Lad det bare være sagt med det samme; det er på ingen måde fair at bedømme en sommerferie-ø som Anholt ud fra 2½ dags ophold - i efterårsferien.
Men nu er verden jo ikke retfærdig, så derfor:
I vores bestræbelser på at højne hele familiens kendskab til de danske øer var vi nået til Anholt og bookede 3 nætter på Bed & Breakfast over nettet. Med B&B er der en fin mulighed for at snakke lidt med værten. Og det kan også tit være både hyggeligt og vældig informativt..
Tænkte vi.
Vi blev klogere. Klogere som i skuffede. I det hele taget er det en underdrivelse, at starten på vores ø-ophold blev lidt et op-ad-bakke projekt.
Vel ankomne til Anholt måtte vi konstatere, at det var de smarte, der havde bestilt taxa, som kom først ud at køre. Vi andre måtte pænt vente. Heldigvis i ly for regn og vind, men det var KOLDT.
Vi glædede os derfor til at komme indendøre i et varmt hus. Og blev noget misfornøjede, da værten kom ud og meddelte, at i efterårsferien prioriterede man familien og havde derfor ingen betalende gæster i selve hjemmet. - Nå nå. - Så vi skulle bo i det nærliggende Murer Hans' Hus.
Her var IKKE varmt, men HUNDEKOLDT. Der var vist lige akkurat blevet åbnet for varmen, før vi kom, men den ene radiator i stuen fungerede ikke, og den anden var li'som ikke nået på omgangshøjde med situationen. Det ville hurtigt blive bedre, lovede værten, mens vi nøjedes med at klapre tænder og spørge om, hvor og hvornår vi skulle indtage vores morgenmad.
- Om vi da ikke selv ville lave morgenmad, når vi nu havde et helt hus for os selv?
Næh, det havde vi ingen planer om. Gemalen undlod afventende at nævne, at vi sådan set allerede havde betalt for morgenmad, mens Fruen selv af ren forbløffelse bare stod og åbnede og lukkede munden som en strandet fisk.
Okay, så ville han da kontakte kroen, og så kunne vi gå derhen og spise morgenmad. Sagde værten og forsvandt.
Og vi så ham aldrig siden. Præcis så meget B&B-hyggesnak kunne det blive til. Øv bøv. Her er det så, at Fruen bliver lidt mopset og tillader sig at mene, at hvis man ikke gider at tage sig af sine B&B-gæster, var det måske bedre helt at lade være med at have nogen..
Således nedprioriterede og noget forkomne drog vi på indkøb, så vi kunne vi gå os til varmen og bagefter få en kop - varm - kaffe og måske en kage, inden det blev tid til aftensmad.
Eneste åbne butik på denne årstid var Brugsen, hvor vi fandt både kaffe og kager plus det løse. At kun de færreste varer var prissat kunne ikke bringe os - mere - ud af fatning.
På vejen hjem kom vi forbi Tanternes Hus og reserverede straks bord til samme aften.
Hjemme igen var det stadig koldt, så nu blev der skruet maximalt op for alt, hvad der kunne varme. Og dynerne blev hentet ind i stuen. Heldigvis havde vi ingen tændstikker, for ellers er jeg bange for, at vi havde sat ild til en sofa.
Netop da ringede tanten fra Tanternes Hus, at problemer med en ovn gjorde det umuligt at blive færdig til tiden. Om vi kunne komme en halv time senere. Selvfølgelig kunne vi det, og ankom så ret skrupsultne i forventning om straks at blive bespist.
Det blev vi ikke, for ovnen drillede stadig, og den stakkels tante løb hæsblæsende rundt for at holde sine gæstre muntre trods ventetiden. Heldigvis var der dejlig varmt, og der var rødvin. Så vi holdt os faktisk ret muntre. Lænede os tilbage og betragtede de andre gæster, der myldrede ud og ind. Så vidt vi kunne bedømme et sammenrend af faste, tilbagevendende (sommerhus-)gæster og nogle få fastboende. Hyggeligt og uformelt, helt ned til gummistøvler og medbragte hjemmesutter..
Endelig kom maden, og den var værd at vente på. Så vi skyndte os at bestille bord til to dage senere.
Varme og mætte travede vi hjem til vores nu nogenlunde lunkne hus.
For at sove og vågne op til en ny og bedre dag. Huset var nu varmt. Morgenmaden på kroen var fin og rigelig. Og vi kunne traske ned på havnen og leje fine, røde cykler til udforskning af øen. Det var ikke helt billigt. Alle priser på Anholt er tilsyneladende ganget op med en særlig ø-faktor. Det er en del af oplevelsen.
Nu skulle øen besigtiges. Vi opgav straks at komme ud til sælerne på Totten på øens modsatte spids. Afstand, uvejsomhed og manglende gå på mod fra Pigebarnets side betød no go til det projekt. I stedet cyklede vi mod syd og besteg Sønderbjerg. Her var den mest fantastiske udsigt, og den stive kuling gjorde det helt umuligt at falde ned fra de stejle klinter. Dernæst trillede vi gennem sommerhusområderne og ud til lufthavnen. Eller flyvepladsen. Eller landingsbanen. Vi diskuterer stadig indbyrdes, hvad man kan kalde en stribe græs og et skur med plads til en halv flyvemaskine?
Aftensmåltidet blev indtaget på kroen. Vi kunne vælge mellem dagens ret og ingenting. Men det var helt fint; stegt flæsk og persillesovs. En af Fruens personlige favoritter. Så humøret var højt og ikke en gang Pigebarnets bølle-bank til sin mor i Matador senere på aftenen kunne ødelægge den gode stemning.
Næste dag gik sæljagten ind. Vi havde læst os til, at de også sommetider lå på Nordstranden ikke så langt fra havnen. Men der var ikke en s(j)æl, og vi så aldrig en eneste. Senere på dagen klagede jeg min nød til cykel-manden, da vi leverede cyklerne tilbage.
- Nej, sagde han med et lettere overbærende udtryk. Det gider de da ikke i det vejr. De kan ikke lide pålandsvind.
Det burde selv fastlandskrabber som os måske kunne have regnet ud..
Så vi traskede hjem igen. Denne gang ad Kærligheds-stien. Et ret besynderligt navn til en sti, hvor man er nødt til at gå i gåsegang det meste af tiden. Men en fin udsigt, helt ud til fyret på Totten, er der. Og den kan nydes, hvis man står stille eller er i stand til at kigge udsigt uden at skvatte over sine egne ben, mens man samtidig storker efter Gemalen, der ikke i samme grad behøver at falde i svime over den samme udsigt mere end én gang.
Sidste aften besøgte vi igen Tanternes Hus. Ovnen var repareret, og maden kom hurtigt på bordet. Præcis så lækker som første gang. Før vi gik, faldt vi - for første gang - lidt i snak med et par fastboende. De fortalte nogle drabelige, gamle sørøverhistorier om et slukket fyr og tændte bavner inde midt på øen . Og om omkomne/faldne, der bare blev nødtørftigt begravet i klitterne, så man til stadig kan støde på knogle- og vragrester langs hele Pakhusbugten.
Desværre måtte vi gå, for vi skulle hjem i seng, så vi kunne komme tidligt op til morgenmad på kroen allerede klokken 06.45 for at være parate, til taxaen kom for at køre os ned til den ventende færge.
Vente gjorde den heldigvis. Færgen. For Taxa-Lotte var blevet forsinket og måtte ringe og sige, at nu måtte de altså lige vente med at tage landgangen, til hun kom med sidste hold.
Vinden havde lagt sig, og vi sejlede hjem til fastlandet i god ro og orden; en ø og en masse sære oplevelser rigere.
 |
| Udsigt fra Sønderbjerg |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar