Disney-fantastisk - og en lille smule tragisk

Da hverdagen indhentede mig, manglede jeg stadig to ferieindlæg. Bedre sent end aldrig kommer de lige her:

Den sidste feriedag, bortset fra hjemrejsedagen, var afsat til Neuschwanstein. Slottet, som Fruen længe havde drømt om at se.

Allerede på lang afstand kan man se slottet som en lille hvid klat på en baggrund af skov og bjerge, og efterhånden som vi nærmede os, voksede slottet og så præcis så eventyrligt ud som på billeder.

Så snart vi steg ud af bilen, kunne vi se, at der var virkeligt mange mennesker. Heraf cirka halvdelen kinesere. Vi fandt billetkontoret, sprang den almindelige kø over og fik hurtigt vores billetter. Billetdamen fortalte, at der var stoppested for hestevognene til slottet til højre for billetkontoret.

Fruen mente - temmelig fejlagtigt - at vi havde god tid, så jeg kunne godt nå en tur på toilettet. Donnaen ville med. På vejen passerede vi et hestevognsstoppested, og undrede os. Måske havde billetdamen ment til højre set udefra?

Vi fik fat i Gemalen, købte billetter og sad lidt og ventede i hestevognen. Pludselig så jeg nærmere på skiltet ved stoppestedet og konstaterede, at hestevognen slet ikke kørte til Neuschwanstein, men til Hohenschwangau, det andet slot.

Ud med os og pengene retur fra kusken, der lignede en, der var ret vant til , at folk klokkede rundt i det på den måde.

Nu var der allerede gået ret meget tid, og Fruen, som omsider havde gidet at åbne den lille folder, som fulgte med billetterne, kunne konstatere, at vi dårligt kunne nå hestevognsturen, hvis vi ikke kørte lige med det samme. Gå derop kunne vi ikke med Gemalens dårlige hofte.

Tilbage var der bussen, og vi nåede hen til stoppestedet og købte billetter, mens bussen blev fyldt med kinesere - og kørte. Der var bare to foran os i køen, der heller ikke kom med ...

Selv om der var passagerer nok at tage af, gik busserne efter en fast plan og ikke bare efter behov. Så vi måtte vente. Længe. Og vores indgangstid oppe på slottet nærmede sig alt for hurtigt.

Det stod mere og mere klart, at vi ville komme for sent, og Fruen var lige ved at tude af skuffelse.

Vi blev dog i køen, og endelig kom bussen, og endelig kørte den igen, og endelig nåede den op til vendepladsen før slottet, hvorfra alle skulle gå det sidste stykke. Der var stadig et par minutter tilbage at løbe på, så det gjorde vi. Ret bogstaveligt. Løb!

Da vi omsider nåede slotsgården, skulle vi igennem en billetsluse, hvor vores billetnumre stadig blinkede, selv om indgangstiden egentlig var passeret. I almindelig opkogt og forvirret tilstand susede jeg i første omgang lige forbi og måtte bruge yderligere ti sekunder på at vende rundt og komme tilbage og får fumlet billetten igennem.

På slotstrappen stod en vagt og grinede venligt til os, da vi kom væltende, forpustede og røde i kammen. Så snart vi var indenfor, gik døren i, og guiden bød velkommen.

Hun fortalte - blandt meget andet - at slottet slet ikke er det middelalderslot, som det ligner. Det er bygget så sent som i tredie fjerdedel af attenhundredetallet. Og det ser ud, som det gør, fordi bygherren, kong Ludwig den anden af Bayern, var totalt verliebt i historiske eventyr og ikke mindst i Wagner-operaer. Derfor blev det ikke en almindelig hofarkitekt, men en Wagner-scenograf, der tegnede slottet ud fra kongens ønsker.

Indvendigt går Ludwigs forkærlighed for Wagner igen. Og kan man sin Wagner, hvilket jeg bestemt ikke kan, vil man kunne se henvisninger til forskellige Wagner-operaer - inklusiv en grotte med lys i skiftende farver! - overalt i udsmykningen. Noget er virkelig overdådigt flot, og noget er temmelig dystert. Jeg ville i hvert fald ikke turde sove i kongens soveværelse med mørke egepaneler og en seng med en himmel, der består af et væld af kunstfærdigt udskårne tårne og kors (eller hvad det nu er), så man føler sig hensat til en overbefolket transsylvansk kirkegård. Ved nattetide.

Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at det var netop her - i sin seng - kongen befandt sig, da han blev arresteret og erklæret sindsyg. Hvorefter han blev ført bort og et døgn senere fundet død i en sø.

Kongens pludselige og alt for tidlige død betød, at slottet aldrig blev færdiggjort, og på nær relativt få sale og gemakker (og et, for tiden, meget moderne og velindrettet køkken) står som en tom skal.

Og selv om slottet udefra fremstår som det mest perfekte Disney-prinsesse-slot, har der aldrig boet en eneste prinsesse. Kongen var en overgang forlovet, men brød forlovelsen og var vist i det hele taget ikke rigtigt til prinsesser ...

Ak ja. Et eventyrligt udseende er ikke altid nok til en happy ending.