Eller normaltid hedder det vist.
Og fik en time foræret om morgenen.
Som så til gengæld mangler ret meget om eftermiddagen ...
I cirka en uge virkede det fint om morgenen. Kamelens morgentur foregik i noget, der næsten mindede om dagslys.
Nu er den ekstra morgentime allerede forsvundet i mørket.
Det er mørkt, når jeg henter avisen ind, og det er stadig temmelig mørkt, når Kamelen og jeg en halv time senere tager vores morgenrunde.
- Jeg kan ikke se en skid, sagde nabokonen og mente det helt bogstaveligt, da vi en mørk og regnvåd morgen mødte hende og hendes hund.
Af samme grund har jeg nu også en lygte med i lommen. Men henstiller til Kamelen, at hun besørger et sted, hvor der er lys nok til at samle op. For det er sin sag at styre både hund og lygte - og opsamling. Skulle jeg hilse og sige.
For at gøre Kamelen en smule trafiksikker er hun blevet udstyret med en lille bitte lygte, der sidder i halsbåndet og blinker, når man tænder den.
Meget smart.
Sjovt ser det også ud, når det lille blinklys kommer drønende gennem den kulsorte have.
Til gengæld var det hverken smart eller sjovt, men ren panik, da den lille lygte i går morges var gået i stykker.
Godt halvdelen manglede.
Inklusiv batteriet.
Huset blev endevendt, men hverken batteriet eller den gule lygtedel var at finde nogen steder.
Kamelen så ganske uskyldig ud og virkede også meget veltilpas.
Men hvad nu, hvis batteriet lå i hendes mave?
Fruen fik selv helt ondt i maven. Bare ved tanken.
Og tog forbi dyrlægerne på vej mod arbejde for at forelægge problemet og høre deres mening.
- Er du sikker? spurgte dyrlægen.
- Nej, men sandsynligheden taler jo for, at hun har ædt det.
- Det duer altså ikke, at vi bare venter på, om hun får det dårligt, sagde dyrlægen. Vi kan tage et røntgenbillede, og hvis batteriet så ligger i mavesækken, giver vi et brækmiddel og håber, det kommer med op.
Var batteriet nået længere, ville man forsøge at fodre det igennem, og hvis det ikke umiddelbart lykkedes, måtte man operere.
- Kan du hente Kamelen med det samme, så finder vi hurtigst muligt en tid til røntgen, fortsatte dyrlægen.
Det kunne Fruen jo godt (blive nødt til), så hun ræsede hjem for at hente Kamelen.
I mellemtiden var Gemalen nu så vågen, at han også havde en mening om verdenssituationen:
- Har du set ordentligt efter udenfor? Det kunne jo være lygtedelen ligger der, sagde han.
- Øh næh, sagde Fruen og mumlede noget om mørke og nedfaldne blade og om usandsynligt og omsonst.
Hvorefter Gemalen, iført slåbrok (slåbrok passer bedre til situationen end badekåbe), marcherede ud for at lede.
To minutter senere kom han ind igen.
Det totalt usandsynlige var sket. Ikke alene havde han fundet lygtedelen; batteriet sad stadig på plads.
- Man skal bare se ordentligt efter, sagde Gemalen.
Fruen undlod at sige noget om de cirka syv millioner ting, Gemalen gennem tiden har skullet have hjælp til at finde og ringede i stedet for til dyrlægerne, der var søde nok til at tage det pænt og næsten ikke løftede en moraliserende pegefinger.
- Sommetider skal man lige blive lidt forskrækket for at blive klogere, lød det dybsindigt.
Og ja, Kamelens nye lygte bliver nu pænt sat på før og igen taget pænt af efter endt gåtur.
Så ku' hun lære det.
Fruen altså.
 |
| Den famøse lygte. |
15 kommentarer:
Ha ha ha eller nej det er da ikke sjovt men så alligevel lidt er det. Har det også med at panikke inden alt er tjekket og det er da usmart. Nu har du lært det og så kan jeg vel også lærer det, tror du, ik'? :)
Jeg kender godt det, at man ikke får kigget ordentligt efter, når man har mistet/tabt/ forlagt osv. et eller andet. Man panikker totalt! Senest var det mine briller, der var blevet væk.
Kenzo har også sådan en lygte eller en noget lignende. Han har den på altid, på tur, når han svømmer og herhjemme. Den er ikke gået i stykker endnu (7-9-13)!
God onsdag!
Måske skulle du anskaffe dig en pandelampe, så du både kan se og have hænderne fri til at samle op efter Kamelen, når I går tur i mørket. Det kunne da se smart ud ;-) Godt, at Kamelen ikke havde slugt batteriet!
Mette: Når ting ender godt, kan man tit godt se det sjove i dem - bagefter. Ved ikke, men synes næsten det vil være tarveligt, hvis du lærer det, før du bliver 50 ;-)
Nonna: Åh ja, briller, pung og nøgler - panik, panik. Kenzos lygte er nok en mere robust en af slagsen. - Jeg skal lære ikke at købe billigt skrammel. Tak i lige måde :-)
Randi: Jeg har set andre hundeluftere med pandelamper, men jeg kan altså ikke fordrage dem, altså pandelygterne. Man kan jo ikke dreje hovedet, uden at lyset suser rundt i landskabet, ind i folks haver og helt ind i deres stuer. Ja, det var godt, MEGET godt :-)
Godt at kamelen ikke er en slughals som spiser alt ;-)
Tak for endnu en underholdende hundehistorie ... ved godt, at det først er sjovt bagefter, men jeg går ud fra, at i og med du offentliggør dette, er det også tilladt at grine højt? :-D
Laika: Jamen, Kamelen ER en slughals. Heldigvis opdagede hun bare ikke, at halvdelen af lygten faldt af i farten :-)
Ellen: Selv tak. Det er tilladt både at grine højt - og at fortælle John hvorfor ;-)
Ahr hvor godt altså. Genkender mig selv i det der panik-agtige med (næsten) straks at ringe til dyrlægen.
Men godt at gemalen lige kunne lege lygtemand for en stund. Og så synes jeg faktisk også det er rimeligt at kamelen sørger for kun at lægge kager på oplyste plettet.
Undrer mig dog over hvordan nabokonen ikke kan se en skid - bogstavelig talt. Det kan jeg da heller ikke - ikke engang når det er lyst. Kan du? ;-)
Liv: Ja, det ville være dejligt, hvis det kun foregik under lygtepælene. Men det gør det ikke, og så står jeg der med lygten mellem knæene og en hund, der kun måske bliver siddende, og så skal der ikke så meget til, før det der opsamling bliver noget værre - lort! Ja, det kan jeg. For i min og nabokonens verden har en skid fast form. Men jeg ved godt - ved nærmere eftertanke - at, det for nogen er en gas ;-)
De er altså også meget små de lygter, men de er rigtig gode. De lyser så man kan se hunden. Vær du glad for den er gul. Jeg har kun set dem sorte. De burde være selvlysende de lygter.
Lys og reflekser er nødvendig i vinterens mørke. Her er det seler med refleks som gjelder. Kjekt å ha, mener katt. Godt det ikke lå noen batterier i Kamelens mage og så bør det frotsette.
Klem og hurra for lykter og reflekser :)
Mormor: Fint at katten er tilfreds med reflekssele. Hurra for lygter og reflekser PÅ og ikke I hunde og katte :-) Klem tilbage.
Pia: Ja, de er meget små. Ville meget nemt kunne forsvinde i gabet på dine 'børnebørn'. Det var ikke forkalkuleret smarthed men tilfældigt, at lygten var gul. Hvis de var selvlysende, behøvede man slet ikke at tænde dem. Dét ville være smart ;-)
Det er altså bare så underholdende at læse dine indlæg :-)
Åh, hvor jeg kender sætningen "Man skal bare se ordentligt efter" og har som dig tænkt på de mange gange, hvor jeg har hjulpet husbond med at finde ting uden at kommentere det (særlig meget).
Nej, det dur ikke med pandelamper, som lyser folks stuer op. Det er så hyggeligt at gå i mørket og få et lille glimt ind i de små hjem i al ubemærkethed :-)
Lone: Tak :-) Næh, man skal nemlig ikke kommentere (særlig meget) på alt det, man skal hjælpe mændene med at finde. Det med at kigge lidt ind til folk er altså den eneste fornøjelse ved at gå rundt derude i kulde og buldermørke med sin hund, så nej, pandelamper dur ikke ;-D
Send en kommentar