Rozmberk og et bjerg af morgenbrød

Det sidste stykke mod Rozmberk kørte vi langs Vlatava og så den livlige trafik på floden. Vi fandt i løbet af de følgende dage ud af, at det var en yndet fornøjelse at leje kanoer eller gummibåde i Rozmberk eller længere oppe ad floden og sejle ind til Cescky Krumlov cirka 25 km væk.

Vi holdt os dog på det tørre, og netop da jeg ikke kunne få GPS'en til at æde den præcise adresse, så jeg et skilt til vores pension. Gemalen drejede af, og selv om der var en time til den officielle check ind-tid, kunne vi godt få lov at få vores værelse. I det hele taget kunne vi få lov til det meste, og der var ingen ende på personalets velvillighed. Blandt andet fik Gemalen lov til at sætte sin cykel ind i en gammel lade. Der stod den ved siden af et bjerg af morgenbrød! Det blev brugt som foder-supplement til en hjorteflok, som gik i en indhegning lige op til pensionen. Det var næppe helt efter reglerne, but who cares, og vi så også en flok killinger, så rottefængerkorpset var i hvert fald på plads.

Nu var det Gemalens tur til at være sulten, og selv om det efterhånden var midt på eftermiddagen, var det ikke noget problem at fremtrylle lidt mad til ham, mens jeg denne gang nøjedes med en kop kaffe.

Og så kørte vi ind til selve Rozmberk, der bare er en lillebitte by, som uden Vlatava næppe ville tiltrække sig megen opmærksomhed. Men den store aktivitet på floden gjorde, at der var både hoteller og restauranter (ja, i flertal!) og et turistbureau, hvor vi gik ind og købte et kort til Gemalen med vandre- og mointainbikeruter, så han kunne undgå at blive ganske væk de følgende dage.

Der var også en gammel borg, Hrad Rozmberk, der lå og tronede højt over byen, på et sted hvor floden slog et ordentligt sving. På basis af foreløbige undersøgelser, der omfatter intet mindre end fire (!) borge, er jeg nu parat til at konkludere, at det har været tjekkernes (eller hed folk fra Böhmen bohemer??) foretrukne måde at placere borge på. Borgen har skullet være højt hævet over det omgivende vand, det har skullet være et sted, hvor enten to floder løb sammen, eller hvor floden snoede sig så meget, at der var vand næsten hele vejen rundt, så borgen både var nem at forsvare og det har været muligt at holde øje med trafikken på floden til begge (eller alle) sider.

Både borg og by har fået navn efter den adelsfamilie, der opførte borgen i midten af tolvhundredetallet. Eller også var det omvendt. Altså, at familien tog navn efter borgen. Under alle omstændigheder er den tyske udgave af Rozmberk bare Rosenberg, og så lyder det pludselig knapt så eksotisk.

En lille bro førte over floden, og hvis man stillede sig op og kiggede, kunne man bruge lang tid på at glo på små fisk eller se på de mange sejlende. Der var, i Rozmberk og mange andre steder, et lille stem, som kunne undgås ved at sejle ned ad en lille sliske i den ene side af floden. Det så ret sjovt ud, for selv om faldet var begrænset, gav det alligevel en fornemmelse af forlystelsespark, når bådene rutchede ned ad slisken og for de flestes vedkommende snurrede halvt eller helt rundt om sig selv, før de igen kom på ret kurs. Alle havde hvide tønder med ombord, men der gik lidt tid, før det gik op for os, at det var til de sejlendes habengut, så de undgik vådt tøj og ødelagt grej, hvis de kæntrede. Ret smart.

Vi gik en lille tur langs bredden og kiggede på de badende børn, der pjaskede rundt i det lave vand, og så besluttede vi os til, at det var tid til aftensmad. Vi valgte restauranten med de bedste parasoller og fik et udmærket måltid til ingen penge, før vi igen kørte hjem til vores pension og satte os ud på terrassen for at nyde den dejlige aften og beundre udsigten.

Den søde tjener kom lynhurtigt pilende. Engelsk kunne hun ikke, men sælge hvidvin klarede hun til topkarakter, og så sad vi ellers bare der og nød freden.

Fin figur på broen over Vlatava i Rozmberk.
Hvem han var, fandt vi aldrig ud af.