Helt ud til kanten - og et Ellen-skilt

Da Fruen havde kedet sig bravt et par dage, måtte der ske noget, og hun meddelte Gemalen, at hun trængte til at se havet ...

Min far har altid haft det på samme måde. Hvis han kedede sig, kunne han da altid køre en tur. Det har jeg tit grinet af, men nu begynder jeg at blive præcis lige sådan, og så må jeg jo pakket grinet væk.

- Nå, sagde Gemalen. Og hvor havde du så tænkt dig, at du ville se det hav?

- Dér, sagde jeg og pegede på et kort, som jeg lynhurtigt fik hevet frem.

- Nørre Vorupør??

- Jep!

- Og hvorfor så lige det? ville Gemalen vide.

- Bare fordi. Der har jeg aldrig været. Det må da være grund nok.

Det mente Gemalen også, og så kørte vi.

Og kørte og kørte. Længere og længere ud mod kanten af det yderste Danmark.

Det er ellers ikke fordi det midtjyske ikke også kan være temmelig udkants-agtigt på en grågrumset januar-dag, men når man passerer Limfjorden ved Oddesund nord for Struer og kommer først til Thyholm og derefter til selve Thy, så begynder der altså at være langt mellem husene og temmelig vindomsust. Og vi kørte gennem Nationalpark Thy. Der hvor der er/var ulv(e). Vi så ingen.

Til sidst kørte vi ned ad Vesterhavsgade. Et godt valg af navn til en gade, der går ned til Vesterhavet. Omend der efter min beskedne mening måske nok er tale om mere vej end gade. Men nu skal man jo ikke hænge sig i småting. 

Vi parkerede så langt nede i byen - eller så tæt på havet - som muligt og gik ud for at se på Nørre Vorupør.

Donnaen kunne meget hurtigt konstatere, at der var meget koldere, end hun var klædt på til. Men moderen havde kun sig selv at bebrejde, at hun ikke havde tvunget pigen til at medbringe overtræksbukser. Og en varmere sweater. Og nogle bedre handsker. Huen havde jeg husket, så det eneste, Donnaen ikke frøs, var ørerne.

I stedet for en tilbundsgående gennemgranskning af byen måtte vi nøjes med et hurtigt kig, og det gjorde vi så. Der er så heller ikke så forfærdelig meget at se på i Nørre Vorupør. Og slet ikke på en januardag. Men der er hyggeligt alligevel. På sin egen afdæmpede måde.

Der er ikke nogen egentlig havn, men en lille landingsplads, hvor nogle små kuttere og nogle endnu mindre fiskefartøjer lå halet op på stranden. Dér lå de så og så nærmest nuttede ud. Selv om der næppe er noget som helst nuttet over at stå til havs i så små fartøjer. 

Til venstre for landingspladsen er der en lang mole eller måske snarere en høfde, hvor man i øjeblikket arbejder med noget, som vi ikke kunne regne ud, hvad var. Efter-googling afslørede, at det er begyndelsen til et havbad. 'Danmarks første' står der på hjemmesiden for Nørre Vorupør. Til glæde for de lokale, men formentlig nok så meget for at lokke turister til området. Og det er sikkert en fin ting, hvis nogle flere mennesker kommer til området og bruger penge i de lokale butikker, på sommerhuse og deslige. Men egentlig kan jeg blive helt trist ved tanken om, at en fin lille, rimeligt autentisk fiskerby måske bliver omdannet til endnu et nordjysk ferie-inferno. Hvis man omvendt ikke gør noget, vil byen med sine 600 sjæle måske langsomt dø, og det er jo heller ikke ønskværdigt. 

Alt dette fandt jeg altså først ud af bagefter. Der stod nemlig ikke noget om det nogen steder. Kun et kedeligt byggeskilt kundgjorde, at man ikke måtte færdes på byggepladsen. De mange fodspor i sneen afslørede dog, at det var der en del, som ikke overholdt ... 

Et andet skilt havde heller ikke noget med sagen at gøre. Til gengæld var det et rigtigt Ellen-skilt (eller i hvert fald et fint eksemplar til Ellens store samling af mærkværdige skilte).  Endda på flere sprog. Selvtilliden kan ikke fejle noget hos den lokale skilteskriver, for der er tilsyneladende ikke brugt meget krudt på at overveje at konsultere en sprogkyndig, før processen blev sat i gang.

Og således forlystede på den stilfærdige måde drog vi hjem igen.

Ellen-skilt i Nørre Vorupør