Flyt dig!!

- Jeg havde da ikke troet, at der stadigvæk ville være så vådt, sagde Gemalen, mens han kiggede vurderende på et pladderhul, der strakte sig tværs over skovvejen.

Efter to ret vellykkede test-kørsler, hvor jeg hverken var væltet eller på anden måde kommet galt afsted, mente Gemalen nok, at han kunne udsætte mig for lidt større udfordringer, så vi var kørt gennem byen og ind i skoven på den anden side.

Og bortset fra, at jeg ikke altid brød mig om Gemalens måde at krydse vejene på - og derfor tit kom noget bagefter, når jeg ikke kunne gøre ham kunsten efter - så gik det meget godt. Også inde i skoven. Skovvejen var bred og god, og vi trillede afsted i et fornuftigt tempo.

Men så drejede Gemalen pludselig til venstre og forsvandt ind ad en lille sti mellem træerne. Det var ikke nogen helt almindelig sti, men - viste det sig - et anlagt MTB-spor til udfordring og fornøjelse for mountainbikere. Sådan et spor skal jo ikke være alt for kedeligt, så det snor og snørkler sig afsted, og mens Gemalen trådte afsted, som kørte han på lige landevej, kom Fruen mere og mere bagefter. Og måtte endda stå lidt hurtigt af en enkelt gang i et ekstra snævert sving, hvor et grantræ stod alt for tæt på sporet ...

På et tidspunkt kom der et par unge gutter kørende mod os, og jeg nåede lige at tænke sh*t!, men var så så heldig, at der lige præcis på det sted var plads nok til at komme ind til siden, mens de med et lettere overbærende smil susede forbi.

- Var det ikke sjovt? spurgte Gemalen, da vi igen var ude på normal skovvej.

- Nej, det spor var både for smalt og for snørklet, skumlede Fruen.

- Det er bare til du lærer det. Så du hvor hurtigt de to fyre kørte?

- Joh tak, men hvorfor er det ikke ensrettet, så man ikke møder andre? vrissede Fruen videre.

- Det er der da også, sagde Gemalen. Det var os, der kørte modsat.

- !?!

- Du skulle da lige prøve, og det var da bedre end at have dem liggende lige bagved, så du blev nervøs, mente Gemalen.

Videre gik det, og vi krydsede landevejen for at køre tilbage mod byen ad stien langs søen. Men inden vi kom så langt, skulle vi jo lige hen til bemeldte sti. Og det var ikke helt uden forhindringer. Først kom vi til et væltet træ, men det var blot en mindre birk, og det var ikke særlig svært at løfte cyklen over, og jeg følte mig lidt sej, da jeg kunne køre videre, uden at Gemalen havde skullet hjælpe mig.

Men så kom vi altså til oven for omtalte pladderhul. Det strakte sig tværs over skovvejen, og der var ikke mulighed for at køre uden om. I midten var der blankt vand, og til begge sider sort mudder af den meget våde slags.

Jeg kiggede på hullet, og så kiggede jeg tilbage på træet, vi lige var kravlet over.

- Man kan godt køre igennem , sagde Gemalen.

Og det gjorde han så.

Det gik - selvfølgelig - fint.

Jeg overvejede situationen. Hvis jeg kom over, var det godt. Hvis jeg gik i stå og satte benene i, var det noget skidt, for så ville jeg blive våd og sort af mudder til op midt på skinnebenene. Men hvis jeg for alvor væltede, var det virkelig noget møg, for så ville jeg sandsynligvis ryge helt ned og blive både våd og dækket at mudder fra top til tå, og så ville de cirka fem kilometer hjem føles som femhundrede.

Gemalen ventede.

Jeg trak vejret dybt.

Og så kørte jeg.

Og det gik godt.

Men Gemalen var ikke kommet helt ud af mudderzonen, så da jeg kom moslende, havde jeg pludselig kurs lige mod ham og kunne slet ikke overskue at dreje uden om, og så var jeg jo nødt til at råbe-hvæse ad ham:

- Flyt dig!!

Det nåede han heldigvis,og så drønede jeg forbi ham og stoppede først 30-40 meter længere fremme på helt tør grund.

- Det gik jo fint, sagde Gemalen.

- Jep, sagde Fruen og var nu ikke til at skyde igennem.

- Og det er dig, der skal vaske cykler!

Jo, min bagdel er stadig øm ...