tirsdag den 16. december 2014

Glatis, varme bade og pebernødder igen igen


Så smuttede der lige en weekend.

Og god tid blev til datid.

Nu er det lige straks meget snart.

Fik vi så julet?

Ja, lidt blev det da til.

Fredag morgen gik alt glat.

Veje, fortove, egne fliser, simpelthen alt var totalt glaseret, og det var hysterisk glat, da jeg var ude og morgenlufte Kamelen.

Jeg trippede afsted som en af mine gamle tanter (der dog forhåbentligt ville have afholdt sig fra overhovedet at gå ud). Og lærte at sætte pris på alt; grus, ukrudt mellem fliserne eller nedfaldne kviste og blade, der gav bare den mindste krusning i den glaserede overflade og dermed minimalt håb om at kunne stå fast.

Kamelen stod bedre fast end jeg, men havde - heldigvis - også store problemer med manglende bremseevne og ukontrollerede udskridninger, hvilket betød, at jeg, grundet bedre strategi med hensyn til vejvalg, undgik at blive trukket (helt) ud af balance.

Men sjovt har det sikkert set ud. Også en anelse mystisk. For jeg fandt ud af, at der - afhængigt af vindretningen - tit var en kvart stribe uglaserede fliser helt inde under hækkene. Altså gik jeg så tæt på hækkene, som det var fysisk muligt uden at hænge fast. Og selvom jeg ellers dagligt prøver at forklare Kamelen, at hun ikke må gå inde på folks græsplæner, så jeg ingen grundt til ikke at gøre præcis det, hvis jeg havde muligheden.

Resten af fredagen gik med at spekulere på, om Storebæltsbroen ville lukke, så Gemalen og Donnaen skulle overnatte på Sjælland.

Det gjorde den ikke, og de kom hjem, og så blev det lørdag.

Hvor det ikke var glat.

Troede jeg.

Lige ind til jeg fandt ud af det modsatte.

Jeg faldt ikke.

Ikke sådan rigtigt i hvert fald ...

I stedet endte jeg, efter en masse tegneserieagtig basken med armene, med at lande med det ene knæ i fortovet. Det gjorde ikke ondt, men lårmusklen var åbenbart på overarbejde, hvilket den har ømmet sig over siden.

Søndag tjekkede jeg forsigtigt oven på postkassen og fik igen den glaserede fornemmelse under fingerspidserne. Den var gal igen, og jeg tog mine forholdsregler og valgte en rute med mange skovstier i stedet for fliser.

Der var is på vandhuller og smådamme, men ikke nok til at bære en and, og jeg så den mest nuttede isbryderaktion, da mutter-and lagde sig i spidsen og ryddede en sejlrende med fatter på højre flanke og en mindre kortege af andre ænder (årets kuld?) tøffende efter sig.

Kamelen kunne heller ikke gå på hverken vand eller mudder og et planlagt bad måtte derfor fremskyndes til lige efter hjemkomst.

Gemalen skulle selv i bad, og så kunne Kamelen jo passende komme med. Bagefter skulle Kamelen tørres, og da det var overstået, kunne Fruen lige så godt også gå i bad ...

Oven på den omgang trængte badeværelset også til en kærlig hånd, men det fik nu lov til at vente. I stedet blev Kamelen efterladt til eftertørring på det varme gulv, og så tog vi ud og hentede juletræ hos gode venner med egen skov.

Eller juletræer faktisk, for Fruen fik lov at få et lille træ, der kan stå i parasolfoden på terrassen. Der står det så nu, men uden lys. For når Gemalen endelig har tid til at fedte med lyskæder, er det stensikkert regnvejr. Således også denne gang.

Resten af søndagen gik med en lille smule julepyntning. Men enten er nisserne for sløve, eller også er jeg, for det går lidt trægt.

Så var der selvfølgelig den førnævnte temmelig nødvendige badeværelsesrengøring.

Og endelig ikke at forglemme; den absolut helt nødvendige pebernøddebagning, anden udgave.

Som selvfølgelig blev klaret før badeværelset.

Man må jo prioritere.


Kønne er de ikke, men de smager godt!

17 kommentarer:

Annemor sagde ...

Kjære deg, du må få tak i brodder:
http://www.starbear.no/mormor/2014/12/11/jeg-liker-sa-godt/
Da blir det i alle fall litt lettere å bevege seg på glatt underlag.
God prioritering forøvrig :)
Klem :)

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Jamen, jeg skam også tænkt på dine brodder - eller skopigge hedder de vist bare på dansk. Det kan godt blive nødvendigt med en investering. Omvendt er jeg også lidt bange for at træde Kamelen over poterne med dem på. Hmmm. Ja, man må jo tage det vigtigste først ;-) Klem tilbage.

Mette sagde ...

Uh, godt du ikke nåede at falde sådan alvorligt. Ja, pigge til dine sko er da ikke en dum ide:)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Ja, det var heldigt nok :-) Det er simpelthen så træls at falde, og jeg kan mærke, hvordan jeg bliver stiv i hele kroppen, så snart, jeg mærker, at det er glat. Pigge er en rigtig god ide. Hvis altså jeg ikke træder på Kamelen. Det sker ikke så sjældent, at hun anbringer en pote lige under min støvle.

Ellen sagde ...

Pigsko er løsningen - så kan kamelen i samme hug måske lære at lade være med at sætte poterne under dine fødder ;-)
Glad for at se, at du har lært at prioritere.
Nu mangler du bare at kunne sætte lyskæder op - jeg lærte det i år, fordi John havde andre gøremål. Det er ikke så svært, men jeg forstår på den anden side godt, hvis det er et princip, du har ;-)

Lene sagde ...

Regel nr 1: man må ikke falde lige inden juleaften :-)
regel nr. 2: mæmd skal bare interessere sig for lysfyldte træer (og brug af grill)
regel nr. 2 har min mand ikke hørt om ;-)
men pebernøddebagning er vigtig, godt du prioriterede

Laika sagde ...

At gå med en hund i glat føre er som en spiritusprøve. Man tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være, hvis man havde drukket et glas rødvin til maden :-)

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Det har givetvis set ret tante-agtigt ud ;-) Selvfølgelig når jeg alt det med nisserne. Det gør man jo :-)

Ellen: Kamelen er i unåde, så lige i dag er jeg også ret stemt for pigsko. Så kan hun lære det ;-) Jeg vil IKKE kunne sætte lyskæder op (selvfølgelig kan jeg). Du har ret; det er et princip. Noget MÅ da være Gemalens job. Han fælder juletræet (og får det på fod), men derudover - tsk tsk.

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Vældig gode regler. Bare ærgerligt, at hverken din eller min mand har hørt om regel nummer to ;-) De er nemlig alvorligt vigtige :-)

Laika: Det er nemlig lidt af en udfordring. Måske ville det gå nemmere, hvis man lige havde fået et glas rødvin og ikke var så tante-forskrækket ved tanken om at falde? ;-)

@ sagde ...

Hvornår var det glat? Ikke her? En anelse sjappet med tilhørende skride-risiko (med R) men ingen glaceringen. Gad vide om vi lever på 2 forsk. planeter? Nå men. Godt at i alle kom i bad inkl. badeværelset og ikke mindst at der er pebernødder i huset igen. Hvornår var det du sagde at jeg skal kigge forbi?!

Inge sagde ...

Du må have fat i et par snekæder til dine støvler, det går ikke at skride ud på den måde..

Pia sagde ...

Det kan gå så grueligt galt, når man falder. Godt du slap billigt.
Regel nr. 2 kender manden her i huset heller ikke. Dvs han sætter forlængerledning og støm til, når jeg har placeret lysekæden. Jeg må jo så tilstå at han laver andre ting. F. eks. støvsugning, hvis jeg altså lige får nævnt at det ville være dejligt hvis han gjorde det. Lige som aftensmaden ikke altid hænger på miig.
Formen på småkager er ligegyldigt, de glider jo ned alligevel.

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Det var seriøst glat fredag morgen og lidt glat lørdag og søndag. Om det var godt eller skidt, at du overhovedet ikke bemærkede det, ved jeg ikke rigtigt? Snart, meget snart :-)

Inge: Bider snekæder på hårdtglaseret underlag? Næh, pigge må der til. Eller polstret tøj :-)

Pia: Ha altså; jeg går ud fra, at du nok selv kunne sætte forlængerledning på også ;-) Selvfølgelig laver de noget andet så, mændene altså :-)

Anonym sagde ...

Det er lang tid siden du har hørt fra mig, men jeg er her altså endnu.. grinende af din beskrivelse af gåture med ivrig hund på glat underlag. Siger som de andre - få dig et par pigsåler... jeg har mine fastmonterede på et par gummistøvler i passende føre...

Smilede lidt af billedet af pebernødderne.. jeps - de er gode.. og det ved jeg! :-)


(orv det er så lang tid siden så nu skal jeg bevise at jeg ikke er en robot? - øv)

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Godt, du er her endnu :-) Hvis vinteren bliver rigtig dum, ender det nok med pigge. Lige nu er waders næsten mere nødvendige. Ja, de er. Dej til 3. portion står i kælderen ...

Mia Folkmann sagde ...

Jeg synes, at du har prioriteret helt rigtigt... ;-) Men uf ja, man skal passe på i det glatte føre... jeg har været ved at gå i spagat et par gange, og DET er jeg altså ikke god til...

Fruen i Midten sagde ...

Mia: Tak ;-) Nej hverken split, spagat eller hurtige landinger på diverse legemsdele er særlig rart.