mandag den 1. december 2014

Adventskrans - tjek, kalenderlys - tjek


Så blev det lige med et december.

Og november, der føltes lang og mørk og våd og kedelig, forsvandt alligevel hurtigere end forventet.

God tid blev - som altid - erstattet med lettere panik.

For selv om kalenderlyset var indkøbt allerede omkring 1. november, var der bare ikke rigtigt sket mere. Og så var det pludselig på høje tid at få styr på både dit og dat.

Adventsgaver ikke mindst.

Donnaen havde gjort sit for, at jeg ikke skulle glemme det. Men omvendt havde hendes cirka 717 opdateringer også bevirket en vis immunitet fra moderens side. Der var vel ingen grund til at forjage sig, hvis ønskerne blev erstattet af andre, endnu mere brændende, ønsker?

Sådan kunne det nødvendigvis ikke blive ved med at gå. Især ikke da gaver købt over nettet kommer lidt som vinden blæser, så snart juletiden nærmer sig.

Men noget nåede frem, og Donnaen kom selv med ud at handle lidt på Black Friday, og på den måde kom tre ud af fire adventsgaver til hende faktisk i hus før den første søndag i advent. Hvilket egentlig var meget godt klaret. Syntes jeg selv.

At jeg så var lige ved at glemme at pakke ind, er der vel ingen grund til at nævne?

Adventsgaver til min mor blev også nået,og så tog vi alle afsted til den årlige dag for brunkagedej-fremstilling og adventskransebinding sammen med netop hende. Siden sidste år har mor fået induktionskogeplader, hvilket gav lidt udfordringer, da den gamle, kæmpestore gryde nu ikke kunne bruges. Men det lykkedes, og det lykkedes også at får trillet pølserne på det nogenlunde rigtige tidspunkt, hvor dejen hverken var for blød eller for hård.

Og mens Kamelen blev luftet i bidende kulde, men dog nogenlunde læ, bandt Donnaen adventskrans sammen med sin mormor. Det er et meget hyggeligt projekt, de to har sammen, og så længe Donnaen gider, er det helt sikkert sådan, vores adventskrans skal være.

Søndagen oprandt, og der skulle fabrikeres kalenderlysdekoration. Det gik op for mig, at jeg slet har købt gran endnu, men heldigvis havde jeg tidligere hjembragt nogle fyrregrene fra skoven (fra fældede fyrretræer forstås), som kunne bruges. I haven var der kristtorn og diverse blade og frøstande,og i skabet en gammel guldspray, og på den måde lykkedes projektet egentlig ganske fint.

Og vi blev klar til både advent og december.

Panikken er udskudt.


Der skulle lige tages et fint billede,
men så blev 'nogen' meget interesseret ...



17 kommentarer:

Inge sagde ...

Jeg var også i utrolig god tid med kalenderlys i år, købte det for snart en måned siden og lagde det selvfølgelig væk til det skulle i brug. I går ville jeg finde stage og lys frem, og så var lyset pist forsvundet, jeg kunne simpelthen ikke huske hvor jeg havde gjort af det.. :-) Efter intens søgning både højt og lavt fandt jeg det. Samtidig besluttede jeg mig for, at næste år bliver det købt når det skal bruges, og ikke et sekund før, så kan det vel for pokker ikke blive væk. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Jeg måtte også lige tænke mig om en ekstra gang for at finde mit ;-) Det er ikke altid, det er helt smart at være i (for) god tid. Men omvendt gider jeg heller ikke risikere at ende med kun at kunne få et rigtig grimt et ...

Mette sagde ...

Nogen skal da også ha' lov til at deltage i det der pynten op, ik'? Vi har faktisk ikke en adventskrans. Vi glemte det og ungerne er meget mere interesseret i indholdet af julesokken end et lys:) Så vi skipper det. kalender lys nåede jeg at få bikset sammen men det er ikke så pænt som dit:)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Joh, med måde. I hvert fald kan jo lade være med at stille tingene ned på gulvet, hvis ikke de må undersøges nærmere ;-) Det er tanken, der tæller, og jeg er sikker på, at jeres kalenderlys også er helt fint :-)

Ellen sagde ...

Sød tradition med adventskransen. Min spådom er, at Donnaen gider så længe mormor kan og vil. Sådan en gang generationsoverspring har nærmest mirakuløse virkninger. A & A elsker at hjælpe mig med at lave mad og spørger selv om de må hjælpe, men hvis deres mor spørger dem, om de vil være med, når de er hjemme i UK ...! Ja, gæt selv :-)

@ sagde ...

Kan sørme godt forstå at traditionen med Donna Mormors krans skal holdes i hævd. Det batter! *I like*

A + K = ♥ sagde ...

Sådan - godt I nåede det hele, og at køkken-brand blev afveget til fordel for faktisk færdige småkager :D Man har jo lov at sole sig lidt i god julekarma, når der har været run på.

- Anne

Lene sagde ...

Det lyder hyggeligt med adventskransen. Og du er da virkelig godt med, mine adventsgaver er slet ikke færdige og de skal endda sendes :-)

Lene sagde ...

Det lyder hyggeligt med adventskransen. Og du er da virkelig godt med, mine adventsgaver er slet ikke færdige og de skal endda sendes :-)

Laika sagde ...

Uh vi har været igang med juleriet siden den 24 november. Nok mest fordi far havde fødselsdag den 25. og så syntes mor jo at der skulle være rigtig hyggeligt når der kom gæster.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Jeg håber, du har ret - og, at mormor kan holde rigtigt længe :-) Hehe, det er da rart, at A+A ikke er de rene engleunger, men i hvert fald på dét punkt ligner alle andre ;-)

Liv: Ja ikke. Og dermed fik du også forklaringen på, hvorfor din udgave ind til videre er no go hjemme hos os :-)

Fruen i Midten sagde ...

Anne: Det er lige, hvad man skal: sole sig i god jule-karma. - Og håber, det holder :-)

Lene: Det ER hyggeligt :-) Det er godt, at der stadig er tre søndage tilbage i advent. Du har stadig en chance :-)

Laika: Det er jo også hyggeligt, hvis der er nogen, der skal fejres, og man samtidig vil benytte lejligheden til at sætte fuld knald på nisseriet :-)

Annemor sagde ...

Jeg tror jeg skal få julepanikk litt senere. Nå er det annen panikk som herjer :)
Men siden det ikke er andre enn oss to og kattene i hus for tiden, er julepyntingen holdt på et minimum :) Og slik blir det nok også.
Fint at Donnaen og mormoren lager juleforventning sammen :)
Klem :)

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Jeg håber, du snart kan lægge panikken fra dig igen og i ro og mag nyde juleforberedelserne - dem du vil. Det er nemlig fint :-) Klem tilbage.

Pia sagde ...

Jeg har med fuldt overlæg ikke købt kalenderlys i år, men bare brugt et rødt lys, lidt taks fra haven og lidt pynt fra juledekorationskassen. Når lyset er brændt ned skifter jeg det ud med et nyt. Adventskransen har jeg droppet i år - tror jeg ;-)
De første kalenderpakker er afleveret, resten er ikke købt.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Det kan altså også være skønt ikke at skulle hænge sig i en stribe tal, placeret på stearinlys ;-) Men på den anden side, så så jeg jo din kommentar hos Inge, at man ikke skal røre ved din gamle jul. Kalenderlys og adventskrans må da høre til i kategorien 'gamle jul'?

Pia sagde ...

Det var nu mest det juletræ, der var alt for meget træ, jeg havde i tankerne. Lidt fornyelse er fint, men ikke SÅ meget :-)