torsdag den 11. oktober 2018

En sur, gammel borg


Næste morgen, endnu før morgenmaden, gik Gemalen i gang med at finde ny overnatning til den sidste nat på vej hjem. For i og med vi nu pludselig var i hvert fald 300 kilometer længere mod nord end forudset, var der ingen grund til at stoppe allerede i nærheden af Ulm, som jeg havde booket hjemmefra.

I stedet fandt vi et hotel i Schwarzach am Main (lidt øst for Würtzburg, hvis nogen skulle være interesseret), og så var det egentlig bare at spise morgenmad, få pakket og komme afsted.

Vi kørte over Lugano og gennem Schweiz' smukke landskaber.

Med lidt ekstra tid til rådighed mente jeg, at vi godt kunne dreje fra motorvejen og kigge på Liechtenstein. Gemalen sagde, at der ikke var meget at komme efter, men Donnaen var også interesseret i at kunne sætte hak ved endnu et land, og så var vi jo to mod én, og altså drejede vi fra motorvejen, krydsede Rhinen og trillede ind i det lille fyrstendømme.

Vi kørte op langs floden og konstaterede, at der så ret meget ud præcis som på den schweiziske side.

Hurtigt nåede vi den lille hovedstad Vaduz, og nu skulle vi så bare finde slottet. Da Donnaen var en meget mindre udgave af sig selv, end hun er nu, brugte hun timer på at se Zack & Cody i fjernsynet, og på et tidspunkt optræder der en prinsesse fra Liechtenstamp i serien. Donnaen var ikke helt skarp og var i lang tid overbevist om, at Liechtenstamp og Liechtenstein var samme - rigtige - land og Disney-slottet i serien også et vaskeægte virkeligt slot. Nu ville vi godt se, om der var nogen ligheder. Overhovedet?

Lad mig bare slå fast med det samme: Det var der ikke! Selv begrebet slot virker en kende overdrevet, når man ser den liectensteinske fyrstes residens. Eller ser og ser. Det er meget begrænset, hvad man kan komme til at se, da der ikke er adgang for offentligheden, ikke engang hen på pladsen foran. Så man kan kun se det fra vejen, og fra den vinkel ligner det bare en sur, gammel, utilnærmelig borg og bestemt ikke et Disney-slot.

Donnaen og jeg ville dog lige prøve, om vi virkelig ikke kunne komme tættere på, så mens Gemalen satte sig i skyggen for at passe på bilen, gik vi et par hundrede meter fra parkeringspladsen og helt hen til lågen ind til slottet. Faktisk kom der netop da en tjenende ånd kørende, lågen gik op, og vi kunne i princippet være lusket med ind for at tage billeder fra selve slotspladsen. Det turde vi dog ikke, for tanken om at havne på den forkerte side af en lukket låge var ikke helt god, så vi måtte nøjes med et meget middelmådigt kig.

I et sving på vej tilbage til Gemal og bil var en mand ved at slå græs, og netop da vi kom forbi, nåede han kanten og sendte en sky af støv og græs i vores retning. Den slags kan Donnaen ikke tåle, så hun prøvede at holde vejret og småløb hen til den lukkede bil. Helt dårlig blev hun heldigvis ikke, men kunne nøjes med at nyse og sprutte lidt.

Nu var det på høje tid at få noget frokost, og vi kørte lidt frem og tilbage for at finde en café. Vi så også et par stykker, men de var så overfyldte, at vi på forhånd opgav og kørte ud mod Schweiz og motorvejen. Gemalen drejede mod nord, da det jo var den vej vi skulle, men så var det, at Donnaen og Fruen på henholdsvis fem og syv år pludselig mente noget helt andet. Vi ville nemlig meget hellere den modsatte vej, så vi kunne spise på Hej Heidi Heidiland (blandt almindelige mennesker kendt som Marché Heidiland).

- Jamen det ligger jo mindst tyve kilometer i den forkerte retning, protesterede Gemalen.

- Ja, og hvad så? ville både Donnaen og jeg vide.

Gemalen sukkede meget dybt, men fik vendt kareten, vi fik vores frokost i en af vores favorit-motorvejsrestauranter, og der var næsten ikke et øje tørt, da Donnaen igen fandt sine absolut allerbedste boller, som hun første gang havde sat tænderne i på vej på påskeferie knap to et halvt år tidligere.

Lidt senere var vi alle mætte og glade og kunne køre mod nord i god ro og orden.

Vi fandt vores hotel og fik vores værelser. De lå helt oppe under taget, og der var smeltende varmt. Der stod en vifte i hvert rum, men det hjalp ikke et meget, for der var lige så varmt udenfor som indenfor. Bilens termometer havde sagt 37-38 grader, og det passede nok meget godt. Vi så frem til en meget varm nat, men først gik vi ned og spiste græsk i hotellets gårdhave. Sammen med nogle få andre gæster og en hel masse lokale. Primært kvinder, der tydeligvis brugte onsdag aften til at sætte hinanden stævne. Ved siden af os var der et bord med en hel flok midaldrende madammer, der fik vendt alverdens store og små problemer; måske især de små, lød det til.

Til sidst gik de hjem, og vi gik op og flåede dynebetrækkene af dynerne, så vi kunne nøjes med dem. Temperaturen var faldet et par grader, men der var stadig pottehedt, og i det sekund, vi slukkede viften, som vi ikke kunne holde ud at høre på, stod luften helt stille.

Det ville blive en lang nat.


Schloss Vaduz - ikke meget Disney her!

9 kommentarer:

Lene sagde ...

Altså min søn ville i sine helt unge dage have syntes det var et rigtig ridderslot :-)
Nu bliver vi da nærmest nødt til at finde en rute forbi Heidi.

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Jamen en ridderborg er jo også noget helt andet end et prinsesseslot - og det ligner det meget mere. Kommer I til det hjørne af Schweiz, kan jeg kun anbefale stedet :-)

Pia sagde ...

Man må da sige at I er kommet vidt omkring i denne sommer. Jeg har ikke været i Schweiz siden 1974, men det er et smukt land.
Hvorfor skal slotte altid ligge gemt så godt væk, at man ikke kan se det fjerneste. Der burde være et lille kighul i n hæk, eller lignende, så man kan få et glimt af herlighederne.

Ellen sagde ...

Det er da også irriterende, at folk gerne vil have deres privatliv i fred :-)
Med andre ord: Jeg forstår udmærket jeres ærgrelse over ikke at kunne se noget, men forstår også, hvorfor det må være træls, at folk glor ind og prøver at få det hele med :-)
Bortset fra det, så har I da fået oplevet rigtig meget i den ferie, synes jeg.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Joh, men når man kører til Italien, er der jo altså nogle lande på vejen, og nu havde vi heldigvis tid til en lille afstikker :-) Haha, et kighul i hækken burde være obligatorisk ved ethvert slot ;-)

Ellen: De behøver da ikke at have privatliv HELE vejen rundt om slottet! Margrethes slotte er da fx til at kigge på fra mindst én side, og så sidder hun måske omme bagved i haven bag en høj hæk, hvor ingen kan se hende. Det, synes jeg, er en bedre fordeling ;-)
Vi oplever jo også noget, selv om det ikke er de største attraktioner, vi kigger på. Det er bare om at lægge mærke til det - tænker jeg :-)

A + K = ♥ sagde ...

Uha, varme nætter og mig er bare ikke gode venner - den danske sommer var skøn i år, men søvn måtte jeg kigge langt efter :p

- A

Fruen i Midten sagde ...

Anne: Nej, varme dage er skønne, varme nætter not so much :-)

Birgitte B sagde ...

Godt nok en tålmodig mand/far, I har jer. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne få manden til at køre 20 km i modsat retning for en motorvejs-bespisning (men jeg har selvfølgelig heller aldrig smagt maden i Heidiland) ;-)
Kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Hvad gør man ikke for at få ro? ;-) Det er ikke maden som sådan, er gør Heidiland til et favoritsted. Det er nok mest mængden af valgmuligheder plus helhedsoplevelsen :-)