Ingenting og en tabt tand

???

Den sidste uges tid er bare væk.

Ingen nåede rigtigt at opfatte noget som helst, så var dagene forsvundet som sand mellem fingre.

Det er ikke fordi, vi har har haft mere travlt end ellers. Og det er ikke fordi, vi har oplevet mere end normalt.

Hvis man skal lede efter en forklaring, kunne man måske sige, at vi har været mere udendørs end ellers. Noget, der selvfølgelig hænger sammen med det fantastisk gode vejr, vi har haft på det sidste.

Gemalen har vasket pollengule biler og spulet terassefliser. Assisteret af Kamelen (aka Maddie), der synes, al det vandplaskeri er så interessant, at hun troligt følger med i alt, hvad Gemalen foretager sig. Og jeg tænker, at jeg måske kan opdrage hende til at nappe Gemalen i buksebagen, når han genvasker mit næsten tørre vasketøj ...

Selv har jeg været i haven. Omend de grinende mælkebøtter vidner om, at jeg ikke nåede at slå græsset.

Donnaen har hoppet en del i trampolin. Eller bare ligget og fladet den i det gode vejr.

Og så har vi leget med hund, gået tur med hund, støvsuget efter hund, børstet hund, leget med hund, gået tur med hund, støvsuget efter hund, børstet hund og så videre og så videre.

Ugens højdepunkt kom under en trækkeleg med Kamelen, hvor der pludselig lå noget småt og mystisk på tæppet. Uden briller kan jeg efterhånden ikke se ret meget.

- Hvad er det, der ligger mellem mine fødder, spurgte jeg Gemalen, der sad ved siden af og læste avis.

- Hvor, hvad snakker du om? 

- Dér, mellem mine fødder, sagde jeg med så meget alarm i stemmen, at Donnaen kom susende.

- Addwr, det er en tand - med blod på, hvinede Donnaen.

Hvorefter hun med lige dele fryd og afsky samlede den op til nærmere besigtigelse.

Kamelen er som et andet skolebarn begyndt at tabe sine tænder, og det passer jo meget fint, nu hvor hun netop er avanceret fra hvalpebørnehave til hvalpeskole (mere herom senere).

***

Jeg sagde det jo. Det er ikke de store ting, vi har oplevet.

Undskyld til Ellen over en uartig apostrof.