Fordele og bagdel - alle ømme

- Sig mig, hvor langt vil du?

- Bare lige ned om søen og så hjem, svarede Gemalen.

- Det skal jeg så ikke. Jeg skal hjem nu, sagde Fruen.

Og så drejede hun til højre og kørte hjem, mens Gemalen skyndte sig op på siden af sin hustru for at høre, om der var noget i vejen.

Det var der ikke. Bortset fra øm nakke og ømme skuldre, ømme håndled og - ikke mindst - en meget øm bagdel.

Sagen var - eller er, for det er jo ikke noget afsluttet kapitel, at Gemalen gennem flere år havde lokket for at få Fruen til at køre på mountainbike.

Det var både sjovt og sundt, og så kunne vi jo køre sammen, argumenterede Gemalen. For fuldstændigt døve øren.

Men da flertallet af familiens meget gamle damer er faldet fuldstændigt sammen på grund af manglende knogle- og muskelmasse, begyndte Fruen langsomt at ændre holdning. Noget måtte gøres, og en gang før jul, havde Gemalen endelig fået skovlen helt under mig.

Med en masse forbehold ganske vist. For jeg vil ikke køre, hvis det er koldt. Eller regner eller blæser. Og jeg vil ikke køre langt, vil ikke køres bagud og ikke grines af. Især det sidste er vigtigt ...

Gemalen lovede højt og helligt at gå ind på alle krav, og så gik han ellers i gang med at lede efter det helt rigtige grej. Det har han brugt rigtig meget tid på, for han går ikke bare til en cykelhandler, men vil meget hellere købe gode, brugte stumper, som han finder på nettet.

Cyklen kom i hus, og jeg aner ikke, hvor mange handler, der skulle til. Og tøj og en hjelm, der har samme farve som jordbæris. Den købte Gemalen af en mand, og jeg har siden funderet en del over, hvordan det kunne gå til, at en mand havde en jordbæris-farvet hjelm? Havde han købt den som et statement, var det mærkeligt, at han ville sælge den igen, og ellers var det også bare mærkeligt ...

Således var alt klappet og klart allerede i februar. Vi manglede bare vejret, og det lod vente på sig.

Men i lørdags oprandt dagen endelig.

Jeg fik skruet mig i de lange cykelbukser og lykkedes - med lidt hjælp - med at få selerne på plads. Til sidst hjelm og handsker, og så var jeg klar. Klar til at lære overhovedet at sidde på geden og få tjek på gear og bremser. Efter en del småjusteringer og rundture i indkørslen var Gemalen tilfreds, og vi kunne vinke farvel til Donnaen og Ungersvenden, som stod på terrassen og smågrinende havde fulgt processen.

Allerede før vi havde forladt indkørslen, kunne jeg mærke sadlen. Det var jeg forberedt på, for det er efterhånden flere år siden, at Gemalen forærede Fruens gamle damecykel væk, fordi jeg alligevel ikke gad køre på den. Og nu var hverken sadel eller min bagdel polstret godt nok til at undgå, at jeg blev noget så øm.

Men den slags er jo bare et spørgsmål om tilvænning. Siger de kloge. Så afsted gik det, og jeg hverken væltede eller kom galt afsted. Til gengæld begyndt jeg også at få ondt i skuldre og nakke på grund af den meget uvante kørestilling - og mine slatne muskler, og til sidst begyndte håndleddene også at værke.

Og så gad jeg ikke mere.

Men alt i alt var det jo gået meget godt, og næste dag justerede Gemalen sadlen lidt ned for at aflaste både bagdel og skuldre/nakke-regionen, og det hjalp faktisk en hel del.

Solen skinnede, og vi kunne køre i skoven, og jeg lærte, at det ikke hjælper en pind at rejse sig op, når det går opad. Men også at jeg kan køre fra Gemalen op ad bakke. Det siger dog desværre mere om Gemalens dårlige pacemaker end om mine cykeltalenter. Men det var lidt sjovt alligevel.

Nu er der gået en arbejdsuge, og der er blevet bestilt solskin til weekenden, og så må vi afsted igen.

Den er mere jordbæris-farvet i virkeligheden.