Bonde-barok

Nogen havde meget snedigt lagt yderligere MTB-O-løb i Østrig den følgende weekend.

På den måde kunne rytterne slå to fluer med ét ferie-smæk, og det var der rigtigt mange, der gjorde. Men der var det meste af en uge i mellem, og det var lidt forskelligt, hvordan tiden blev brugt. Nogen tog direkte videre til Bad Vöslau, syd for Wien, for at træne og slappe af. En mødtes med sin kone i Prag, og de brugte nogle dage på at være turister der. Jeg havde overtalt Gemalen til et stop på vejen, så vi kunne opleve et hjørne af Tjekkiet, hvor vi aldrig havde været.

Min finger var i sin tid stoppet ved Rozmberk nad Vltavou, cirka 25 km syd for Cesky Krumlov og kun ganske få kilometer fra den østrigske grænse. Men først skulle vi jo dertil, og da der ikke var særlig langt, var der tid til et enkelt svinkeærinde, mente Fruen. Så derfor kørte vi til Holasovice, som er et så fint og velbevaret eksempel på en tjekkisk landsby, at den er på UNESCOs verdensarvs-liste.

Vi kom virkelig langt ud på landet ad små snørklede veje og kom så til Holasovice, som består af et par og tyve gårde, der ligger i en oval, med ryggen til omverdenen og front til et grønt fællesareal. At der er tale om gårde, kan man faktisk ikke se, når står inde i landsbyen, for gårdene er bygget mere eller mindre sammen, og det er de smukke stuehuse, der vender gavlene ud mod fællesarealet. De er bygget i en særlig stil, der kaldes syd-bøhmisk bonde-barok og ligner søde miniatureudgaver af de store og prangende gavlhuse, man kan beundre rundt om større torve og pladser i en lang række midteuropæiske byer.

Klokken var kun omkring halv tolv, men da en besnærende duft af mad kom bølgende ud gennem en port, blev Fruen akut sulten og meddelte, at nu var det tid til frokost. Gemalen var slet ikke sulten, men gik med, og vi satte os på en bænk ved at af de ganske få borde, der var ved det lille bitte madsted mellem bygningerne bag porten.

Og der sad vi så. Gemalen fik en kop kaffe, mens jeg mæskede mig med kanin og en lokal variant kartoffelsalat. Solen skinnede, de øvrige gæster virkede ret lokale, en gammel morlil sad i skyggen foran et baghus og nikkede til dem, der kom forbi, og alt åndede fred og idyl. Det ekstra fascinerende ved stedet var nemlig, at det ikke bare var en tom kulisse, men en levende landsby, hvor folk boede og arbejdede.

Der var ikke ryglæn på bænken, og det var måske meget godt, for ellers havde vi nok siddet der endnu. I stedet rejste vi os, betalte og gik videre. Der stod årstal på næsten alle gavle. Det afslørede, at langt de fleste gårde var bygget i 1860'erne og 1870'erne, altså inden for et relativt kort tidsrum. Hvilket man jo nok også godt kunne regne ud, da de er ret ens. Men hvordan det er gået til, at man har enedes om at bygge sig en færdig landsby på denne måde og ikke ved almindelig, organisk knopskydning, fremgår desværre ikke nogen steder. Jeg har kunnet læse mig til, at der har ligget en landsby siden tidernes morgen. Det har været en tysk enklave, hvilket betød, at indbyggerne efter Anden Verdenskrig blev smidt ud, og landsbyen stod forladt tilbage, ind til man i 1990 begyndte at restaurere den og flytte ind igen. Alt sammen interessant, men bare ikke en forklaring på, hvorfor stort set alle bygningerne er bygget i samme periode.

Næsten rundt om indelukket, opstod et andet akut behov, og jeg var så heldig, at vi netop var nået noget, der lignede en café, men som viste sig at være et ganske stort spisested med udmærkede toiletfaciliteter.

Herefter kunne vi køre videre i god ro og orden.

På vej tilbage til hovedvejen var der flere steder, hvor man kunne se milevidt. Mestendels ud over frodige marker og hist og pist lidt bebyggelse. Men på et tidspunkt var det intet mindre end et atomkraftværk, der dukkede op i horisonten.

Tjekkiet er i sandhed et land fyldt med kontraster.