Karls søde lillesøster, Marie

I et par dage var min foretagsomhed virkelig begrænset.

Hvis jeg ikke sad i gården og læste, kunne jeg lige samle mig sammen til at gå de cirka 200 meter over i supermarkedet og købe ind til vore frokost. Det var til gengæld også en udflugt i sig selv, fordi det altså er meget mere interessant at købe ind i udenlandske supermarkeder. Udvalget er ikke bare anderledes, men også meget større, og det er altid spændende at handle pålæg i delikatesse-afdelingen. Det foregår med en blanding af engelsk, måske tysk og fingersprog. Jeg peger og beder om fem skiver, og delikatessedamen finder frem til den rette pølse eller skinke og gætter på, at jeg mener 50 gram. Så skærer hun af, og det bliver seks skiver og 54 gram. Og det er jeg fint tilfreds med og går glad hjem.

Det blev dog lidt kedeligt i længden, og jeg fik lokket Gemalen til at køre til den lille kurby Marianske Lasne. Som før i tiden - eller muligvis stadig, hvis man er tysker - hed Marienbad. På samme måde som Karlovy Vary hed Karlsbad, dengang Bøhmen hørte til Østrig-Ungarn og havde en overvejende tysk befolkning. Marianske Lasne ligger ikke ret langt fra Karlovy Vary, hvor vi var for to år siden, men er ikke så stor og ikke så kendt. Og derfor nok heller ikke så overrendt, satsede vi på.

Det kom til at holde stik. Marianske Lasne minder i høj grad om en sød lillesøster til Karlovy Vary med mineralske kilder og smukke, smukke gamle hoteller og palæer, hvor eliten indlogerede sig for at slappe af, socialisere og eventuelt lade sig behandle for diverse dårligdomme, som kilderne skulle gøre godt for. Det var fx muligt at blive behandlet for gigt og hudsygdomme, hvilket vel ikke var så sært. Hvorimod det overraskede os noget, at man også havde ment at kunne kurere overvægt og manglende frugtbarhed. Det med overvægten kunne muligvis skyldes, at man fuldstændigt mistede appetitten, når man havde smagt på - eller lige frem drukket af - vandet fra kilderne. Gemalen smagte nysgerrigt på vandet, men efter at have set hans ansigtsudtryk behøvede jeg slet ikke at prøve ...

Vi daskede rundt i den smukke kolonnade, gik en tur i parken og kiggede på springvand. Men mest af alt kiggede vi på de flotte, gamle bygninger, som givetvis alle er blevet bygget med henblik på at imponere. Selv om det nu er turister i praktiske sko og med store kameraer, der vader rundt, er det ikke svært at forestille sig, hvordan datidens damer i store rober og mænd i morning coat og høj hat spadserede i parkerne.

Da vi ikke gad at daske mere, snuppede jeg lige en tur på et lille museum, mens Gemalen 'passede på bilen' (læs: han tog en lur på en bænk i skyggen under et træ).

Det var et lille multi-museum, der med forskellige udstillinger dækkede lidt for en hver smag. Der var noget om både det lokale dyreliv, den særprægede undergrund med de mineralske kilder og noget om de mest kendte kurbadsgæster og endelig noget om Goethe.

Jeg hoppede over dyrelivet og gik ret hurtigt kold i det om de mineralske kilder. Sjovere var det at kigge på gamle billeder af datidens kendte kurgæster. Nøj, hvor var de fine. Det allermest spøjse billede var af den engelske kong Edward d. 7 og den russiske zar Nikolaj d. 2., hvor de sidder ved siden af hinanden i fuld uniform - og fødderne i hver sin balje vand! Da jeg var færdig med at grine, kunne jeg ikke lade være med at fundere over det paradoksale i, at de gamle statsoverhoveder på den ene side nok har været temmeligt nøjeregnende med etikette og fremtoning og på den anden side har været så afslappede, at de har kunnet sidde der og pjaske i vand - og ovenikøbet tillade, at der blev taget et billede. Jeg har i hvert fald svært at forestille mig et lignende billede af Putin og Trump ...

Til sidst så jeg også udstillingen om Goethe. Den kan jeg huske absolut ingenting om, hvilket jeg vil vove at påstå siger mere om udstillingen end om mig.