torsdag den 13. august 2015

Disney-fantastisk - og en lille smule tragisk


Da hverdagen indhentede mig, manglede jeg stadig to ferieindlæg. Bedre sent end aldrig kommer de lige her:


Den sidste feriedag, bortset fra hjemrejsedagen, var afsat til Neuschwanstein. Slottet, som Fruen længe havde drømt om at se.

Allerede på lang afstand kan man se slottet som en lille hvid klat på en baggrund af skov og bjerge, og efterhånden som vi nærmede os, voksede slottet og så præcis så eventyrligt ud som på billeder.

Så snart vi steg ud af bilen, kunne vi se, at der var virkeligt mange mennesker. Heraf cirka halvdelen kinesere. Vi fandt billetkontoret, sprang den almindelige kø over og fik hurtigt vores billetter. Billetdamen fortalte, at der var stoppested for hestevognene til slottet til højre for billetkontoret.

Fruen mente - temmelig fejlagtigt - at vi havde god tid, så jeg kunne godt nå en tur på toilettet. Donnaen ville med. På vejen passerede vi et hestevognsstoppested, og undrede os. Måske havde billetdamen ment til højre set udefra?

Vi fik fat i Gemalen, købte billetter og sad lidt og ventede i hestevognen. Pludselig så jeg nærmere på skiltet ved stoppestedet og konstaterede, at hestevognen slet ikke kørte til Neuschwanstein, men til Hohenschwangau, det andet slot.

Ud med os og pengene retur fra kusken, der lignede en, der var ret vant til , at folk klokkede rundt i det på den måde.

Nu var der allerede gået ret meget tid, og Fruen, som omsider havde gidet at åbne den lille folder, som fulgte med billetterne, kunne konstatere, at vi dårligt kunne nå hestevognsturen, hvis vi ikke kørte lige med det samme. Gå derop kunne vi ikke med Gemalens dårlige hofte.

Tilbage var der bussen, og vi nåede hen til stoppestedet og købte billetter, mens bussen blev fyldt med kinesere - og kørte. Der var bare to foran os i køen, der heller ikke kom med ...

Selv om der var passagerer nok at tage af, gik busserne efter en fast plan og ikke bare efter behov. Så vi måtte vente. Længe. Og vores indgangstid oppe på slottet nærmede sig alt for hurtigt.

Det stod mere og mere klart, at vi ville komme for sent, og Fruen var lige ved at tude af skuffelse.

Vi blev dog i køen, og endelig kom bussen, og endelig kørte den igen, og endelig nåede den op til vendepladsen før slottet, hvorfra alle skulle gå det sidste stykke. Der var stadig et par minutter tilbage at løbe på, så det gjorde vi. Ret bogstaveligt. Løb!

Da vi omsider nåede slotsgården, skulle vi igennem en billetsluse, hvor vores billetnumre stadig blinkede, selv om indgangstiden egentlig var passeret. I 
almindelig opkogt og forvirret tilstand susede jeg i første omgang lige forbi og måtte bruge yderligere ti sekunder på at vende rundt og komme tilbage og får fumlet billetten igennem.

På slotstrappen stod en vagt og grinede venligt til os, da vi kom væltende, forpustede og røde i kammen. Så snart vi var indenfor, gik døren i, og guiden bød velkommen.

Hun fortalte - blandt meget andet - at slottet slet ikke er det middelalderslot, som det ligner. Det er bygget så sent som i tredie fjerdedel af attenhundredetallet. Og det ser ud, som det gør, fordi bygherren, kong Ludwig den anden af Bayern, var totalt verliebt i historiske eventyr og ikke mindst i Wagner-operaer. Derfor blev det ikke en almindelig hofarkitekt, men en Wagner-scenograf, der tegnede slottet ud fra kongens ønsker.

Indvendigt går Ludwigs forkærlighed for Wagner igen. Og kan man sin Wagner, hvilket jeg bestemt ikke kan, vil man kunne se henvisninger til forskellige Wagner-operaer - inklusiv en grotte med lys i skiftende farver! - overalt i udsmykningen. Noget er virkelig overdådigt flot, og noget er temmelig dystert. Jeg ville i hvert fald ikke turde sove i kongens soveværelse med mørke egepaneler og en seng med en himmel, der består af et væld af kunstfærdigt udskårne tårne og kors (eller hvad det nu er), så man føler sig hensat til en overbefolket transsylvansk kirkegård. Ved nattetide.

Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at det var netop her - i sin seng - kongen befandt sig, da han blev arresteret og erklæret sindsyg. Hvorefter han blev ført bort og et døgn senere fundet død i en sø.

Kongens pludselige og alt for tidlige død betød, at slottet aldrig blev færdiggjort, og på nær relativt få sale og gemakker (og et, for tiden, meget moderne og velindrettet køkken) står som en tom skal.

Og selv om slottet udefra fremstår som det mest perfekte Disney-prinsesse-slot, har der aldrig boet en eneste prinsesse. Kongen var en overgang forlovet, men brød forlovelsen og var vist i det hele taget ikke rigtigt til prinsesser ...

Ak ja. Et eventyrligt udseende er ikke altid nok til en happy ending.




10 kommentarer:

Ellen sagde ...

Øv - der røg lige nogle illusioner :-) Jeg anede intet om slottets historie - før nu - men det sætter det tilsyneladende überromantiske slot i et noget andet lys, synes jeg. Et torneroseslot forbinder jeg heller ikke med dystre udsmykninger o.l. (undtagen deroppe, hvor spinderokken med tenen gemmer sig), så jeg tror, jeg vil nøjes med at se slottet udefra, hvis jeg skulle komme i nærheden af det igen.
Men tak for historien - den var god og meget dramatisk :-)

Mette sagde ...

Jeg blev helt forpustet og en anelses stresset af at læse med i dag:) Godt I nåede det og sikke en dramatisk historie:)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Det gjorde der bestemt! Jeg vidste noget i forvejen, da jeg havde været heldig at se en udsendelse om slottet en gang i foråret. Måske har Ludwig ikke selv opfattet det som dystert, men som noget fra en speciel Wagner-opera? Iøvrigt var salene flotte. Og køkkenet lige noget for dig :-) Jeg syntes bestemt, rundvisningen var interessant, men Askepot- og Tornerosefantasierne går altså lidt fløjten ;-).

Mette: Vi var også både forpustede og stressede undervejs, kan jeg garantere! Ja, godt, vi nåede det. Det havde været SÅ synd for mig, hvis vi var kommet for sent :-) Det var ofte temmelig dramatisk at være konge i gamle dage.

@ sagde ...

Og det man bare slet ikke gider i sin ferie er ... stress og jag! Pyha. Blev helt svedt bare af at læse om jeres tidspressede tur op til slottet. Jeg har også set dokumentar om slottet. Det må være storslået at se i virkeligheden. Håber at turen ned fra slottet gik lidt mere gelinde?!

A + K = ♥ sagde ...

Æv, sikke en skam - jeg køber en krone i Fætter BR og sparker døren ind B-)

- Anne

Pia sagde ...

Du har det nøjagtig som mig,kan jeg se. Jeg er heller ikke færdig med at skrive om vores Bornholmertur, selvom det er 3 uger siden vi kom hjem.
Jeg synes jeg kan se en rød tråd (tidsnød) igennem alle ferieberetningerne ;-)
Eventyrslot eller ej, så synes jeg altid de er interessante at besøge, især hvis man får lidt historie med på vejen.

Inge sagde ...

Stress og jag burde være forbudt når man har ferie, godt I nåede at komme med rundt. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Det var jo - tsk tsk -delvist selvforskyldt. Det var absolut storslået, men faktisk ikke stort i fysisk forstand. Vejen ned foregik i ro og mag :-)

Anne: Hehe, jeg ser det for mig :-) Du har simpelthen fat i et uudnyttet potentiale, hvor man for en mindre formue kan leje slottet og agere prinsesse for en dag.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Nå, så er vi da to :-) Jeg har egentlig ikke tænkt det sådan, men du har faktisk ret, at vi/jeg i flere var ved at løbe tør for tid. Det var så til gengæld sidste gang på den ferie, at vi skulle skynde os. Slotte er næsten altid utroligt spændende at besøge, og ja, man skal helst have historien med.

Inge: Tjah, så er man (vi/jeg) nok nødt til at stå tidligere op og læse (endnu) bedre på lektien, hvis det helt skal undgås :-)

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Ja, det var godt, at vi nåede det. Der var kinesere både før og efter os. Og selvfølgelig er de mange. Fordi de - stadigvæk i overvejende grad - rejser i store selskaber. Og bare fordi de jo altså er mange. Men de er jo næsten altid disciplinerede og høflige, så de er bestemt ikke de værste turister at være iblandt :-)