mandag den 10. september 2012

Bæverhaler


En samling mere eller mindre forknytte kvinder i alderen gråt-hår+. De fleste alene, nogle i følge med deres mand eller en god veninde. Et enkelt 'god morgen', men ellers tavshed. Bortset fra fjernsynet, der kværner formålsløst.

Scenen er sat. Venteværelset til Brystkræftscreening.

Vi skal alle til mammografi.

Nogle måske henvist på grund af mistanke om en knude, andre måske til check efter overstået operation. De fleste, ligesom jeg, - forhåbentlig - bare til screening, fordi de har nået den alder, hvor regionen tilbyder et check hvert andet år.

Hvilket jo kun er godt, men tydeligvis ikke sjovt.

Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at det er tidligt. Klokken er kun lige godt otte, og flere af os har skullet alt for tidligt op for at være fremme til tiden. At netop tiden så kan skride med et kvarter, allerede næsten før undersøgelserne er gået i gang, kan godt undre ...

Så ind i et lille forrum med besked om at låse og smide kludene.

Og så ind - og i menneskehænder!

Hvor er det lige, de finder sygeplejerskerne til netop det job? Hvilke kriterier bliver de castet efter? Enten er de frygtindgydende store, eller også er de små, kantede og sadistiske.

'Min' tilhørte første kategori. Hun var cirka dobbelt så stor som jeg. På begge leder. Manglede overskæg, men talte til gengæld dansk med østeuropæisk accent. Bare sådan for at fuldende billedet ...

Men hellere det end en af sadisterne, der klemmer, til de kan se tårer!

Først forsøges ens bryst klemt fladt som en bæverhale på den ene led og derefter på den anden.

For hulan, hvor gør det o-n-d-t.

Havde næsten fortrængt det, men der vil nu gå en rum tid, før jeg igen glemmer det ...

Og jeg tænker på, at når det kan gøre SÅ ondt i en gajol-størrelse, hvor ondt må det så ikke gøre, hvis man har bryster i størrelse grapefrugt eller melon? UFF, bare tanken.

Ligesom jeg spekulerer på, om det virkeligt ikke kan gøres mere skånsomt? Hvis det var mænd, der blev udsat for tilsvarende behandling, ville der garanteret lynhurtigt blive opfundet et andet system. Skal mænd checkes for testikelkræft, foregår det jo ikke ved, at man anbringer de ædlere dele mellem to plader og klemmer, til det knaser. Næh nej, det foregår med ultralyd, hvilket man allerhøjst kan komme i godt humør af ...

Det er slet ikke retfærdigt. 

Men nu varer det heldigvis to år, før jeg skal afsted igen. 

Regner jeg da med.



25 kommentarer:

Madame sagde ...

Jeg genkender hver et ord, du skriver - har nemlig selv lige været igennem det samme ... :-) Undrer mig også over, hvorfor det behøver at gøre så afsindigt ondt, og hvorfor man skal vente så længe.

Inge sagde ...

Her i byen holder der jævnlig en mammografiscreenings bud ved sygehuset, her kan vi få tider, så vi slipper for at køre til Ringsted.
De sætter 2 kvinder til pr. 15 minut, og det er bestemt ikke særlig rart, men det er overstået lynhurtigt. Jeg har i øvrigt ikke oplevet at vente mere end max 10 - 15 min.. :-)
De piger jeg har mødt, som betjener screenings udstyret er søde, venlige og meget opmærksomme på at det gør ondt, og jeg synes de gør hvad de kan for ikke at presse hårdere end det er nødvendigt.

Fruen i Midten sagde ...

Madame: Næh, det er ikke sjovt, vel. Men trods alt et tilbud, man ikke kan sige nej til :-/

Inge: Hvor er du heldig med dine 'bryst-damer'! Må jeg komme med dig næste gang?

Rejen sagde ...

Uf, og det er utroligt at små bryster kan blive så lange..Og ja det gør ondt, så godt at det er hurtigt overstået...

Fruen i Midten sagde ...

Reje: Det kan de heller ikke. Det er derfor, det gør så ondt! Det mest utrolige er, at de trods alt ikke forbliver bæverhaler oven på den behandling ;-)

Stegemüller sagde ...

Det lyder overhovedet ikke rart! Jeg har endnu ikke fået tilbuddet om screening, men regner med at det snart må komme; og jeg vil selvfølgelig tage imod tilbuddet. Jeg var ikke klar over, at det gjorde ondt, men nu er jeg advaret og tak for det.

Annemor sagde ...

Mammografi er en allerh....... opplevelse i seg selv om man ikke skal ha merksnodige pleiersker med hang til knuseprosesser.
Godt det er lenge til neste gang :-)
Til lykke med overlevet :-)
Mormor

Lene sagde ...

Jeg har lige som Inge kun mødt søde og omsorgsfulde sygeplejersker, så jeg synes det er så trist, at der findes de modsatte typer. Og jeg ikke oplevet meget ventetid, maks 5 - 10 minutter. :-)
Du har en god pointe i om man havde opfundet en anden metode, hvis det var mænd. Jeg ved, at det ikke er alt man kan ultralydsscanne, kræftknuder er jo meget forskellige.

randiglensbo.dk sagde ...

Behageligt kan det absolut ikke kaldes, det kan vi snildt blive enige om. Selve oplevelsen ved undersøgelsen rammer du lige i øjet :-) Til gengæld har jeg kun mødt meget imødekommende personale og kan retfærdigvis heller ikke brokke mig over ventetid.

Randi

NonnasBlog sagde ...

Det er en meget præcis beskrivelse. Jeg ved ikke, om der er andre muligheder end den beskrevne. jeg tænker, at hvis der findes andre, mere skånsomme ville de nok blive brugt. Dette er nok det optimale nu. Jeg har heldigvis kun mødt søde sygeplejersker og minimal ventetid.

Østfronten sagde ...

Hvor er det en god pointe - det må kunne gøres mindre smertefuldt. Indtil da synes jeg på en eller anden måde, at man også kunne testito-grafere på den onde facon. Jeg mener - hvorfor skal vi have al smerten? Det er også os, der føder og alt muligt...

Johanne sagde ...

Her holder en vogn ved sygehuset en gang om året. Man får en tid, og den overholdes som regel. Det er ikke rart, nej... men damen, som betjener apparaturet, hun snakker på livet løs imens, så man når dårligt at tænke over det.
Du har ellers fat i en god pointe m.h.t. mændene :-)

Susanne sagde ...

Av siger jeg bare, og husker hvordan mit lille et kom til at få facon som øret på en labrador (o;

Anonym sagde ...

Smiler og nikker,,,, ondt. Gør det men jeg er sikkert heldig for mit mødested har været på Ringsted. Sygehus, og der har de ikke indtil nu haft. Østeuropæiske kvinder med overskud ansat endnu ......måske næste. Gang......
Du har altså en fed humor❤

Anonym sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Anonym sagde ...

Bæverhaler. Fedt billede på det der ubehagelige, der sker når småsadistiske sygeplejersker kidnapper ens bryster og leger sandwich med dem.

Håber da sandelig ikke at der bliver fundet noget alarmerende.

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Ja, det GØR altså ondt. Men det er hurtigt overstået, hvis sygeplejersken er lidt fiks. Og hvis hun så også bare var rar, ville det nok ikke være så slemt. Heldigvis ser det jo ud til, at de er rigtigt søde mange steder :-)

Mormor: Ja, det er slemt nok uden sygeplejersker med hang til knuseprocesser. Godt, der er længe til næste gang :-)

Lene: Det er dejligt at læse, at der faktiske findes omsorgsfulde sygeplejersker, men de modsatte findes desværre også. Jeg aner jo ikke noget om kræftknuder, så det absolut ikke sikkert, at man kan ultralydsscanne bryster. Det er bare iøjnefaldende, at mændene 'slipper' med en langt blidere behandling ...

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Nej, det er altså bare ikke behageligt, men meget af ubehaget kan helt sikkert fjernes af imødekommende personale. Godt, det er den slags, du har mødt:-)

Nonna: Jeg vælger også at tro, at man bruger den bedste løsning, når man sender kvinder til mammografi. Men vi kan jo ikke vide det, og sommetider tænker jeg da, at hvis mænd (der jo er nogle notoriske tøsedrenge mht smerte) skulle igennem samme ubehagelige proces, så ville der blive brugt flere kræfter på at opfinde noget andet ;-)

Østfront: Nej, når det kommer til smerte, synes jeg heller ikke fordelingen mellem mænd og kvinder er særlig retfærdig. Temmelig uretfærdig, faktisk ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Johanne: Sådan en storsnakkende dame, der distraherer en fra at tænke på, hvad man har gang i, kunne jeg altså også godt tænke mig :-)

Susanne: Øret på en labrador - av av!

Fru Ipsen: Ja, du har helt sikkert være heldigere. Og det er kun godt :-) Jeg har ikke noget imod østeuropæere, men når de ligner fribrydere og opfører sig lige sådan, så kan jeg godt føle mig lidt intimideret ...

Overlever: Haha, ja jeg synes også selv, det giver et ret godt billede af pinagtighederne. Det håber jeg også, men det får jeg først brev om i løbet af et par uger. - Hvilket så igen virker som forfærdelig lang tid, hvis man er bange. Håber virkelig, at ekspeditionstiden er noget kortere, hvis man er henvist pga mistanke :-/

Ellen sagde ...

Bæverhaler, haha :-D
Jeg tror det gør lige ondt uanset bryststørrelse, selv om det er svært at sammenligne smerte.
Du kan også komme til Køge, som havde verdens sødeste sygeplejersker, da jeg var igennem torturen sidste år.
Det er heldigvis lige som med børnefødsler: Man glemmer smerten igen. Lige indtil næste gang ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Tror du, størrelsen er ligegyldig i denne sammenhæng? Det kan man da håbe på, for ellers kender jeg et par stykker, jeg nødigt ville bytte med ;-) Ja, man glemmer jo. Lige til næste indkaldelse kommer ...

Elisabeth sagde ...

Gjenkjennbart!
Skal til mammografi neste uke. Usj, ubehagelig er det. Godt det ikke varer lenge.
Mammofrafi for damer.
Pappografi for menn?

Fruen i Midten sagde ...

Elisabeth: Velkommen forbi min blog :-) Ja, det er altså ubehageligt. Håber, dine sygeplejersker er søde i næste uge.

Pia sagde ...

Haha... mænd der knaser. Der havde jeg nær smidt mundvand på pc´en :-)

Jeg selv har aldrig prøvet dette torturapparat. Jeg har simpelthen ikke noget bryst de kan finde og sætte i klemme :-) Hvis jeg får en bule, så er jeg overbevist om at det er en knude :-)

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Jeg skal være den første til at beklage, hvis du får mundvand mellem tasterne ;-D Og lige præcis i forbindelse med mammografi kan jeg godt se fordelen ved at være lidt fladbrystet :-)