Det er ikke nogen nyhed, at jeg ikke er vild med edderkopper.
Det skrev jeg allerede om i et af mine tidligste blogindlæg. Og hvis bloggen lever fremover, vil der sikkert også komme mindst ét pip om edderkopper hvert efterår. Fordi jeg på en eller anden måde bare må have det ud.
Edderkoppe-terapi. Eller noget?
Vi kan ikke lide edderkopper, hverken Donnaen eller jeg.
Ikke på den top-hysteriske måde med høje skrig og smadret porcelæn. Altså mig, selvom Donnaen faktisk har dæmpet sig lidt siden sidste år. Eller måske har hun endnu ikke mødt edderkopper i sit tøj eller under sin dyne? Men stadigvæk. Vi kan ikke med edderkopper, så de skal væk, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre.
Den lette måde er at kalde på Gemalen:
- Fa-ar, vil du fjerne edderkoppen ude i brusenichen?
- Skal det være lige nu? lyder det så lidt træt fra Gemalen.
- JA!!
Når Gemalen ikke er hjemme, (og det er som om hans fravær stiger i takt med edderkoppe-frekvensen) må jeg selv træde til som edderkoppe-morder. Det huer mig ikke. Overhovedet slet ikke. Jeg synes, det er ualmindelig ulækkert, klamt, slemt, adwr. Meget værre end for eksempel at klaske hvepse.
Men det er jo nødvendigt. For vi kan ikke have dem gående løse omkring. Så de dør. Smask! Uf, føj, gåsehud og elevatormave ...
Noget andet er åbenbart edderkopper i bur. Edderkopper, der ikke kan nærme sig min dyne, kan bare få lov at gå rundt.
Det er edderkopperne i badekarret, jeg mener.
Når de dumper derned, og det er der hvert år en del, der gør, så kan de ikke komme op igen. Ved jeg. Og når jeg ved det, behøver jeg ikke foretage mig noget. De bliver i badekarret og kan få lov at leve af luft og nullermænd, til Gemalen vender hjem. Jeg bliver fra badekarret og nøjes med bruseren.
Ikke noget problem.
Bortset fra at sådan kan man da ikke behandle nogen. Ikke en gang edderkopper.
Så jeg føler mig lidt ussel.
 |
| Edderkop og nullermænd i hjørnet af badekarret. Ligner den fra sidste år, men det kan jeg garantere for, at det ikke er ... |
22 kommentarer:
Jeg ved godt, at det ikke hjælper noget at sige, at de gør ingenting. Kan man ikke bilde sig selv ind, at de betyder lykke? De edderkopper jeg ser, bærer jeg for det meste udenfor. Ørentviste derimod må lide døden!
Vi bor på et meget naturskønt sted, men det indebærer også masser af småkravl.
Hvis vi taler om araknofobi, så findes der kure!
Det er jo aldrig rart, når der er noget, man er bange for.
Der er masser af ting, jeg er bange for, men edderkopper er ikke en af dem. Alligevel vil jeg ikke have dem rendende rundt i huset. Jeg sætter et glas ned over edderkoppen, skyder en kuvert eller andet lidt stift papir ind under glasset - haps, så er dyret fanget og lige til at bære udenfor i friheden. Den metode er god - edderkoppen overlever og der er ikke noget, der skal tørres væk.Jeg bruger samme metode, hvis der er kommet en hveps ind i huset - dem er jeg nemlig ikke helt tryg ved :-)
Randi
Nonna: Ha ha, nej, det hjælper ingenting. Det ved vi da godt :-) Små edderkopper, der ikke er større end en lillefingernegl, er ok. Men de store - adwr! Spøjst, at du kan bære edderkopper udenfor, mens ørentvistene bare skal dø ;-)
Randi: Den metode er rigtig god, og jeg kan da også fange både sommerfugle og humlebier og andre 'søde' insekter med glas og stift papir :-) Edderkopper er ikke 'søde' (synes jeg), så de får desværre ikke samme humane behandling. Iøvrigt synes jeg også, at edderkopper flytter sig sig så hurtigt, at jeg ville være bange for at hamre glasset ned over et ben - adwr.
Jeg (oftest manden) fanger dem i et glas og sætter dem ud, for jeg vil ikke ha det ulækre klaske snask indenfor
Fnis. Elsker altså dine sjove indlæg om alvorlige emner ;-)
Charlotte havde et specielt edderkoppekald, da hun boede hjemme. Det må have været eller andet i tonefaldet, for hun behøvede bare at sige "John", så kom det i en resigneret tone: "Okay. Hvor sidder den?"
Hun kunne sagtens kalde "John" i mange andre sammenhænge, men han vidste altid, hvornår det var en edderkop, det drejede sig om :-)
Nu bor hun i et 600 år gammelt stråtækt hus på landet i UK og har vænnet sig så meget til edderkopper, som jeg (og John) aldrig ville have troet muligt :-)
Så man kan altså lære det ...
Edderkopper er da fine, synes jeg.
Men vet der er noen som ikke synes det.
Jeg tror nok at man kan venne seg til dem (du behøver jo ikke like dem)nok til å få dem ut, slik Randi foreslår.
Ha en eddekoppfri dag :-)
Mormor
Gitte: Klaske-snask er altså også ulækkert. Gemalen kan pille edderkopperne ned med et stykke køkkenrulle, så vi slipper for snask, men det kan jeg desværre ikke overvinde mig til. Derfor klasker jeg. Adwr :-(
Ellen: Tak ;-) Hihi, edderkoppekald, ret sofistikeret :-D Og ja, man kan vænne sig til meget, hvis man virkelig, virkelig VIL. Viljen til at ville betyder ret meget her ...
Mormor: Kan du virkelig det - også de store?? Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil kunne holde på et glas og et stykke papir med en krible-krablende edderkop indeni. Uff!!
Ja, tak sådan en dag vil jeg gerne ha. Og god dag til dig - med eller uden edderkopper :-)
Det er rædsomt når man er " bange " eller føler ubehag , føler med dig har det på samme måde med mus ,,,,
Okey - jeg indrømmer. Jeg kan ikke lide dem og sætter dem helst udenfor i et glas. Men skal de slås ihjel fordi de er for store, for hurtige eller bare lidt for nærgående så bruger jeg altså det ultimative våben. Støvsugeren, den overlever de ikke. Den er forresten også smaddergod til at indfange og aflive spyfluer i køkkenet.
Kæresten derimod er ganske nervøs ved dem og har også en ganske særlig måde at kalde på når vi har besøg af sådanne... og så må jeg jo prøve at se om jeg når frem før hunden, der finder dem yderst interessante at lege med. (til kærestens voldsomme protesteren).
Du får mig til at tænke på en tidligere kollega, som var i kategorien med skrig og smadret porcelæn :o)
Hun skreg meget højt engang, og alle vores kunder gloede på hende, jeg ilede til undsætning og fjernede en edderkop på størrelse med et knappenåls hoved, troede hun og smilet vendte hurtigt tilbage på hendes læber.
Sandheden var at den lille fyr smuttede fra mig, gemte sig og har sikkert været ved at død af skræk.
Min kollega, fik aldrig sandheden at vide og hun blev ikke senere på dagen angrebet af den lille fyr :o)
Jeg kan ikke lide dem. Dit billede giver mig strithår på arme og i nakke. Jeg bruger gerne støvsuger, når jeg er her selv. Ellers er fordelingen klar her i hytten. Manden tager edderkoppeurt, så klarer jeg musene.
Det er edderkoppetid, og her vrimler det også med dem. I går fandt jeg den med garanti største edderkop med lodne ben, der er set i Danmark - i mit soveværelse! Jeg sætter grænsen ved hår på benene, så Monsieur fik fornøjelsen af at fange den og sætte den ud ... ;-)
Her i huset er det også manden der afliver eller fjerner edderkopper.. Jeg er altså ikke vild med de mangebenede dyr.. De små gør mig ikke noget, men når de både tramper og kaster skygger, ja så står jeg altså helt af, og nærmer mig den hysteriske tone når jeg pænt ber' om at få dem fjernet.. :-)
Små edderkopper kan jeg klare selv, større må Jimmi klare..Jeg har prøvet at oplære kattene i at fange dem, men de to dovenlaser glor bare på mig når jeg siger: fang en edderkop! og så lukker de bare øjnene igen...Utaknemlige bæster lidt kunne de nu nok lave for at jeg hælder tørfoder i deres skåle..;-D
Fru Ipsen: Det er underligt , ikke? Jeg kan godt blive forskrækket over mus, men synes de er ret søde og er ikke spor bange for dem. Forhåbentlig har du ikke lige så mange mus, som jeg har edderkopper ;-)
Overlever: Min moster fortalte engang, at hun havde fanget edderkopper med støvsugeren, men at de kom ud igen - med støv på :-( Det var nok en gang i 50'erne, og støvsugerne er helt sikkert blevet mere effektive siden da, men jeg skal ikke nyde noget ... Ser det for mig, hvordan hunden leger med edderkopper, mens din kæreste hopper rundt og skælder ud ;-)
Lone: Haha, det er altså en god historie, at den lille bitte edderkop ovenikøbet blev væk efter den opstandelse :-D Godt, du ikke fortalte kollegaen sandheden. Den havde hun da ikke kunnet tåle at høre ...
Susanne: Ups, stakkels dig. Sidder du så og læser blog med fingrene for øjnene ;-) Rimelig arbejdsfordeling I har hjemme hos jer!
Madame: Adwr!! Godt, du bor så langt væk, så har 'din' kæmpe-edderkop sikkert ingen kusiner i min umiddelbare nærhed. Tænk, at du ikke forlangte den ombragt lige på stedet. Du er en sand dyreven, selv når det gælder edderkopper ;-)
Inge: Trampende edderkopper, der kaster skygger er bare helt forbudt :-( Så er det tilladt at nærme sig det hysteriske toneleje for at tilkalde hjælp.
Reje: Det er bare ikke i orden. De to forkælede tøse-misser kunne helt sikkert godt yde lidt til gengæld for føden. Du må træne noget mere med dem ;-) (Og samtidig forklare dem, at når de nu snart bliver lukket på græs, skal de ikke få gode ideer og gå efter fuglene og sommerfuglene!)
Jeg er også bange for edderkopper. Jeg hader dem af hele mit hjerte; jeg tror, at årsagen er, at de bevæger sig så fuldstændig utilregneligt. Man kan ikke på forhånd vide, hvor de er på vej hen. Hvis de ikke er alt for store, kan jeg klare dem med et stykke køkkenrulle. Men hvis de er store ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Nu bor jeg på 1. sal i byen så heldigvis har jeg ikke så meget kryb, men jeg tror, at hvis der kommer en stor, så må jeg hente naboen.
Stegemüller: Uf da, stakkels dig, du er vist hårdere ramt end mig. Det kan godt være, du har ret, at det er edderkoppernes utilregnelige bevægelsesmønster, der tager pippet fra en. Håber virkelig, at din nabo er hjemme, hvis du nogensinde får besøg af en af de store edderkopper ;-)
Edderkoppeurt er søde, og her tager jeg dem nænsomt i hånden og bærer dem udenfor uanset hvor store og lodne de er. De generer mig ikke det fjernestes, men det gør til gengæld en lille bitte larve ingen, ud over jeg selv, kan få øje på l a n g t væk. Jeg rører den helst ikke, heller ikke med hjælpemidler :-)
Pia: ;-D Du er seriøst mærkelig, som Donnaen ville sige. Fnis! Nej undskyld, men altså, det ER DA mærkeligt, at du kan tage en stor lodden edderkop (som vi andre ville hade at røre ved) og bære uden for, mens en lille, sød larve kan bringe dig i affekt.
Og forklar mig så, hvorfor du skriver edderkoppeurt? Det gjorde Susanne også - er det en Ipad-ting???
Jeg har godt lagt mærke til at den iPad finder mærkelige ord, den erstatter mine med, nogle af dem fanger jeg, men edderkoppeurten har jeg ikke set. Hvordan kan rne blive til urt? Det giver da ingen mening!
Pia: tænkte det jo nok. Nej, det er ret kreativt, at rne kan blive til urt! Det er lige som med SMS'er, man skal virkelig se sig for en gang i mellem ;-)
Send en kommentar