Putte-ritualer

Det er på lånt tid. Jeg ved det godt:

- God nat Momse-Lomse, sagde Donnaen og hoppedde ind i seng.

- Øh, god nat !?!

At jeg var lidt desorienteret, skyldtes ikke det flotte kælenavn, for dem er der mange af i vores familie, og både Donnaen og jeg benytter dem flittigt. Overraskelsen var derimod, at Donnaen tilsyneladende lagde an til at gå i seng uden sit sædvanlige putte-ritual. Selv om hun er ved at blive stor, plejer hun da at sætte pris på at blive puttet.

Og moderen kan altså også rigtig godt lide stadig at få lov, så jeg blev lidt lang i ansigtet.

Heldigvis gik der ikke så lang tid, før der kom et 'Moar!' derinde fra. Donnaen ville godt puttes alligevel.

Så puttet det blev hun. Fik smurt knæhaser, der ellers begynder at klø. Fik snakket lidt frem og tilbage om dit og dat, veninder og skole. Og så slut og god nat.

Det er ritualet for tiden. Fik Donnaen lov, kunne vi snakke i hele og halve timer, men det får hun så ikke.

Men væk er højtlæsning og godnat-sange. Det er næsten lidt vemodigt, at det er helt slut.

Først var der godnat-sangene. Fra Donnaen var et ganske lille myr var godnat-sangene et fast ritual. Det har helt sikkert lydt ømt, men det virkede. Efter tre sange og god nat sov hun. Altid. På det område opførte hun sig eksemplarisk, og at hun så også vågnede hver eneste nat og forlod sin egen seng for at dele dyne med sin mor, er der jo ingen grund til at nævne.

Jeg har sunget Mariehønen Evigglad og Jeg en gård mig bygge vil og Jeg ved en lærkerede. I julemåneden blev sangene skiftet ud med Højt fra træets grønne top, Et barn er født i Betlehem og Dejlig er den himmel blå. Og det er bare helt vildt så mange vers, der er i netop julesangene, men fordi jeg sang dem hver eneste aften, endte det med, at vi begge kunne dem udenad. Og det er der ellers ikke ret mange, der kan prale med.

Når vi blev trætte af sangene, blev de skiftet ud. I en periode sang jeg Tre små soldater, men blev nødt til at stoppe igen, fordi den udviklede sig ukontrollabelt med flere og flere selvopfundne vers, der var meget sjovere end de originale ...

Senere blev Donnaen stor nok til at få læst godnat-historier. Rigtige bøger. Så læste vi blandt andet Bjarne Reuters skønne bøger om Bimse og Goggeletten, hvor moderen havde sit hyr med ikke at dø af grin undervejs. Og vi har læst alle Harry Potter-bøgerne, den ene bog tykkere end den anden. At der var læsestof til både uger og måneder gjorde slet ingen ting.

De allersidste bøger, vi læste, var Hobitten og Ringenes Herre. Men så var det også slut, for Donnaen blev træt af, at moderen ind i mellem sad og småsnøftede lidt af rørelse.

På det tidspunkt var vi også løbet tør for læsestof, som vi begge gad, og iøvrigt skulle Donnaen læse selv.

Nu nøjes vi altså med at klare verdenssituationen.

Og det er godt nok, men gad vide hvor længe det varer ved?