onsdag den 14. marts 2012

Kvinder får da ikke brok


Først føltes det som om, Fruen havde slugt et helt pindsvin, og at at det nu på vej - baglæns - gennem hele systemet. Senere føltes det som om, pindsvinet havde medbragt våben. En sabel eller et sværd.
 
Det var slet ikke sjovt, så Fruen gik i seng.
 
Næste morgen var pindsvinet væk, men sablen var tilbage. Og en nærmere undersøgelse afslørede en lille bule i venstre lyske.
 
- Tror du, jeg har brok? spurgte jeg Gemalen.
 
- Det kunne godt føles sådan, men det er jo ikke noget, kvinder får, mente Gemalen. Det er nok en hævet lymfekirtel.
 
Det gjorde dog tilpas ondt til, at Fruen ringede til vagtlægen.

- Kvinder får jo ikke brok, meddelte lægen. Det er nok noget muskulært, som fortager sig igen. Er det ikke væk til mandag, kan du jo henvende dig til egen læge.
 
Det var lørdag morgen.
 
Mandag morgen var det ikke blevet meget bedre.
 
Afsted til egen læge.

- Det ligner godt nok brok, sagde lægen. Det er ellers sjældent noget, kvinder får. Måske er det bare en hævet lymfekirtel.

- Men jeg synes, du skal ses på af nogen med mere forstand på den slags. Jeg ringer lige til hospitalet,og så får du en henvisning. Så skal du bare tage derop med det samme.
 
Godt så. Først tilbage på arbejde og meddele, at nu tager man altså på sygehus. Så hjem til Gemalen med samme besked.
 
Og så afsted.
 
Formel indlæggelse med seng og det hele.
 
- Du må nok hellere faste, sagde sygeplejersken.
 
Efter lidt ventetid kom en ung, mandlig læge.
 
Og her var det så nødvendigt at glemme alt om almindelig sippethed eller blufærdighed.
 
- Jeg bliver jo nødt til at udelukke, at det ikke er noget indvendigt, sagde den unge mandlige læge, så jeg skal lige foretage en gynækologisk undersøgelse af dig.

Jeg tror, jeg havde mere ondt af ham end af mig selv.

Han meldte alt vel indvortes.
 
- Det er nok brok, men jeg er ikke helt sikker. Det er jo også ret sjældent, at kvinder får det. Så vi skal lige have dig scannet, og så kommer der en mere erfaren læge og kigger på dig.

Først kom den mere erfarne læge. Også mand.
 
- Ja, det er vist brok. Nu vil jeg prøve at presse den tilbage. Det kan man sommetider, og så slipper man for operation.
Og så pressede han, og Fruen gav sig.
 
- Du får lige lidt morfin, og så prøver jeg igen.
 
Morfinen var en meget ubehagelig oplevelse, men det gjorde da ikke så ondt, da han prøvede igen. Uden held.

- Nej, det kan jeg ikke, sagde lægen Nu skal vi have dig scannet, så vi kan se, hvad vi har med at gøre.
 
Afsted til scanning - og to nye, mandlige læger.

Først ultralyd.

- Det er svært at se, så vi skal lige have dig til CT-scanning også, forklarede den ældste.
 
Så CT-scanner.

Denne gang ingen kommentarer, men bare tilbage til stuen.
 
Sygeplejersken kom.
 
- Vi skal have gjort dig klar til operation, så jeg skal lige vaske din navle og fjerne lidt hår..
 
Derefter kom lægen.
 
- Ja, vi kan nu se, at du har en lille brok. Der sidder et stykke tyktarm fast, så vi laver en åben operation. Vi tør ikke nøjes med en kikkertoperation.
 
Et halvt døgn, fire læger - alle mandlige - to scanninger og en tredjedel intimbarbering senere kunne det slås fast, at kvinder altså også kan få brok.

Øv, tænkte Fruen og gav sig sin skæbne i vold.

Fortsættelse følger..

14 kommentarer:

Østfronten sagde ...

Det må gøre dig til en helt særlig kvinde. Oh, jeg håber, det går godt og de får klaret alt brok(ken).
De bedste bedringsønsker herfra. Og good call fra egen læge at sende dig videre med det samme!

Madame sagde ...

Uha, sikke en ubehagelig oplevelse - rigtig god bedring! Men det var nu meget morsomt fortalt :-)

Rejen sagde ...

Åh stakkels dig, og sikke da noget brok..Godt du kom hurtigt til..God bedring og så ikke så meget brok med dig..;-D

Inge sagde ...

En skam du ikke rigtig kan nyde alle de mandehænder du er igennem i øjeblikket.. ;-) Nej spøg til side, det er da rigtig træls.. God bedring til dig.

Anonym sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Anonym sagde ...

De ønskes god bedring - og hold Dem nu i ro!Jeg må nu tilslutte mig Madame, at Deres levende sprog og morsomme beskrivelse føjer en del til læseoplevelsen ;-)

Annemor sagde ...

Skal medgi at jeg smilte bak hånden av din historie (ille) Men kvinner får brokk. Hermed slått fast. Av deg.
God bedring og vær forsiktig med å løfte mer enn kaffekoppen.

Øglemor sagde ...

Øv da. Sikke noget! Rigtig god bedring - og trøst dig med tanken om, at du er noget helt specielt :)

Ellen sagde ...

Øv, jeg føler med dig.
Men hatten af for din læge - ikke noget brok over ham ... Pøjpøj med det videre forløb.

Pia sagde ...

Sikke en omgang. Her har manden været igennem en operation for brok. Det hjalp ikke spor på hans brokkeri :-)

The CityGirl sagde ...

Jeg sidder og er lidt fornærmet på dine vegne over at du kun fik en tredjedel intimbarbering. Jeg mener, når nu man var aftvunget al blufærdighed og generelt stolthed, så kunne de sgu da godt have gjort arbejdet færdigt!

Uanset hvad, så rigtig god bedring! Krydser fingre for at det hele går som det skal :-)

PS. Hvis kvinder ikke kan få brok, så er du vel kind of et medicinsk under? Og dermed sej. Kunne du måske pitche idéen til lægerne om, at kvindelig brok skal opkaldes efter dig? ;-)

Johanne sagde ...

Jamen - sikke da en "historie", stakkels dig. Det lyder da ganske rædselsfuldt med alle de bekymringer, smerter og mandehænder. Men jeg sidder da og er spændt på fortsættelsen. Jeg håber virkelig, der kommer en god afslutning.
Rigtig god bedring og knus til dig.

Konen bag hækken sagde ...

Nej hvor ubehageligt - håber alt er ok igen...

Fruen i Midten sagde ...

Tak for alle jeres søde kommentarer. Det er altid dejligt :-)
Jeg har det efter omstændighederne godt. Trisser stille rundt, men bliver hurtigt træt.