Fru Brok - og hvad der videre hændte

 

Når man som Fru Brok er voldsomt nysgerrig, er det lidt en udfordring at sidde i en sygeseng på en stue med tre ukendte damer.

 

Hvorfor ligger de der, og hvor meget kan man tillade sig at spørge dem om?

 

Det var nogle meget søde og venlige koner, men derfor var det jo ikke sikkert, at det var i orden at krydsforhøre dem.

 

Damen i sengen over for mig sprang rundt i grad, der forbløffede mig.  I løbet at nul komma ingen tid havde hun været i bad og var iført sit civile tøj, mens hun svingede rundt med sin weekendkuffert.

 

Et øjeblik efter fik vi alle forklaringen. En ung læge kom ind og fortalte, at scanningen havde vist galdesten. Blev det et tilbagevendende problem, skulle hun overveje operation. Indtil videre skulle hun nok lige holde lidt øje med, hvad hun spiste.

 

Aha, så var det derfor. Hun var slet ikke blevet skåret i. Så kunne hun jo sagtens hoppe rundt.

 

Dermed var der gået hul på bylden, og hun fortalte, hvordan hun havde været til fødselsdag. Havde spist lagkage og havde fået så ondt, at hun var blevet indlagt ba-buh og med blå blink. Faktisk havde det heller ikke været en succes forrige gang, hun spiste lagkage, så måske var der noget med de der lagkager.

 

Vi andre havde selvfølgelig straks meget ondt af hende, for det ville unægteligt være trist at skulle gå en lagkageløs fremtid i møde ...

 

Min nabo meldte ind med, at hun faktisk netop var blevet opereret for galdesten. Planlagt og efter bogen. Og så snakkede de to videre, mens jeg fik besøg af Gemalen og Pigebarnet.

 

Efter den almindelige gensynsglæde, opstod der ret hurtigt lige så almindelig utilfredshed med, at jeg ikke vidste, om jeg kunne komme med hjem. Men der var ikke noget at gøre. Lægen var forsvundet igen, og vi var stadig tre, der ventede på stuegang.

 

Pladsmangel sendte familien ud på gangen til nogle stole i et lille indhak. Selvom Pigebarnet var voldsomt utilfreds med sin mors påklædning. Stadig operationsskjorte, hospitalsunderhylere, charmerende operationsstrømper, røde støvler og trøje. Men uden besked gad jeg ikke at gå i bad og bøvle med omklædning. Pigebarnet overvejede kort, om hun skulle melde sig ud af familen ...

 

Endelig kom overlægen.

 

Jeg kom på plads i sengen, og familien blev smidt ud.

 

Tre patienter.

 

Tre minutter.

 

- Gå hjem, gå hjem, gå hjem.

 

Og det gjorde vi så.

 

Siden har jeg googlet brok og fundet ud af, at det, jeg fejlede, er ret sjældent og har et meget fint navn 'femoralhernie'. Også kendt som lårbrok, der til gengæld ikke lyder særlig smart. Det rammer især kvinder, der er lidt ældre, overvægtige og har været gennem flere fødsler. Står der.

 

Hmm.

 

Det er altså ikke mig. Jeg er helt uden for kategori. Og åbenbart bare lidt svag i sammenføjningerne.