The Eagle.. øh Bette.. altså Maddie er landet

Så skete det!

Maddie er hjembragt til matriklen.

Det er temmelig verdensomvæltende.

Huset er på den anden ende.

Familien er på den anden ende.

Vi er nu en familie med hundehvalp!

Det er sjovt. Det er lidt hårdt. Det er ret trættende (mere for nogen end for andre). Men mest af alt er det smadderhyggeligt.

Nu skal vi så lige vænne os til hinanden.

Maddie skal finde ud af, at vi faktisk er ret rare, selv om vi har bortført hende fra hendes vante rammer. Det tror jeg faktisk, hun har forstået. Hun ser ret tilfreds ud, lader sig nusse og tørre de særeste steder. Det der pote-tørreri er lidt overdrevet, synes hun, men finder sig i det uden de store sværdslag. Og hun dejser om og sover, hvor det nu lige passer hende. 

Vi skal finde ud af, hvad det vil sige at have det lille kræ rendende. Vi skal helst ikke træde på hende og heller ikke falde over hende.

Mest akut lige nu er at lære at aflæse hendes kropsprog, så vi har en teoretisk chance for at nå at få hende ud af hoveddøren, før hun tisser på gulvet. Lad os bare sige, at vi på det punkt har en del at lære endnu ...

Og nu vi er ved det med renligheden. Nogen havde glemt at spørge til hendes - ahem - natlige rutiner. Så der var kun én vej frem; nemlig en madras på gulvet. Det gav i det mindste nogenlunde ro. For ganske vist havde Gemalen tænkt, at Maddie da sagtens kunne sove selv i sin kurv i sin hvalpegård på køkkengulvet. Men vi var ret hurtigt fire, der alligevel ikke syntes, det var nogen god ide.

Spørgsmålet var så bare, hvem der skulle have madrasfornøjelsen?

Fruen syntes, at i og med hun faktisk ikke havde ferie, men skulle op og på arbejde, så måtte en anden tage tjansen. Donnaen, der ellers tidligere havde ligget på gulvet med en trygt sovende hvalp ved sin side, blev noget bleg ved tanken om at skulle op og udenfor midt i den sorte nat. Gemalen sagde ikke ret meget, men hans ikke helt velfungerende hofte ville gøre ham ude af stand til at rejse sig fra en madras på gulvet bare nogenlunde hurtigt.

Så derfor. Ja, gæt selv, hvem der landede på madrassen?

På den måde lærte Fruen på den hårde måde, at Maddie langt fra kan holde sig en hel nat. Hun lærte også, at det er omsonst at tro, at man kan nå at sno sig ud af sit nattøj og iføre sig både bukser, bluse, sweater, strømper, jakke og støvler, før Maddie har givet efter for det indre tryk.

Bare at lukke hoveddøren op og håbe, at Maddie løber ud, mens jeg stadig kæmper med de genstridige beklædningsgenstande, er muligvis vejen frem, men da det sidste nat var både mørkt, koldt og vådt, syntes Maddie ikke, der var grund til at forhaste sig. Så hellere vente på mig. Og dermed give efter for det indre tryk. Igen.

Tredie gang var det faktisk blevet morgen. I hvert fald efter hundehvalpe-standard. Hvad jeg mente, var sagen uvedkommende. Men da var jeg allerede blevet klogere, så ud røg Maddie. I tide.

Klokken nærmede sig nu halv syv, og Maddie syntes ikke, der var grund til at sove mere. Så hun begyndte i stedet at bumle rundt med et tyggeben. Altså kunne vi lige så godt stå op. Og det gjorde vi så. Gemalen, der havde sovet fra det hele, blev purret, og Donnaen, der bestemt ikke havde sovet fra det hele, men sødt havde hjulpet ved begge 'uheld', kom traskende og meddelte søvndrukkent, at næste nat ville hun altså sove et andet sted.

Det får hun så lov til, mens jeg belært af første nats erfaringer nok vil anlægge en anden strategi. Noget med et vækkeur, så det er mig, der vækker Maddie og ikke omvendt. Jeg håber, det vil virke. Der er i hvert fald plads til forbedringer.

Farlig pind bekæmpes.

PS: Og undskyld til dem, der ikke gider at læse om hundehvalpe, men det kommer nok til at fylde en hel del fremover ...