torsdag den 31. januar 2013

Vulkaner


Donnaen har netop lagt sidste hånd på sin geografirapport om jordens indre, jordskælv og vulkaner.

Det hører med til at gå i 7. klasse.

Der skal afleveres flere og flere større opgaver. Ikke bare danske stile, men også historie- og geografirapporter. 

Det kræver sin Donna.


Men det kræver altså også, at moderen opper sig gevaldigt. Samler sin underkæbe op og stiller sig til rådighed som coach og korrekturlæser.

Det gør hun gerne, moderen, for det er både sjovt og lærerigt at følge med og se, hvor meget større krav der stilles til ungerne idag. 


Der skal være styr på både opstilling, billeder og kilder. Den slags havde vi andre ikke en gang styr på i 3.g. Men vi skrev selvfølgelig også det meste i hånden eller - hvis det gik højt - på familiens rejseskrivemaskine. Hvorfor resultatet den gang også var derefter. Og layout et fremmedord ...


Nu er Donnaen og jeg nødt til at diskutere, om det er smart at bruge midterstilning til længere tekster. Det synes moderen så ikke, kan jeg godt afsløre. Og vi forholder os til sidetal og forside-illustrationer og meget mere.


Og det bliver dælme flot. Ligner meget lidt det gnidderværk, jeg afleverede i 7. klasse. Tror forresten slet ikke, at jeg afleverede andet end danske stile på det tidspunkt?

Så er der lige indholdet. 

Noget har Donnaen selvfølgelig lært i skolen, men det meste skal hun selv finde frem. Og her er nettet både en velsignelse og en forbandelse. Man kan slå ALT op. Omvendt er der 11.800.000 hits, hvis man googler 'vulkan'. Hvilket er lige i overkanten af, hvad man kan forholde sig fornuftigt til.


Donnaen gør vel som de fleste andre; kaster sig over de tre øverste hits og betragter dem som den endegyldige sandhed.


Det kan så være noget så frygtelig træls, når moderen stiller en hel masse irriterende spørgsmål, som kan være svære at svare på. 

Så begynder Donnaen selv at opføre sig som en lille vulkan; hun hvæser og hvisler, og man kan fornemme begyndende røg ud gennem ørerne. 

Og det bliver lynhurtigt værre, når moderen hjælpsomt mod-googler sig til andre hits med andre forklaringer og formuleringer. Et voldsomt udbrud er uundgåeligt. For det er død-uretfærdigt og helt og aldeles unfair sådan at skyde på Donnaens arbejde.

Hertil kan man så påpege, at Donnaen godt kunne blive bedre til at tage imod kritik. Der er plads til forbedringer, som man siger.

Men det er faktisk ikke særlig nemt at skulle aflevere rapporter om noget som helst. For hvordan skal man afgrænse og begrænse? Man kan hele tiden finde lidt mere, noget der er formuleret helt anderledes eller bare lidt anderledes. Illustrationer af samme ting, men forskelligt beskrevet. Og så videre. Det ER da svært.

Det må også være et hårdt job som lærer at skulle gennemgå og rette sådan en stabel rapporter. For hvor der før i tiden kun var ganske få kilder til rådighed, har ungerne her måske haft fat i hver deres tre, fem eller måske syv kilder, som - hvis der er bare en lille smule retfærdighed til - alle skal checkes, før en karakter kan gives.


Pyh!

Man kan det hele, men det er samtidig blevet meget mere indviklet.


Næh, det var noget andet, den gang jeg var barn.


Og nu føler jeg mig lige pludselig meget, meget gammel ...

Vi siger tak til papir-sponsoren.


16 kommentarer:

Tina Liel sagde ...

Lyder som I alligevel kom frem til et godt resulatat. Jeg har også tænkt hvor svært det er for eleverne nu om dage at sortere ud i alle kilderne. Og det må være meget fristende at bruger kopier-sæt ind ;-) Og de unges opgaver ligner ganske rigtig nok noget andet end det vi lavede. Kan du huske hvordan man skulle på biblioteket og lede i rigtige bøger ikke mindst leksikon hvorefter man kopierede fotos man klistrede ind. Hernede er niveauet også superhøjt. Min yngste går i 2G og der kommer man ikke sovende til noget. Godt at du var tålmodig for det er ikke altid let at hjælpe en teenager he he. Knus

Madame sagde ...

Ja, du har ret - det må ikke være nemt at være lærer nu til dags! Måske skal man bare skrive i sin opgave, at man har valgt den og den vinkling og brugt de og de kilder. Man kan jo ikke forholde sig til det hele ...

Fruen i Midten sagde ...

Tina: resultatet er fint, men om det lever op til, hvad 'man' skal kunne, aner jeg ikke. Ungerne har fået at vide, at de ikke må kopiere men skal bruge deres eget sprog. Det er lidt svært at overholde en gang i mellem ;-) Jeg kan godt huske, hvor meget mere bøvlet det var, og hvor meget mindre pænt, det blev. Næh, det er ikke det nemmeste ;-) Knus tilbage.

Madame: Ja, tænk alt det man skal checke. Og jo, det er jo det , man skal. Men det skal man lige lære først. Og så langt er de ikke i Donnaens klasse, hvor de bare kaster sig ud i projekterne, og så er det nok lidt tilfældigt, hvor googleriet fører dem hen ...

Stegemüller sagde ...

Jeg har faktisk stor respekt for det de lærer i skolerne i dag, og for hvor dygtige de bliver. Jeg kender en dreng i 4. klasse og han skal også aflevere skriftlige opgaver, som han skriver på computeren. Han skal endda forholde sig kritisk til sin egen opgave; det lærte vi andre ikke engang i gymnasiet.

Inge sagde ...

Der burde egentlig være et fag eller kursus for de unge omkring kildekritik..
Det behøver jo ikke være rigtigt, bare fordi man kan finde det på nettet. :-)

Susanne sagde ...

Det kan være hårdt arbejde at være hjælpelærermor. Og jeg må indrømme, at jeg efterhånden har svært ved at følge med. Det går meget godt i 7. kl. så længe vi ikke taler fysik og kemi, men ældste søn i 1 hf kan desværre ikke hente meget hjælp hos sin mor. Med mindre han altså ønsker lidt korrektkurlæsning.

Ellen sagde ...

Endnu en levende og smilfremkaldende beskrivelse fra din hånd :-)
Jeg syntes også, det var spændende at følge med, da C gik i skole. Der er mange overvejelser, man skal gøre sig med opgaver af den nævnte art, og jeg forstår godt, at man i dag kan lade sig friste til en gang copy-paste - hvilket dog vel næsten må afsløre sig selv, da der nok ikke kan undgås afslørende stilskift.
Jeg er helt enig i, at med det informationsbombardement, vi alle udsættes for dagligt, må kildekritik stå allerøverst på listen - det er supervigtigt at lære ungerne (og mange voksne for den sags skyld), at fordi det kan ses på www, behøver det ikke at være Sandheden.
Man skal undre sig! Og når hun får dampet lidt af igen, kan hun sikkert godt indse, at hvis der kan findes modstridende oplysninger, kan begge dele ikke være sande :-)

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: De lærer meget, og måske er det gammeldags, at vi samtidig vil holde fast i, at ungerne også skal kunne det, vi kunne mht. stavning og hovedregning mv. Men det føles jo så basalt, at det er svært at forestille sig, at man kan undvære det. Næh, det lærte vi heller ikke i gymnasiet. Donnaen har heller ikke lært det. Endnu. Men der er takter i den retning, kan jeg se af den netop afleverede opgave.

Inge: JA! Det burde der virkelig. Jeg ved ikke rigtig, hvad 'man' gør på netop et område. Det må jeg huske at spørge om til næste skole/hjem-samtale.

Fruen i Midten sagde ...

Susanne: Ja, det er hårdt arbejde. Og ja, jeg kan godt mærke, at det bliver sværere og sværere at følge med. Men læse korrektur og stille (irriterende)spørgsmål regner jeg dog med at kunne fortsætte med et stykke tid endnu :-)

Ellen: Tak :-) Det er netop stilskiftet, der afslører copy-paste. Og det har ungerne også fået at vide, men når man har læst noget tilpas mange gange, kan man jo komme til at føle, at det er ens egne ord ;-) Kildekritik er enormt vigtigt, og jeg håber, at Donnaen (efterhånden) forstår det. Det er fx betingelsen for at se de forskellige skod-programmer i fjernsynet, at hun ikke tror, det er sådan, verden er skruet sammen.

Annemor sagde ...

Det er et rent helvete å "rette" slike oppgaver, selv om stilskiftet forteller om copy/paste. Så er det dem som skriver et avskrift eller omformulerer og "glemmer" å oppgi kilde.
Jeg vet ikke jeg, om det er så veldig lærerikt sett i ettertid. Det man lærer minst er kildekritikk og så lærer man å søke etter opplysninger, men det viser seg ofte at innholdet, altså det de burde lære om og som burde sitte i hukommelsen, ikke gjør det.
Tja. det var vel så. Men prisverdig av deg å følge den lille vulkanen Donna uten å bli skoldet :)
Klem :)

NonnasBlog sagde ...

Det er et stort arbejde, både at skrive og at rette sådanne opgaver. Projektopgaven i 9. kl kunne tage virkelig lang tid at komme igennem for begge parter. Vi var et lille team på 3 lærere, som rettede sammen. Det er en stor hjælp, når både problemformuleringer og kildeangivelser skal kontrolleres.
jeg er sikker på, at Donnaens opgave både er flot og med gods i. God weekend!

Pia sagde ...

Jeg husker også både min egen og ungernes skoletid. Min egen var nu det allerbedste :-)
Så er det både godt og skidt når ungerne kan helt selv. M voldte mig ingen problemer, men C kunne helt selv i mange år, så var jeg næsten hægtet af da hun tog HF, og havde brug for hjælp. Da hun senere læste videre var jeg stået helt af, men ville gerne komme med kritik hvis hun bad om det. Ligeså overfor min bror. Det er kæmpe opgaver de skal aflevere med alverdens krav og kildeangivelser. Pyh... man kan blive helt svedt bare ved tanken.
Der er ikke noget som de gode gamle dage :-)

Anonym sagde ...

ja længe leve google og dets lyksaligheder ;-) men ret ,man skal ta det man læser med et gran salt .De unge er temmelig meget mere oplyste end da vi var unge.de har. mange. dlere muligheder .....
Vi havde skam ikke engang skrivemaskine i mit hjem , så det var kuglepen eller fyldepen .....

Maggie sagde ...

Godt indlæg. Tak.
Har oplevet det samme med vores drenge, særligt den yngste, mens han tog sin IB (studentereksamen).
Kan søreme godt huske, hvor hårdt det var at skrive speciale på uni for en menneskealder siden, så jeg er glad for, at jeg 'kun' skal passe mit arbejde i dag.
Hatten af for de unge, som klarer denne type udfordring, og hånden frem til de unge, som skal have en hånd/med-tænker at støtte sig til en tid endnu. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Ja, det må være et meget stort arbejde at rette den slags opgaver. At glemme kilderne er en 'dødssynd' efter min mening. Det er svært at vide, hvad der reelt bliver indlært, når ungerne selv søger oplysninger på nettet. Noget passerer fuldstændig ufiltreret, mens andet alligevel er så spændende, at det giver stof til eftertanke. Tror jeg. Både Donnaen og jeg bliver skoldet lidt en gang i mellem, når vi laver lektier sammen ;-)

Nonna: Ja, det kan jeg forestille mig. At organisere sig i et rette-team må være en stor hjælp, men hvor tit kan det lade sig gøre? Jeg håber, du har ret. Flot er den i hvert fald ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Det er jo både godt og skidt med totalt selvkørende børn, så man ikke 'vokser' sammen med dem, men først kobles på lektiemæssigt på et tidspunkt, hvor det pludselig er svært at følge med.

Jonna: Min mor prøvede også at lære mig at skrive med fyldepen. Det kom der ikke noget godt ud af ... Ja, man skal lige lære at huske sin sunde skepsis - også når det gælder internettet :-)

Maggie: Selv tak ;-) Jeg gyser allerede ved tanken om at skulle coache Donnaen i de større klasser. Det skal nok blive 'festligt'. Ja, gu var det hårdt at skrive speciale. Jeg savner det ikke, men tænker alligevel, at det kunne have været fedt med noget ordentligt it-udstyr.