Arbejdsom sensommersøndag

Jeg er (næsten) lige kommet ind efter at have været ude og rive græs.

Fordi jeg ikke blev færdig før aftensmaden.

At rive græs i halvmørke kan bare ikke anbefales, så det vil jeg nok ikke gentage, men det usandsynligt dejlige vejr skulle udnyttes til det sidste, så jeg susede rundt.

De sidste vinduer og døre skulle males. Og det skulle de altså, for lige om lidt bliver det koldt. Og alt for sent. Og vinter. Og øv ... Desuden har de forrige weekender bare vist, at det er med at komme ud over stepperne, hvis der er noget, der skal nåes, inden den sidste rest af sensommer er væk.

Så jeg malede og malede.

Også de øverste vinduer, som ikke bare kræver trappestige, men rigtig stige. Som jeg selv kan skubbe rundt med. Men som Gemalen skal sætte op for at undgå, at der går ren Gøg og Gokke i det. Kein Problem. Eller det plejer det ikke at være. Men i år syntes jeg pludselig, at der var meget langt ned. Måske er jeg ved at udvikle mig til en pyllermås på mine gamle dage?

Over middag så himlen pludselig ud som noget, der kunne udvikle sig til regn.

Hvilket slet ikke var til at bære, når nu græsplænen, der i den grad trængte til at blive slået, ikke var blevet regnet på i halvandet døgn. Altså forlod jeg penslerne og kaste mig over plæneklipperen. Og slog græs og slog græs og slog græs. At det var tre uger siden sidst, fik jeg tydeligt at føle. Højt og efterårsfugtigt. Og umuligt at have med at gøre. Græsset satte sig fast, og jeg måtte ustandseligt stoppe og sparke til plæneklipperen i håb om, at den ville give slip på en hel bunke ophobet græs.

Projektet lykkedes dog omsider, og så var det igen vigtigst at male.

Uden at prale ret meget vil jeg hævde, at jeg er ret god til at male. Det går ikke lynhurtigt. Til gengæld tværer jeg heller ikke ret ved siden af, og det er begrænset, hvor meget jeg drypper. Det ærgerlige er bare, at den første ejer af huset ikke har været velsignet med samme talent, så han har både malet hængsler og fuger plus det løse. Faktisk havde han også malet ret meget på selve glasset, men det fik jeg trods alt gnubbet af for flere år siden. Men selv om vinduesrammerne trængte hårdt til at blive malet, så er de mere end fem år gamle udenomsmalerier paradoksalt nok stadig meget synlige. Det vil sige; det er de overhovedet ikke i det daglige, men når man står/sidder/kravler med næsen helt tæt på, så er de ...

Til sidst blev jeg færdig. Også med de små badeværelsesvinduer, som vender ud mod trappen, så det kræver et snedigt arrangement med to fliser at få stigen til at stå nogenlunde lige.

Men så var det tid til aftensmad. Og derfor blev det ret mørkt, før jeg var færdig med at rive græs.

Men nu er jeg færdig.

Og vældig godt tilfreds med mig selv ...

Glemte at tage et billede i dagslys.  Men med lidt god vilje kan man
vel fornemme, at de øverste vinduer sidder  et pænt stykke oppe?