Hjem til virkeligheden

Og så tog vi hjem.

Jeg havde fået nummeret til shuttlebus-firmaet og med møje og besvær var det lykkedes mig at komme igennem og få booket afhentning. Hotellets wifi virkede upåklageligt, men mobildækningen var mildest talt håbløs. Og den dag, jeg altså skulle ringe for at sikre mig afhentning, var den selvfølgelig endnu ringere. Så jeg endte med at stå helt ude i en vinduesniche i morgenmadsrestauranten på 1. sal, før jeg endelig fik signal.

Afhentningen fejlede derimod ikke noget, og chaufføren stod allerede og ventede, da vi kom ned for at checke ud fem minutter før tid.

Og så skrumplede vi afsted. Det var ikke luksusudgaven, men det gjorde ikke så meget. Der var også en særpræget hørm i bussen. Om det skyldtes, at der lå et stinkdyr gemt under et af sæderne, eller om chaufføren kørte rundt med en italiensk udgave af skærpekød, fandt jeg aldrig ud af. Men det må også have generet chaufføren, for vi kørte med en åben siderude i front, og før vi nåede lufthavnen, var lugten væk og glemt igen.

Vi blev sat af ved den rette terminal og havde god tid til både at finde gaten og slå et smut forbi det toldfri parfumeudsalg. Og vi fløj hjem og så på snedækkede alper og landede i et grågrumset Hamburg, hvor Gemalen stod parat.

Sådan næsten i hvert fald. For vi havde glemt at efterlade et par euro til Gemalen til at parkere for, så da han endelig fandt en p-plads tæt ved udgangen, valgte han at blive der, til vi kom trillende med vores kufferter.

300 kilometer længere mod nord ventede Kamelen og var så overstadig af glæde, da vi dukkede op, at det lige kostede et par blå mærker at blive sagt goddag til.

Og det var så det. Tilbage var kun en masse gode, lagrede oplevelser, billederne og - gys! - kontoudtoget fra banken.

Derefter var der dømt helt almindelig hverdag. Og det gik fint i en hel uge, hvorefter Gemalen blev først meget træt og derefter meget syg. Med feberkramper og vagtlæge og efterfølgende indlæggelse. Med noget så eksotisk som betændelse i en bitestikel! Gemalen vidste ikke engang, at han var udstyret med sådan nogle. Med det ved han så nu ...

Den slags mærkværdigheder kan man ikke tage sig af på det lokale, lille sygehus, så i stedet blev han installeret på nabobyens noget større hospital. Og der lå han så i to døgn med antibiotika i drop og søde sygeplejersker, der tog sig venligt af ham og de andre ældre herrer i nabosengene. Ja, for når man havner på urologisk afdeling, så er gennemsnitsalderen altså pænt over pensionsalderen.

Imens forsøgte vi andre at få logistikken til at fungere, og det var faktisk lidt af en lettelse, at Donnaens dansetimer blev aflyst den ene dag. Ellers havde det været svært også at nå både kamel-luftning og gemal-besøg.

Men nu nåede vi det hele, og Gemalen blev, om ikke rask, så rask nok til at komme hjem.

Hvorefter der også blev tid til at tænke over, at det da var ret heldigt - når det nu skulle være - at han blev syg, efter vi kom hjem. Hvor bøvlet det havde været at skulle arrangere akut-pasning af Kamelen, bryder jeg mig slet ikke om at tænke på.

Så det lader jeg være med.

Romersk trafik og
Vittorio Emanuele-monumentet
i sen eftermiddagssol.