Hår(dt)

De andres hår er altid pænere.

Sådan er det bare.

Som lille måtte jeg ikke få langt hår, hvilket selvfølgelig så var det eneste, jeg ønskede mig. Så snart, jeg var gammel nok til selv at bestemme, blev håret langt. Meget langt. Og så lidt længere.

Til sidst blev det så langt, at det også blev tungt og træls. Og så ville jeg gerne have pagefrisure. For pagehår var så flot. Det helt glatte hår. Fuldstændigt lige klippet. Behøver jeg at nævne, at mit hår ikke var - og ikke er - til pagehår? Bliver mit hår klippet på den måde, ser det ud som om, jeg har fået et - vindblæst - stråtag på hovedet. Meget lidt fikst. Jeg ved det. For jeg har prøvet det. Flere gange. Bare for at se, om det ikke skulle være blevet bedre siden sidst.

Jeg har efterhånden opgivet at lave om på mit hår og nøjes med at glæde mig over, at det kræver et minimum af pasning, for det gør alligevel som det selv vil.

Men nu gentager historien sig:

Donnaen blev født med fint mørkt hår. Som hun imidlertid gnubbede af, så hun en overgang havde stort set samme frisure som Voldborg ...

Håret kom hurtigt tilbage, i en lidt lysere version, og det var fuldstændig glat. Noget både hun og jeg levede fint med i flere år.

Ind til Donnaen blev stor nok til hellere at ville have krøller.

Stor var hendes forbløffelse, da det gik op for hende, at pigerne med krøller hellere ville have hendes glatte hår. I en grad, så flere og flere faktisk angreb deres - I Donnaens øjne lækre - krøller med fladjern hver morgen inden skoletid.

Men fik det Donnaen til at synes om sit eget hår? Overhovedet ikke. Hun var stadig vild med det krøllede og bølgede hår. Som hun ikke havde.

Lige indtil frisøren forleden tog fat i hendes lange hår og sagde:

- Skal jeg ikke prøve at klippe lidt op i det? Jeg er sikker på, at så kommer der fald i det.

- ???

- Dit hår har forandret sig. Det er meget mere som din mors nu. Man kan ikke se det, fordi det er så langt, at det tynger krøllerne ud. Men nu klipper jeg lidt af længden, og hvis jeg så klipper op i det, så skal du bare se.

Nu skulle man så tro, at Donnaen ville klappe i hænderne af fornøjelse over, at hun kunne få fald i håret, som så længe ønsket. Men nej. Frisøren havde uheldigvis sammenlignet med mig, Donnaens højtelskede mødrende ophav. Og er der noget mere kikset end at ligne sin mor?

- Argh, jeg vil da ikke ha' krøller. Jeg vil ikke ligne min mor, gyste Donnaen. Jeg vil ha' glat hår.

Og sådan er der så meget ...

Morgenhår