Søde Louis og andre løjerligheder

Det var let nok at finde vores logi i Salzburg.

Det var straks sværere at finde et sted at parkere. Lovligt. En grim p-bøde under viskeren på bilen bag os sad og så afskrækkende ud.

Fruen blev derfor sendt ind for dels at checke ind dels forhøre mig om parkeringsmulighederne.

Det plejer jeg godt at kunne finde ud af, men da jeg kom indenfor, kunne jeg ikke umiddelbart finde nogen form for reception. I et lokale til højre for indgangsdøren sad en mand og spillede guitar. En anden mand sad og småsov med en øl på bordet foran sig. Den spillende mand så mig godt, men spillede videre, og jeg gik derfor længere ind. Ind i restauranten og ind i et andet lokale med spiseborde. Op ad en trappe og ned igen. Ingen mennesker.

Nu lagde musikeren mærke til min søgende adfærd og spurgte, om jeg søgte nogen. Det gjorde jeg jo, og så blev den sovende fyr vækket. Han var temmelig meget rundt på gulvet, og vi skulle først lige have koordineret at tale engelsk, for tysk forstod han ikke, og så hjalp det jo fedt, at jeg førte mig frem på mit bedste skole-tysk. Så undskyldte han mange gange for sin sovende adfærd, jeg fik min nøgle og en forklaring om, at det var okay at parkere udenfor, men at man helst skulle have et parkerings-skilt/-mærke/-ur/-noget, hvilket vi selvfølgelig ikke havde.

Nå men så kunne vi skrive en seddel og lægge i forruden, så ville p-vagten forhåbentlig tage det for gode varer ...

Så jeg skrev fin seddel, vi tømte bilen. Og håbede det bedste.

Det virkede faktisk. Vi fik ingen p-bøde i de tre døgn, vi opholdt os på stedet. Men det virkede altså en anelse løjerligt bare at lægge en seddel i forruden med "Hej hej, vi holder lige her, mens vi er i Salzburg."

En anelse løjerligt var nok det gennemgående tema for Haus Wartenberg. På den venlige, imødekommende, men også ganske boheme-agtige måde. Her tog man virkelig ikke tingene så tungt. Hverken hvad angik nullermænd under sengene, rygeforbud i restauranten eller så meget andet. Donnaen havde det lidt stramt med denne mangel på Ordnung muss sein, mens Gemalen og jeg bare syntes, det var hyggeligt.

Den første aften spiste vi på en restaurant inde i det gamle Salzburg, men anden aften valgte vi at spise "hjemme". Morgenmadslokalet var en lille restaurant om aftenen, og der kom både boende gæster og lokale. Menukortet var fint. På tysk og engelsk. Og når man sammenlignede mellem tysk og engelsk, var priserne ikke nødvendigvis identiske. Nogle retter var billigst på tysk, andre på engelsk. Lidt løjerligt, men hvorfor hænge sig i detaljer?

Maden var lækker, og betjeningen var venlig. Omend ikke helt professionel. En stor dreng på Donnaens alder hjalp til og gjorde det så godt han kunne. Det var bare ikke særlig godt, og ind i mellem forsvandt han helt, og så råbte kokken tværs gennem lokalerne "Louis!", mens han undskyldte over for gæsterne og prøvede at agere tjener, ind til knægten dukkede op igen.

For eksempel ville kokken gerne hjælpe os med vin, men kunne ikke finde den rigtige hvidvin. Med det resultat at han og Gemalen i fællesskab gennemrodede køleskabet i hjørnet for at finde et godt alternativ.

Vi fandt aldrig helt ud af, om Louis overhovedet kunne tale tysk. I hvert fald gik det bedst på engelsk. Hvordan han så var endt som stik i rend-dreng i Salzburg, fandt vi selvfølgelig ikke ud af, men vi udviklede mange spændende teorier desangående og forestillede os, at hans engelske mor havde ringet til sin østrigske fætter for at få ham afsat hen over sommeren: "Du må da nok kunne beskæftige Louis i sommerferien, så skal vi nok gøre dig en tjeneste en anden gang".

Men sød var drengen jo, og al begyndelse er svær. Så vi hjalp ham med at stable de tomme tallerkener og kom glade tilbage og spiste igen den næste aften.

Nej, vi boede ikke på Schloss Mirabell,
men jeg glemte at tage et billede af Haus Wartenberg.