracell-bunny og så går lige så stille flade med årene, eller? Nej gas ...
Det er så skidt for nakke og skuldre, når de ikke kan være i afslappet tilstand bare en gang imellem. Så det glæder mig at de er kommet ned igen.
Rigtig god weekend til jer.
Man skal nok være gjort af et særligt stof for ikke at bekymre sig i sådan en situation - faktisk synes jeg, det ville være lidt unaturligt, hvis man slet ikke bekymrede sig over sådan noget. Dejligt i hvert fald, at det gik godt, og at Gemalen nu er "ladet op" og vel hjemme igen :-) Nu håber jeg, at I får en dejlig og bekymringsfri sommer!
Super at alt gik efter bogen, og din læbe og skuldre er faldet til ro. :-)
Godt at det hele gik som det skulle, men du har nok ret - man bør vist ikke køre efter sådan en omgang.
Dejligt at det er så nemt at bytte batterier på tikkeværket.
Hentydningen til vores bil griner jeg lidt af og bliver helt glad for at det bare er en bil der nægtede at køre videre og ikke noget mere vitalt for vores fortsatte velfærd...
Godt han er hjemme igen og du kan slappe af. Glad for de gik som det skulle og nu kan du forhåbentlig vente de der 7- 8år med at spænde i skuldre og nakke. Ha' en dejlig søndag:)
Så godt det hele er overstått. Man blir hvit om nesen, uansett, både den som skal vente alene og den som skal doktoreres på.
Klem :)
Liv: Jep, det var dejligt. Så længe det varede. Ja ikke. Her behøves ikke superhero-undertøj ;-) Tak. Jeg håber, jeres var god.
Randi: Ja, man skal nok være lavet af et isbjerg for ikke at bekymre sig. En bekymringsfri sommer kunne være dejligt :-)
Inge: Ja, det var dejligt :-)
Overlever: Næh, selv om det foregår i lokalbedøvelse, synes jeg alligevel det må være lidt forbudt selv at sætte sig bag rattet kun 2-3 timer senere. Jeg syntes også, det var lidt komisk, at man på den måde kunne sammenligne holdbarhed på batterier - sådan lidt på tværs ;-)
Mette: Det var virkelig dejligt, det gik så glat :-) Men selv om jeg godt kunne bruge 7-8 med sænkede skuldre, er det vist ikke sådan, det skal være.
Mormor: Det var dejligt ja. Nu skal vi bare have HELT tjek på Gemalen, så næserne kan blive pænt lyserøde igen :-) Klem tilbage.
Send en kommentar