Kitte og lufttørrede sko

Stormagasinet Kitte ligger i forbindelse med Tokyo Station, og det lykkedes os forbløffende hurtigt at finde ud af at gå i den rigtige retning, så vi endte på en af de underste etager og kunne tage rulletrappen op til stueetagen.

Kitte er et ret nyt stormagasin og er en om- og udbygning af Tokyos centrale postkontor - Kitte betyder frimærke på japansk. Det er et meget lækkert byggeri, omkring et stort, trekantet, overdækket atrium. Den ene indvendige facade mod atriet er den gamle udvendige facade fra postkontoret, hvilket ser helt specielt ud.

Allerførst fandt vi toiletterne og dernæst et godt sted at spise.

Og så begyndte vi at tænke kreativt.

For Donnaen klagede sig over våde fødder, og noget måtte gøres.

Løsningen blev at købe et par sokker. Derefter fandt vi toiletterne igen, og Donnaen afførte sig sko og sokker. Sålerne blev hevet ud af skoene, og så blev både sko og såler tørret i de elektriske håndtørrere (den slags, hvor man stikker hænderne ned, og så starter der et jetfly). Det var muligvis en smule uortodokst, men der var heldigvis ikke ret mange mennesker, og der var så rent og pænt, at det ikke var noget problem at sidde på gulvet og rode med sokker og sko. Sålerne var lynhurtigt tørre, og skoene også hurtigt, om ikke knastørre, så i hvert fald næsten tørre. Kombineret med de nye, tørre sokker var alting pludselig meget lettere at kapere, og Donnaen og jeg var parate til at udforske hele stormagasinet.

Vi tog rulletrapperne hele vejen op, og da vi så meget heldigt kom forbi et roligt hjørne med stole aftalte vi med Gemalen, at der kunne han lige slappe lidt af, mens vi gik på opdagelse.

Der var nok at kigge på. Masser af små butikker med ting og sager, man ikke nødvendigvis behøvede at købe, men som alle indbød til at blive rørt ved. Donnaen købte en pin til Ungersvendens lillesøster, og da der blev nikket ja til presento?, blev den pakket så fint ind, at jeg kom til at tænke på Mr. Bean i Love Actually og måtte kigge væk for ikke at komme til at grine.

På en etage var der en kombination af bibliotek og café, der så så hyggelig ud, at det var ærgerligt, at vi ikke lige havde et par timer til overs til at sidde der og læse og drikke te. Et andet sted var et hjørne udnyttet som et lille museum. Samme sted var det muligt at kigge ud og lige over på den oprindelige Tokyo Station, som er en prægtig, gammel bygning fra 1914 i europæisk stil.

Da vi havde været alle 5-6 overjordiske etager igennem, rullede vi hele vejen op igen og fandt Gemalen - snorksovende i sin stol.

På samme etage er der udgang til en stor tagterrasse og -have, hvorfra der vist skulle være en kanongod udsigt over den nærmeste del af byen, men da det regnede,  undersøgte vi det ikke nærmere. Vi nøjedes med at køre et par etager ned og trække Gemalen med hen til det lille museum, så også han kunne glæde sig over kigget ud til den gamle stationsbygning.

Nu gad vi ikke mere, og fandt hen til Yamanote Line og hjem til et velfortjent hvil inden aftensmaden.

Og de følgende dage gik vi ingen steder uden ekstra sokker til Donnaen i tasken ...

Kitte.
Den gamle facade fra postkontoret.