tirsdag den 29. januar 2013

Slatten mandag, halvslatten tirsdag


Det blev mandag og tøvejr. Og endda solskin.

Så Fruen burde nærmest have slået flikflak af ren fornøjelse.

Not so.

Selv spandevis af kaffe kunne dårligt holde min hage over skrivebordshøjde.


På et tidspunkt spekulerede jeg på, om det var en ondartet virus, der var ved at sende mig vandret. Eller om det var gemen træthed.

Det var nok bare det sidste, for efter knap ti timers søvn ser verden igen nogenlunde almindelig ud her til morgen.

Hvoraf man kan udlede, at halvgamle koner skal have deres nattesøvn. Og ikke først ligge og rotere i timevis. Bare fordi. For derefter at blive vækket ved tre-tiden af Donnaen:


- Moar!


- Huh?

- Jeg tror, jeg har fået tinnitus!


Den slags oplysninger har jeg lidt svært ved at kapere midt om natten, så kedelige mor bad Donnaen gå pænt i seng igen. Hvilket hun heldigvis også gjorde, men den gode søvn var blevet afbrudt, og da vækkeuret ringede, var jeg meget lidt oplagt til at tage hul på en ny uge.

Slet ikke da Donnaen meddelte, at tinnitussen nu var blevet delvist afløst af ondt i ørerne ...


I modsætning til fx den Rejens stakkels lille Sveske, har Donnaen gudskelov ikke været ørebarn, så når hun pludselig som 13-årig står og klager over ondt i ørerne, bliver forældrene lidt i tvivl. 


Så afsted i skole.


En SMS allerede en time efter om mega-ondt i ørerne fik dog moderen på andre tanker. 

Så afsted til læge.

Lægen kunne dog ikke se andet end nogle trommehinder, der 'stod fint'. En podning fra svælget viste heller ikke noget, så beskeden var at 'se tiden an og eventuelt supplere med panodiler'. Hvilket vel bare er den mest irriterende besked at få. For hvad er det så lige, vi har gang i? Jeg vil helst vide besked, og jeg vil helst undgå 'bare' at hælde smertestillende tabletter i Donnaen, for så bliver det jo først umuligt at finde ud af, hvad der foregår.


Men det er så det, vi gør. Ser tiden an.

Heldigvis er Gemalen hjemme igen fra sin tur til Sjælland, så han har tjansen som sygepasser. Noget der heller ikke er så svært, når Donnaen egentlig har det meget godt, bortset fra ørerne altså.


Men nu må det gerne gå over.


For Donnaen har nu lært, at det kan være nødvendigt at tage hue på.






18 kommentarer:

randiglensbo.dk sagde ...

Jamen det var da en halvtræls start på ugen - men så er der plads til forbedring i det mindste :-)
At få afbrudt sin søvn er ikke sagen - det er ondt i ørerne bestemt heller ikke - jeg håber, at det hurtigt er overstået!

Randi

Madame sagde ...

Åh sikke noget, men det er dejligt, at Gemalen er hjemme og kan tage tjansen som sygepasser. Rigtig god bedring til Donnaen!

Inge sagde ...

Ja det lyder da som en lidt træls start på ugen, håber at Donnaen klarer frisag med sine ører.

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Der er virkelig plads til forbedring :-)

Madame: Ja, det hele er meget nemmere, når han arbejder hjemmefra. Tak :-)

Inge: Åh ja, jeg håber også virkelig, det går i sig selv igen.

NonnasBlog sagde ...

Fint vejr i går, kedeligt i dag, også her! Hvor træls med ørepine, mellemørebetændelse eller hvad det nu er? Jeg har læst, at ivrig tyggen af tyggegummi skulle kunne forebygge sådan noget? Hvem ved? Men rigtig god bedring til Donnaen!

Lene sagde ...

God bedring til Donnaen og forhåbentlig en god nats søvn i nat og tøvejret er kommet, men det regner og sjapper og det er glat, glat, glat :-) Og vi venter til/på foråret, gør vi :-)

Stegemüller sagde ...

Stakkels Donnaen. Ørepine gør rigtig ondt. Godt hun ikke har været 'ørebarn'. Jeg har haft mellemørebetændelse som voksen og det var bestemt ikke sjovt.

Vi halvgamle koner skal nemlig lige præcis have vores nattesøvn for at være noget værd om dagen.

Rejen sagde ...

Øv for Donnaen, håber det går hurtigt over så du kan få din nattesøvn..;-D

Fruen i Midten sagde ...

Nonna: Også lidt kedeligt vejr her, men fortsat tø :-) Ja, hvad det nu end er - det er jo spørgsmålet! -Læste godt dem med tyggegummi, at xylitol er bakteriehæmmende. Men er det så ikke skidt for noget andet? Det kan godt gå hen og blive lidt indviklet ... Og tak.

Lene: Tak :-) Det sjapper en el, og man skal se sig godt for, så man ikke pludselig skvatter i en vandpyt med is under!

Stegemüller: Ja, ørepine kan gøre meget ondt. Ind til videre er det heldigvis ikke det ondeste onde, Donnaen er udsat for, så vi håber at det går over igen.

Ja, det skal vi altså. Det må vi jo sande ...

Reje: Ja, jeg håber virkelig, at Donnaen ikke skal ud i noget, der kan minde om din lille Sveskes fortrædeligheder. Og at jeg kan få sovet ;-)

Ellen sagde ...

Hun er forhåbentlig snart rask og frisk igen, og hvis hun har været ude uden hue i den kulde, vi har haft, kan jeg nu godt forstå elendighederne ... jeg ville også have haft megaondt, så.
Vi kender det godt, gør vi ikke? Det hedder også erfaring, og det er langt bedre end en formanende mor :-)

Bettina Holst - om kunst, indretning, kreative ideer o.ma. sagde ...

Droppede lige forbi af omveje....og tilmelder mig som fast læser, for det vil da være en dum ide at gå glip af flere af dine skønne indlæg :-D

Anonym sagde ...

Jeg tror at det første og vigtigste man lærer på lægeskolen er at sige: "tag panodiler, gå i seng og kontakt en læge om et par dage hvis det ikke er blevet bedre".

(lige som tandlæger og sygeplejersker der lærer at sige "du mærker kun et lille prik og det gør SLET ikke ondt".

Man kan jo ikke blive andet end skeptisk når man får den besked.

Håber hun har fået det bedre.

Tina Liel sagde ...

Uh ondt i ørene er forfærdeligt. Ikke særligt smart svar at få fra dem. Håber at hun har det bedre og at du har fået en god nats søvn. KNUS

Ellen sagde ...

Kommentar i forb. med Overleverens ditto:
Jeg har altid syntes, at det var så tåbeligt at bilde folk ind, at noget ikke gør ondt, når man nu ved, at det gør det!
Da jeg i sin tid skulle tage blodprøver på børn, fortalte jeg dem altid, at det kommer til at gøre pokkers ondt, men hvis de kunne bide smerten i sig og sidde stille, skulle jeg forhåbentlig kun stikke dem én gang.
De opførte sig som hovedregel som engle og var rævestolte, når jeg bagefter roste dem for deres mod og evne til at klare væmmelige smerter :-)
... og bedst af alt: de mistede ikke tilliden - jeg havde jo ikke løjet for dem.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Har Donnaen mistænkt for at 'glemme' huen, når vi ikke lige er i nærheden med vores formaninger. Og så må hun jo blive den erfaring rigere (suk).

Og at bilde børn (og voksne) ind, at noget ikke gør ondt, er bare det dummeste. Det er kun med til at skabe udbredt mistillid til de hvidkitlede. Så hellere gøre som dig og sende nogle mega-stolte unger ud efter veludført (u)dåd. :-)

Bettina: Velkommen på bloggen :-D

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Måske har du ret. I hvert fald er det ofte den besked, man får. Og den med at påstå, at noget ikke gør ondt, er bare dumt på den dumme måde. Donnaen har siddet med tårerne trillende ned ad kinderne, når hun blev vaccineret. Hver eneste gang har sygeplejersken sagt, at det ikke ville gøre (særlig) ondt. Så jo, Donnaen har også lært at være skeptisk. Desværre har ikke fået det bedre endnu :-(

Tina: Ja, ondt i ørerne er super-træls. Jeg har sovet fint, Donnaen er desværre nødt til at sove på noget smertestillende :-( Nej, det er et dumt svar, som man ikke rigtigt kan bruge til noget.

Anonym sagde ...

stakkels Donna ,,,øv hvis hun har glemt at ta hue på , men det kan jo ske ;-) ,, for ørepine skulle være noget af det mest smertefulde,,,håber hun snart bliver frisk og du kan få sovet

Fruen i Midten sagde ...

Jonna: Ja, stakkels Donna, det er sommetider lidt træls at skulle lære tingene på den hårde måde. Hun er i skole idag. Med hue og masser af formaninger ;-)