Gmeh!

 

Hvis nogen så en sammenbidt kvindelig Godfather look-alike på den østjyske motorvej igår, så var det bare mig.

 

På vej hjem fra tandlæge i Tyskland.

 

Det skal jeg så aldrig mere. I hvertfald ikke i år.

 

Jeg skal nemlig afsted igen om 8-10 uger, da igår kun var første etape af projekt ussel-tand-udskiftes-med-fint-implantat.

 

For det var min tandlæges dom. Og da han så samtidig sagde 20.000,- kr plus det løse, syntes jeg ærlig talt ikke, det var særlig sjovt.

 

Men nød lærer fattigrøve at google, og Fruen fandt ret hurtigt ud af, at der er mange penge at spare ved at tage udenlands. Hvilket set herfra er Tyskland = Flensborg.

 

Så Fruen drog frisk afsted, og hurra for Ruth (gps'en ikk'), som guidede sikkert til destinationen i Flensborgs midte.

 

Vel anbragt i stolen forklarede jeg mit problem; ussel tand -> implantat.

 

- Lad os nu lige kigge på det først, for det kunne jo være, at det ikke er så slemt, sagde den gode tandlæge på udmærket dansk.

 

Tog et røntgenbillede, borede en hel del, tog et nyt røntgenbillede, og sagde så en hel masse sære lyde på tysk..

 

Summa summarum; implantat, hvilket jo ikke var nogen overraskelse.

 

Det var heller ikke nogen overraskelse, at tanden så skulle ud.

 

Det var derimod en ret stor overraskelse, at tanden var helt uenig. Den ville absolut ikke ud. Og hvis selve tanden var kassabel, så var rødderne til gengæld i særdeles god forfatning..

 

Herefter skiftede mit ophold i tandlægestolen karakter.

 

Til noget der mest af alt mindede om en meget dårlig amerikansk tandlæge-farce.

 

Tandlægen begyndte at hive i tanden, og der kom hurtigt en knasende lyd, da den knækkede.

 

Uden selve tanden, kunne tandlægen ikke få fat i roden, og han fandt derfor instrumenter frem, der i kedelig grad lignede noget, en stenhugger ville bruge til at riste runer med.

 

Og så begyndte han ellers at vrikke og brække sig vej ned i kæben.

 

Det gjorde mildest talt ondt. M-e-g-e-t ondt. Min krop blev en flitsbue, og hver gang tandlægen holdt pause, kunne jeg mærke skuldre, ryg og fødder få kontakt med stolen igen, mens klinikassistenten flyttede mit hoved tilbage på plads.

 

Blodet sprøjtede, tårerne flød, og det var nu min tur til at sige sære, ret høje, lyde.

 

Efter en evighed lykkedes projektet heldigvis, og vi kunne alle beundre de flotte, omend blodige, rødder, der var mindst dobbelt så lange som den usle tand havde været stor.

 

- Nu har vi puttet gel i hullet, og du får en gaze-tampon at bide sammen om, sagde tandlægen, så skulle blødningen gerne stoppe.

 

- Gmeh, sagde Fruen.

 

- God jul, og husk nu at bide sammen, sagde klinikassistenten.

 

- Gmeh.

 

- Bitte vent i fünf minutter, mens jeg lave Rechnung, sagde kontordamen.

 

- Gmeh, sagde jeg,

 

.. og satte mig i venteværelset, hvor de andre patienters deltagende blikke fik mig til at spekulere på, om der mon var ret meget lydisolering mellem klinik og venteværelse.

 

Derefter tog Fruen hjem. Nu i en ret ynkelig og sammenbidt godfather look-alike forfatning.

 

- Hvordan gik det? spurgte Gemalen ved hjemkomsten.

 

- Gmeh, svarede jeg.

 

Og det var sådan cirka alt, hvad jeg havde at fortælle resten af dagen.

 

Nu går det meget bedre. Jeg venter bare spændt på, om der kommer blå mærker, så jeg ovenikøbet kommer til at ligne et offer for hustru-vold..