Fru Brok på hospitalet

Klokken lige godt midnat fløj døren til stue 19 på K11 op, lyset blev tændt, og Fru Brok blev skramlet ind på plads blandt tre sovende kvinder.

 

Altså, de sov så ikke mere. Den ene satte sig op i sengen med et spjæt, spurgte forskrækket, hvad der foregik, kom i tanke om, hvor hun var og lagde sig pænt ned igen. En anden vendte sig bare om og sov videre, mens den tredie benyttede lejligheden til at trisse en tur ud på toilettet.

 

Så blev lyset dæmpet, gardinerne rullet for, og en sygeplejerske stod parat til at tage imod.

 

Nu var det hele jo godt overstået. Alle mine ting var blevet bragt op. Og hvis jeg ikke havde kvalme, så ville jeg måske have noget at spise?

 

Det ville jeg godt, men allerførst ville jeg gerne have min mobil, så jeg kunne ringe til Gemalen. Han var blevet hjemme, da ingen af os mente, at det ville gøre Pigebarnet godt at blive trukket rundt på et hospital midt om natten.

 

Et øjeblik efter kom sygeplejersken tilbage:

 

- Dine værdigenstande er desværre ved en fejl ikke kommet herop, men er i stedet bragt ned til Centralsekretariatet. Og der er altså lukket nu.

 

Nå.

 

Vi blev så enige om, at Gemalen nok selv ville ringe til hospitalet, når han ingenting hørte.

 

Det gjorde han også.

 

Så mens jeg var igang med at indtage et let natmåltid, der nærmest havde karakter af et komplet morgenmåltid plus et æble, kom sygeplejersken ind igen og fortalte, at nu havde hun snakket med Gemalen og fortalt ham, at jeg havde det godt.

 

Alt vel, og så sov jeg. Og først vågnede igen, da de første morgen-skrammel-lyde startede ved sekstiden.

 

Straks efter indfandt den første sygeplejerske sig for at måle blodtryk og temperatur.

 

Derefter skete der ikke noget før klokken halv otte, hvor der var morgenmad, og de andre damer vågnede op og sagde pænt goddag.

 

Morgenmaden skulle man selv hente. Fint nok. Pænt nej tak til øllebrød og havregød. Ikke fordi jeg har noget imod nogen af delene. Men det skal altså ikke være hospitalsudgaven. Så hellere A38 og rugbrød med syltetøj. Og juice. Og kaffe, som levede helt op til fordommene og smagte forfærdeligt.

 

Derefter slog jeg en klo i den første sygeplejerske, der nærmede sig. Det var den her mobil, jeg godt ville have fat i.

 

Et øjeblik efter kom hun tilbage:

 

- Den ligger altså nede i Centralsekretariatet, og det er ret bøvlet, hvis jeg skal hente den for dig. Med fuldmagt og sådan, forklarede hun. Og her er ret travlt, så kan du ikke bare selv hente den?

 

Det tænkte jeg lidt over.

 

Det var jo gået meget godt med at hente en bakke med morgenmad helt ovre på den anden side af gangen, så jeg kunne vel også klare at finde ud til elevatorerne, køre ned på 2. sal, finde vej hen til Centralsekretariatet og hente mine ting?

 

Som tænkt så gjort.

 

På det tidspunkt var jeg stadig iført operationsskjorte, hospitals-underhylere og de charmerende operationsstrømper. Morgenkåben hang hjemme i skabet. Men jeg havde da en fleece-trøje. Og mine røde støvler ...

 

Og så afsted.

 

Vel nede på 2. sal havde jeg absolut ingen ide om, hvor jeg så skulle hen, så jeg var nødt til at spørge mig for. Heldigvis var jeg på rette vej. Hen ad en gang, til højre gennem en dør og så hen ad en ny gang og til venstre. Så var jeg der.

 

Hvad jeg ikke havde regnet ud på forhånd var, at Central-sekretariatet samtidig var Modtagelse. Der hvor man henvendte sig, når man kom ind med sin lille søn, der ikke kunne støtte på det ene ben. Han sagde ikke noget, den lille dreng. Men det kan kun skyldes, at han enten havde for ondt i benet, eller at han var vældig godt opdraget. Hans mor sagde heller ingenting. Kneb bare munden sammen og så en anelse skræmt ud.

 

Jeg fik mine ting og skyndte mig tilbage. En lidt større dreng sad og hang på en stol. Han nåede lige at åbne munden, men lukkede den skyndsomt igen.

 

- Hvorfor ringede du ikke, klagede Gemalen i det øjeblik, jeg kom igennem til ham.

 

- Jamen, min telefon var jo arkiveret, og jeg kunne ikke få fat i den. Og sygeplejersken sagde, at du havde ringet og fået at vide, at jeg havde det godt, forsvarede jeg mig.

 

- Det kan godt være, men jeg bad dem jo om at få dig til at ringe, så jeg var oppe til klokken halv tre for at vente.

 

- Jamen ...

 

Vel tilbage på stue 19 kunne jeg konstatere, at der fra de to vinduespladser var den skønneste udsigt over søen.

 

- Ja, de siger jo, at det er byens bedste og dyreste udsigt sagde den ene vinduesdame stolt.

 

Derefter var der bare at kravle i seng igen og småsove eller småsludre sig gennem formiddagen til stuegang.

 

Fortsættelse følger.

Det ser hurtigt meget drabeligt ud!