For ikke så længe siden skrev Overleveren et indlæg om afvisning af gade- og telefonsælgere, underskriftsindsamlere og andre anmassende personer. Det var virkelig sjovt skrevet, men også båret af en indignation over, hvor tit man bliver antastet, og hvor svært det kan være at få lov bare at sige nej tak og komme videre.
Men én ting er dem, som man møder i det offentlige rum eller telefonisk. Noget andet er dem, der tropper op på ens egen matrikel.
Og som jeg bliver irriteret på, selv om de fleste er rimeligt fredelige. Men de forstyrrer mine cirkler og minder mig om, at jeg da heller ikke har styr på noget som helst. Når der til fastelavn står tre små prinsesser og en robot udenfor, men huset er som støvsuget for kager, slik og småpenge. Eller når vi er nødt til at ty til Donnaens sparegris for at give et bidrag til Kræftens Bekæmpelse ...
Jeg kunne selvfølgelig bare sig nej og lukke døren, men det kan jeg jo alligevel ikke få mig selv til.
Det kan jeg til gengæld godt, når jeg står over for pågående sælgere af det glade budskab om den rette tro.
Som afviger afgørende fra min.
Men som de gerne må have i fred for min skyld. Hvis de så bare ville lade mig være og ikke missionere.
For jeg kan ikke lide folk, der missionerer. Slut.
Derfor vokser der fluks både børster, klør og hugtænder ud på mig, hvis de forsøger sig.
Og derfor troede Donnaen hverken egne ører eller øjne, da hun for et par weekender siden var vidne til et lille optrin hjemme i vores indkørsel. Hvor hun utålmodigt ventede på, at jeg skulle blive færdig med at hænge tøj op, så, vi kunne komme i byen og ose.
- Moar, der kommer nogen!
- Mmh okay. Sagt med ryggen til.
Jeg vender mig om og ser et velklædt, midaldrende par komme gående. Han har en skuldertaske, men der mangler i mistænkelig grad en indsamlingsbøsse, så allerede før de åbner munden, ved jeg, hvad de vil.
- Goddag, mit navn er Hans, og det er Grethe. Vi kommer for at spørge om ikke I har lyst til..
Her må jeg indrømme, at jeg ikke præcis kan huske, hvad han mere sagde. For i det samme fremdrog han som på magisk vis et nummer af Vagttårnet, så mine værste anelser blev bekræftet.
- I spilder jeres tid, afbrød jeg. Ikke særlig venligt. Mens kløerne voksede en ekstra tomme. Og Donnaen tabte underkæben.
- Synes du virkelig det? spurgte Hans.
- Ja, det synes jeg, svarede jeg kategorisk.
Hvorefter Hans fortsatte. På én gang så overtalende og samtidigt så irettesættende, skråstreg belærende, at mine børster i nakken voksede til drageskæl:
- Synes du ikke, det er vigtigt at tale om Gud og..
Lige her blev han tilsyneladende ramt af et usynligt spark over skinnebenet, for han klappede i, og Grethe tog over:
- Så vil vi nøjes med at ønske dig en god dag. Det er jo dejligt vejr, sagde hun venligt og tog et, ligeledes usynligt, førergreb på Hans, der pænt fulgte med hende ud på vejen igen.
Donnaen samlede sin underkæbe op:
- Hvem var det, og hvorfor ville du ikke tale med dem? spurgte hun undrende.
Og så fik hun ellers en længere lirum-larum om, hvorfor jeg ikke synes, man skal pådutte andre sin tro. Hvorfor man skal respektere, at andre mener noget andet end én selv. og så videre, og så videre.
- Jamen, hende Grethe var da fin nok, mente Donnaen.
Ja, Grethe var fin nok. Hun fremturede ikke. Men forstod, at et nej var et nej.
Og hvis alle sælgere af hvad som helst bare var som hende, behøvede jeg ikke at gro klør, hver gang jeg stødte på en af slagsen ...
 |
| Vil helst ikke belæres af folk med løftede pegefingre. |
18 kommentarer:
Jeg er blevet blacklistet hos det specielle troende folk.. De røg ud af indkørslen med fuld musik for et par år siden.. Et ungt par som ikke forstod et pænt nej tak, det har ingen interesse.. Efter meget kort tid forstod de det så pludselig alligevel og forsvandt skyndsomt.. :-)
Sjovt nok fik vi også besøg af 2 meget nydelige repræsentanter for den omtalte trosretning, som ville overrække mig deres blad. Jeg sagde, at jeg godt kendte det, men at jeg takkede nej. "Det er rart, at du ved, hvad du siger nej til", var svaret, og "farvel og god dag". Det var det. Jeg plejer ellers at have noget at bytte med: Kirkebladet fra den lokale kirke fx, men det havde jeg ikke lige denne gang. Og jeg er heller ikke sikker på, at de ville have taget imod det!
De er sgu da også belastende, det er fint nok at man har en tro, men skal ikke pådutte andre den, de skal nok komme hvis de har lyst til at blive frelst..
Inge: Ha ha, hvad gjorde I dog?? Så vidt jeg husker, har I ikke en stor, farligt udseende hund at sende efter dem ;-)
Nonna: Hihi, det er ikke sikkert, de ville tage imod dit kirkeblad ;-) Men bare de går pænt igen, uden at sætte en verbal 'fod i døren', så er det altså også okay med mig.
Reje: Nemlig! :-)
Ihhh altså jeg kunne komme ind i dit kommentarfelt igen!!!
Nå - jeg vil straks benytte lejligheden til at snakke!
At andre tror på noget er helt fint - men de skal lade mig have min tro i fred. Uden uvedkommende bavl fra deres vagttårn.
Og da jeg er præstedatter kan jeg til en hver tid udkonkurrere deres mangelfulde og dårlige oversættelse af biblen!
Det er ikke så tit de prøver mere - de kender mig for godt!
Jehovas vidner er de sværeste at komme af med. En lang periode havde jeg dem rendende hver eneste lørdag formiddag; jeg prøvede at forklare dem, at jeg kom i den helt almindelige danske folkekirke lige ovre på den anden side af gaden, men det virkede ikke. Nu er deres besøg holdt op - måske har de bare opgivet mig... Jeg føler mig overbevist om, at de fører et register over, hvem det kan betale sig at besøge, og hvem de lige så godt kan opgive på forhånd.
Enig! Lad enhver blive i fred i sin egen tro, hvilket jeg kunne sige om mange flere trosretninger end Jehovas Vidner!
Vi ved altid, når det er dem, der ringer på, fordi de af en eller anden grund ikke vil være bekendt at vise, at de kører i bil.
På gården parkerede de 300 m væk og kom således gående hele vejen op ad privatvejen.
Det samme i Sverige: De troede sig usete, da de parkerede på naboens grund, da de var på vej over til os, sagde jeg til John, hvem der var på vej.
Jeg sender dem gerne på vej igen med "I har jeres tro, jeg har min. Jeg holder min for mig selv, og det samme burde I også gøre. Farvel." Og så bliver døren lukket. Uhøfligt, måske, men jeg er ret ligeglad.
Vi må lige finde ud af Inges middel ... ;-)
Kong Mor: Ih, hvor fint. Nu håber jeg, at du kan huske, hvordan du gjorde? Som præstedatter har du et klart fortrin, hvis der skal diskuteres med JV. Men jeg vil slet ikke diskutere, ej heller tage stilling til, om deres bibeloversættelse er korrekt eller ej. Jeg vil bare have lov at være salig i min egen tro :-)
Stegemüller: Hver lørdag, i lang tid? Ak og ve! Jeg håber, at besøget forleden ikke var det første i en lang stime. Tror du virkelig, at man bliver kategoriseret efter medgørlighed. Så må jeg håbe på at være havnet i kategorien 'umedgørlig' ;-)
Ellen: Du har helt ret, at det også gælder andre trosretninger. Men er der andre end JV, der er aktivt opsøgende i deres missioneren? Tænk, at du kan få dig selv til at lukke døren i for næsen af dem. Du, der ellers er så rar :-)
sjove svar tak for god underholdning alle sammen :O)
Her bliver de også bestemt vist ud af indkørslen...
Overfor Jehovas vidner har jeg et ganske særligt trick - siger jeg kommer fra en by langt væk. Bare en tilfældig by. Og at jeg er frafalden og ikke har kontakt med familien mere. Men da gerne vil tale med dem om hvorfor. Pludselig vil de slet ikke tale med mig ??
:-D
Og i øvrigt har de en liste som man direkte kan henvise til og bede om ikke at få besøg mere. Det andet er bare sjovere.
Fru Ipsen: Selv tak, var så lidt :-)
Overlever: Det er ellers noget af et trick ;-D Har de virkelig sådan en liste? Det er ikke noget, de ligefrem reklamerer med ...
Vidunderligt skrevet! Jeg har det præcis som dig og kan på no time få børster, klør og hugtænder. For nylig bankede det på vores åbne havedør. Det var to Jehovas Vidner med en bibel i hånden, der spurgte, om de måtte tale med os om, hvorfor verden er så rå. Monsieur sagde høfligt nej tak til tilbuddet.
Madame: Tak :-) Måske heldigt for JV, at det var Monsieur og ikke dig, der sagde nej tak ;-)
Jehovas vitner får bare vitne et annet sted, her også og alle trosretninger forøvrig.
Er ferdigfrelst, pleier jeg å si.
Ha en flott dag :-)
Mormor som heller ikke trenger til misjonærer.
Jeg skal heller ikke frelses. Og heldigvis forstår de fleste dør-til-dør-sælgere af religion et hint, så man slipper for at vinke med vognstangen. Det er så meget finere for alles humør og den gode stemning, hvis et 'ellers tak, men fortsat god dag' er nok. Facere, derimod.
Mormor: Færdigfrelst, hihi, den er god. Det vil jeg også prøve at sige :-) Og god aften til dig.
Østfront: Netop :-) Man skulle da også tro, at det gør noget ved modpartens humør, hvis man ender med decideret at sprutte ad ham eller hende.
Hjemme ved min barndomsveninde kom Jehovas Vidner en dag forbi og sagde noget med, at de gik ind for fred. Til detsvarede hendes far: "Det gør vi også. Privatlivets fred", og så smækkede den ellers meget fredsommelige mand døren i.
Jeg syntes, at det var ret sejt. Dengang. Nu synes jeg, at min venindes far opførte sig dårligt.
Jeg har oplevet én, der satte foden i døren, og der synes jeg en bemærkning som ovenstående er okay. Ellers kan man vel bare sige nej tak?
Vi fik besøg af Jehovas vidner en formiddag sidste weekend. Jeg sov længe, og min kæreste og datter var stadig ikke kommet i tøjet. Vidnet sagde straks, at han kunne se, at det passede dårligt og spurgte om de ville have vagttårnet. Der blev takket nej, og de gik igen.
Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor det er så forfærdeligt.
Mille: Næh, det har du da helt ret i. Det er IKKE forfærdeligt, når JV (eller andre) kan opføre sig som ham, I fik besøg af, og bare gå igen. Det er dem, der fremturer og sætter en fod i døren, bogstaveligt eller verbalt, der kan få mig til at rejse børster. Og dem er der altså desværre mange af.
Men selv om der heldigvis også findes virkeligt høflige typer, synes jeg stadig, at de skal lade helt være med at missionere på denne aktivt opsøgende måde, for jeg vil gerne have min tro eller ikke-tro i fred. Nemlig ja :-)
Send en kommentar